personlige træner Phillip

[Jacob O'Conner]

Det var en af de normale skole dage, jacob sad i klassen til timerne og fulgte ikke rigtigt med han sad og tænkte på at han efter denne time havde fri, men alligevel ikke, en af hans lære havde ment han skulle have en personlig træner som var en af de ældre elever, fordi han ikke kunne følge med i selvforsvarstimerne og parkour timerne, fordi han ikke var så lære nem som de andre og nok os fordi han var så lille som han var. Da klokken ringede pakkede jacob sine ting sammen og skreg hurtigt i sin kalender hvad for nogen lektier der stod på tavlen de skulle lave, hvor efter han skyndte sig ned på værelset og tog det tøj på de trænede i en kind of militær støvle og sorte kamp bukser sådan nogen militæret brugte bare i sort og så en sort tank top, tøjede passede til ham i forhold til alt andet tøj han havde, han gik derfor med hænderne i lommen ned til parkour pladsen og tyggede lidt på sin tunge, han var faktisk ret sulten, da han havde måtte springe frokosten over fordi deres lære skulle bruge tiden på at skælde jacob ud fordi han dagdrømte for meget i timerne, da han kom ned hvor de skulle mødes, var hans personlig træner der ikke, jacob smed sin taske på jorden og tog en flaske vand og drak noget af den inden han smed sig på bænken og lukkede øjne og gav sig til at dagdrømme igen.

[Philip O'hara]

Man kunne ikke sige at Brute var lettet, da han var blevet spurgt om han ville træne en elev fra Ghost, men han havde da ikke sagt nej. Som kollegieleder havde han et ansvar også over for dem der ikke tilhørte hans eget kollegium. Det var et par dage siden aftalen faldt, men Brute havde endnu ikke mødt drengen. Han havde kun fået forklaret lidt om hans udséende, men vidste af gode grunde ikke helt hvad han kunne regne med. Efter at have haft en samtale med en fra sit kollegium bevægede han sig i mod pakourparken - det var dér de skulle mødes. Allerede nu kunne Brute sige, at det ikke var en god dag, for han ville bryde et af sine egne vigtige principper og komme en smule for sent. I det mindste havde han en god undskyldning, selvom det ikke nødvendigvis gjorde det acceptabelt. Brute godkendte ikke undskyldninger, men bar til gengæld heller ikke nag - det var i hvertfald ikke så tit det skete. Selvfølgelig kom det an på hvem det var og hvor ofte det skete.
Mens han gik gennem parken så han efter en der passede på den beskrivelse han havde fået og pludselig fik han øje på en der lå på en bænk. Kunne det virkelig passe.
"Jacob O'Conner?"[/color] spurgte han med sin kontante stemme og stillede sig ved siden af bænken.

[Jacob O'Conner]

jacob havde lægget og dagdrømt om hvordan livet ville være hvis det ikke var sådan som det var nu og hvis hans forældre ikke var fattige men der i mod rige og havde tjener og sådan noget, dette fik ham til at få et kæmpe smil på læben, han blev dog hurtigt revet ud af sin dagdrømmeri da der var en der sagde hans navn, han åbnede dovent øjne og drejede hoved dovent over mod personen der havde sagt hans navn, han tjekkede personen ud før han dovent nikkede og kiggede på ham og rejste sig langsomt op, han stod lige som når deres parkour træner skældte ham ud eller generelt bare kom med kritik til ham,han stod med fødderne samlet og ryggen rettet, dog med et dovent blik i ansigtede. Han sagde intet, og det ville han heller ikke komme til, det jacob helt sikkert på at ham her aldrig ville få ham til at sige noget. Han kiggede rundt, der var ikke rigtigt nogen andre på parkour banen, enten så havde de vel stadigvæk timer ellers os lavede de lektier eller måske noget helt andet. Jacob mave rumlede forholdvis højt han var sulten, han lagde begge hænder på hans mave og kiggede op på drengen.

[Philip O'hara]

Nu vidste Brute ikke specielt meget om ham Jacob, men det var vel heller ikke nødvendigt. Indtil videre vidste han bare, at han var en anelse skuffet over opgaven han havde påtaget sig. Samtidig kunne han godt se hvorfor det var nødvendigt. Jacob var lille og så umiddelbart også svag ud, men det var jo også derfor han behøvede noget træning. Brute var i tvivl om det nu var forsvarligt at have givet ham opgaven, men han måtte jo bare gøre sit bedste. Indtil videre havde han ikke engang fået drengen til at svare og det irriterede ham faktisk. Holdningen var der, men hans øjne fulgte ikke rigtigt med og så svarede drengen ham ikke.
"Svar mig når jeg taler til dig,"[/color] sagde han bestemt og det var tydeligt at høre, at Brute var en mand der krævede svar. Han var selv utrolig disciplineret og krævede automatisk at andre også var det - der i blandt Jacob.

