After Sunset

[Damien Winchester]

Damien kunne ikke lade være med at slå en mild latter an da hun forklarede at hun ikke havde prøvet at camouflere sig i græsset ved hjælp af sit hår. Han blinkede til hende og smilede muntert, "Det burde du gøre! Det er sikkert YDERST effektivt." Han klukkede lidt.

Men pludselig så det ud til at Emerald ikke fik det så godt, og om han skulle sige noget til hende, eller lade det ligge var han ikke sikker på. Hvad havde bedst effekt? ville han virke kold og ufølsom, hvis han ikke sagde noget? eller for påtrængende og snagende hvis han gjorde?
Han valgte at spørge, "Hey, er du ok?" Lidt efter hans spørgsmål, så det da ud til at hun kom under selvkontrol igen.. men man kunne ikke altid vide sig sikker med pigebørn.

Da Emerald nærmest truende forlangede at han skulle passe på, kunne han ikke lade være med at smile stort. Piger med ben i næsen, det kunne han lide - så han følte sig ikke SÅ truet over hendes ord, "Uha, skal jeg være bange?" spurgte han drilsk imens han løftede øjenbrynene, og smilede forsat.

"Okay." Han træk på skuldrene og løftede hånden for at række den over til hendes kind. Han smilede mildt, men stadig med munterhed i øjnene og lagde hånden på hendes kind, som var blød og glat. Der gik nogle sekunder hvor han bare havde hånden sådan, men derefter gjorde han også en lettere voldsom bevægelse som hvis han gnubbede 'snavsen' af hende, og grinede lidt imens. "Sådan!" han tog hånden til sig igen.

"Hmmm..." Damien nikkede til hendes ord og vendte igen blikket op mod stjernerne og månen. Som sagt var der altid noget beroligende ved at kigge op mod universet, som hvis alt andet omkring en ikke eksisterede og himlen og en selv kun var det eneste i nuet. Det havde dog kun den effekt om natten, syntes han. Damien havde intet rapt eller klogt at sige i hendes sammenhæng, der var intet hvor han kunne tænke for eller imod, eller spørgsmål. Så han lod ordene blive tavse, og fattetheden til stilheden.

Damien nikkede langsomt, og derefter mere bestemt da Emerald erklærede det sidste om at finde styrken til at overvinde staten. Damien kunne kun give hende ret - og efter hans egen mening, mente han ikke at der skete så meget. "Du har ret.. Jeg føler bare at vi kunne.. gøre meget mere end hvad vi gør nu.." han sukkede lidt og kløede sig i nakken.

[Emerald Moonbow]

”Det må jeg nok hellere afprøve en anden dag.” svarede Emerald og grinede svagt. Det var dog nok noget, som hun skulle afprøve på skolen, fordi det var nok ikke så effektivt, som Damien gav til udtryk for. Og det ville være synd og skam, at hun skulle blive fanget af staten, fordi hun ville afprøve, hvor effektivt hendes hår enlig var. Men det kunne da være sjovt at prøve en anden dag.

Emerald blev en smule overrasket, da Damien spurgte ind til, om hun var okay. Havde det været så tydeligt? Oftest kunne hun skjule, hvordan hun havde det, men det var åbenbart ikke lykkedes denne gang. Hun så på ham og smilede og nikkede, som på hans spørgsmål. ”Jeg er ok.” svarede hun så, da hun igen kiggede på månen. Hun havde ikke rigtig lyst til at tale om det nu. Hun syntes et sted, at det var meget personligt, og de havde kun lige mødt hinanden. Måske en anden gang.

”Jeg ville være bange, hvis jeg var dig. Jeg en af de bedste til selvforsvar.”

[/color] sagde hun meget selvsikkert og smilede til Damien. Det kunne godt være, at han var en brute, men hun ville sikkert have en chance mod ham. Hun havde allerede vundet mod nogle brutes, hvilket de selvfølgelig var meget irriteret over. Det der nok generede dem mest var, at hun var en pige, og de var drenge. De skammede sig sikkert over det. Hun morede sig bare over det. Og hun elskede skam at påpege, at hun havde vundet over dem, hvilket gjorde dem mere irriteret.

