After Sunset

[Emerald Moonbow]

Solen var næsten lige forsvundet ude i horisonten, og den fulde måne var på vej op på himlen for at pryde natten med sit lys, når folk gik i seng efter dagens træning og undervisning. Der var selvfølgelig de få vagter, som gik rundt på skolen for at sørge for, at fjenden ikke kom for tæt på, men også så skolen ikke var ubevogtet.

Emerald var nok en af de få elever, som ikke tog advarslerne til sig og ikke overholdte hendes sengetider. Hun var sågar faldt i søvn i en af timerne i dag, hun kunne ikke lige huske, hvilket fag, men hun var faldet i søvn. Det havde så været en lærer, som var meget streng og havde vækket hende hele tiden og ville have hende til at svare på spørgsmålene. Det interesserede hende jo ikke, hvilket også gjorde, at hun ikke kunne svare på spørgsmålet. Men det var alligevel lykkedes for hende at falde i søvn mellem spørgsmålene, hvilket bare havde pisset deres lærer endnu mere af. Hun havde fået en eftersidning, men var ikke dukket op til den.

Emerald havde fået sneget sig forbi skolens vagter og strejfede nu rundt ved ruinerne. Hun var selvfølgelig opmærksom på fremmede bevægelser. Hun sad på græsset mellem to murer, som halvt var faldet sammen. Hun sad og betragtede månen, mens hun lyttede til naturen omkring hende. Hun slappede af og nød stilheden.

//Tag: Damien

[Damien Winchester]

Himlens orange og violette skær var nu ved at forsvinde helt bag de mange skyer, og snart ville himlen gå klædt i en bleg lyseblå farve, tusmørket ville snart falde på - og de fleste skulle befinde sig indendøre på skolen. De fleste, dem der fulgte reglerne - hvilket ville sige at det som gjaldt for alle andre, ikke gjaldt for Damien Winchester (Ihvertfald i hans eget hoved). Damien prøvede egentlig at få sin broder med ud at gå en aftenstur med ham, han kunne ikke se hvad det ville skade, men Basil (Hans bror) var fast besluttet på at det altså ikke kunne lade sig gøre nu, og det skulle være gjort tidligere på dagen. Men hvordan kunne en aften spadsér tur, blive gjort tidigere på dagen? så var det jo ikke aften! Damien lod bare Basil være, og endte med at snige sig forbi vagterne og gå sig en tur selv. Selvom Damien var Brute, var han nu meget god til at snige sig forbi mennesker uden at blive hørt i hvert fald i de fleste tilfælde.

Damien havde hånden nede i en pose med saltet snacks, noget der mindede om peanuts, og egentlig havde den samme funktion som peanuts - de blev bare kaldt noget andet som Damien ikke tog tid til at huske - han spiste det bare. Så imens han bevægede sig ud ved ruinerne kunne man høre en svag raslen fra snackposen hver eneste gang hånden dykkede ned for at samle en håndfuld op, som han kunne stoppe i munden. Hans blik var roligt og afslappet, og øjnene gled bare rundt på de mange nedfaldne murbrokke.

Da han var kommet ind til et græsareal, opdagede han en stille skikkelse sidde i græsset for sig selv, og først pakkede han posen væk og gjorde sig på vagt, men lagde nu mærke til at det blot var en pige.. Hvilket hårfarve hun havde var ikke så tydeligt at se i tusmørket, og han måtte knibe øjnene sammen for at fokusere på hendes ansigt - han havde ganske vist bemærket hende før.. men navnet kunne han ikke huske. Han stod nu foran hende og tiltede hovedet nysgerrigt på skrå.
"Godaften." han fandt posen frem igen og forsatte med at spise.

[Emerald Moonbow]

Emerald havde drejet hovedet, da hun havde hørt en konstant raslen, som havde forstyrret stilheden. Hun forsøgte at lukke lyden ude, men nu var den ved at komme tættere på, så hun kunne ikke blive ved med at ignorere den. Hun regnede dog ikke med, at det var en vagt eller en fjende, fordi de ikke ville larme helt så meget, som vedkommende gjorde.
Hun fik øje på en skikkelse, som i det samme holdte op med at rasle med noget. Muligvis havde vedkommende fået øje på hende og ville sikre sig, at hun ikke var en fjende. Havde hun været fjenden, så var hun sneget op på vedkommende bagfra og så overfaldet vedkommende, hun ville ikke slet ikke afsløre sig selv. Men hun var ikke fjenden, men burde et sted alligevel have søgt et skjul, men hun var blevet siddende, hvor hun var tilgængelig for alle, som så hende, men hun havde nok med flugt muligheder.

