Dårligt humør. - Sebsie.

[Masquerade Alistair]

Alistair var i dårligt humør. Hun kunne ikke rigtigt fortælle hvorfor. Det var bare som om alting gik hende på. Som om hver eneste ting hun så, bare gjorde hende i dårligere humør.
Alistair kendte kun til én måde at få vreden ud på. Det var måske ikke ligefrem verdens bedste måde, men den var effektiv.
Hun gik med sine lette og lydløse skridt ind i gymnastiksalen. Hun anede ikke om der var andre mennesker, men hun var også ret ligeglad. Hun havde bare brug for at komme ud med den vrede der rasede i hendes lille krop.
I den ene ende af salen, hang der en boksepude. Den var til tider Alistairs bedsteven.
Hun lagde sine ting fra sig på jorden, sørgede for at forbindingerne sad ordentligt omkring hendes håndled og ankler. Derefter rejste hun sig ordentligt op og kiggede på puden. Hvis man så hende i øjnene, var det tydeligt at se at hun var gal. Men der var også en anden følelse at se, end hun prøvede at benægte. Følelsen af svigt.
Hun begyndt at slå løs på puden, mens skældsord fløj ud af hendes mund. Hun var virkelig vred. Hun var så gal, at hun ikke havde fået sat håret op. Håret røg ind i hendes hoved og gjorde hende bare endnu mere vred. Hun pustede det væk, men stoppede ikke for at sætte det op.

[Ian Treaty]

Ian trådte ind i gymnastiksalen. Der regnede udenfor, så han kunne desværre ikke træne dérude. Det var noget værre lort, ingen tvivl om dét, men sådan var det vel. Ian så op da han hørte banken, og han opdagede at der allerede var en kvinde derinde. Hun så da ikke ligefrem glad ud. Ian piftede lavt for ligesom at symbolisere hans respekt for den lille pige. Hun slog nu ret hårdt. Han havde ondt af den boksepude. Han følte sig godt tilfreds med ikke at være i dens position.
Han så sig omkring og kløede sig lidt på brystkassen, med kun det skrøbelige stof af hans hvide tanktop som sad næsten for stramt over hans muskler. Han skulle have fat i noget af det større tøj næste gang der kom en sending. Måske skulle han snuppe en af de der forfærdeligt store T-shirt og så LAVE det til en tanktop? Det var en mulighed, så ganske bestemt.

[Masquerade Alistair]

Alistair havde egentlig regnet med at hun var alene i gymnastiksalen. Det var selvfølgelig ikke noget hun kunne kræve, men hun havde virkelig regnet med det. Hun ville ikke have at andre skulle se hende så gal, netop fordi hun ikke kunne styre sin vrede.
Hun hørte ikke at der kom nogen derind, da hun i samme øjeblik sparkede til puden. Hun straffede virkelig den boksepude, nok mere end det var nødvendigt.
Hun hørte dog det lave pift. Det var som om det gik direkte ind i hendes øregang og irriterede hendes ellers så intense koncentration.
Hun drejede om på hælen. Hendes øjne skød stadig lyn. hun havde langt fra fået hele sin vrede ud.
Hun fik øje på Ian med det samme. Hun havde ikke set ham før, og hun anede ikke hvem han var.
"Hvem er du?!" spurgte hun bare med det samme. Hun vidste godt at hun ikke havde ret til at snakke til ham på den måde, men hun kunne ikke lade være. Han havde forstyrret hende.

[Ian Treaty]

,,Ian"
Mere sagde den unge, blåøjede dreng ikke. Han gik blot over til ribberne og begyndte på sin egen træning. Ian var altid ligefrem og bekymrede sig aldrig om andre virkede truende. Hvis de endte med at opføre sig truende overfor ham fik de bare et slag i hovedet og så gik det, ellers fik Ian en god slåskamp ud af det. Lige nu hægtede han sig blot fast med fødderne i nogle af de højeste dele af ribberne, og han begyndte at lave mavebøjninger, ved at hive sig opad. Det stressede godt nok hans ben en smule, men det var ingenting i forhold til hans normale træning.

[Masquerade Alistair]

På en eller anden måde, var det som om al vreden forsvandt fra hendes krop og sind. Hun stod bare og kiggede på ham. Hun kiggede på at han hængte sig i fødderne. Hun blev forvirret. Hvem var han? Hun havde godt nok fået hans navn, men hun ville gerne vide hvem han var. Hun kunne mærke at hun blev forvirret. Hvordan kunne han bare komme der, og lade som ingenting?
Hun kiggede lidt nærmere på ham og kunne se at han var en brute. Det var yderst tydeligt at se.
Hun gik en smule nærmere. Hun havde ingen sko på, men det gjorde nu ikke hendes skridt mere tydelige. De var lydløse som altid.
"har du ikke time nu?" spurgte hun så forvirret. Hun var gået ned i gymnastiksalen i den tro at alle andre havde time.

