[åben] Grimshire stillness

[Tomas Foster]

Solen stod stumt på himlen, mens vinden legede i græsset, på den store eng. Det var så fredfyldt herude. Naturligt fredfyldt. Ikke som alt den mekaniske tavshed, der var i byen. Der var fred til at tænke her.
Foster sad, på en træstup, tæt på åbningen af skoven. Det var sjælendt at se Foster uden en computer, eller lignende teknologi. Det var faktisk mærkelig at han i det hele taget ikke var på skolen, men engang imellem kom han her ud, for at nyde tavsheden, og komme fri fra alt skolens stress og jag. Det var faktisk utroligt at staten ikke havde udrydet dette område, til fordel for bygninger. Det var nok fordi Grimshire lå så tæt på ruinerne, og at de vidste at der var skarpskyttefreerunners i ruinerne. Det var sjælendt staten bevægede sig her ud, med mindre de havde skarpt bevæbnede mænd, med sig.

Tomas sad stille, og så eftertænksom ud. Var det sådan her verdenen havde været før staten? fredfyldt, uden frygt og panik? Her ude mærkede Tomas ikke verdenens kaos. Det var en rar følelse, at have.
Gad vide om nogle på skolen, havde opdaget at han var væk endnu? Han var nemlig bare gået herud, uden at sige noget til nogen.

[Masquerade Alistair]

Alistair sad i skyggen af et stort træ og tænkte. Hun havde ikke rigtigt gjort andet, de sidste par dage.
nogle dage efter de var kommet hjem fra missionen, var hun blevet kaldt ind til Hjernen. Det var ikke noget hun havde tænkt videre over, men han havde virket en smule oprevet, som om han ikke havde tid til at snakke med hende. Hvorfor han så bad hende om at komme ind på kontoret, anede hun ikke.
Han havde spurgt ind til de sædvanlige ting, men han havde virket fraværende. Hun havde ikke spurgt hvorfor, men havde bare svaret på hans spørgsmål, ligesom hun altid gjorde.
Hjernen var den forælder hun ikke kunne huske, den der altid havde taget sig af hende, og sørger for at hun havde det godt. Hun vidste at det var et privilegie at hun sådan kom ind at snakke med ham, at hun snakkede med ham ansigt til ansigt, men hun anså det ikke som noget specielt. Sådan havde det jo altid været.
Hjernen havde været meget fraværende, og mens hun snakkede, havde han siddet og mumlet ting for sig selv. Det havde virkelig undret hende, og hun havde tydeligt kunnet høre, at det handlede om staten.
"Går det bedre med hukommelsen? Kan du huske mere nu?" havde han så spurgt. Det var den del af deres møder, hun havde syntes allermindst om. Hun vidste jo godt, hvad det var hun skulle huske. Sine forældre, og det smertede hende hver eneste ene gang, at hun ikke var i stand til at huske mere.
"Nej... Jeg kan stadig ikke huske noget. Jeg hører bare deres stemmer en gang i mellem.." havde hun langsomt svaret. Han havde nikket, og mumlet noget for sig selv igen. Denne gang havde det lydt noget i retning af: "Hun ved det stadig ikke.." men hun havde ladet som om hun ikke havde hørt det. hun havde aldrig set ham så fraværende.
Da hun havde forladt hans kontor, var hun gået udenfor, helt udenfor skolens mure, hvor hun ikke engang følte sig sikker. Hun var gået ud på Grimshire Meadow, hvor der altid var stille og roligt. Der var en fantastisk ro der. Hun holdte sig dog i skyggerne, og hun gik ikke særligt langt. hun vidste, at hvis hun gik et par hundrede meter længere mod syd, ville der være tegn på kamp der. jorden ville være sortsvedent, og i det hele taget, ville det ikke se godt ud der. Hun havde været der sammen med en anden ghost, på den værste mission hun nogensinde havde været på. Hun huskede det stadig, og hun drømte stadig om det. Det var dog ikke slemt mere, eftersom det var ved at være lang tid siden. Hun vidste dog, at hun aldrig ville glemme det.

