The Silence Of Nature

[Mimi Walker]

Mimi strakte både ben og arme og gabte højlydt, hvorefter hun lagde sig til rette ved at lægge hænderne under hovedet med albuerne ud til siden, mens det ene var let bøjet og lænede mod det ben, som lå ned. Hun lå på græsplænen midt i skoleparken og slappede fuldstændig af, da ingen bekymring var stor nok til at kunne ødelægge det. Hun havde ingen anelse om, hvor præcis i parken, hun var, men det forhindrede hende ikke i at betragte den blå himmel, hvor skyer til tider kom glidende henover himlen. Mens solen skinnede ned på hende.
Hendes hår lå spredt ud under hovedet på hende. Hun var klædt i et par hvide, korte shorts og en sort top med en grøn top oven på. Hendes sorte kondisko med sokker stod ved siden af hende, så hun havde de bare fødder mod græsplænen. "Skønt vejr."

[/color] mumlede hun hen for sig selv, hvorefter hun lukkede øjne og lyttede til fuglene og den blide brise, som raslede let med bladene.[/blockquote]

[Tomas Foster]

Foster kom gående. Man kunne hører han snakkede højlydt. "Jamen far! Jeg kan jo hjælpe jer" Da Foster blev synlig imellem træerne, kunne man se han gik med et ur, og et hologram af hans far, svævede over det. "Der blev sagt nej. Du er i sikkerhed på skolen, og der bliver du. Vi snakker en anden gang Tomas." Foster slukkede uret igen. "Jesus f'ing christ!" Det var der han bemærkede pigen i græsset, og fik et chok, så han var ved at falde. "Jesus!....Mimi.....hvorfor ligger du der? Mega chok" Foster smilede lidt, selvom han var lidt vred over sin far i øjeblikket. Foster besluttede sig for, at sætte sig, ved siden af Mimi. "Hvad laver du så her? og helt uden en computer oven i købet." Foster smilede igen.

[Mimi Walker]

Mimi spidsede ører, hvilket man kunne bemærke, hvis man så på hendes ører, fordi de bevægede sig. Hun blev dog liggende, da hun lagde mærke til, at det nok ikke til hende, at der blev talt til. Hun lod øjne forblive lukket, så hun kunne lade, som om, at hun sov, men hun lyttede da interesserede til det, som der blev sagt, selvom der er ikke blev sagt meget.
Mimi åbnede øjne og grinede svagt, da der blev talt til hende denne gang. "Ikke helt uden." svarede hun og trak sin venstre arm frem, hvor hendes armbåndsur var fastsat, og i den ene forlomme i hendes shorts havde hun hendes minicomputer. Hun valgte også at sætte sig op, hun betragtede Tomas lidt og tænkte på den samtale, som der havde været mellem ham og hans far? eller det, som hun lige havde hørt. Og hun havde i mellemtiden glemt spørgsmålene, som Tomas havde stillet hende, så hun svarede ikke på dem, men i stedet stillede hun selv et spørgmål, "Problemer?"

[/color] Hun så spørgende på ham. [/blockquote]

[Tomas Foster]

"Bare min far der manglede en hacker til en aktion" Foster sukkede kort "Men skolens elever kan jo komme til skade. Det vil jeg ikke risikere" imiterede Foster, sin fars stemme. Foster sukkede igen, men smilede så lidt igen. "Men i det mindste er jeg en af de få, der er så heldig stadig at have en familie, der holder af mig." Foster havde det med altid at finde den lyse side af alt. "Men 5 år til, så kan han kun acceptere min hjælp" sagde Foster, en smule drømmende. Han glædede sig til, at komme hjem igen. Hjem til sin familie. Han vidste ikke engang hvor stor hans familie var efterhånden. Selvom han havde kontakt til sine forældre vidste han stadig intet om hvordan det gik dem, sådan rigtigt. Det var altid dem, der fik fat i ham, for at hører hvordan det gik. Det var Foster dog også taknemlig for.

[Mimi Walker]

"Åh."

[/color] var lige det Mimi mumlede, da Tomas forklarede hende, hvordan det hang sammen. Hun prøvede dog at gemme sit smil, da han imiterede og citerede sin far. Det var vel sådan mange reagerede, når de fik den besked, men hvornår kom de ikke til skade. Folk forstuvede jævnligt et led, eller så kom man bare til skade under en mission. Der var dog de få stykker, som ikke kom til skade. "Vi kommer alle til skade hele tiden." sagde hun bare og smilede.
Hendes smil blev dog kvalt, da Tomas nævnte, at han havde familie, som holde af ham. Avs..[/color] var lige den nærmeste tanke, som røg gennem hende. Det gik op for hende, at hun sad og stirrede på ham, så hun skyndte sig at vende blikket bort, mens hun bed sig i kinden. Hendes egen bror havde været ved at aflevere hende til staten, mens hendes forældre enlig bare var hjernevasket. Hun savnede dem alle tre. Hun ønskede til tider, at hun var, som sine forældre, men andre gange, var hun glad for at være her på skolen. [/blockquote]