[Ian Treaty]

,,Jo[/color]"
Ian måtte indrømme, at nu var han bare sådan her for rent dril. Han kunne se at den unge pige ikke var sur mere, og hvorfor vidste han ikke, men eftersom han ikke havde gjort noget forkert til at gøre hende mere sur, så gik han ud fra at det gik an at opføre sig sådan lidt mere. Nu hang han med hovedet nedad, mens hans mørkeblå øjne glitrede i dril. Han kunne tydeligt se at hun var forvirret, det sagde hendes øjne. Han rullede lidt med hovedet i hans nuværende position, og han overvejede kort at lade sig være på den rette led, men han nåede frem til at hans krop kunne klare at hænge med hovedet nedad lidt endnu. Han var vant til det.

[Masquerade Alistair]

Alistair blev overrasket over hans svar. Hvis han havde time, hvad lavede han så der? Kunne han ikke bare gå, så hun igen kunne få lov til at være alene? Hun følte ikke at hun havde straffet puden nok. Hun ville bare ikke gøre det, mens han var der. Han havde allerede set nok.
Lettere forvirret bed hun sig i læben, og ville egentlig sige noget mere, men hun vidste ikke hvad. Hun kunne ikke færdiggøre sætningerne i hendes hoved, og hun blev egentlig bare mere forvirret.
I et split sekund kom hun til at kigge ind i hans øjne. Det fik hende til at spærre sine egne op. Hun stod lidt og kiggede på ham, hvorefter hun så rystede på hovedet.
"undskyld," mumlede hun og gik tilbage til sine ting. Hun forstod ikke hvordan han pludselig kunne få vreden i hendes væk.
Hun satte sig ned på gulvet og begyndte at pille forbindingerne af anklerne. Hun brugte hidsige bevægelser, og blev irriteret hver gang hun tabte rullen. Hun kom med lave bandeord, hver gang noget gik imod hende.
Hun sad med ryggen til Ian. Med en hurtig håndbevægelser rettede hun på håret og rettede ryggen, mens hun arbejdede med forbindingerne.

[Ian Treaty]

Ian smilede da den unge pige så ham i øjnene. Hvorfor hun spærrede hendes egne op var han ikke helt hundrede på, men hvis det var sådan noget hun gjorde, skulle han da ikke brokke sig. Da pigen satte sig med ryggen til ham efter en noget kun malplaceret undskyldning, rystede Ian frustreret på hovedet, med rynket bryn. Hvorfor i alverden undskyldte hun? Det var da en underlig ting at gøre.
,,Der er intet at undskylde over," sagde Ian med et smil, før han begyndte på sin træning igen. Han så ingen grund til at stoppe når nu ikke pigen var ude efter samtale.

[Masquerade Alistair]

Alistair var frustreret. Hvordan kunne han bare komme der og få hendes vrede til at forsvinde på den måde?! Det var aldrig sket før. Aldrig var nogen der bare på den måde kunne få hendes vrede til at forsvinde. hun forstod det virkelig ikke, og det frustrerede hende.
Hun blev færdig med at fjerne forbindingerne, og hun rejste sig op. Hun vidste egentlig ikke helt hvad hun gjorde, da hun ikke havde tænkt over det. Hvis hun havde tænkt over det, ville hun pænt være blevet siddende. Men det gjorde hun ikke. Hun gik hen til Ian og kiggede på ham. Frustreringen lyste ud af hendes øjne.
"Hvordan gør du det?! Du kom bare herind, din fløjten distraherede mig, men så snart jeg kigger på dig, så er min vrede væk! Hvordan gør du det?!" spurgte hun. Hun måtte virkelig vide det.

[Ian Treaty]

Ian så forvirret på pigen og blinkede et par gange med de blå øjne. Forventede hun helt ærligt et svar på dét spørgsmål? Ian holdt op med at træne, og stillede sig foran hende. Han kunne ikke helt lade være med at lægge mærke til, at han næsten tårnede sig op over pigen. Det var ikke rigtigt en overraskelse. Ian havde altid været noget stor. Han tænkte sig om ganske kort, hvilket fik en tænksom fure til at dukke op i hans ellers glatte pande, men han opgav da hans hjerne ikke rigtigt ville samle sig, og i stedet trak han bare på de brede, muskuløse skuldre.
,,Beklager, kan ikke hjælpe dig. Er ikke tankelæser.[/color]"
Dette blev sagt med et skævt grin.