Hun kiggede nu op på fyren, som stod foran hende. Hun mente, at hun havde set ham før, og tog hun ikke fejl, så var hun meget sikker på, at han var en brute. ”Hey.”

[/color] hilste Emerald med et lille smil. Hun betragtede fyren og opdagede, at det var rigtig nok, at det var ham, som havde raslet med noget, og nu opdagede hun, at var en pose et eller andet, som han spiste. Når sulten kaldte, så var der ikke rigtig noget at gøre. Hellere rasle lidt med en pose, så maven ikke blev den, som afslørede en, når man virkelig skulle være stille.
Hun kiggede igen op på månen. Hun lænede sig en smule mere tilbage og støttede af med armene. Hun mumlede svagt, ”Hun er smuk i aften.”[/color] Månen spejlede sig svagt i hendes øjne.[/blockquote]

[Damien Winchester]

Den siddende pige virkede meget rolig taget i betragtning af at Damien pludselig var dukket op. Det var i hvert fald hvad han syntes; andre piger ville måske have rejst sig med det samme - enten for at slå løs på en, eller for at stikke af. Så at hun ikke gjorde noget større ud af det var både dumt, men meget rart i situationen for Damien. Han havde ikke haft meget lyst til at skulle løbe efter pigen for at berolige hende og sige at han altså ikke var ude på noget - det behøvede han ikke nu.

Hun hilste tilbage, og Damien gjorde bare at kort nik imod hende for at vise at han altså havde hørt hvad hun sagde, alt imens han stoppede nogle flere saltede snacks i munden. Han tyggede dem grundigt og betragtede pigen imens hun delvist snakkede til sig selv, og til ham. Meget et dumt udtryk kiggede han i retningen hvor pigen kiggede - og så på månen, derefter førte han hurtigt opmærksomheden tilbage på hende og smilede selvfedt, "Jeg ved det, men ofte bliver jeg nu beskrevet som en han." Han lavede citatet om en smuk måne, til at handle om sig selv. En smuk Damien; det var i hvert fald sådan han tænkte.

Nu kunne han ikke lade være med at klukke. Han vidste jo godt at hun snakkede om månen, men han skulle vel charmere sig ind på hende på en eller anden måde.. eller, hvordan man nu ville beskrive det han gjorde. Han tog plads ved siden af hende så let som ingenting og smilede stort, "spøg til side.." Han smilede beroligende med de sandfærdige grønne øjne, og lagde snackposen i sit skød, "Ikke for at være ubehøvlet, men jeg mener ikke at kunne huske at vi har mødt hinanden før.." han hævede et øjenbryn og ventede på at hun ville præsentere sig for ham.

[Emerald Moonbow]

Emerald så lidt forvirret på fyren, da han kom med en kommentar. Hun smilede svagt, der var ikke mange, som turde at vende en sætnings betydning om, men det gjorde han åbenbart. ”Hvis jeg var dig, ville jeg ikke sige det så højt. Det kunne være, at hun blev fornærmet og ville mørklægge sin vej. Men jeg tror, du er heldig, hun ser ud til at være i et godt humør i dag.”

[/color] sagde hun og puffede let til ham. Ja, hun var meget højtidelig omkring månen, men det var nok, fordi hun var en tilbeder af månen, hvilket hun havde været, siden hun lå i sin vugge. Og skolen skulle ikke ændre på det.

Hun smilede svagt til fyren, da han klukkede. Månen ville nok ikke straffe ham, fordi han havde lavet lidt sjov. Månen er nemlig selv lidt af en spøgfugl. Hun sagde heller ikke noget til, at han satte sig ned ved siden af hende, endnu. Skulle han vise sig at være en af dem, som var irriterende, som pesten, så ville hun meget hurtigt forlade hans selskab, eller bede ham forlade hende. Hun sendte snackposen et blik, og med et lille smil stak hun hånden ned i posen og snuppede nogle stykker, hvoraf hun puttede nogen i munden. Hun tyggede forsigtigt og opdagede til sin fornøjelse, at hun godt kunne lide det, hvilket også gjorde, at hun puttede de resterende, som hun havde i hånden, i munden.