Alistair sad og kiggede ud på engen. Fra sin position kunne hun se ret meget, og man kunne ikke rigtigt set hende. Hun var iført sort tøj, så hun gik helt i et med skyggerne.
Hun sad og var helt væk i sine egne tanker, men lyden af fødder ude på engen, fangede hendes opmærksomhed. Hun rejste sig lydløst op, og gik lidt tættere på, men forblev i skyggerne. Hun anede ikke hvem det var, men hun var nysgerrig. Hvis det var en soldat, vidste hun at hun med skyggernes hjælp kunne komme uskadt og uset tilbage til skolen.
Det viste sig dog ikke at være en soldat. Han lignede i hvert fald ikke en soldat. Der gik lidt tid, før hun genkendte personen.
Hun gik ud fra skyggerne med sine lydløse skridt, og gik hen til personen. Hun satte sig i græsset ved siden af ham.
"Hej," sagde hun og sendte ham et smil. Hun kendte Tomas aldeles godt, da han havde været den hun havde kendt i længst tid på skolen.

[Mark Zeke Wilcox]

Tyst var det ved Grimshire Meadow. Kun vindens hvislen i træernes blade, og lyden af dens leg i det høje græs. Solen varmede engen op, og luften i træernes skygger var sval og behagelig mod ens hud. I skovbunden vandrede myrerne af sted i deres fine og organiserede rækker, slæbende med grannåle og mad til deres bo, så de kunne leve. Myrernes orden var nærmest kunstig, og alligevel ikke. På en måde mindede de om statens orden og lige linjer, men deres linjer slog sving hist og pist, og det var ikke statens undertrykkelse der fik dem til at arbejde, men Moder Natur. De havde brug for mad, og de vidste det. De vidste hvordan de fik mad, og hvor de fik mad, fordi Moder Natur havde sørget for det.

Men der var også andet ude i den stille natur. Noget lige så stille som vindens sagte hvislen. En Idé kaldte man disse skabninger. Mystiske væsner, men alligevel meget menneskelige. Ingen forstod dem helt, og alligevel vidste de fleste hvad de mente. Denne Idés navn var Mark. Han var klædt i mørkt tøj, der sad behageligt på kroppen. En grøn t-shirt og et par sorte træningsbukser. Han sad på en gren oppe i et træ ikke langt fra skovbrynet.
Han var fulgt efter to elever. De var gået uden at fortælle noget til nogen, og han valgte derfor at følge efter for at sikre sig at de ville være sikre, selvom de to var meget fornuftige til tider, men han ville være sikker. Han havde holdt en god afstand til dem, så han hurtigt og uset kunne skjule sig hvis de kiggede sig over skulderen, og stadig tæt nok på at han kunne se hvor de bevægede sig hen. De havde samme kurs. Var det tilfældigt? Han vidste at de to elever kendte hinanden godt, fordi han havde været i samme kollegium som dem for ikke så lang tid siden, men det var blevet ham lidt fjernt. Han var en Idé nu. Ikke længere en Ghost, selvom han bevægede sig stadigvæk utrolig lydløst og hurtigt.

Han holdte stadig sin afstand til de to. Han sad dybere ind i skovens mørke skygger og var godt skjult, men han kunne se dem begge to. Den ene, Tomas Foster, sad ude i det fri. Han var i største farezone. Den anden, Masquerade Alistair, var endnu skjult i skyggerne. Et godt sted, fordi hun ville kunne se meget. Dog valgte hun alligevel at bevæge sig ud i det fri til Tomas. Var det et tilfældigt møde eller var det aftalt? Det skulle han lige finde ud af, inden han trak dem tilbage til sikkerheden, fordi på trods af de forskellige Freebees i ruinerne og andre steder i byen, var dette stadig væk ikke et fuldstændig sikkert sted. Derfor havde Mark også en pistol i siden. Han håbede ikke på at det ville blive nødvendigt, men hellere være på den sikre sidde.

Han blev nød til at komme tættere på, og han skulle være stille og det ville være svært med de mange blade, men det skulle nok kunne lade sig gøre. Han skulle bare finde de rigtige steder. Han så sig kort om for et godt spring og satte af, og med en knap hørbar lyd landede han på en gren lidt tættere på de to unge mennesker. Han var endnu ikke tæt nok på til at kunne høre dem, så han sprang videre til endnu et træ. Han kunne se at han ikke kunne komme tættere på ved hjælp af træerne, så han måtte ned på jorden. Han skulle bare finde et sted han kunne lande lydløst, og uden at trække opmærksomheden på sig selv.

