Afventende(Jacob)

[Philip O'hara]

Det var overskyet, men heldigvis ikke med regnfyldte skyer. Det var blot et mørklæggende gråligt lag der dækkede den ellers blå himmel og gjorde at alting så en anelse mere trist ud. Temperaturen var nogenlunde, selvom det da bestemt kunne blive varmere, men det passede Brute fint nok. Træning var bedst når det ikke var for varmt og når solen ikke bare skinnede igennem. Det eneste der kunne gøre det til lidt bedre træningsvejr ville være hvis det støvregnede, eller hvis der ind i mellem kom nogle regnskyld. Brute måtte klare sig, og det var vel også fint nok... Hvis ellers Jacob var at se nogle steder.

Utålmodigt sad han oppe på en af stenene, som vidst tidligere havde været en del af et bygningsværk. Han lænede sig i mod et lidt højere punkt på den faldefærdige mur og holdt øje med, om der kom nogle. Han havde ikke styr på hvor lang tid der var gået, men Jacob kom stensikkert for sent og det var ikke acceptabelt. Hvis han ville nå noget med den træning, måtte drengen altså lære at være der til tiden og være klar.

[Jacob O'Conner]

jacob var flere gange ublevet fra træningen og gemt sig for brute, fordi det var hårdt og han ikke gad bruge alt sin fritid på at træne, selvom hans lære krævede det , han havde dog siddet og været i gang med lektier i det han kom til at kigge på uret, det var en almindelig tirsdag og de trænede hver anden dag, men de sidste 4 gange var han udblevet fra træning eller som han selv kaldte det ”pjækkede han” han vidste at de lige fortiden trænede i ruinerne han skiftede tøj til sine sorte kamp bukser og militær støvler og så tog han sin taske med klatre udstyr sådan en havde alle elever, den var tung for jacob og bære menhan vidste jo ikke om de skulel bruge det eller ej, og han ville sikkert få ballade hvis han ikke tog den med sig ,han fik den på ryggen og gik af sted, da han endelig kom der ned fik han øje på brute, han vinkede til ham, og kom op hvor han var med lidt besvær, han smed tasken foran sig og så på brute

[Philip O'hara]

På kanten til at opgive, sprang Brute ned fra væggen og så sig omkring en enkelt gang. Han regnede nærmest ikke med at se Jacob og havde da også intentioner om at gå til hans kollegieleder. Så måtte lederen bedømme hvad der skulle ske. Om det bare skulle droppe træningen, eller om han ville tvinge Jacob afsted. Brute håbede naturligvis på det sidste, da han bestemt syntes Jacob burde træne videre. Der var brug for free runners og Jacob var ganske enkelt i god nok form, selvom der da var sket en del fremskridt i forhold til første træning.
Pludselig fik han øje på den lille skikkelse, der valgte at vinke. Brute holdt et hårdt blik på ham og blev ellers bare stående, mens Jacob kom nærmere. "Du kommer for sent,"[/color] startede han ud med en bebrejdende stemme, "og jeg har ikke set dig i en del tid nu. Hvis ikke du vil have mig til at droppe vores træning helt, så synes jeg du skulle til at dukke op. Ellers må det blive op til din kollegieleder hvad der sker her fra."[/color] Det var tydeligt at høre, at Brute var skuffet og irriteret.

[Jacob O'Conner]

jacob kiggede på ham og nikkede til at han var kommet forsent, han fandt en lilel blog frem han havde i lommen denne gang og en kugle pen og skrev hurtigt dog med stave fejl ” jeg glemte tiden jeg lavede lektier” han så på ham og vidste ham det, han lagde sig ned på ruinerne for at tage armbøjninger som han havde gjort de sidste par gange han kom forsent som straf 30 stk, han var ikke rigtigt blevet bedre til at lave dem, men han brokkede sig ikke, for han var selv gået med til den aftale om at tage 30 armbøjninger når han kom forsent. Da han var færdig bagefter rejste han sig og børstede sine hænder rene og så på brute, og nikkede til det han sagde til at han skulle dukke op hvis han ikke ville have brute til at droppe træning, for jacob havde en underlig for nemmelse for at han sikkert ville blive smidt ud af skolen, og det ville han ikke, så han fandt sin lille blog frem igen og skrev ” jeg lover at tage mig sammen fra nu jeg kommer hver gang ti min før tid og trænere hårdt og når vi ikke træner og jeg har tid til at træne selvom du ikke er der, vil jeg træne og ve mig til næste gang” der var stadigvæk mange stave fejl men han håbede at brute kunne læse og forstå det han havde skrevet, han gav ham bloggen og gik over til sin taske med klatre udstyr på, han havde nemlig fået afvide af deres parkour lærere at når man ikke var god nok til parkour som han ikke var måtte man ikke være ved ruinerne uden klatre udstyr på. han begyndte at tage det op af tasken sidst han brugte det havde han bare kastede det ned i tasken så alt var roddet sammen.