[Masquerade Alistair]

Alistair vidste godt, at hun var lille. hun var ikke særligt høj, hun var slank og hun så sikkert også spinkel ud. Men man skulle ikke skue hunden på hårene. Alistair var ikke en dum lille pige, der ikke kunne noget som helst selv. Hun kunne sagtens forsvare sig selv, hun var hurtig, hun var lydløs, og hun ejede en vrede og et temperament, man nok ikke ville have forventet at se, ved en lille pige som hende.
Hun var ikke rigtigt vred mere. Hun var kun frustreret. Af en eller anden grund kunne hun ikke være vred når hun kiggede på ham, og det frustrerede hende virkelig.
Hun kiggede på ham, da han snakkede til hende. Hun fangede hans øjne, og i et kor sekund låste hun sine øjne fast i hans. hun kiggede dog hurtigt væk, og kiggede derefter på hans mund. Hun lagde godt mærke til det skæve grin.
"Du synes at det er sjovt, synes du ikke?" spurgte hun. han måtte gøre et eller andet. Han kunne ikke bare kigge på hende, og så ville vreden forsvinde fra hende. det var forkert. Folk der kendte hende, vidste hvor slemt hendes temperament kunne være og hvor slem hendes vrede kunne være.

[Ian Treaty]

,,Ja, jeg gør.[/color]"
Ian smilede til pigen og rodede sig lidt i det gyldenblonde hår. Jo, han synes det var meget finurligt at denne lille pige brokkede sig over, at han hjalp hende med at slappe af. Hvad var det dog for noget at brokke sig over? Personligt syntes Ian ikke, at det var sjovt og være vred. Men så igen, Ian var ikke helt normal, var han? Men nogen han var helt sikker på var unormalt, var at hun regnede med at han kunne give hende et svar på hvordan han gjorde det. Hvordan skulle han vide hvordan hun tænkte og følte? Piger var indviklede i forvejen, og oveni det var Ian ikke en særlig tænksom person.
,,Men du må da indrømme, at det var et underligt spørgsmål.[/color]"

[Masquerade Alistair]

Det irriterede hende en smule, at han fandt det morsomt. Hun var dybt seriøs, det var hun virkelig. Hun vidste at hun lod vreden styre hende, og hun vidste at det var forkert. Hun var bare blevet frustreret. Hun havde ikke prøvet noget lignende før, og derfor kunne hun ikke forstå det.
Hun kiggede på ham, åbnede munden for at sige noget, men rystede så på hovedet. Hun stod lidt i sine egne tanker,og kiggede ud i luften.
Efter lidt tid rystede hun på hovedet og kiggede så på ham igen.
"Du må undskylde at jeg snakkede sådan til dig.." sagde hun så. Hun bed sig let i læben.
"Mit navn er Masquerade Alistair.." tilføjede hun, og sendte hende et lille smil.
Det var måske ikke verdens bedste førstehåndsindtryk hun der havde givet, og hun var ked af at, at hun havde ladet vreden styre hende på den måde. hun håbede at hun kunne gøre det godt igen, på en eller anden måde.

[Ian Treaty]

Ian smilede af pigens åbenlyse kamp for ligesom at komme til hægterne igen. Havde han virkeligt hylet hende så meget ud af den? Det var lidt synd for hende faktisk, nu hvor Ian tænkte sig om. Han smilede da hun undskyldte og rystede på hovedet. Hun behøvede da så sandelig ikke undskylde. Ian var ikke en person som bar nag. Og hun havde slet ikke fornærmet ham nok til, at han ville ty til vold. Og desuden var Ian galant nok, til ikke at ville slå på en pige helt generelt. Men hvis denne pige irriterede ham nok, kunne det måske godt tænkes. Men kun måske. Da hun introducerede sig så Ian på hende med et lidt tænksomt blik.
,,Masc, huh? Nice t' meet ya. Jeg er Ian Treaty,[/color]" introducerede han sig selv med et glimt i de havblå øjne, og han smilede bredt, et smil som nåede næsten helt ud til hans ører.

[Masquerade Alistair]

Ian havde virkelig hylet hende ud af den. Aldrig havde hun mødt en person, der bare med et enkelt blik, kunne få hendes vrede til at forsvinde. Ghost havde sagt, at hun skulle arbejde med sin vrede, og det var jo det hun gjorde, når hun sparkede til den boksepude. Eller det mente hun i hvert fald selv, at det var det hun gjorde. I det mindste lod hun det ikke gå ud over alle og enhver, hvilket hun havde gjort for nogle år siden.
Hun forstod det bare ikke. Hun kunne ikke forstå, hvordan han bare kunne komme der, og få det hele til at fordufte. Han måtte have gjort noget, et eller andet han ikke ville fortælle om, det var hun helt sikker på. Hun var også helt sikker på, at hun en dag nok skulle finde ud af, hvad det var.
Da han kom med en.. anden form for hendes navn, kiggede hun undrende på ham.
"Masc?" spurgte hun undrende. Aldrig havde hun hørt noget lave hende navn om, faktisk. Folk kaldte hende bare Alistair, da det var nemmest. Det gjorde hende nu heller ikke noget, for sådan havde det jo altid været, så længere hun egentlig kunne huske det.
Han smil fik dog et smil frem på hendes læber. Hun kunne ikke rigtigt lade være.