//Og han er mindre, end hende! xD//

Emerald ventede roligt. Hun blev dog lidt overrasket, da Damien bare lod sin hånd ligge på hendes kind. Det var længe siden, at nogen havde gjort det ved hende. Hun kom dog over det mindre chok, da han gnubbede hendes kind ’ren’. ”Super.”[/color] sagde hun og kunne heller ikke lade være med at grine. Hun bevægede sine kinder lidt, da hun forsøgte at komme af med følelsen, at hans hånd stadig gnubbede hendes kind.

Da det ikke virkede til, at Damien havde flere spørgsmål om hendes tro, så lod hun det ligge. Hun vidste godt, at det kunne være noget af en mundfuld. Hun var i det mindste glad for, at han ikke havde gjort grin med hende, fordi hun troede på noget andet, end det folk var vant til. Dog var hun nysgerrig omkring noget. ”Tror du på noget?”[/color] spurgte hun og tænkte selvfølgelig på sådan noget, som guder eller andre ting. Hun havde fortalt lidt om sig selv, og nu kunne han godt fortælle lidt om sig selv, hvis der var noget at fortælle omkring det emne.

Emerald sukkede og nikkede til hans sidste ord. ”Vi er mange, som føler, at vi kunne gøre mere.”[/color] sagde hun og kom nu til at tænke på hendes mor.. igen. Hvorfor skulle hun altid tænke på sin familie, når det gjorde hende så ked af det? ”Jeg føler, at jeg burde have gjort mere.”[/color] sagde hun, og man kunne høre, hvordan en klump havde sat sig i halsen på hende.
Hun mente også, at hvis de var så mange free runners både på skolen og i byen, så kunne de bare slå sig sammen og gå sammen mod starten.. men nej nej, så langt tænkte folk ikke.[/blockquote

[Damien Winchester]

Damien nikkede til hendes konklusion om at hun ville afprøve det en dag, mere var der jo ikke at sige til det, så han lod det blive ved et opmærksomt nik, og smilede skævt inden han proppede munden med nogle flere saltede snacks. Sådan havde det set ud hele deres samtale igennem, når han så sit snit, proppede han mad i munden.

Da Emerald sagde at hun var OK, tog Damien det som et gyldigt svar. Han ville ikke rode mere i det, og hun så heller ikke ud til at ville snakke om det. Så derfor var der heller ikke mere at sige til det. Damien ville ikke blande sig, og han havde ikke i sinde til at lege psykolog og høre på andres problemer, desuden kendte han hende heller ikke specielt. Han kendte hende kun ud fra den sidste time de havde siddet sammen. Hvor lang tid var der egentlig gået? Det føltes længe, og så alligevel ikke, men hyggeligt var det da.
"Godt." sagde han kortfattet, men sendte hende et bekymret smil.

"Ååh åh!" sagde han overdrevet overrasket, og sendte hende et måbende blik. Man kunne tydeligt se at han lavede sjov, "Så må jeg jo hellere flygte. Græsplænen forsvarer sig når jeg vil slå den!" Han kunne ikke lade være med at klemme et lille grin ud imellem sine ord. Men han følte ikke frygt når han så på den grønhårede pige. Hun så kær ud, og ikke spor farlig; selvom han godt vidste at man ikke skulle bedømme en bog på sit omslag.. følte han sig alligevel en smule overlegen - angående at være kampdygtig.
Damien anede jo ikke engang pigens højde, i hvert fald stod det ikke særlig klart for ham. "Jeg sætter mig bare på dig, så er du færdig." Han grinede lidt og blinkede drilsk til hende.

Han betragtede hende i stilhed imens hun gnubbede sine kinder, og smilede bare af hende. Derefter sukkede han mildt og lod blikket glide rundt på ruinerne igen, og derefter himlen endnu engang da Emerald brød tavsheden og spurgte om han troede på noget. Han skævede mod hende, og kiggede derefter væk igen hvorefter han trak op de lettere brede skuldre. "Det ved jeg ikke.." kom det som svar lidt efter, "Jeg ville gerne, men jeg har utrolig svært ved det."