Emerald så lidt på fyren, da han fiskede efter hendes navn. Hun smilede og svarede, ”Ved du godt, at det er uhøfligt at spørge efter andres navne, før man selv har præsenteret sig?”[/color] Hun lagde svagt hovedet på skrå, hvorefter hun fortsatte sit svar, ”Men jeg kan godt lave en undtagelse denne ene gang. Jeg hedder Emerald Moonbow.”[/color] Hun lagde alt sin vægt på venstre arm, hvorefter hun rakte den højre hånd frem mod fyren.
[/blockquote]

[Damien Winchester]

Damien så opmærksomt på pigen da hun talte, og sagde ikke et ord. Månen, blive fornærmet? Han prøvede alt for ikke at komme med et grin, og måtte vende hovedet væk et kort øjeblik for at skjule sin grimasse. Det var nu første gang han havde hørt noget som dette.. men det var originalt, særpræget - ikke noget man hørte hver dag, som sagt.
"Ja så?" Damien vendte hovedet mod hende igen og hævede et øjenbryn imens han smilede. Han tog derefter et godt kig på månen, og så derefter mod pigen igen, "Ja nu kan jeg godt se det. Det store smil lige dér, hvordan kunne jeg overse dét." han pegede mod månens midte og smilede igen da han slappede af i armen efter at have peget, og trak på skuldrene som hvis han ikke kunne gøre for det. Han drillede tydeligvis, det kunne man høre på hans toneleje, men han mente intet ondt med det.

Han måtte dog slå et meget overrasket blik op med et hævet øjenbryn efterfølgende da pigen lod sin hånd dykke ned i hans snackpose, uden at hun spurgte om lov først, og derefter.. lettere automatisk, men også diskret tog han fat om posen for at beskytte den mod yderligere angreb.
"Jamen værsgo' da, bare tag for dig." han nikkede fornøjet mod hendes hånd.

Hendes navn interesserede ham dog stadig, og han smilede velvidene om at det var uhøfligt ikke at præsentere sig selv først - mange havde i hvert fald sagt det til ham igennem tiden. Det var dog ikke noget Damien tog sig så forfærdeligt meget af, for folk endte med at præsentere sig før ham alligevel. "Det er en dårlig vane, vil jeg tro." han kløede sig på spidsen af næsen, og havde små smilehuller i kinderne da han smilede forsat og skævede ned mod sin snackpose, som han havde løsnet grebet på nu. Damien så dog mod hende igen da hun ville lave en undtagelse og rakte hånden mod ham imens hun præsenterede sig.

"Emerald?" gentog han og skulle tænke sig lidt om inden han bestemt gav hende hånden, "Emerald, ligesom den der grønne diamant, ikke?" han lagde hovedet lidt på skrå med opmærksomme øjne, "Jeg er Damien Winchester .. Hyggeligt at møde dig." Han gjorde et kort nik og slap hendes hånd igen.

[Emerald Moonbow]

Emerald så meget undrende på ham, da han drejede ansigtet væk. Gjorde han nu grin med hende? Hun vidste godt, at der ikke var mange, som havde den tro, som hendes familie havde. Hun var dog heller ikke så troende, som hendes forældre, men hun troede stadig på det, fordi hun jo skulle søge sin styrke et sted fra.
Emrald grinede svagt, da han mente, at han kunne se smilet på månen. Han tog hende nok ikke helt så seriøst, hvilket han nok ikke havde gjort fra starten, og hun gad ikke til at fortælle, hvordan det hang sammen. Men månen var glad, fordi hun lyste kraftigt. Og det ansigt på månen, som folk kunne se, det var en form for camouflage. ”Hvor du dygtig.”

[/color] sagde hun med et stort smil, og det lød lidt, som om hun talte til et barn, hvilket hun også forstillede sig lidt, hvilket bare fik hende til at smile endnu mere.

Emerald kunne ikke lade være med at grine lidt. ”Rolig nu.. Jeg tager jo ikke dem alle sammen. Og du nok ikke af sult af den grund.”[/color] sagde hun og grinede lidt. Lidt efter sagde hun så, ”Næste gang skal jeg nok spørge.”[/color] Hun blinkede til ham, men hun havde skam ikke tænkt sig at snuppe flere. Drengen var åbenbart sulten og meget overbeskyttende, hvilket fik hende til at smile lidt mere.