[Philip O'hara]

Brute læste hvad Jacob skrev på bloggen og nikkede for at vise, at han forstod. Det ville være en del nemmere hvis bare Jacob talte, for han stavede ikke alt for godt. Heldigvis var det da forståeligt det meste af tiden. Jacob gik uden videre i gang med armbøjninger og Brute var sådan set tilfreds med det. Det var en fin aftale de havde lavet, for selvom Brute selvfølgelig håbede, at Jacob ikke ville komme for sent, fik han alligevel noget godt ud af det. Det måtte være hårdt for drengen med de 30 armbøjninger, men det var godt nok. Så længe han fik noget ud af det, og det gjorde han stadig, var det fint. Brute havde dog planer om at sætte tallet op på længere sigt.
Han smilede skævt og nikkede til det næste Jacob skrev. Han burde tro på drengen, men han turde ikke helt håbe på, at det blev holdt. "Godt nok,"[/color] sagde han toneløst. Det var ikke til at læse på ham, om han troede på Jacob eller ej, men det kunne også være ligemeget.
Med rolige skridt gik hen hen til ham, da han begyndte at pakke klatreudstyr frem.

[Jacob O'Conner]

jacob pustede da os noget efter han havde taget armbøjningerne da var hårdt for ham, og han brokkede sig dog heller ikke over det, for han mente selv at det var en god måde, at lære at møde til tiden, for det var hårdt og ikke noget jacob længere havde lyst til at skulle lave hver gang inden træningen. Jacob var glad for at han kunne læse det han havde skrevet, han troede det var værere end det egentligt var, men det var det så egentligt ikke. Han stod og mumlede en masse brok da han skulle have sine klatre ting ud af tasken, okay han skulle så meget have orden i den her taske det var noget der var helt sikkert, han kiggede på Brute der stod og kiggede på ham, han så undskyldende på ham og begyndte nu at rodede tingene fra hinanden da det endelig lykkes ham tog han selvfe klatre bæltet det man tog på hvor rebene, blev sat fast til, han spændte det til, jacob tænkte at brute måtte være overraskede over han vidste hvordan man tog udstyret på og bandt rebene og alt det der, noget havde han dog lært at sin parkour lærere. Han så smilende på brute da han var klar til at gå i gang med træningen.

[Philip O'hara]

Utålmodigt så Brute til, mens Jacob pakkede udstyret sammen. Han var derudover også utilfreds over, at det ikke var lagt i orden, for klatreudstyr burde behandles med omtanke, da det kunne få fatale følger hvis det gik i stykker. Dog var det begrænset hvad der kunne ske ved, at springe rundt i ruinerne. Det var praktisk nok med udstyret, men Brute ville nok kunne klare det, hvis der gik noget galt. Han havde nærmest forventet at skulle til at forklare drengen hvordan udstyret skulle påmonteres, men det gik fint for ham med at tage det på og spænde det til. Alligevel tjekkede han lige efter om det sad ordentligt og tjekkede også at rebene var i ordentlig stand. Selvom han godt kunne se det smarte i udstyret var han i bund og grund lidt en modstander af det.
"Det passer måske fint nok at arbejde med højde i dag,"[/color] sagde han og så sig omkring. Et stykke væk lå ruinerne fra noget der engang havde været en rimelig høj bygning. Væggene var efterhånden brudt godt ned, men den højeste var alligevel et stykke over jorden og med hjælp fra de andre vægge skulle man faktisk godt kunne komme op på den, uden at bruge hjælpemidler. Brute smilede skævt og så vurderende på Jacob.
"Har du varmet det mindste op?"[/color] Brute selv stod og vred sine hånd- og fodled lidt rundt for at gøre dem en smule varme.

