Få nu ikke for gode idéer - Emerald

[Fransesca Tremié]

Fransesca kastede et blik på sit armbåndsur på det højre håndled, og drejede sit svedbånd på det venstre håndled to gange rundt. Hun kastede et hurtigt blik ud af vinduet, og tilbage på den gruppe af acrobats foran hende. Hun kunne ikke fatte at hun var begyndt at træne folk på hendes alder. Hun blinkede en gang, drejede sit svedbånd en gang mere, og så kom hun endelig med et smil.
"I er nok lidt skuffede over at se mig, for det betyder at jeres lærer er syg." Hendes smil blev skævt, og hun pressede på sin karisma. "Derfor hænger I på mig." Hun skyndte sig videre, inden tavsheden blev kvælende. Det blev den nemt. Hendes hænder rystede næsten. Men hun skulle som sædvanligt lige i gang. Hun gjorde ikke det her på grund af alle eleverne, men selve faget. Og det sparkede hun røv i - bogstaveligt.

"Jeg fik besked på at sætte jer i gang med de serier i lærte i går. Bare fortsæt, indtil I kunne slå en brute bevidstløs." Hun trådte et skridt tilbage, for ligesom at få lidt plads til at se dem an. Hun havde ikke haft den her klasse før, men hun kendte et par få stykker, dog mest drengene. Især en pige havde fanget hendes opmærksomhed på ganske få sekunder. Måske på grund af hendes spektakulære hår, men på den anden side - hun virkede ret sej.

[Emerald Moonbow]

Emerald havde på vej til selvforsvar gabt og strækket sig godt og grundet, fordi hun havde sovet i den sidste time, som hun havde haft. Og læren havde ladet hende ligge, og der var selvfølgelig ikke nogen af de andre, som havde været så venlige og vække hende. Hun var dog kun gået glip af en boglig time, hvilket ikke gjorde hende særlig meget, men hun var skam sprunget op med det samme, da hun var kommet i tanke om, at hun skulle have selvforsvar.
Hun mødte op i gymnastiksalen, som en af de første. Hun var klædt i en hvid tanktop med en hvid sportsbh og et par jeans, som havde en del huller fordelt rundt omkring. Hun havde ingen sko på fødderne, da hun ikke havde et par indendørs sko, og det var med til, at hun fik flyttet på fødderne, hvis der var en, som var ved at træde hende over fødderne. Hendes hår havde hun flettet sammen, men stadig så det skjulte hendes ører.

Emerald havde skam intet i mod, at de skulle have vikar på, for hende var det stadig det samme. Hun hørte dog et par stykker, som stille hviskede sammen, mens de brokkede sig. Hun hørte sågar nogen, som overvejede at pjække. Hun fik hurtig fat i den ene af dem og erklærede med et lille smil, at de nu var makkere i dag. Det var selvfølgelig med til at ødelægge pjækkeplanen, hvilket havde været meningen. Hun fik også en pæn smøre om, at hun ikke skulle blande sig, fordi hun selv sov i sine timer, det endte med, at vedkommende endte på ryggen på gulvet. ”Ups..”

[/color] sagde Emerald med et stort smil, ”Lær at være opmærksom.”[/color] Hun trak igen sin makker op, hvorefter de begyndte på de øvelser, som de havde lavet sidste gang.
[/blockquote]

[Fransesca Tremié]

Fransesca kunne ikke skjule et smil, da den grønhårede pige fældede en af hendes kollegiekammerater. Selvom det ikke lige var meningen at de skulle gå rundt og banke hinanden når de ikke trænede, så steg hendes agtelse alligevel for hende.

Hun lænede sig op af ribberne langs væggen, og trak ned i hendes tanktop med en lidt rastløs bevægelse imens hun betragtede eleverne foran hende. Hun kunne ikke komme udenom at hun godt kunne lide at være vikar. Hun følte sig så voksen, også selvom hendes elever var på alder med hendes selv. Før i tiden havde hun dog arbejdet med de lidt mindre, men der var ikke rigtigt nogen forskel når de bare passede sig selv. Hun gik dog rundt og rettede lidt på deres øvelser - løftede deres arme, sænkede deres skuldre, rettede på deres rygge. Og hun hyggede sig forfærdeligt med at betragte dem og læse deres fejl.

[Emerald Moonbow]

Der var en, som prikkede Emerald på skulderen, det endte med, at vedkommende fik vredet armen om på ryggen. Emerald undskyldte dog meget hurtigt og gav slip igen, men forklarede, at man ikke skulle snige sig op bag hende. Hun havde reageret efter hendes instinkter. Da vedkommende var kommet over sit chok, spurgte hun, om Emerald ikke kunne være hendes makker og hjælpe hende med øvelserne. Emerald så mod sin makker, som allerede var ved at smutte væk. Hun trak på skulderne og nikkede til sin nye makker.