[Tomas Foster]

"Undskyld.....sagde jeg noget forkert?" Foster fik et lidt bekymret og trist ansigts udtryk. Han skulle måske bare holde sin mund om sin familie i fremtiden. Der var jo mange her på skolen, der havde mistet deres. Det tænkte Foster bare ikke lige over. "Undskyld Mimi. Det var ikke min mening"
Foster var mest sur på sin far, fordi han var så overbeskyttende. Bare fordi Foster ikke kunne holde til Ghostkollegiet i længden. Det var det der skuffede hans far. Det var det, der var skyld i, at Tomas blev behandlet, som om han var lavet af glas, selvom han var så gammel, som han var.
"Sikke et dejligt vejr, syntes jeg" Foster prøvede at dreje samtalen over, på et andet emne, der var lidt nemmere at snakke om.

[Mimi Walker]

Mimi trak sine ben op til sig og lagde armene om benene, hvorefter hun støttede hagen mellem knæene. Hun rystede svagt på hovedet, som svar til, om han sagde noget forkert, hvorefter hun sendte ham et smil, eller hun gjorde et forsøg på det, fordi det virkede ikke helt, som meningen havde været med det. Okay, det var ikke en bekymring, som ødelagde hendes dag.. næhh, det var bare tanken om hendes familie, som ødelagde den. Gad vide, hvor mange gange, jeg ikke tænker på dem.. men nogen skal jo være heldig.

[/color] Hun lod tankerne løbe lidt, inden hun igen fik sammenhold på sig selv igen og nogenlunde styr på sine tanker.
Mimi grinede svagt, da Tomas forsøgte at tale om vejret. "Det er ikke din skyld.. Jeg er glad på dine vegne."[/color] sagde hun og tog en dyb indånding og strækkede sine ben igen, hvorefter hun støttede af på sine hænder og bøjede nakken tilbage og kiggede på himlen. Pludselig sagde hun, "Min egen bror prøvede at aflevere mig til staten." Hun anede ikke, hvor ordene kom fra, men de var der bare.
"Men jo, det er et dejligt vejr."[/color] sagde hun og grinede svagt.[/blockquote]

[Tomas Foster]

Fosters øjne spærrede sig lidt op, da hun begyndte at tale om sin bror. Var der da intet kærlighed i verden. Hvadfor en familie, kunne nogensinde på sådan noget. Foster sad bare og måbede lidt, fordi han ikke vidste, hvad han ville sige, men lyste så op, da Mimi igen talte om vejret. "Ja. Det var vidst en ret dårlig redning" grinede Foster, og kløede sig lidt i nakken. Han ville bare have skiftet emne, og vejret var lige det første han bemærkede. Det så dog ikke ud til at Mimi ikke ville tale om sin familie. Foster var faktisk temmelig forbløffet over, at hun bare havde sagt det. Hvis det havde været Foster der stod i situationen, ville der ikke være kommet en lyd ud af ham, til nogen som helst.

[Mimi Walker]

"Den var hvert fald åbenlys." grinede Mimi, hvorefter hun spredte armene ud til siden og lagde sig ned i græsset. Hun følte sig lidt, som en småkagemand, hvilket fik hende til at smile, da hun begyndte at forstille sig store vingummiknapper på maven af sig selv. Hun grinede svagt og rystede igen tankerne af sig, hvorefter igen begyndte at betragte den smukke himmel. "Men jeg vil kalde det en perfekt sommerdag."

[/color] sagde hun og nød den milde sommerbrise, som listede sig forbi dem.
Hendes fingre bevægede sig svagt og hun kunne mærke, hvordan en utålmodighed spredte sig i hende, og hun sukkede tungt. Hun havde lyst til at hoppe op og løbe rundt i cirkler, hun blev underlig, når hun kedede sig. "Er der sket noget spændende i dag?" spurgte hun og fik styr på sin energi og måske modenhed, fordi hun havde lyst til at opføre sig, som et barn.[/blockquote]

[Tomas Foster]

Foster smilede en smule skarpt. "Hvis du nu havde været der, da IT techs blev kaldt sammen, så kunne det jo være, at du vidste det" Fosters skarpe smil, blev dog mere venligt, meget hurtigt. "Hackeren har fremlagt et projekt, som Hjernen vil have os igang med. Han kalder det Eaglevision. Nogle briller, som skal kunne en hel del. Jeg er blevet valgt som den kodeansvarlige, men kan ikke rigtig gøre noget, før de andre har sammensat, noget af hardwaren." Efter Fosters vandfald af ord var færdigt, sukkede han lidt. Det endte altid med han talte om arbejde, når han snakkede med folk, og det irriterede ham lidt.