”En dårlig vane, som du måske skal afskaffe dig.”[/color] sagde Emerald med et høfligt smil. Vaner var nogle dårlige ting, men kunne også være gode. Hun havde jo selv den vane at kigge sig selv over skulderen ret ofte, men folk mente bare, at hun var paranoid, når hun gjorde det, men hun havde sine grunde til at gøre det. Grunde, som faktisk kun meget få kendte til. Og de fleste var slet ikke på skolen mere, hvilket hun var glad for. Så var der færre, som kunne sladre.

Hendes øjenbryn flyttede sig kort sammen, da der blev snakket om grønne diamanter. Men hun fik dog et normalt udtryk igen og sagde, ”Emerald er ikke nogen diamant.. men det er en smaragd.. men ja, den er grøn.”[/color] Et skævt smil viste sig på hendes læber. Hun kendte ofte forskellen på de forskellige ting, fordi sådan var det i hendes familie. Man havde navn efter mineraler og sten.
”I lige måde, Damien.”[/color] sagde hun og trak igen sin hånd til sig, så hun kunne støtte af på den. Hun havde allerede det perfekte kælenavn til ham, men det måtte vente til senere, men det forhindrede hende ikke i at smile lidt fjollet.
[/blockquote]

[Damien Winchester]

Da Emerald gav Damien en kompliment, kunne han ikke lade være med at ryste lidt moret på hovedet imens han bare forsat smilede, med øjnene lettere knebet sammen, så han fik små smilerynker ved øjnene. Det morede ham ikke på den måde at han syntes hun var latterlig; det interesserede ham. Damien har altid gerne ville tro på noget, men han kunne ikke rigtig.. han kunne ikke finde en grund til det.

Damien så vagtsomt på Emerald da hun grinede og forsikrede ham om at han ikke ville dø af sult af at hun tog et par stykker, og at hun jo ikke tog dem allesammen - det kunne godt være, men når det gjaldt mad, så var Damien altid en smule nærig (for den dreng var altid sulten, og ville næsten gøre alt for mad) "Mhm.." han så på hende, derefter på sin pose og overvejede det lidt med et nik, "Godtaget." han gjorde et skuldertræk og lod hånden dykke ned i posen inden han proppede munden med nogle flere saltede snacks.

Imens han tyggede skævede han op på den lysene måne igen, der var også et par stjerner der hang ved siden af den. Dengang han var mindre havde han bildt sin lillebror ind at stjerner hang i snore oppe fra universet.. og det samme med månen; det var som en uro der hang ovenover verden. Han smilede lidt for sig selv; han følte sig altid godt tilpas når han kiggede op på stjernerne; Himlen var ens for alle - i hvert fald nattehimlen. Emeralds stemme brød hans tanker da hun påpegede at han nok skulle skaffe sig af med sin dårlige vane, og det fik ham til at se mod hende med et stille smil, "Okeydokey frøken, jeg skal gøre et forsøg." han blinkede til hende, efterfulgt af en lille klik lyd fra mundvigen, som han gjorde med vilje.

Damien slog et forundret blik op og så lettere grublende ud et kort øjeblik da Emerald nævnte at det ikke var diamanter, men smaragder. "Nåh ja. Smaragder, det var mit andet gæt." han smilede charmerende til hende, imens han løftede øjenbrynene et kort øjeblik, "Men det er jo alle sammen sten, så hvad helvede." han smilede lidt efterfulgt af et tilbageholdt kluk imens han atter trak på skuldrene, og stillede snack posen frem så Emerald bare kunne tage for sig hvis hun havde lyst.

"My pleasure." sagde han på engelsk og smilede bare sit evige Damien smil, og kiggede indtrængende på hende med de bedårende øjne. Lidt efter opdagede han dog at hun smilede af ham på en lettere fjollet måde, og det fik ham til at trække lettere undrende på øjenbrynet, "Hvad smiler du af? har jeg noget i ansigtet?" han rørte sin kind og smilede lidt.

[Emerald Moonbow]

Emerald kunne ikke lade være med at more sig lidt over ham og hans snacks. Hun havde hørt om de fyre, som kunne spise noget hele tiden og selv komme med den dummeste undskyldning bare for at spise. Hun havde dog på en måde ikke troet på det, men nu så hun på en måde det med egne øjne. Det var en lidt speciel oplevelse, men den var nu også ganske underholdende. Dog havde hun også hørt om, at disse fyre havde meget let ved at tilgive andre, hvis de fik noget at spise, som smagte godt. ”Jeg skal nok huske en pose næste gang vi ses.”