Damien var stille da Emerald nævnte det sidste. Han kunne godt høre hvor svært det var for hende at sige det sidste, hvilket fik ham til at rynke øjenbrynene forvirret, og bekymret.
"Du? gøre hvad..?" han lagde hovedet på skrå og betragtede hende.

[Emerald Moonbow]

Emerald var glad for, at Damien accepterede, at hun sagde, at hun havde det fint. Der var altid de folk, som havde det med at spørge for meget, fordi de var for nysgerrige. Og dem havde hun altid lyst til at give en på kassen, men underligt nok, så lykkedes det hende at beherske sig. Hun havde ikke rigtig lyst til at få unødvendig ballade med de ”voksne”, selvom der ikke var så meget, som de kunne gøre ved det. Hun gjorde, som det passede hende. Hun havde sin egen fri vilje. Og ingen skulle bestemme over hende.

Emerald kunne ikke lade være med at grine svagt, da Damien mente, at græsplænen forsvarede sig selv. ”Der er ingen, som skal komme og klippe mig.”[/color] svarede hun bare igen med et bredt smil. Men der var alligevel noget alvor bag ordene. Fordi hun mente faktisk, at der ikke var nogen, som skulle klippe hendes hår. Og hvis de gjorde det, så ville de ønske, at de aldrig nogensinde havde vækket hendes vrede, hun kunne nemlig godt blive temmelig voldsom.
”Du kan jo gøre et forsøg.”[/color] sagde hun bare drillende igen, da han mente, at han bare kunne sætte sig på hende. Og nu ville hun selvfølgelig flytte på sig, hvis han ville gøre et forsøg. Han havde forberedt hende. Et smil bredte sig på hendes læber.

Emerald rettede sig sådan hen, at hun nu sad i skrædderstilling og holdte om sine fødder med hænderne. ”Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg var kommet til der, hvor jeg er nu, hvis jeg ikke havde månen.”[/color] sagde hun. Hun følte nemlig, at månen var den eneste, som hun kunne stole på, og den eneste, som hun kunne søge den hjælp ved, som hun havde brug for. Det var måske meget trist, men hun havde da noget, som hun kunne holde fast i, hvilket gjorde hende stærkere.

Emerald rømmede sig lidt for at få styr på stemmen. Hvorfor blev hun altid så pisse følsom, når det begyndte at handle om sin familie? Hun kløede sig i nakken og grinede svagt. ”Jeg gør nok intet.”[/color] sagde hun så og lod igen hånden falde ned.

Lige pludselig fik hun en indskydelse, som hun også havde fået før. Et smil vidste sig på hendes læber. Hvis det var det, som der skulle for at glemme emnet, men også for at skifte det, så gjorde hun det gerne. I et snuptag havde hun taget Damiens snackpose, hvorefter hun bar posen med tænderne, så hun kunne klatre op af den nærmeste mur i nogle raske bevægelser. Ingen tvivl om, at hun var en kat.
Hun posen i hånden igen og så ned på Damien med grin. Hun viftede lidt med posen, inden hun hoppede ned på den anden side af muren. Hun fortsatte fremad og søgte efter det næste sted at klatre. Det gik faktisk op for, at det ikke var helt ufarligt, fordi det var trods alt en ruin, som godt kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være.

[Damien Winchester]

"Hahah, jeg synes ellers en nydelig page ville være lige noget for dig!" Grinede han. Det var ikke noget han mente, men lave sjov kunne man jo altid. Desuden, ville pagehår nok være det værste man kunne give Emerald nogensinde. Grøn page, mums.
Da Emerald sagde at han bare kunne gøre et forsøg der indeholdt at sætte sig på hende, løftede han et øjenbryn og så på hende med et lusket smil, "Bare vent, når du mindst venter det, så sker det - der er jo ikke noget ved at advare dig om det inden jeg gør det, vel?" han smilede sødt til hende.