[Jacob O'Conner]

jacob kunne godt se han var utålmodig og det var os derfor jacob lige stressede sig selv, han ville helst ikke have armbøjninger for at være for langsom, han havde intet i mod at brute var hård ved ham, fordi hvis han ikke var hård ved ham vidste jacob os godt at han ville sjuske med tingene og ikke tage det seriøs, men det gjorde han når han var hård ved ham. da han tjekkede om tingene sad ordenligt og alt det der, blev han da lidt stolt over han ikke rettede på ham, men at det var rigtigt det han havde gjort. Da brute fortalte at de skulle arbjede med højde i dag nikkede han og så begyndte selv at opvarme sine led lidt, da han blev spurgt om han overhoved at varmede op rystede han på hoved, så på brute.

[Philip O'hara]

Brute nikkede blot lidt, da Jacob signalerede, at han ikke havde varmet op. Det var heller ikke så voldsomt vigtigt lige netop denne dag, da Brute faktisk bare ville fokuserer på teknik til at komme opad og det burde ikke være voldsomt anstrengende på den måde. Selvfølgelig krævede det fokus og kunne nemt også gå hen og blive hårdt, men man ville ikke kunne få skader af det på samme måde. "Har du klatret før?"[/color] Det var egentlig ikke voldsomt relevant, men Brute kunne alligevel godt tænke sig at vide det. Det handlede lidt om teknikken i at bruge benene rigtigt, specielt hvis han endte med at gå i stå et sted. Eftersom Brute højst sandsynligt ville blive verbalt henrettet ved at lade Jacob træne i ruinerne uden udstyret, var han jo nødt til bare at få Jacob til at lade som om det ikke var der. Derfor var det vigtigt, at han i stedet for bare at hoppe ned og bruge udstyret, kunne klatre et stykke videre hvis han gik i stå. Derfor var det godt at vide.
Ellers var det bare synd, for så måtte han finde på sine egne måder at gøre det på. Brute ville ikke vise nåde.

[Jacob O'Conner]

da jacob mente at han var varm nok i ledene mente han selv at godt kunne lade være med at varme mere op, men da brute sprugte om han havde klarterede før nikkede han ivrigt, selvom han kun havde gjort det en gang og var blevet ” bordvist” fra undervisningen fordi han dummede sig flere gange der kunne havde kostede 3 andre elever livet fordi de var koblet sammen og han ikke koncentrede sig nok og var flere gange i sin egen verden og gjorde alt det de fik afvide de ikke måtte gøre og mere eller mindre kun tænkte på sig selv, han håbede ikke at brute havde fået det afvide for så ville han nok ikke være ekstra hård eller måske var han bare ligeglad, jacob tog en kæmpe bunke med reb han havde lige som alle andre, dog var det ikke rullet sammen som man skulle men bare en stor knude, han mente selv at det var ikke noget problem men han så godt brute blik og han kastede bunken ned fora brutes fødder og pegede på det og pegede på brute for at sige ” ordne det lige tak”

[Philip O'hara]

Endnu engang så Brute sig omkring, kun for at bekræfte sig selv i, at dagens mål for Jacob var, at komme op på den højeste af væggene ved den faldne bygning. Han gik hen i mod den og kiggede tilbage på Jacob for at få ham til at følge med. Han stillede sig henne ved en af de lavere vægge. "Målet er deroppe, og jeg har ikke i sinde at hjælpe,"[/color] sagde han og så afventende på Jacob, der signalerede, at han skulle ordne rebene. Lige præcis det burde han nok hjælpe med og for at gøre det, var han jo sådan set nødt til at komme op på muren. Den sikreste løsning ville vel være, at sikre rebene til det højeste punkt, så Brute gik bare igang med at komme op ad. Brutes højde passede godt til murene, for han kunne få benene i spænd mellem murstykkerne og på den måde tvinge sig op ad.
Efter at have brugt lidt tid på at komme sikkert op, blev han siddende på det højeste punkt, hvor han også sikrede rebet. Muren var heldigvis holdbar nok til, at det var sikkert.
Nu var det bare spændende at se, hvordan Jacob ville klare det. Han var jo en del lavere end Brute og også svagere. Selvom han godt nok lige havde sagt det modsatte, måtte han nok hellere komme med nogle hjælpende forslag hvis det blev nødvendigt. "Sæt i gang,"[/color] sagde han endelig.

