dumme dumme lære

[Jacob O'Conner]

Det var en af de af de hårde dage for Jacob han havde nu været på skolen i noget tid, men altid var stadigvæk som om det var nyt for ham, han forstod stadigvæk ingen ting, og havde stadigvæk mange ubesvarede spørgsmål, men denne dag var der ikke tid til at tænke over sådanne ting, han havde lige haft parkour træning og det var ikke lige frem fordi det gik særlig godt, han var den tyndeste og slappeste og mest ukloge dreng i hans klasse, han forstod ikke hvorfor han var det, men det var vel os ligemeget, for han kunne intet gøre ved det lige nu andet en at prøve at kæmpe hårdere end han allerede gjorde, men da træningen var slut, havde deres lærere bedt Jacob om at blive her og træne hårdt da han stadigvæk ikke rigtigt kunne lave det de var gået i gang med, jacob var sur, hvorfor stod læreren ikke bare at jacob var lille og spinkel og ikke bygget til at lave parkour, han sagde dog intet som altid nikkede bare og da de andre i klassen smuttede og læreren var gået, gik jacob hen og satte sig på en bænk og smed sin taske på jorden ved siden af ham, han var sur, men han vidste os godt at det ikke ville hjælpe at surmule, for det ville han ikke lige frem blive bedre til det af. Han rejste sig derfor og gik nogen skridt væk fra bænken og satte i løb og prøvede at springe over bænken men det gik ikke så godt, han nåede kun op på sædet på bænken og væltede hen over ryggen, sådan blev det ved ind til han surt opgav og blev siddende på jorden og ømmede sig, han havde fået hudafskrabninger på begge sine hænder og på det ene knæ, han lagde armene overkors og kiggede rundt, der var ingen ” dumme dumme lærer mumlede han lavt.

[Mimi Walker]

Mimi havde forladt sit værelse for et godt stykke tid siden, fordi hun havde hat lyst til at løbe en tur, da det var ved at være et godt stykke tid siden, at hun havde fået rørt lidt på sig. Hun havde gang i et større project på sit værelse, et project, som hun holdte hemmeligt for tiden, fordi hun var ikke helt sikker på, hvad det skulle blive til. Hun havde trukket i et par sorte shorts og en hvid top med en blå top ovenpå, hvorefter hun havde stukket høretelefoner i ørerne og var løbet af sted.

Efter et godt stykke tid, hvor Mimi havde løbet rundt i skolens park, havde hun besluttet sig for, at tage en tur henover parkourparken. Hun var lige nået op toppen af en mur, da hun opdagede en kendt skikkelse, som sad bag ved en bænk og så ikke helt tilfreds ud.
Mimi hoppede ned fra muren og trak høretelefonerne ud af ørerne, som hun lagde rundt om halsen, så de ikke forstyrrede hende unødvendig. Hun lagde hurtigt strækningen mellem muren og bænken bag sig. Hun satte sig i hug ved siden af Jacob og smilede forsigtigt til ham. "Hey.. Er du okay?"

[/color] spurgte hun bekymret.[/blockquote]

[Jacob O'Conner]

Jacob havde siddet helt væk i sine egne tanker og havde derfor ikke set hvad der var sket omkring ham, panden lå på knæene og han så ned, og blev derfor forskrækket da han hørte en stemme han kiggede forskrækket op men det forskrækkede blik blev hurtigt til en smil, det var mimi, der var kommet over til ham, hvor var han glad for det ikke var en af de strenge lærere eller at det var hans parkour lære, han kom dog til at tænke på mimi’s stemme at det slet ikke passede til nogen af lærerne han så på hende og trak på skulderen og kiggede surt over på bænken og sagde meget lavt ” jeg hader parkour” han kunne godt tale med mimi, det var den første person her på skolen ham havde sagt noget til, men det var os fordi mimi var sød og venlig og ikke bare hård og ond som de fleste andre han havde mødt, han kunne godt lide mimi, det vidste mimi os, men han var stadigvæk ikke kommet så langt at han talte normalt, han hviskede stadigvæk selvom han ikke burde være bange når han var alene med mimi, men det var, og grunden var jo at han far havde sagt at hvis han nogen sinde sagde noget igen ville han slå ham ihjel. Og på en måde var Jacob stadigvæk bange for at hans far var i nærheden af ham.