[/color] sagde hun og smilede. Hvor god hun var i et køkken? Hun turde ikke prøve sine talenter.

Hun så også igen op på månen. Hun kunne og betragte månen i flere timer i stilhed, mens hun sad helt stille. Hun kunne aldrig rigtig huske, hvad hun fik tiden til at gå med, fordi den bare gik. Det var også sket, at hun var faldet i søvn engang, men oftest lå hun vågen og tænkte på mange ting. Hun havde delt mange tanker med månen. Et lille smil bredte sig på hendes læber, da hun kom i tanke om nogle af tingene, men smilet forsvandt stille igen, da hun kom til at tænke på hendes familie.

”Frøken?” Er det ikke noget, som man kalder de der hjernedøde mennesker?”[/color] spurgte hun og havde hævet det ene øjenbryn. Jo, hun tog det måske lidt, som en fornærmelse, men hun var på ingen måde, som de hjernedøde mennesker. Hun skiltede sig for meget ud til, at hun kunne blive sammenlignet med dem. Og hun havde ikke rigtig hørt andre bruge det ord før mod folk, som tænkte frit. Hun rynkede også lidt på næsen.

Emerald så igen lidt fornærmet på Damien. ”De er ikke bare sten. De har hver deres navn, så man også kan kende forskel på deres farver. Smaragder er grønne. Rubiner er røde..”[/color] var hun begyndt, men hun stoppede sig selv, inden hun kom for godt i gang, ellers ville hun blive ved et godt stykke tid endnu. ”Og hver sten har sin betydning.”[/color] afsluttede hun det og kiggede igen op på himlen. Hvis nogen kunne berolige hende, så var det månen.

Emerald betragtede Damien med et udnersøgende blik, så det virkelig så ud til, at hun så efter noget, som han havde siddende i ansigtet. ”Du har noget siddende lige..[/color] Hun løftede hendes hånd, hvorefter hun prikkede han på næsen og afsluttede sætningen, ”.. der!”[/color] Hun smilede dog bredt og grinede til ham, fordi der sad selvfølgelig ikke noget, hun drillede ham bare.
[/blockquote]

[Damien Winchester]

"Deal!" han så på hende med store opmærksomme øjne der var præget af dyb seriøsitet, imens han rakte hånden frem som hvis han ville trykke hendes hånd for at slå en handel an. Mad, plus et næste møde; det kunne jo ikke blive bedre! Det ville han i hvert fald se frem til. Han smilede allerede ved tanken om hvad hun ville bringe ham, om det var det samme som han havde med i dag, eller om det var noget helt andet.

Damien så kort på hende, lettere fornøjet og måtte så holde et lille grin tilbage da hun så ud til at blive fornærmet over at blive kaldt frøken, og derefter sammenlignede det med hjernedøde mennesker. Han grinte lidt, og skævede mod hende imens han smilede moret, "Aahh, virkelig?" han rystede lidt på hovedet og så ikke ud til at vide om det var sandt eller falsk, "Skal jeg så sige.. tøs? det lyder da lidt billigt gør det ikke?" han vippede hovedet på skrå og så på hende imens han truttede læberne en smule frem, så det nærmest lignede at han lavede andemund, men det fik ham kun til at se kær ud, men stadig med lidt dumhed over sig.

Emerald begyndte at snakke om farvede sten, og Damien anede ikke om han kedede sig ved lektionen, eller fandt den interessant. I hvert fald kunne han ikke finde nogen yderligere glæde ved den, og han trak let på skuldrene med et skævt smil over hendes ord. "Alright, og det er vigtigt at vide fordi..." han holdt en lille pause og rynkede på næsen for at finde noget at sige,".. fordi ellers bliver stenene sure?" han smilede fjoget og drillesygt.

Damien mærkede stadigvæk på sit ansigt imens han smilede bevist om at han da regnede med at der intet var i hans ansigt.. men da Emerald begyndte at løfte hånden for at vise at der sad noget, blev han igen opmærksom. Han missede kort med øjnene da hun prikkede ham på næsen, og derefter grinte han lidt. "Heey!" Han lod sin håndryg køre roligt hen over sin næsetip hvor hun havde prikket og rystede en smule på hovedet over hende - hun var da noget for sig selv. Kært.