Damien satte sig mere afslappet, imens han hørte på hendes ord om månen endnu engang. Han havde svært ved at få formuleret hvorfor det var så svært for ham at tro.. Grunden var nok mest at hvis Gud, eller nogle andre overnaturlige kræfter virkelig eksisterede: hvorfor lod de det så gå så vidt? Med alt det kaos i verden. Hvorfor var det pludselig Damiens, Emeralds, og de andres ansvar at gøre noget ved tingene, hvis Gud virkelig eksisterede? Det var derfor Damien virkelig ikke kunne få sig selv til at tro på noget, der ikke engang ville gøre noget for at hjælpe menneskene. Hjælpe Dem
"Det er vel det med at .. finde håb i et større perspektiv. Hvis man slipper ansvaret fra sine hænder, og søger højere oppe.. er tingene vel ikke så hårde at komme igennem, så har man bare et eller andet." sagde han roligt for sig selv, en smule lavt - men så det kunne høres. Damien syntes ofte at han ikke lød som sig selv, når ord som disse kom ud af hans mund. Det var underligt, og lå ikke naturligt til ham. Han skævede mod Emerald og smilede skævt inden han trak på skuldrene.

"Hmm..." Han så ekstra godt på Emerald for at gennemskue hende, og han anede at noget ikke var helt som det skulle være; men det var hendes sag. Han kunne ikke gøre noget for hende, hvis hun ikke ville sige noget om det. Og desuden, igen, kendte de ikke hinanden ordentligt nok til at skulle gå i følelses terapi med hinanden og fortælle om sine dybeste hemmeligheder. "Sådan er der nok mange der har det.." gjorde han sig enig med hende i.

Damien skulle egentlig til at stikke hånden ned i posen, da den med et snuptag blev fjernet fra hans skød, og i det næste havde Emerald den i hånden.
"Hey!" kom det overrasket fra ham. Pludselig var hun allerede på vej op i et træ med posen i munden - Hurtig, var hun i hvert fald.
"Jeg vidste ikke at det var en abe jeg havde at gøre med her. " lød det lettere overrumplet fra ham, men stadig med et smil om læben da han rejste sig op og kiggede op på hende, hvor hun lokkende og drillende havde snackposen i hånden igen.
Damien var ikke den bedste trækravler, men han skulle have fat i sin mad igen, ingen tvivl om det. "Bare vent til når jeg får fat i dig!" lød det truende fra ham, men som i en leg. Han tog fat om træet, og begyndte at klatre op af det, da Emerald allerede i det næste nu, var hoppet ned på den anden side af muren.

Det havde lykkedes ham at komme op på grenen, og han måtte lige samle blikket da han var kommet op at stå, to sekunder efter var han ovre på muren, og sprang også ned. "Haha, jeg fanger dig!" Han begyndte at løbe over imod hende da hun stod og søgte efter et andet sted at springe hen.

(Måske vi snart skal afslutte, jeg skal til Berlin hele næste uge fra mandag! o: )

[Emerald Moonbow]

Emerald hævede lidt overrasket det ene øjenbryn, da han snakkede om page hår. Hun havde ingen idé om, hvad han snakkede om. Men det måtte være en form for en frisure, og noget sagde hende, at det var en kort frisure. Dog smittede hans grin af, så hun sad selv og grinede lidt over det.
”Den dag vil se komme, før jeg tror på det.”[/color] sagde Emerald bare og smilede. Ikke mange havde overrasket hende, men det var nok, fordi hun havde den vane med, at hun altid skulle kigge sig selv over skulderen hele tiden. Folk kaldte hende paranoid, men det var hun faktisk ikke. Hun havde en helt anden grund til det.