Et kort spring og han landede lydløst på jorden og han sad på hug og klar til at springe videre, men han ville lige gøre status. Han kunne ikke fornemme fare og alt virkede stille endnu. Han begyndte at komme i hørevidde på de to, så han sneg sig stille tættere på i skyggerne af de mægtige træstammer. Langsomt og sikkert uden at en eneste gren knækkede og den tørre underskov ikke raslede for meget. Han kom helt hen til skovbrynet og holdt sig i skyggerne for at holde sig udenfor deres synsfelt, men han stadig kunne lytte. Han nåede lige at få fat i Alistairs hilsen til Foster. De var langsommere til at starte en samtale end han havde regnet med, eller også var hans fremgang gået meget hurtigere end han lige havde troet.

[Tomas Foster]

Foster blev ikke forskrækket, da en kom hen og hilste på ham. Man kunne dog se at hans reflekser var meget hurtige. Han kom hurtigt op at stå, og skulle lige til at tage fat i halsen på denne person, da han så, at det Var Alistair. Men i stedet for at hilse igen tyssede han på hende. Foster havde sine n-bone handsker på, så et hurtigt kvælertag, kunne hurtigt brække et nakke. Over hans handsker var der et ur, hvor 3 røde prikker lyste op. 2 af prikkerne var meget tæt på hinanden, mens den tredje var et stykke fra dem. En tech forlod aldrig et sikkert område uden deres teknologi. I Dette tilfælde Havde Foster taget sit CIW - Controled Inteligent Watch, med. I dette ur, var der en sensor, der kunne vise hjerterytmer, på lang afstand. Det var det, de 3 røde prikker var. Hjerterytmerne kunne være dyr, men Der ville have været flere af dem så, og det at Alistairs hjerte, var det ene af dem, og Fosters et andet, kunne kun betyde en ting. "Alistair har nogen fulgt efter dig?" spurgte han meget lavmeldt. Inde under Tomas' jakke havde han en pistol, men indtil videre gjorde han ikke tegn på, at finde den frem.

[Masquerade Alistair]

Alistair fik et mindre chok, da Tomas bare rejste sig op. Hun kunne godt se hvad han skulle til, men hun så også at han lagde mærke til, at det var hende, så hun åndede lettet ud. Hun skulle lige til at flytte sig, men det mindre chok havde også gjort, at hun ikke havde været helt så hurtig, så han kunne have knækket nakken på hende.
Hun kiggede undrende på ham, da han tyssede på hende. Hvad var der galt? Ventede han på nogen?
Alistair kom aldrig til at forstå al den teknologi Tomas brugte. Det virkede så sært og indviklet, og hun havde virkelig opgivet at forstå det. Det var ikke noget for hende. Tomas havde vidst også opgivet at forklare hende det.
Hendes blik blev endnu mere undrende, da han spurgte, om nogen havde fulgt efter hende. Instinktivt kiggede hun rundt, men kunne ikke få øje på nogen.
"Jeg har været her... den sidste times tid, og jeg har ikke set andre end dig.. Er der noget galt?" spurgte hun så, og lød pludselig bekymret. Hun anede ikke lige hvad der skete, og hun blev virkelig bekymret.
Men Hun havde måske ikke været den mest opmærksomme person. Hun havde været helt væk i sine egne tanker. Hun havde tænkt over alt det Hjernen havde sagt. Det havde virket så underligt og forkert. Hun forstod ikke hvad der gik ad ham, og hun ville virkelig ønske, at hun kunne snakke med nogen om det. Hun havde virkelig brug for det. Uheldigvis måtte hun ikke fortælle om det. Hvad der foregik til de samtaler, var fortroligt. Hun havde dog ofte fortalt Tomas så meget som hun nu mente var okay.

Alistair blev lidt uroligt ved at sidde der på engen, hvor alle kunne se dem, nu hvor Tomas virkede så mistænkelig.
"Hvorfor er du egentlig gået herud?" hun spurgte lavmælt, eftersom han jo havde tysset på hende.
Ubevidst sad hun og pillede ved et græsstrå, mens hun kiggede undrende og bekymret på Tomas.

[Mark Zeke Wilcox]

Han forholdte sig rolig. Han lyttede blot til dem, men deres stemmer blev lavmeldte og nærmest uhørlige, men han fik fat i de grove træk. Så han var på sin hvis opdaget, men de vidste endnu ikke hvem det var der var fulgt efter dem. Han overvejede at vise sig frem, men ikke endnu. Han ville lige vide hvor godt Fosters teknologi virkede, om han kunne spore ham, hvis han flyttede sig? Højst sandsynligt, men man kunne lige så godt teste det. I det mindste havde en af dem tænkt på sikkerheden, og ikke bare gået uden nogen som helst form for sikkerhedsforanstaltning.