Emerald var ganske hjælpsom. Først viste hun langsomt, hvordan det skulle gøres, hvorefter hun bad hendes makker om at gøre det, mens hun rettede på hende. Hun havde fået en lidt genert makker, men sagde, at det ikke ville gøre ondt, fordi hun selv havde prøvet det en del gange, og hun havde oplevet det, som der gjorde mere ondt. Efter lidt tid lykkedes det makkeren at smide Emerald på ryggen. Det havde kostet lidt besvær, fordi Emerald var jo en pæn høj pige.

[Fransesca Tremié]

Fransesca havde langsom trukket sig tilbage, for det så ud som om eleverne havde ret godt styr på deres kast. Hun drejede hurtigt hovedet tilbage da hun hørte nogen jamre, og hun prøvede at huske hvor førstehjælpskassen var, da hun lagde mærket til at ingen var rigtigt kommet til skade. Hun begyndte at holde øje med grøntoppen og hendes nye makker. Hun betragtede hende hjælp hende, og mærkede et lille, varmt glimt i hendes bryst. Tja, hun havde haft ret i hendes første indtryk. Den her pige var sej. Hun var både hjælpsom og fantastisk til kastene. Hvorfor havde hun ikke mødt hende før?
Hun ville gerne gå hen og rose hende, måske få sig en lille snak, men blev enig med sig selv om at det hellere måtte vente til timen var slut. Der var trods alt andre elever til stede, og den pige grøntoppen hjalp, var tydeligvis ikke klar til at bruge de kast uden for skolens område. Væk fra de tykke mure, hvor de alle var i sikkerhed. Og det var det, det hele handlede om. At kunne beskytte sig selv og andre. Og det gjorde hun perfekt.

[Emerald Moonbow]

Emerald makker fik mere styr på øvelserne og fandt sig en anden makker, som var på højde med hende. Emerald var et sted glad for, at man kunne bytte makker på denne måde, det gav en form for frihed, og man lærte forskellige mennesker at kende. Hun så lidt rundt for at finde sig en ny makker, mens hun rettede lidt på sin top.
Hun skulle ikke lede længe, da der pludselig var en, som sagde højt, ”Emerald! Jeg udfordrer dig.” Emerald så sig om og smilede bredt, da hun fik øje på en brunette. Det var en pige, som hun havde en venskabelig konkurrence med. Folk bakkede lidt til side.
Emerald så om efter vikaren og krydsede fingre for, at de ikke blev stoppet. Deres lærer stoppede dem til tider, men oftest nåede han det ikke og så brugte læren dem, som eksempel overfor de andre, eller så blev der rettet på dem. ”Udfordring accepteret.”

[/color] svarede Emerald og gjorde sig klar.
”Husk, ingen snyd!” råbte en tilfældig, mens flere havde droppet deres egen øvelser og gjorde mere eller mindre plads til de to. Og der skam ikke rigtig nogen, som skænkede vikaren særlig mange tanker. Udfordringen gik ud på, hvem der var bedst til selvforsvar.
De to piger kredsede om hinanden, rullede rundt på gulvet, skiftedes til at blive smidt på gulvet og slippe ud af grebet igen. Og der blev grinet en del. ”Emerald, du holder igen.” Blev der råbt, og så var der nogle tilråb om, at Emerald skulle gøre det færdig. Med et smil og nogle enkle greb mere, så sad Emerald ovenpå hendes modstander.
[/blockquote]

[Fransesca Tremié]

Fransesca stak den ene fod ind imellem ribberne, og skiftede afslappet sin vægt fra den ene side af kroppen, til den anden, imens hun i godt humør betragtede den scene der var ved at udspille sig foran hende. Det så slet ikke ud som om hun havde tænkt sig at stoppe det lille opfør der var ved at starte - det så mere ud som om hun bifaldt det, og glædede sig til at en blev banket ned i gulvet med ansigtet først. Ifølge hende, var der ingen bedre måde at træne på, end hvis der stod noget på højkant. Og ære var vigtigt. Det så også ud som om de andre elever pludselig fik noget bedre at tage sig til end at træne, og det kunne Fransesca vel se igennem fingrene med.
Da de to piger begyndte at gå på hinanden var der ingen tvivl om navnet på deres kollegium. De opførte sig begge som et par katte.
Da eleverne bad pigen med det grønne hår - Emerald - om at give den alt hvad hun havde, gik der ikke længe før kampen var overstået. Emerald havde været modstanderen overlegen, men havde alligevel... været en god kammerat.
Hun begyndte at klappe imens hun vred foden du af ribben igen, og gled tættere på eleverne. Interessant opvisning.

[Emerald Moonbow]

Emerald tørrede lidt sved af panden og smilede helt automatisk, da folk begyndte at klappe og råbe. Hun bøjede sig ned og hviskede til sin modstander med et flabet smil på læberne, ”Du har lang vej endnu, før du når mig.. men du er blevet bedre.”