”Jeg bruger månen, som støtte.. intet andet. Hun er den eneste, som jeg kan stole fuldt ud på. Og ja, hun er også den eneste, som giver mig håb, fordi jeg ved, at hvor end man befinder sig i denne verden, kan man se månen om natten.”[/color] forklarede Emerald. Hun håbede nemlig på, at hendes familie også i dette øjeblik betragtede månen, som hende. ”Jeg giver ikke mit ansvar fra mig, men jeg tager heller ikke et for stort ansvar.”[/color] Hun havde sagt det sidste, fordi hun følte sig en smule angrebet af det, som han havde sagt. ”Og vi venter ikke på at miraklerne sker. Vi skaber dem selv.”[/color]

Emerald nikkede for at vise, at hun var enig i, at der nok var mange, som havde det, som hende. Hun ville ønske, at der var noget, som hun kunne gøre. Hun ville i det hele taget ønske, at hun kunne gøre mere, end det hun gjorde nu. Hun følte bare, at skolen ikke gjorde nok. Dengang hun havde boet i byen, dengang havde de gjort mere, end hvad hun gør nu. Dette satte hendes tvivle til skolens handlekraft.
__________

”Det sker ikke.”[/color] svarede Emerald igen og kunne ikke rigtig lade være med at grine. Hun smuttede mod højre, hvor hun fandt noget, som muligvis skulle ligne et hus, der var dog intet tag og den ene mur var faldet sammen. Hun smuttede let og elegant henover stenene uden at vælte. Hun ville til at kravle over den ene af murene, men hun fik fat et sted, hvor en sted sad løs, så hendes hånd smuttede. Det var meget uventet, så det endte med, at hun faldt ned og landede meget hårdt på røven. Hun bandede sagte og gned sin ømme bagdel. Hun havde for et øjeblik glemt Damien.


//Studietur? o:
Men jo, så var det måske en idé. ^^//

[Damien Winchester]

"Det er jo som man ser på det." forsvarede han sig, men uden egentlig at føle sig trumlet ned på nogen måde. Folk havde jo hver i sær deres indbyrdes meninger om tro, og hvordan man burde tro. Damien var som en terning: ubestemmelig (i hvert fald med nogle ting), andre gange var han fast som en klippe.
"Sandt, men hvorfor overhovedet bruge tid på at skabe miraklerne, hvis tingene kunne have været ordentlige til at begynde med?" Damien trak på skuldrene, "Du behøver ikke at svare. Jeg tænker bare højt." han blinkede til hende.

___________________________________

"Åhåhå! Bare vent!" kom det fra ham, imens han kom tættere på. De var i en form for "firkantet kasse" - på den måde forstået, at murene var omkring dem, og der ikke rigtig var en udgang nogle steder, medmindre man valgte at hoppe, eller klatre over murene. Der var mange ødelagte sten og murbrokke, og på jorden kunne man se græstotter og grus.

Damien var næsten nået over til Emerald, og opdagede nu at hun faldt ned og landede på røven. Om hun havde slået sig voldsomt kunne han ikke helt skue fra hvor han stod, og det var jo også ret mørkt; kun månen lyste op. Han nåede hen til hende, imens han selv passede på at han ikke faldt over en murbrok.
"Slog du dig?" sagde han med et lille grin og smilede til hende da han satte hånden på hendes skulder.

//Yep :3 ~

[Emerald Moonbow]

”Jeg er født ind i denne verden. Jeg ved ikke, hvordan den var før. Jeg har kun hørt historier om det. Og der skal et mirakel til for at skabe en ny verden, som vi kan leve i.”[/color] sagde Emerald og kløede sig fraværende på hovedbunden. På en måde irriterede denne samtale hende, fordi det såede tvivl hos hende, men den anden side så styrkede det hendes holdninger. Et øjeblik lod hun hende forvirringen tage overhånd, men skubbede det dog igen væk. Det var nok ikke det, som man skulle snakke med Damien om. Han virkede til at være den ikke troende type.
__________
Emerald spjættede let i overraskelse, da hun hørte Damien sige noget, hvorefter hun mærkede hans hånd på hendes skulder. Slået. Hun begyndte at grine. ”Udover en øm bagdel så går det.”[/color] svarede hun på hans spørgsmål. Hun begyndte at tænke over, hvor vidt hun ville få et blåt mærke eller ej. Hun havde ikke helt lyst til at skulle være øm i længere tid. Og så ville det sikkert blive endnu mere ubehagelig at skulle sove på en stol.