Der blev stille lidt, og Damien kiggede atter op på månen inden han endelig brød tavsheden.
"Så.. hvad er alt det der med månen..?" stadig med hovedet hævet mod himlen, lod han blikket skæve ned mod Emerald, "Hvad du end har at sige.. så har jeg sikkert ikke hørt det før."

[Emerald Moonbow]

Emerald smilede, da en hånd blev stukket frem mod hende. Hun trykkede den dog for at bekræfte deres aftale. Og så kunne hun heller ikke ombestemme sig og løbe fra den aftale. Når hun først havde lovet noget, så holdte hun det også, hun løb ikke så gerne fra aftaler, fordi hun havde lært, at det kunne koste et liv, hvis man gjorde det. Og hun havde ikke lyst til, at hun skulle have en andens død på sin samvittighed.

Emerald kunne ikke helt forstå, hvorfor han morede sig sådan over hende. Hun fik et lettere forvirret udtryk i ansigtet. ”Du kan bare kalde mig ved mit navn?”

[/color] foreslog hun, ”Eller kalde mig grøntop/-tot, som alle andre gør?”[/color] Det var et af de navne, som folk kaldte hende oftest, når de ikke lige kunne huske, hvad hun hed. Hun var nok lige nu den med det grønneste hår, måske den eneste med grønt hår. Men for hende betød hendes hår noget, og hun havde ikke lyst til at ændre på det. Hun kunne lide hendes hår, som det var.

Emerald kunne ikke lade være med at grine, da Damien mente, at stenene bare ville blive sure. Hun puffede til ham. ”Nej.. men jeg kan blive irriteret, hvis jeg skal rette folk hele tiden.”[/color] sagde hun advarende, men med et lille smil, så det ikke virkede helt så alvorligt, som det måske virke, som om det var. Og hun tilføjede lige, ”Og det er nyttigt at kende forskel på dem.”[/color]

”Og der..”[/color] sagde hun og prikkede ham på panden. Hun grinede lidt, hvorefter hun satte sig ordentlig op. Hun strakte sig svagt, hvorefter hun lagde sig ned på græsset med en arm under hovedet. Hun smilede stadig svagt. ”Nah.. bare rolig, der sidder ikke noget. Medmindre det ikke er meningen, at du skal have en næse.”[/color] sagde hun så og grinede igen svagt.

Emerald satte sig igen op og støttede af på hænderne. Hun så overvejende på Damien, mens hun overvejede nogle ting, men lod det så ligge. Hun så så op mod månen og smilede svagt. ”Min familie og jeg har altid været tilbedere af månen og solen. Mænd søger styrken hos solen, mens vi kvinder søger styrken hos månen.”[/color] forklarede hun. Om muligt, at nogen syntes, at det lød underligt, og at det ikke gav mening. Men for Emerald gav det mening, fordi hun var vokset op med det.
[/blockquote]

[Damien Winchester]

"Grøntop?" kom det lettere spørgende fra Damien imens han hævede et øjenbryn. Han lænede sig tættere på Emerald og kneb øjnene sammen for at tydeliggøre hendes hårfarve i mørket, "Oh." han lænede sig tilbage igen og smilede forundret, "Så du har altså grønt hår!" gik det endelig op for ham. "Så.. grønt hår, og du hedder Emerald ligesom den der diamant - undskyld, smaragd. Smart smart!" Han nikkede lidt for sig selv og så ud som om han overvejede noget, selvom han egentlig ikke overvejede noget som helst.
"Det er en ret vild farve, du må få meget opmærksomhed i hverdagen." sagde han med et stort smil, men tænke så over sine ord bagefter; Hvordan kan det være jeg aldrig har lagt mærke til hende så? sådan rigtigt? .. Hmm. Underligt!

Damien blev puffet til, og han kunne ikke lade være med at smile ad hende da hun sagde at hun kunne blive irriteret af at rette på folk hele tiden. "Uha, så smaragden bider?" han blinkede til hende, og tog nogle flere snacks op i munden imens hun snakkede om at det var nyttigt at kende forskel på dem - hvorfor, kunne Damien ikke helt forstå.. Stenene blev vel ikke brugt som krydderi i mad? og hvad ellers kunne de bruges til? Han lod hans spørgsmål blive ved hans tanker.