[/color] Derefter hoppede hun af sin modstanders ryg og hjalp hende op på benene.
”Vi to er ikke færdige endnu.” sagde modstanderen.. et par stykker var allerede hoppet frem og tog fat i hver en arm og trak hende væk fra Emerald, som stod og vinkede med et flabet smil om munden. Det var selvfølgelig skuespil, hvilket de begge var klar over, men det var nu altid sjovt og se folks reaktioner. En del grinte, men nogen blev lidt overrasket.

Emerald så nu rundt og så en enkelt gang på et ur. Hendes spekulationer begyndte dog først, da hun fik øje på vikaren. Gad vide, hvad deres vikar havde syntes om det, eller i det hele taget tænkte om sagen. Mon hun var blevet advaret på forhånd? Og hvor gammel var deres vikar enlig?
[/blockquote]

[Fransesca Tremié]

Det var praktisk taget umuligt ikke at smile, især når man var omgivet af elever som var i gang med at praktisere hendes yndlingsfag. Og eleverne så også ud til at være meget optaget af det. Hun var blevet advaret på forhånd, og hun havde da gjort sig en del tanker om hvor meget konkurrencemennesker de acrobats i virkeligheden var. Og det lod til at de var lige så meget vildkatte som alle de andre kollegier gik rundt og hviskede om. Men på den anden side, var der sikkert også tonsvis af klichéer om ghosts. Det ville ikke undre hende.

Fransesca lagde mærket til grøntoppens blik, og besvarede det høfligt, og dog med en slet skjult entusiasme. Hun gik en smule tættere på hende, og besluttede sig for at sætte hende på en prøve. Hun glædede sig allerede. Hvis hun havde været mere tøset anlagt, var hun sikkert hoppet og og ned, klappende i hænderne.
"Emerald... Moonbow, ikke rigtigt?" Hendes stemme var glat og lys, næsten som en saint der var ved at fedte for læreren. "Er du den bedste i klassen?" spurgte hun med et anerkendende blik.

[Emerald Moonbow]

Emerald beholdte opmærksomheden på vikaren, da denne trådte tættere på hende. Hun blev også pænt stående og ventede på, hvad der nu ville ske. Mange folk ventede allerede meget spændt på, hvad der ville ske. En del hviskede om, at der nu vil være ballade, mens andre mente, at vikaren ville sætte Emerald på plads. Der var sågar nogen som turde og påstå, at hvis vikaren ville skælde ud, så ville Emrald smide hende i gulvet. Der var dog forskellige meninger omkring tingene, så alle tav faktisk for en gangs skyld, da der blev talt.. næsten. Der var de få stykker, som svagt hviskede sammen. Hvilket på en måde virkede meget uhyggelig, da der blev stille. Selv Emeralds nakkehår rejste sig svagt op ved stilheden.

”Du kigger på den rigtige pige.”

[/color] svarede Emerald med et svagt smil. Hvorfor var det altid, at alle lærer/vikarer kunne alle navne på dem, som befandt sig på skolen? Hun kunne ikke engang længere huske, hvad vikaren hed, men hun lærte det vel tidsnok?
Emerald skulle til at svare på det sidste, da folk kom med tilråb. ”Easy.. så god er jeg da heller ikke.”[/color] forsøgte Emerald sig med, men folk nedstemte hende lidt. Hun kunne ikke forstå det. Hun var jo ikke den bedste i klassen? Eller var hun? Måske burde hun søge op i de ældre klasser i selvforsvar for at få mere modstand? Nej, hun troede ikke selv på det.
[/blockquote]

[Fransesca Tremié]

Fransesca var ikke helt sikker på om det passede, eller om det bare var hende der forestillede sig en dramatisk stilhed i klasselokalet. Hun hørte godt de hviskende stemmer, og hun blev næsten kørt helt op i et højere gear. Det havde hun det med at gøre. Enten var hun ret nedtrykt, eller også hyper. I dag var helt sikkert en af de positive dage. Hun stak hænderne i lommerne da stilheden kom rullende som som tidevand.

Grøntoppens selvtillid fik et sælsomt smil frem på hendes læber. Og resten af klassen styrkede den helt klart. De elskede hende og det var tydeligt.
"Det lyder som om de tror på dig. Ret meget, rent faktisk. Tror du selv at de har ret?" Hun lød næsten faretruende, en blanding imellem udfordrende og drillende. Hun trak ærmerne på sin træningstrøje en smule op, og blottede et stykke mere af de blege underarme. Når man så dem, skulle man ikke umiddelbart tro at hun var god til selvforsvar, men hun havde lært sig selv - og sine omgivelser også - at styrke ikke var et must hvis man skulle passe på sig selv.