Hun fik basket sig på benene, da hun ikke gad at blive siddende. Hun rakte Damiens snackpose mod ham med et smil. ”Jeg må vel se mig, som slået?” halvspurgte hun, ”Men hvis det ikke havde været for den løse sten…”[/color] Hun afsluttede ikke sætningen, men håbede næsten på, at det gav mening nok i sig selv. Men hun hentydede selvfølgelig til, at han så ikke ville have haft en chance for at fange hende.

[Damien Winchester]

"Super, super." Han grinte lidt og rystede lidt opgivende på hovedet over hende. Det var nok heller ikke det smarteste at lege fangeleg blandt ruinerne; De kunne jo sådan set komme slemt til skade hvis nogle af murbrokkerne faldt ned over dem.

Damien rakte hånden frem for at hjælpe Emerald op, men hun var allerede godt igang med at komme op at stå selv. Standhaftig pige. Så Damien tog hånden til sig og betragtede hende uden et ord, men med et smørret smil.
"Taak." sagde han overlegent, men med en drilsk undertone og tog imod sin snackpose da Emerald gav ham den tilbage.

Han kunne ikke lade være med at grine moret, men en smule tilbageholdt stadigvæk da Emerald erkendte sit nederlag, men bagefter prøvede at redde sin værdighed ved at bruge den løse sten som en undskyldning. "Det skal du jo sige!" han blinkede til hende og pakkede posen sammen og kom den i lommen.
"Men ja, jeg vinder denne gang." han smilede selv-fedt.

[Emerald Moonbow]

Emerald lod igen sin hånd falde, da Damien havde taget sin snackpose til sig. Hun smilede bare drillende til ham. Det var ikke sidste gang, at han ville se hans snacks forsvinde for næsen af ham. Det ville ske igen, og det ville hun sørge for, at det gjorde. Men hun havde ingen plan lige nu, men den skulle nok komme, når tiden var inde. Jo mere spontant og impulsivt det var, jo sjovere blev det i den sidste ende.

”Hvis det ikke havde været for stenen..”[/color] begyndte hun igen, men kunne nu heller ikke lade være med at grine. Men virkelig, det var lidt hendes egen skyld, hun burde have været mere opmærksom på sine omgivelser. Hvis det havde sket, mens staten havde været efter hende, så ville hun sidde i saksen nu og ville ikke rigtig kunne redde sig ud fra den.
”Næste gang vil du ikke have så let ved det.”[/color] grinede hun bare selvsikkert og blinkede til ham. Hun lukkede svagt øjne og prøvede at lytte, men det var lidt svært, da den hylende tone var blevet højere. Hun sukkede opgivende og åbnede igen øjne.

[Damien Winchester]

Damien nikkede lyttende til hvad hun sagde, ikke fordi han var enig med hende, men for at vise sin opmærksomhed.
"Jamen, jeg tager imod udfordringen." han blinkede til hende med et charmerende smil, og strak sig en smule med et tilfredsstillet smil.

Månen stod stadig og lyste på himlen, men det var nok begyndt at blive mere sent nu. De havde vel været herude godt og vel i en tre timers tid. Skolen var nok heller ikke vældig glad for at de rendte rundt og pjattede blandt ruinerne, også mest fordi de ikke var på helt sikker grund. Damien var ikke den største regel-overholder, men han kunne godt mærke at han var begyndt at blive døsig, og hvis han skulle klare træningen næste dag, ville det være klogest med noget søvn.

"Men græstot.." startede han sætningen og så på Emerald med et overvejende smil, "Lad os komme ud det her hul- hvis du vil kan vi følges tilbage til skolen?" spurgte han med et skuldertræk og betragtede den grønhårede pige.

[Emerald Moonbow]

//Beklager, at det har taget så lang tid for mig, for at bikse et svar sammen.. men med manglende computer, hovedpine og 1. grad forbrændinger på den ene hånd, så har det været lidt svært. ^^''
Og beklager lidt, hvis det er lidt kort.//

Græstot? Den var ny, men hun kunne lide det, hvilket hun gav udtryk for ved at smile , mens hun lod Damien have hendes opmærksomhed. ”Det ville ikke rigtig give mening, hvis vi ikke fulgtes hjem.”