[Mimi Walker]

”Hvad?”

[/color] spurgte Mimi overrasket og satte sig op, mens hun kløede sig i håret. Hun havde løse græsstrå i håret og det var blevet lettere filtret. ”Hov.. Var det i dag?”[/color] grinede hun svagt og kiggede lidt rundt. Hun måtte have glemt det, da hun ikke kunne finde sin notesbog med vigtige datoer for møder og andre ting. Men på den anden side..
”Jeg ville måske huske det, hvis det var noget interessant, som det handlede om.”[/color] sagde hun, hvorefter hun igen ubekymret lagde sig ned på græsset. Det var sikkert et af de der møder, hvor de skulle lave noget nyt. Hun var ikke den, som var den bedste til at finde på noget helt nyt. Hun havde lettere ved at skille ting ad og finde ud af, hvad der kunne forbedres ved det, og så samle det igen. Men lige nu var hendes hjerne fyldt med andre ting end teknologi.[/blockquote]

[Tomas Foster]

"Intet interessant?!?!" Udbryg Foster. "Det er det fedeste gadget skolen nogen sinde har lagt øjnene på, og så er det, lad mig citere: "Ikke interessant"?" Foster stemme var lidt forbavset, men ikke vred eller hoverende, som ordene ellers kunne lægge op til. Efter lidt tid faldte Foster dog lidt ned igen. "Ja okay. Andre end mig har nok andet i deres liv, end arbejdet i laboratoriet" sagde han, og smilede undskyldene. Det havde ikke været meningen at råbe af Mimi, men forbavselsen havde bare taget overhånd. Var alle Techs ikke dybt interesseret, i teknologi? Foster selv havde altid styr, på alt det nyeste indenfor computer og robotteknologi. Han syntes, at det var ekstremt spændende. Så at finde ud af, at en tech ikke var lige så interesseret i emnet, som ham, syntes han var dybt chokerende.

[Mimi Walker]

Mimi var ikke i sit seriøse hjørne i dag, og det vidste hun godt. Og netop derfor havde hun lagt sig herude på græsset, hvor hun var lidt væk fra hverdagen. Hendes hjerne havde på en måde slået fra og hendes lidt mere barnlige side var trådt frem, hvilket betød, at hun ville have det sjovt og lavede underlige ting.
Hun blev ikke irriteret over, at Tomas ”flippede” lidt ud på hende, fordi det var den reaktion, som hun havde ventet, sådan reagerede mange, og sådan kunne hun selv finde på at reagere, men ikke i dag. ”Jeg sagde ikke; ikke interessant.. men; hvis det var noget interessant.”

[/color] rettede Mimi på ham med et smil om munden.
Mimi kløede sig lidt under næsen, hvorefter kommenterede på hans bemærkning om laboratioriet, ”Og så er der dem, som ikke egner sig til, at lave noget helt nyt.”[/color] Og det var skam ærligt.. men derfor var der jo de andre, som kunne gøre de ting.[/blockquote]

[Tomas Foster]

Foster smilede. "Du kommer da i det mindste til at bruge de nye gadgets, på missioner." Foster trak op i sin sorte skjortes ærmer, så forbindingerne på hans håndled blev synlige. Det var meget sjælendt, at han kom på missioner, på grund af at hans håndled ikke kunne holde til alt den parkour, og hvis han bruge sine N-bone for meget, ville det gøre at han ikke kunne bruge sine håndled uden, og den risiko, ville Foster heller ikke løbe.
Foster var snart ved at være træt at sine fysiske handicap. De forbandet hånled, og muskelstruktur, der ikke var egnet til at være en Ghost. Hvorfor skulle Foster også ende ud sådan. Det at fratræde Ghostkollegiet, gjorde hans familie, specielt hans far meget skuffet. Det var noget Foster hadede, ved sig selv. Han ville aldrig blive den dreng, hans far forventede af ham.

[Mimi Walker]

Mimi åbnede munden for at sige sin mening omkring det, men lukkede den igen. Hun blev enig med sig selv om, at hun nok hellere måtte beholde den tanke for sig selv, da det virkede lige nu, som det klogeste. Hun satte sig op og skulle igen til at sige noget, men tav endnu engang, da hun opdagede hans forbindinger. Hun bed sig i læben. Hun vidste, hvordan man trøstede børn, men voksne mennesker? Dem havde hun faktisk ikke særlig meget forstand på.
”Er der ikke noget, som kan gøres?”

[/color] spurgte Mimi og lagde forsigtigt en hånd på Tomas arm og tænkte lidt på de muligheder, som der enlig var, men hendes hjerne var på dette tidspunkt meget blankt.[/blockquote]