[Mimi Walker]

Mimi smilede forsigtigt, da Jacob havde fået et mindre chok, da hun havde talt til ham. Hun smilede større og mere sikkert, da han smilede til hende. Hun var glad, når han smilede, og så hun elskede bare hans hår, men hun var ikke nogen ekspert i at sætte hår, så hun ville ikke ødelægge hans frisur for meget. Hun betragtede ham og ventede på, at han ville sige noget til hende. Hun regnede da med, at han ville sige noget til hende, bare en lille bitte smule.
Hun blinkede lidt, da Jacob sagde, at han hadede parkour. "Hvorfor det?"

[/color] spurgte hun og tænkte lidt over det. Det var jo ikke det, som hun havde spurgt ham om før, eller var det? Hun kløede sig lidt under sin elastik, som holde hendes hår oppe i en høj hestehale, hvorefter hun betragtede bænken bag drengen og tænkte lidt over det. Hun gad vide, hvad han hadede ved parkouren. Hun brugte jo selv kun det mest nødvendige, så hun kunne komme frem og tilbage og kunne færdes inde i byen.[/blockquote]

[Jacob O'Conner]

jacob vidste godt at han ikke havde svaret på hendes spørgsmål men det var nu bare lige det havde han brug for at komme ud med lige nu, han kiggede på hende og da hun spurgte hvorfor vidste han hende hans hænder hvor der var ud afskrabning og så hev han lidt op i sin alt for store bukser så vidste hende hans knæ hvor efter han satte begge hans hænder på hver side af hendes ene øre, hvor efter han kiggede rundt om der var nogen i nærheden og da der ikke var det hviskede han” min lære siger jeg er uduelig til parkour og at jeg skulle træne ekstra selvom timen var slut, og det prøvede jeg og de andre er gået videre fra t hoppe over bænke men jeg kan stadigvæk ikke hop over bænken jeg falder hele tiden han fjernede hoved fra hendes øre og hans hænder, og pegede på bænken lige foran dem.

[Mimi Walker]

Mimi kiggede på hans skader. hun var selv startet på skolen, da hun var omkring de 9 år gammel, og hun var også kommet mange gange til skade, måske lidt for mange gange. Men øvelse gjorde mester, som man sagde.
Hun støttede af med den ene hånd, så hun ikke ville vælte, da Jacob tog fat i hende og ville hviske noget til hende, så andre åbenbart ikke skulle høre ham. Hun lyttede til ham og kløede sig lidt under næsen og kiggede på bænken. Derefter satte hun sig ned i skrædderstilling og kiggede Jacob. Hun tog hans ene hånd og børstede skidet væk, hvorefter hun kiggede op i hans ansigt. "Jeg startede på skolen, dengang jeg var omkring de 9 år. Og jeg kom rigtig mange gange til skade, lidt for mange gange. Mine lærer sagde også til mig, at jeg var uduelig og ikke blev til noget.. men de kan ikke smide en ud af skolen og efterlade dem til staten. Så jeg begyndte at træne lidt selv.. og af, hvad jeg ved, så er balancen noget af det vigtigste."

[/color] forklarede hun. Hun blinkede til ham, hvorefter hun prikkede ham på næsen.[/blockquote]

[Jacob O'Conner]

jacob kiggede på hende og smilede da hun tog hans hånd og børstede skidtet væk. Jacob kunne lide mimi, hun var virkelig det bedste der var sket for ham her på skolen, han følte hun var som en søster for ham, han havde aldrig haft nogen søster, men det var som om mimi fyldte den tommeplads han havde haft i sit hjerte til en søster eller bror som han aldrig fik. Jacob lyttede til hvad hun sagde og det fik ham til at tænke, han skulle måske bare tage sig sammen og sparke sig selv bag i og ikke være så negativ og sige hele tiden ” jeg dur ikke til noget” for det var jo lige præcis det han gjorde, og det var nok os derfor han ikke kunne finde ud af. Han nikkede stille og da mimi prikkede ham på næsen grinte han, og smilede, han kunne altid grine når han var sammen med mimi, hun fik ham altid til at se positiv på tingene eller næsten altid. Han krammede hende blidt og hviskede ” du sød, må jeg gerne kalde dig min søster? han slap krammet og kiggede på hende.