[Jacob O'Conner]

jacob stoppede med at kigge rundt og holdte nu blikket fast rettet på Brute, han sagde stadigvæk intet, han så bare på ham og stod som hans lære altid bad ham stå når der blev talt til ham, han hadede at stå sådan her det var anstrengene og pinligt,, men lige nu var der heldigvis ikke nogen der kiggede på dem. Da Brute bad jacob om at svare når der blev talt til ham, rystede han på hoved og pegede på sin mund og rystede igen på hoved for at forklare ham at han ikke talte, han kunne godt tale, men det vidste han at brute ikke vidste, der var jo kun en på hele skolen der vidste at han kunne tale og det var mimi, han lukkede kort øjne og kiggede ned, men blikket blev rettet op på brute ansigt igen kort efter. Han sukkede højtlydt og åbnede munden for at sige noget, han prøvede virkelig at presse sig selv ti lat sige noget men der kom intet ud, det var tydeligt fra brute at han prøvede at tale men det lykkes ikke.

[Philip O'hara]

Brute var nødt til at respekterer hvad Jacob signalerede. Talte han ikke, så talte han ikke og det måtte han jo bare accepterer, men han krævede svar. Så måtte han skrive det i luften, eller signalere et svar. "Så nikker du,"[/color] sagde han bestemt og så på Jacob med et blik der tydeligt understregede meningen i det han sagde. Ligegyldigt hvor lille eller svag man var, så viste Brute ikke nåde. Det ville være svært at sige at alle blev behandlet ens, for det passede ikke helt. Selvfølgelig var træningsprogrammer for topudøvere også anderledes end dem for de uøvede. Lige meget hvad var han dog hård og Jacob ville heller ikke få særbehandling.

[Jacob O'Conner]

jacob kiggede på Brute og nikkede og så igen rundt og glædede sig på en måde til at komme i gang og på en måde så gjorde han ikke, for denne dreng virkede ikke lige frem til at være en der til højde for at man var lille og svag og spinkel, som jacob jo var. Jacob ville vise ham hvad han kunne så han viftede brute lidt væk og tog tilløb mod bænken og løb over mod bænken og i det han sætte af og hoppe rammer hans fod der hvor sædet på bænken var og han væltede forover og landet nede bag ved bænken.

[Philip O'hara]

Da Jacob gav udtryk for at ville vise noget, gik Brute et par skrift tilbage og gav plads, dog blev han skuffet over at se forsøget på at komme over bænken. Han kløede sig i nakken og kunne ikke komme frem til hvor de dog skulle begynde. Løbetræning ville være en god måde at tjekke hans form på, men samtidig ikke nødvendigvis praktisk. Faktisk huskede han ikke helt om det kun var pakour eller både pakour og selvforsvar Jacob skulle lære. Brute kunne forestille sig, at der var begge dele om ikke andet ville han i hvertfald gøre sit for at få Jacob i bedre form. Skulle drengen have en chance for nogensinde at kunne klare sig var det nødvendigt - om han ville eller ej. Han gik hen til Jacob og satte sig på hug ved siden af ham. "Du har brug for at lære at springe bedre. Du sætter forkert af,"[/color] sagde han roligt, men med den samme kontante stemme som altid. Det var sjældent man hørte Brute venlig, men når det endelig skete kunne man være sikker på, at han mente det.

[Jacob O'Conner]

jacob kiggede på ham da han satte ig på hug ved siden af ham, han nikkede stillede, han vidste han gjorde det forkert, men hans rigtige lære brugte jo altid mere tid på de andre elever fordi de var bedre end ham. Og derfor måtte jacob træne selv mens de andre forsætte derfor træning. Hvad jacob havde fået afvide, var at det var både i parkour og selvforsvar at brute skulle træne ham. Jacob kiggede på ham og kom til at tænke på hvordan hans lære havde vidst ham hvordan man gjorde til deres aller første træning, han tog tilløb og løb hen til bænken og hoppede med samlede fødder og væltede igen hen over bænken, okay det var ikke sådan man skulle gøre, jacob ømmede sig lidt og virkede en smule forpustede, hans kondi var ikke den bedste.

[Philip O'hara]

Da Jacob prøvede igen holdt Brute nøje øje med hvad han helt præcis gjorde galt. Han kunne ikke helt regne ud hvad drengen tænkte på når han sprang, for det kunne næppe være sådan han havde lært det. I så fald skulle Brute i hvertfald have en snak med underviseren. Han rystede på hovedet og sukkede opgivende, da han kunne høre, at Jacob allerede nu var en anelse forppustet. Det kunne godt gå hen og blive et langvarigt forløb. "Bruger du højre eller venstre ben mest? Du skal sætte af med det stærkeste ben."[/color] Philip behøvede kun et kort tilløb, da han vidste hvordan det skulle gøres. Hver person havde sit syn på hvordan pakour bedst blev udøvet. Brute mente det var bedst at bruge et ben ad gangen til at sætte af, for på den måde kunne man komme hurtigt videre. Nu var det ikke fart han gjorde mest i, men det var en god standard at sætte. Han sprang med lethed over bænken og så tilbage på Jacob. "Prøv igen og koncentrér dig."[/color] Brutes stemme var ikke venlig, men han talte, men bestemt som sædvanligt.