Han så op, og med et stille og kraftigt spring nåede han grenen over ham og trak sig op på den. Bladene raslede en smule, men vinden gjorde også sin del, så det ville nok ikke blive lagt særlig meget mærke til det, bortset fra at de havde deres fokus mod ham, men grenen han var sprunget op på vendte ind mod skoven. Han sad på hug for at holde sin balance, og vurderede til hvilken side han skulle springe. Han valgte den at springe mod højre, hvilket ville være den venstre side for Alistair og Foster. Træet der var også en smule tættere på dem end det forrige træ. Igen sad han der på en tyk gren, skjult af træets løv. Han havde dog sat sig ved siden af træet og ikke bag ved det som før så nu havde han fuldt udsyn mod de to. Jo, de var opmærksomme på ham. Den farligste ville dog være Foster. Han kunne se at han vidste hvor han var, og hvis han ikke tog fejl, ville der sandsynligvis være et skarpladt våben et eller andet sted på Foster. Det ville ikke se godt ud hvis han kom til at blive skudt af en af de andre elever. Han ville ikke kunne undervise ordentligt det næste lange tid, og så skulle han overlade størstedelen af træningen til Mimi Walker. Ikke at hun gjorde et godt stykke arbejde, men han ville ikke føle sig hjælpeløs. Det var noget så forfærdeligt.

Han tog en beslutning for at vise sig frem for dem, uden at virke fjendtlig. Han tog fat i den gren han sad på og lod sig svinge ned på jorden, hvor han landede lydløst og elegant i en stilling der var klar til en bevægelse fremad, men han løb ikke, som hvis det havde været træning. Han skulle ikke virke truende, så en spurt var udelukket. Det var i stedet for en rolig og afslappet bevægelse fremad, uden den mindste lyd fra ham, hvor han til sidst stoppede, så hans ansigt stadig henlå i træets skygge, men resten var kommet i sollyset. "Det er godt at vide at hvert fald en af jer tager det med sikkerhed lidt mere seriøst." Han lød ikke begejstret, mere en smule vred, og han lagde armene over kors, for at understrege at han ikke var tilfreds, fordi tilfreds var nok det sidste han var.

[Tomas Foster]

I det samme Foster hørte, at nogen landede på skovbunden, trak han pistolen frem, og pegede med den, mod lydens kilde. Mange ville ikke have hørt lyden. Den havde været svag, uden uden nogle høje frikvenser. Så hvorfor kunne Foster hører den? Han havde ikke været Ghost for ingenting. Da han ikke kunne præstere fysisk, trænede Ghost ham næsten, som et levende radar. Man skulle være skarp, hvis man skulle undgå Fosters sanser.
Da han hørte stemmen fra lydkilden, sænkede han dog pistolen. Det var ingen fjende. Det var deres træner. "Mr. Wilcox. Alistair var tæt på mig. Jeg er alt den sikkerhed vi begge to, havde brug for." Foster så ned på Alistair og smilede, for at forsikre hende om, at det var falsk alarm. Han valgte dog, ikke at svarer på Alistairs spørgsmål. Det ville virke dum og slet ikke Foster-ish, hvis han havde at dette sted beroligede ham. Specielt efter denne episode, ville det lyde utroligt dumt.

[Masquerade Alistair]

Alistair hørte godt lyden, der betød at der kom andre ind på engen. Hun var en Ghost, så selvfølgelig hørte hun den.
Hun drejede sig langsomt mod lyden, rimelig sikker på at det ikke var en soldat. De trampede ligesom lidt mere af sted - de fleste gjorde i hvert fald, og dette var ikke en trampen.
Et eller andet sted, havde hun håbet at det kun var hende og Foster. Hun havde brug for at snakke med ham... Mødet med Hjernen havde været så underligt, og selvom hun ikke måtte fortælle nogen om hvad hun snakkede med Hjernen om, vidste hun, at Foster ikke ville sige det til nogen, og hun havde virkelig bare brug for at snakke med ham. Det var ikke noget hun ville overveje at snakke med andre om.
Det kom lidt bag på hende, at det var en lærer der stod foran dem. Havde han fulgt efter dem? Hvorfor? Alistair kunne sagtens passe på sig selv, og det kunne foster også.
Hun stod bare pænt med munden lukket, indtil Foster havde talt.
"Mr. Wilcox.. Vi kan sagtens tage vare på os selv. Jeg har været her den sidste times tid, og der har ikke været andre end dig og Foster. Og som Foster selv siger, så kan han passe på os begge. Vi går jo ikke ud, uden nogen form for sikkerhed.." sagde hun, og det irriterede hende faktisk en smule, at han på den måde påstod, at hun ikke kunne passe på sig selv.

