Harzardous workout

[Jeremy Isaac Merrick]

Der var en god grund til, at Jeremy havde valgt lige netop dette sted og ikke bare et sted på skolen, at tilbringe sin fritid på. Han skulle træne; I at gøre to ting på én gang. Han skulle både bruge ruinerne til at øve sit parkour med større forsigtighed og derved også lydløshed. Og samtidig skulle han holde øje med at han forblev alene. Han havde gjort det før, med idéer til at observere så det ikke gik helt galt, og nu var han gået helt frem til at gøre tingene alene - derved var der også større risici, men han opdagede altid faren inden det var for sent. Ellers havde han ikke været her nu.

I øjeblikket var han på hvad der burde have været et tag, klædt til at kunne kravle rundt uden at få rifter. Han var iført et par lommede sorte bukser, en sort T-shirt uden ærmer og sin læderjakke der både var modstandsdygtig over for de fleste skadesfaktorer og samtidig var til at bevæge sig i. Han sprang selvfølgelig fra murbrok til murbrok, men det var for det meste uden nogle lyde. Efter noget tid valgte han at tage en pause, så han sprang ned fra selve taget og satte sig med ryggen op af en væg hvor der ingen huller var. Her tog han sin pistol frem såden var let at få fat i og sad ellers og nød det overraskende gode solskinsvejr.

[Beast]

Beast kendte ruinerne bedre end sin egen bukselomme. Han kendte alle smuthullerne, alle genveje og alle de steder man uden problemer kunne komme rundt uset, uden at skulle være særlig højt oppe. Han kendte alle skjulestederne, alle depoterne og alle dyrehuller. Han kendte stort set hver eneste lille krog i de massive ruiner, og han vidste hvem der bevægede sig tit gennem de forskellige passager, så hvis der var nogen han ikke kendte, så var han i alarmeberedskab og tog de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i brug. Første punkt: Lokaliser fremmed individ. Andet punkt: Vurder individets fareniveau. Tredje punkt: Vurder individets herkomst. Fjerde punkt: Hvis nødvendig, dræb individet.

Han havde for lang tid siden lokaliseret sit mål og fulgt en smule efter det gennem ruinerne, ad de forskellige smutveje. Han sørgede for at ikke tage den samme rute, men han zik zakkede lidt mere over ruten, så han forblev skjult. En gang i mellem så han gennem revnerne i væggene for at sørge for at holde en nogenlunde kurs. Han vurderede individets fareniveau for lav til meget lav, fordi individet var freerunner, men måske var det en copy, men så var han meget uforsigtig, fordi selvom han var lydløs, så kunne han knap nok være fjendtlig, fordi han bevægede sig for åbent rundt. De fleste Freebees, der opholdte sig i ruinerne, havde nok allerede opdaget ham, og holdt øje med ham. For at fortælle at han holdte øje med ham havde han udsendt et drossel kald ud, hvor han så fik arbejdsro, så der ikke var for mange for at holde øje med en. Han ville sende et andet kald ud hvis det var nødvendigt for assistance. De fleste Freebees kendte til Beasts evne med at efterligne fuglene der boede i ruinerne, og de havde også aftalt de forskellige kalds funktion.

Mens han bevægede sig, lagde han dog mærke til at personen holdte en pause. Fareniveau: Meget lav. Han udsendte et natugle kald hvilket fortalte at der ikke var nogen stor fare, men også at han ville tage og se nærmere på dette individ der bevægede sig så uforsigtigt rundt i ruinerne. Langsomt og uset, og nærmest lydløst kom han altid tættere på. Snart kunne han se ansigtet tydeligt, og et lille smil gled over hans læber. Han kunne genkende denne person. Han vidste hvem det var, fordi alle kendte da denne person, hvis man havde været på Freerunners Society de sidste 3 år. Han havde så gået der for over et år siden, så han kendte godt Jeremy, eller Ghost som man nu burde kalde ham, men det var ikke noget han skulle bekymre sig om længere. Han var ikke underlagt de samme regler mere, men han tvivlede på at Ghost ville kunne huske en som ham.