[Mimi Walker]

Mimi smilede bredt, da Jacob grinede. Et godt humør smittede altid af og videre, det burde selv nogen forstå. Hun fik ikke rigtig selv nogen undervisning mere, men dukkede da af og til op, når hun følte, at hun manglede viden, men IT-timerne holde hun sig dog fra, fordi hun var bedre, end sin lærer, hvilket hun havde fundet morsomt, da hun var blevet tvunget til at deltage i al' undervisningen.
Mimi blev lidt overvældet, da Jacob pludselig krammede hende. Hun lagde forsigtig en arm om ham. Hun smilede og mærkede, hvordan hendes øjne blev våde, men hun holde tårerne tilbage, da hun ikke ville græde. Hun havde en bror, men de var på en måde fjender, da de tilhørte hver sin verden. Hun nikkede til Jacob og aede ham blidt på kinden, hvorefter hun rejste sig op. hun følte, at hvis hu begyndte at sige noget, så ville hun begynde at græde.

[Jacob O'Conner]

jacob smilede forsvandt hurtigt da han så hendes ansigt udtryk, havde han sagt noget forkert, han kiggede kort mimi i øjne og mærkede hendes ae’en på kinden, han så godt hun var blevet lidt trist, da hun rejste sig gjorde han det os, han så på hende og vidste ikke hvad han skulle gøre, derfor tog han forsigtigt hendes hånd og klemte den blidt og sagde stille Ungskyld han vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige, for han var ikke vant til at se folk blive trist når han talte, eller sagde noget, han troede det var det der havde gjort hende ked, måske hun bedre kunne lide ham når han ikke talte, han vidste jo intet om at hun havde en bror og de var fjender. Han slap forsigtigt hendes hånd og kiggede væk. Hvorfor havde han gjort hendes trist, han kunne ikke finde ud af det i hans hoved og sagde derfor lavt ” du kan bedre lide mig når jeg ikke taler er det ikker igtigt? han så slet ikke på hende.

[Mimi Walker]

Mimi grinede svagt og klappede ham forsigtigt på hovedet med den frie hånd, mens hun klemte hans hånd med den anden, som han havde fat i. Hun lod hånden hvile på hans hoved, mens hun bøjede sig ned og kyssede ham på panden. "Jeg har altid ønsket mig en lillebror." sagde hun smilende og rettede sig igen op. Hun havde en storebror, men han arbejdede for staten og havde sjælendt været hjemme. Hendes forældre havde ikke rigtig været til stede, fordi de arbejdede eller havde travlt med at snakke om, hvor godt staten behandlede dem. Hun havde selv ønsket sig en yngre søster eller bror, som hun kunne passe på og snakke med og var, som hende... en fritænker, en fjende mod staten. gud, hvor hun hadede staten.
"Og du må aldrig holde op med at tale.. jeg kan lide, når du taler." sagde hun og smilede og klemte igen kærligt hans hånd.

[Jacob O'Conner]

Jacob kiggede på hende, okay nu vidste han godt at det ikke varfordi han talte, men hvad var det så? Turde han spørge ind til det? Nej det gjorde han ikke, han smilede da hun kyssede ham på panden, da hun sagde hun altid havde ønsket sig en lille bror ville han så gerne kramme hende, men turde ikke, før hen havde han ikke et problem med at kramme hende men nu var der noget der holdte ham tilbage, han vidste ike hvorfor og det irreterede ham noget så grænseløst. Jacob vidste ikke om hans far eller mor var blevet taget af staten, han håbede hans far var blevet dræbt, efter det han havde gjort ved ham som 5 årige, han ville aldrig nogen sinde glemme den dag, det var den værste dag i hans liv, han overvejede om han skulle fortælle mimi hvorfor det egentligt var han ikke talte når han var sammen med folk, dog lige pånær mimi, for mimi betyd noget for ham hun havde en plads i hans hjerte, han stolede på hende, og vidste altid når de var alene samme så var de alene, sådan havde det i hvertfald altid været. ”jamen jeg troede jeg gjorde dig trist fordi jeg talte, sagde han stille og kiggede ned i jorden, han ville gerne fortælle det, men var, det, det rette tidspunkt at gøre det på nu ? han tog fat forsigtigt i begge hendes hænder og så alvorligt på hende og sagde ” da jeg var 5 år gammel voldtog min far mig, og truet mig på livet at hvis jeg nogen sinde sagde et eneste ord igen ville han slå mig ihjel, du er den første her på skolen som høre min stemme, sagde han stille og mærkede hvordan tårerne pressede på, han kunne ikke holde dem tilbage, han lukkede øjne mens tårerne løb ned af hans kinder, han fik billederne oppe i hovedfra den dag hvordan hans far misbrugt ham og hovrdan han prøvede at skrige på hjælp men kunne ikke.