[Mark Zeke Wilcox]

Han blev faktisk af en eller anden underlig grund lidt skuffet over at de begge brugte den formelle version af hans navn. Der var kun gået et år siden, hvor de stadig var venner. Der kunne ske meget på sådan et år. Han blev roligt stående i skyggen af sit træ mens han så på dem. Han følte sig altid tryggest i skyggernes dyb når han var uden for skolen. Sådan havde han hele tiden haft det. Som lille elev holdte han sig altid allerhelst til skyggen, og det blev hans yndlingssted. Han følte skyggen som en god ven.

Han sukkede næsten lydløst. Han tænkte tilbage. Var han ved at blive sentimental? Det var han vel. "Mennesker ændrer sig meget på et år, gør de ikke Tomas?" Han brugte bevidst Tomas' fornavn i stedet for efternavnet. Han tænkte nemlig tilbage til den tid hvor han endnu var en lille uskyldig Ghost. Den tid hvor han endnu var en del af elevernes fællesskab, men i løbet af det sidste år var han nærmest blevet ekskluderet af den klub, fordi han var Idé. Egentlig gjorde det ham ikke særlig meget, men det kunne altså også være stressende til tider, fordi det var så anderledes og han var endnu ikke inde i faget. Nogen gange ønskede han sig tilbage til den tid som elev.

[Tomas Foster]

Fosters åndedræt stoppede i et lille sekund, da Wilcox kalde Tomas ved fornavn. Foster var lige blevet vant til, at ingen fra Ghostkollegiet bortset fra Alistair og Ghost selv, ville kendes ved ham. Tankerne og minderne kom straks i Fosters hoved. Dengang Wilcox var en elev og ikke en Idé. Foster huskede ikke så meget fra den tid. Det var jo ved at være nogle år siden efterhånden, men han kunne da huske Wilcox, var en af de få Ghost elever, der ikke havde set ned på ham.
"Jo Zeke. Det gør de." Foster kiggede ned af sine nærmest robothænder, hvis han selv skulle give dem navn. Han var absolut ikke den ghostarving, som han var født til, men han var Foster. Techen, og ikke den tidligere Ghost. Det var en underlig følelse at få lige pludselig. Han følte sig stærkere i sindet. "Men hvad laver du herude Zeke?"

[Masquerade Alistair]

Alistair havde ikke rigtigt snakket med andre end Tomas, da de var yngre. Det havde altid været hans selskab hun havde søgt, da hun havde følt sig tryg sammen med ham, og hun havde altid stolet på ham. Han lyttede til hende og lod hende snakke, når hun havde brug for det. Han var den eneste hun virkelig stolede på.
Hun havde ikke haft lyst til at være sammen med de andre elever. Hun havde brugt meget tid på at træne, og ellers havde hun brugt sin tid sammen med Tomas. Hun huskede godt hvordan det var, da han pludselig ikke var en Ghost mere. Det havde ligesom fået hende til at føle sig alene. Dog havde det ikke fået hende til at søge de andres selskab. Hun havde bare brugt ekstra lang tid på at træne og blive endnu bedre. Dog havde hun senere fået et lidt specielt venneforhold til France, en anden Ghost. Men hun var ikke ked af, at hun ikke var den med masser af venner. Hun kunne godt lide sit eget selskab.

Alistair lyttede til hvad de to andre snakkede om. Hun blandede sig ikke, da det ikke vedkom hende. Dog fik hun lidt ondt af Mr. Wilcox. Hun vidste godt at han havde været en Ghost, og det hele var ligesom blevet ændret, da han blev en lærer. Men de havde jo altid fået af vide, at de skulle tiltale lærerene med respekt, og det var det hun gjorde.
Hun lyttede til Tomas' spørgsmål, og egentlig ville hun gerne selv vide, hvad han lavede ude på engen.