[/color] sagde hun og grinede svagt. Hvorefter hun sagde, ”'Hey, jeg mødte den her fyr i ruinerne. Vi gik hver til sit der.. Jojo, han er skam fra skolen.'”[/color] Det var tydeligt, at hun gjorde grin med, hvis de gik hjem hver for sig. Og det ville virke lidt åndssvagt og måske også lidt dumt.
”Vi kan nok ikke følge hinanden til sengene. Så ikke noget med at falde i søvn på vejen hjem. Hvad ville folk dog ikke sige, hvis jeg kom slæbende med en lille fyr, som dig?”[/color] spurgte Emerald grinende og rettede sig lidt op. Hun var klart højere, end ham, men han var dog bredere, som hun var. Hun holdte dog ikke sin ranke holdning særlig længe, før hun langsomt begyndte at gå i den retning, som hun var kommet fra. Hun vendte hovedet mod Damien og så spørgende på ham.[/blockquote]

[Damien Winchester]

Damien kunne ikke lade være med at smile imens han opmærksomt løftede øjenbrynene og så på Emerald. Hun havde ret i det hun sagde, det ville skam ikke give nogen som helst mening hvis de bare gik hver til sit. Men der var jo nogle folk som havde visse særheder, han skulle bare lige vide sig sikker.

Damien undslap et lille grin da Græstot lavede en parodi over hvis de ikke skulle følges hjem. Han rystede svagt på hovedet af hende og sukkede muntert. "Præcis." Han kløede sig i nakken og så forsat på hende med hovedet lettere på skrå nu, "Men godt så!" han gjorde sig klar til at gå afsted, men fjernede ikke blikket fra Emerald.

Da Emerald nævnte ordet seng spidsede Damien ører og var parat med en flabet og pervers joke, men da han ikke nåede at klemme den ind iblandt hendes sætning og hun forsatte ved at kalde ham en lille fyr, så han ganske misfornøjet på hende, men smilede stadigvæk. "Hallo..!" og det gik nu op for ham, at hun faktisk var højere end ham. Damien var ikke så glad for at piger var højere end ham, og generelt var han ikke tilfreds med sin højde.. men.. han syntes selv at han var lækker, så højden gjorde måske ikke så meget i sidste ende.. ikke SÅ meget i hvert fald. "Pas hellere på, du." han blinkede til hende, og begyndte at gå sammen med hende mod skolen.

//afsluttet? (Og undskyld for det lidt.. kedelige og uinspirerende svar XD

[Emerald Moonbow]

Emrald kunne ikke rigtig ikke lade være med at grine lidt, da Damien mente, at hun skulle passe på. ”Uh. Uh. Den lille fyr kommer med trusler.”

[/color] jokede hun og valgte at træde et skridt længere til siden, så hun ville have en chance for at nå at se, hvis han nu kunne finde på det, at han slog efter hende.. eller noget i den dur. Fordi så ville det nok ende med, at de blev endnu mere forsinket og måtte til at forklare, hvorfor de kom for sent hjem.. eller endnu senere.. fordi de var sådan set ude, når de burde ligge i deres senge. Emerald håbede på, at hun ikke støttede på en af vagterne for skolen, eller at nogen fra hendes kollegium opdagede hende. Og timerne den følgende morgen kunne hun bare sove væk.

”Hvem kommer først tilbage til skolen uden at blive opdaget?”[/color] spurgte hun udfordrende og satte i løb. Hun lyttede selvfølgelig efter, om Damien ville følge efter hende, men det regnede hun med, at han ville. Hvor mange afslog sådan en enkelt udfordring? Hun gjorde ikke, medmindre hun virkelig var ved at falde om af træthed eller havde andre vigtige ting at tænke på.
Hun kiggede sig kort over skulderen, hvorefter hun forsvandt mellem stenene i ruinen.


//Out d;[/blockquote]