[Jacob O'Conner]

jacob kiggede på ham og vidste ikke helt hvad for et benhan brugt mest, for det var jo ikke noget han lagde mærke til normalt, han lukkede kort øjne og tænkte for at lægge mærke til hvad benhan brugte mestd et var svært og blev så enig med sig selv om at måtte prøve med hvert ben for at se hvilket der var bedst, så han da han skulle svarep å brute s spørgsmål trak han bare på skulderne, da han så hvordan brute gjorde det kom han hurtigt til at tænke på det var jo sådan deres lære havde vidste dem det. Han nikkede og tog lidt tilløb og stod et kort øje blik for at få koncentrationen på plads hvor efter hanløb og satte højre fod spids op på kanten af sædet på bænken og hoppede han kom ikke over men væltede da han ikke fik løftede den ene fod højt nok man kunne nu mærke stædigheden i jacob komme frem og han prøvede igen og igen efter 10 forsøg gjorde han det dog rigtigt han var stærkeste i venstre ben fandt han ud af, dog var hans landing ikk perfekt men han kom dog over bænken.

[Philip O'hara]

Brute så afventende på Jacob, da han igen gjorde klar til at gøre et forsøg. Han regnede ikke med, at han ville komme over og blev derfor heller ikke skuffet, da det ikke lykkedes. Det så dog væsentligt bedre ud end før, men Brute kunne ærlig talt ikke lade være at tænke over hvor længe der ville gå før Jacob rent faktisk var i stand til at kunne være særlig brugbar på missioner. Der var mange væsentligt større udfordringer end bænke. Selvfølgelig ville Jacob da også blive højere med tiden og det ville også gøre en del ting lettere.
Brutes tanker blev afbrudt, da Jacob fortsatte med at forsøge og han nikkede tilfredst, selvom det knap var til at se. Efter en del forsøg lykkedes det. Jacob kom over bænken og væltede ikke engang da han landede. Det kunne have været bedre, men det var et stort fremskridt.
"Det gør du lige igen," kommanderede Brute. Han var ligeglad med om drengen var træt nu, han ville se, at det ikke bare var held.

[Jacob O'Conner]

jacob stod forpustede og kiggede på brute, og sagde inde i sig selv *hvis han vidste hvor hårdt det var at løbe i de her støvler ville han os have en pause, det er jeg helt sikker på han lukkede kort irreterede øjne og gik tilbage til hvor han havde taget tilløb fra og så surt på brute, og glemte at koncentere sig over det han var ved at lave så han satte i løb og sprang, han kom over men hans ene fod blev ikke løftede højt nok så den ramte kanten og han væltede ned og tog fra med hænderne, han lille skrig kom fra ham, han satte sig op på jorden og kiggede på sine hænder der var kommet hudafskrabninger på begge hans hænder, tårerne havde lyst til at løbe, men denne dreng skulle under ingen som stændigheder se jacob svag, det var han helt sikker på, men han vidste heller ikke om han kunne se at jacobs øjne blev en smule våde han tørrede hurtigt sine øje og så sur op på brute. Han lagde surt armene overkors og stillede sig op foran ham.

[Philip O'hara]

Jacob tog tilløb igen og Brute holdt naturligvis blikket på ham, mens han bare ventede på at se, om han kunne gøre det igen. Han havde ingen forventninger, hverken dårlige eller gode, men håbede da på, at det ville lykkes. Selvom det nogle gange virkede som om det ikke var tilfældet, så ville han jo helst ikke se andre fejle. Brute havde bare en tendens til at give andre udfordringer, som måske syntes for store.. Som om han ville have dem til at fejle. Han var i hvertfald blevet anklaget for det af enkelte af dem, som han havde trænet.
Han rystede på hovedet, da Jacob igen væltede og kunne godt se på ham, at det gjorde ondt da han tog af med hænderne. "Er du okay?"[/color] Hans stemme lød ikke mindre hård end før, heller ikke mere venlig. Det var bare procedure at spørge. Han tog sig ikke af Jacobs sure udtryk og afventede bare et svar. Det eneste som ville være en undskyldning for ikke at fortsætte ville være hvis hans håndled var kommet noget til, eller hvis han havde brækket eller forstuvet noget, men det skulle undre ham hvis det var tilfældet.

[Jacob O'Conner]

jacob kiggede på ham, han ville så gerne skjule sig lige nu, han følte sig endnu mindre end han var fordi han var tæt på at græde, han rysstede kort på hoved og så på brute og nikkede, han var okay og var klar på at træne videre, selvom han var ret forpustede lige nu, han gik derfor hen til sin taske og fandt sin vandflaske frem og tog en tår af den og satte sig på bænken for lige som at få en lille pause, han lukkede øjne og tænkte, han blev hurtigt revet ud af sine tanker da han mærkede han hånd på hans skulder.