[Jacob O'Conner]

Jacob kiggede på ham og nikkede til at han havde forstået at det var derop han skulle og det var uden hjælp. *damn der langt op hvordan kan han bare gøre sådan der, der gik jo ikke engang 5 min så var han der oppe* jacob var tydeligt jalouz, og han skulle nok vise brute at han godt kunne klar det, han tog en lille taske op af sin store taske med udstyr og hang den fast med en kabinhage i hans bælte rem han havde på hvor rebet var spændt fast til, det var talkum. Han lynede den lille lynlås op og tog noget på hænderne og da brute saagde sæt i gang, trak han kort vejret tungt og lukkede øjne for at koncentere sig han kom på muren og begyndte at kravle men det var TYDELIGT at se han kun havde kravlede en gang, han krydsede benene og armene og låste sig selv flere gange, og måtte derfor kravle tilbage for at prøve igen, da der var gået 10 min var ikke kommet mere en 2-3 meter op og han var ved at falde flere gange fodi hans fødder gled, han begyndte at få ondt i armene det var tydeligt havde havde nemlig svært ved at hive sig op, og fandt dog et sted hvor han kunne stå og hvile armene lidt. Han lukkede øjne og kunne mærke koncentrationen begyndte at forsvinde, han blev ved med at kig ned selvom man ikke måtte det, og så gik han i stå, han slap med den ene arm i det samme som hans fod gled, han røg ned af men fik fat i en mursten der stak ud af med begge hænder, han ledte desperat efter et sted at sætte sine fødder, han var ved at gå i panik.

[Philip O'hara]

Brute holdt øje med hvordan Jacob kom fremad og det gik ærligt talt ret langsomt. Det var tydeligt, at Jacob tog det bogstaveligt med at klatre og det var egentlig ikke helt planen. På den anden side, var Brute ikke helt sikkert på, at han var stærk nok til at kunne springe fra mur til mur. Konklusionen måtte blive at han ikke var, langt fra. Ikke at der var noget galt i det, for det krævede alligevel en del styrke og fokus at kunne gøre.
En anden ting Brute bemærkede var, at Jacob ikke bevægede sig helt hensigtsmæssigt, han gjorde det sværere for sig selv ved den måde han bevægede sig på. "Det der kan du ikke bruge til noget hvis du flygter fra staten,"[/color] kommenterede han og så ned. Det varede ikke længe før, Jacob så ud til at panikke en smule. "Spring til højre og grib fat i vægkanten,"[/color] foreslog han. Eftersom væggene jo var langt fra hele, var det rent faktisk muligt at få fat i kanten på den mur Jacob var fanget ved.

[Jacob O'Conner]

jacob kiggede op på ham for at høre hvad han sagde og han nikkede til det med at han ikke kunne bruge det hvis han skulle flygte fra staten, han lukkede øjne og prøvede virkelig at samle sig selv for ikke at panikke, og da brute sagde han skulle springe til højre og gribe fat i vægkanten, han kiggede der over og ned igen og så op på brute og rystede påhoved, men han trak vejret tungt 3 gange og tog afsat til at springe han var ikke svag han ville ikke være svag han var sur på sig selv nu og nu kom stædigheden op i ham det ville brute os kunne se. Han satte af og sprang men fik ikke afsat ordentligt og fik kun fat i væg kanten med finger spidserne han hang lidt og ledte efter noget at træde på han var bange for at falde og mumlede lavt for sig selv ” du kan godt jacob kom nu men det var lavt nok ti lat brute ikke kunne høre det, det var han helt sikker på, han fik hevet sig op på vægkanten efter noget tid og begyndte at klatre videre, da der var gået lidt over en time var han næsten helt oppe han manglede kun 1½ meter ca. han kiggede op på brute, han svedte tydeligt og sveden løb ned af hans pande. Hans hænder var ømme, han slap med den ene hånd og stak den ned i tasken med talkum og holdte fast igen med den hånd og så den sidste hånd ned i talkummet og tog fat igeng og kravlede videre,han kom op på toppen og kravlede ind på midten og lagde sig forpustede ned.

[Philip O'hara]

Da Jacob rystede på hovedet og så på Brute, fik han blot en nikken tilbage. Brute ville have ham til at gennemføre det og derfor ville han ikke give udtryk for, at det var noget der bare mindede om godt nok. Det var det sådan set heller ikke, men det var ikke dårligere end forventet. Han blev faktisk en smule overrasket, da Jacob rent faktisk tog sig sammen og sprang og selvom han tydeligvis ikke fik ordentligt fat i kanten så han ud til at klare det.
Selvom der gik lang tid beholdt Brute fokus og holdt fortsat øje med Jacob. Det var vigtigt, at han så præcis hvad Jacob gjorde rigtigt og forkert og det virkede til, at han snart var nået toppen. Brute rejste sig derfor op og ventede bare på, at han skulle nå det sidste stykke op.