Emerald prikkede ham i panden, og han kunne ikke helt lade være med at grine svagt. Pigen rørte jo ved ham - hvilket han ikke havde noget imod. "Jamen du har da også bare noget lige .. der! " han prikkede hende på kinden, og skar en drillesyg grimasse. Damien nikkede lyttende da hun påpegede at det bare var hans næse hun hentydede til, og det fik ham til at smile skævt, "Så er jeg mere rolig." sagde han med et konstaterende nik.

Da Emerald begyndte at fortælle om månen blev Damien lettere tavs og lagde al opmærksomhed mod hende. Han havde som sagt ikke hørt noget i den dur før, og hvis han havde; havde han sikkert ikke hørt efter alligevel. "Tilbedere af månen og solen?" kom det lidt spørgende fra ham, "Hvordan ved i hvilket køn der er hvad?" spurgte han med et dumt smil, og trak på skuldrene. Men det lød faktisk .. utroligt underligt - de ting hun sad og sagde, men ikke dumt og heller ikke åndsvagt; han blev da fanget af det. "Så hvordan fungerer det så?" han lagde hovedet let på skrå og så på Emerald.

[Emerald Moonbow]

Emerald blev siddende, da Damien lænede sig tættere på. Hun regnede med, at han ville undersøge hendes hår nærmere, fordi han lød til at undre sig, at da han havde gentaget ordet ’grøntop’. Hun grinede, da han så bemærkede, at hun faktisk havde grønt hår.
”Opmærksomhed.. om det så er godt eller skidt, det kommer an på, hvem der ser på det. De fleste lærer er meget uenige med mig i, at jeg har den grønne hårfarve, fordi jeg bliver opdaget alt for let, hvis jeg skal begive mig rundt i byen. Jeg har så bare stort set altid haft den farve, og jeg overlevede skam også i byen, dengang jeg boede der.”

[/color] forklarede hun, men skar dog en utilfreds grimasse, da hun kom til det sidste. Hun var jo på en måde ikke kommet her af egen fri vilje.

Hun blev lidt overrasket ved Damiens bemærkning om, at smaragden bider. Hun kom sig dog hurtig over overraskelsen. ”Ja, og passer du ikke på, så sætter jeg fast.”[/color] sagde hun og grinede svagt. Hun viste sågar tænder for at understrege meningen med hendes ord.

Emerald gned sin kind og lod virkelig, som om hun forsøgte og fjerne det, som han mente, at hun havde siddende. Men hun kunne ikke lade være med at grine på samme tid. ”Er det væk nu?”[/color] spurgte hun og stak sin kind frem mod ham, så han kunne undersøge den. Hun gned sig endnu engang. ”Er det væk?”[/color] gentog hun hendes spørgsmål og gned nu endnu engang.

”Ja, vi har ingen guder. Vi har månen og solen.”[/color] prøvede hun og forklare. Hun havde aldrig rigtig forstået det med, at folk havde en gud, som man ikke kunne se, medmindre man lavede en figur/tegning af dem, men hver sin smag.
Spørgsmålet om kønnene kom lidt bag på Emerald, fordi mange accepterede bare, at det var sådan, men spørgsmålet gav mening. Og hun sagde roligt, ”Sådan har det altid været, men jeg tror, det er, fordi solen er styrken, og mand har ofte forbundet mænd med styrke. Og månen er skønheden, og man forbinder kvinder jo med at være smukke.”[/color]
”Hvordan, hvad fungerer?”[/color] spurgte hun og så spørgende og undrende på ham.[/blockquote]

[Damien Winchester]

Damien nikkede overvejende til Emeralds ord angående opmærksomheden; det hele kom jo an på så meget, og lærere havde jo stramme meninger omkring alt muligt angående udseende og påklædning når man skulle på missioner.. men hey, man var vel ikke fritænker for ingenting vel?
"Men jeg er sikker på.. at når du ligger dig på en græsplæne, så er du det sidste man får øje på!" han blinkede drillende til hende, og smilede bare. Hmm.. han bed dog mærke i hendes tonefald da hun nævnte det sidste, Det lyder ikke som om hun er kommet her af egen fri vilje - men på den anden side, jeg havde heller ikke rigtig noget valg end at komme her.. Det var nok også det min far ønskede at jeg gjorde, og at jeg skal passe på min lillebror.. han sukkede lydløst, og så bare på Emerald i tavshed - han sagde ikke noget angående dengang hun boede i byen, men lod det bare hænge i luften indtil emnet var forbi passeret.