[Mimi Walker]

Mimi betragtede Jacob undrende, men også en smule nysgerrig, da han ikke sagde noget til at starte med. Hun håbede ikke, at hun skulle til at starte forfra med at få ham til at tale, hun elskede, når han talte. Og hun kunne opføre sig en smule barnligt sammen med Jacob, når de legede, der var ikke så mange andre, som man kunne gøre det med.
Hun satte sig igen ned i hug, ikke helt ned, fordi så ville hun få hul i nakken af at kigge op på Jacob, men det var stadig sådan, at Jacob var lidt højere end hende. Hun smilede til ham. ”Du vil mere gøre mig trist, hvis du ikke talte til mig.”

[/color] svarede hun og lagde den frie hånd på hans arm, så hun ikke fik overbalance og ville vælte ned på røven, hvilket ikke ville se yderligere intelligent ud. Hun frygtede dog ikke for sine ben, da hun regnede med, at hun havde benmusklerne til at kunne holde sig i denne stilling.
Mimi måbede ved det næste, som hun fik at vide. Hun var beæret over at være den første, som havde hørt ham tale, men hun havde på ingen måde nogen idé om, hvordan hun skulle reagere på det andet. Hun blev endnu mere hjælpeløs, da Jacob begyndte at græde. Hun lagde armene om Jacob og trak ham ind til sig og forsøgte at trøste ham på denne måde. ”Din far vil ikke kunne dig her.. Skolen her er det sikkerste sted, som der er. Og når du engang skal forlade skolen, så er du voksen og kan selv bestemme, hvad du skal lave, og hvem du vil snakke med. Ingen bestemmer over dig.”[/color] forklarede hun roligt, men hun ville lade drengen græde.[/blockquote]

[Jacob O'Conner]

Jacob kiggede på hende da hun satte sig ned i hug, han smilede ikke rigtigt men et lille smil kom der dog da hun sagde han ville gøre hende mere trist hvis han ikke talte. Han så på hende og prikkede hende blidt på næsetippe. Men da han havde fortalt hvad hans far havde gjort ved ham græd han det var ikke fordi det var voldsomt men han græd nok til at mimi vidste at det var hårdt for ham han kiggede på hende og kløede begge sine øjne med knyttede hænder som når små børn græd. Men da hun lagde armene om ham lagde han os armene om hende, og langsomt begyndte han at holde op med at græde, da kiggede han på hende og sagde ” når jeg bliver voksen vil du så forlade skolen med mig? Jeg vil ikke miste dig han kiggede på hende og tørrede øjne og næse af i hans trøje.

[Mimi Walker]

Mimi havde smilet og rynket lidt på næsen, da Jacob havde prikket til den.
Hun trykkede blidt Jacob ind sig, da han lagde armene om hende. Hun ville lade ham græde, hvis han havde brug for det. Hun følte selv, hvordan hendes sind blev en smule trykket, men hun prøvede at holde humøret oppe for Jacobs skyld. Det ville alligevel ikke nytte, hvis hun begyndte at græde. Og begyndte hun at græde, ville hun komme til at tænke på for mange ting til, at hun ville være nærværende.
Mimi kiggede lidt betuttet på Jacob, da han stillede et spørgsmål. ”Jeg vil ikke kunne forlade skolen sammen med dig, da jeg selv forlader den om mindre end 6 år.. men jeg kan hente dig den dag, du forlader skolen, hvis det er det, som du ønsker.” sagde hun og smilede forsigtigt. Og det var jo sandheden, om 6 år ville hun befinde sig i byen og skabe lidt kaos der.