"Uh uh uh!" lød det flirtende fra ham, "Du kommer bare, smukke." han blinkede til hende, efterfulgt af et lille grin, og spiste forsat af sin pose.

Han måtte knibe øjnene sammen for at lege med på skuespillet angående den falske snavs på hendes kind, og han kom tættere på. "Nej, det er der stadig. Du rammer det slet ikke!" påpegede han og prikkede til hendes kind igen med et fornøjet grin og rystede så på hovedet af det hele, inden han skævede rundt på de forskellige ruiner med et afslappet suk.

"Ingen guder? det lyder ret let, og simpelt." sagde han uden at se på Emerald, men havde blikket rettet direkte op mod himlen. Damien havde svært ved at tro - og det var også grunden til at han tit gjorde nar af Saint'sne, og den måde de mente det var bygget op på. Han kiggede mod hende igen da hun prøvede at forklare angående kønnene, og Damien kunne ikke lade være med at smile skævt, "Årh lad da være, jeg er da også smuk!" kom det erklærende fra ham, men med et snert af drilskhed i stemmen, og der fulgte da også et lille grin efter. "Men altså du ved.." han kom ind på sporet igen, "Kristne går i kirke hver søndag, Muslimere går med slør.." han holdt en pause og kom kun med de mest basale ting som eksempler, "men hvad gør i så? er der ingen regler for jer? eller søger i kun styrke og skønhed deroppe fra?" han smilede lidt forundret, imens han gjorde et kort nik mod himlen.

[Emerald Moonbow]

Emerald kunne ikke lade være med grine over Damiens bemærkning. ”Jeg har endnu ikke prøvet det, så det ved jeg ikke.”

[/color] svarede hun. Det mindede hende lidt om engang, at hendes kusine mente, at der voksede græs på hovedet af hende. Dog fik mindet hende halvt til at holde op med at grine igen. Hun tog en dyb indånding og sukkede tungt. Igen blev hun grebet af et ubegribeligt savn. Det var en af grundene til, at hun var søgt herud.
Hun tog endnu en dyb indånding. Hun lagde hovedet tilbage og lukkede øjne. Slap af.. Og hun forsøgte virkelig at slappe af. Det lykkedes dog også efter noget tid, og hun fik skubbet sorgen til side. Hun åbnede igen øjne, men betragtede nu månen. Tak. hvilket var en tanke, som hun sendte til månen. Et lille smil viste sig kort på hendes læber, men det forsvandt dog også hurtigt igen.

”Pas du hellere på.”[/color] sagde hun og puffede endnu engang til ham. Hun var allerede ved at få en mindre plan i sit hoved. Og hun kunne lide den. Om Damien kunne lide den? Hun havde sine tvivle, men det forhindrede hende ikke i at udføre dem. Hun smilede stille for sig selv.

Da han endnu engang prikkede til hendes kind, udbrød hun bare med en mild latter, ”Jamen så fjern det dog.”[/color] Hun stak kinden frem mod ham, hvilket så pænt sjovt ud. Hun ventede på en eller anden reaktion. Hun vidste selv, hvad hun ville have gjort, men det var også bare hende.

”Ingen guder.”[/color] gentog hun bare ganske roligt og smilede. Hun var glad for, at hun var en tilhænger af månen og solen. Og havde hun ikke været det, så ville hun være blevet det alligevel. Hun elskede at betragte månen i stille omgivelser. Det gav hende e indre ro og styrke.
Emerald smilede ved Damiens bemærkning, men svarede dog ikke igen på den. Hun tænkte kun, at hun hellere måtte knække lidt af fyrens selvtillid, ellers så fik han generelt for lidt modstand, og så ville det nok blive lidt svært, men ikke umuligt. Og hun skulle jo kun ødelægge lidt af den.
”Ingen slør. Ingen kirker. Kun troen og særprægede navne, som stammer fra mineralerne eller sten.”[/color] forklarede Emerald med et lille smil. Men det falmede svagt, da hun kom til at tænke på sin familie.. igen. ”Jeg tror, at vi alle lige nu kun søger styrken, så vi kan overvinde staten.”[/color]
[/blockquote]