Han nærmede sig stadigvæk. Han klatrede stille op på taget af ruinen bag ved Ghost, og med sine næsten lydløse og meget elegante skridt fik han fart på og med et flot spring landede han bag ved Ghost med et knap hørbart 'klak' mod taget som Ghost sad på. "Forsigtig er du ikke"

[Jeremy Isaac Merrick]

Jeremy nåede at sidde i noget tid og følte sig egentlig, på trods af manglen på lyde, stadig lettere paranoid. Han sad derfor komplet stille med pistolen i hånden og stirrede omkring sig, ved kun at bevæge øjnene.
Han opdagede først en andens tilstedeværelse da denne sprang ned skråt bag ham, og derfor blev han naturligvis meget overrasket og paranoid. Han rejste sig meget hurtigt og rettede pistolen mod den fremmede, men ved nærmere inspektion identificerede han ham. En tidligere acrobat der var mandlig og derfor var han blevet drillet temmelig meget. Dog ikke af Jeremy selv.

"Kitty.. Jeg har nu bae tænkt mig, at ignorere det du sagde og så sige hej i stedet for.. Det falder mig ind, at det virker lidt mindre... Provokerende," forklarede han roligt mens han sænkede pistolen, afladede den og satte den tilbage i sit hylster under jakken. "En anden gang ville jeg sætte stor pris på ikke at blive så overrasket. Det kunne være så mange andre," tilføjede han neutralt. Han kunne have valgt at skyde nu. Han havde ikke gjort det, men han kunn have valgt at gøre det. Og så ville han have risikeret et drab på en gammel elev, og det var på ingen måder noget han ønskede at gøre. Det var dog set som en kæmpe provokation at anse The Ghost for værende uforsigtig.

[Beast]

Hans drillende smil var stadig klistret på hans ansigt som altid, og hans lalleglade attitude og høje humør var stor hos ham, selvom Jeremy pegede en pistol på ham. Han kendte Jeremy, så han kunne godt være en smule roligere, men han sørgede selvfølgelig at være opmærksom på alt andet, og hvis der var noget han missede, så skulle de andre nok sørge for at advare dem i tide.

Han gik roligt hen til ham med de lidt katteagtige skridt. Når man så på ham, var det ikke underligt at han blev kaldt Kitty eller Catboy, eller hvad de nu synes var sjovt at kalde ham. "Jeg troede ellers at Panteren sørgede for at skærpe jeres opmærksomhed." Han smilede drillende og en smule sigende. Han havde taget Ghost med bukserne nede, så at sige. "Men ellers vil jeg da gerne også sige hej til dig Jeremy, og jeg ville være glad hvis du ville kalde mig Beast i stedet for." Han smilede venligt til Jeremy, og nærmede sig en smule mere og satte sig elegant ned, og lænede sig tilbage og støttede sig på albuerne og så op på ham med sammenknebne øjne for at skærme for solen.

[Jeremy Isaac Merrick]

Jeremy fik et smil på læberne da Kitty valgte at tage den videre til trods for at han lige før havde bedt ham om, ikke at gøre det. Godt nok var det noget subtilt, men Kitty var jo så nok lidt mere konkret tilsyneladende. "Han skærper skam. Men jeg tror ikke der findes nogen mere paranoid end mig," svarede han til trods for ikke at have opdaget Kitty noget før. Det måtte vel have noget at gøre med mangelen på søvn, andet kunne han ikke gætte på.

Han lod Kitty gå tættere på uden at gøre noget mod det. Hvis knægten var blevet statsmenneske, så ville han ikke have så stort et oprigtigt smil plastret i ansigtet.
"Skal det være med attitude, så ved du jo allerede hvad mit navn er, Beast," svarede han da Kitty bad ham kalde ham Beast. Han havde faktisk intet imod det. Beast lød generelt bedre, og det var vel selvvalgt.
"Hvad går du så og fordriver tiden med? Atså udover at gøre folk paranoide," Spurgte han uden at sætte sig. Beast havde allerede sat gang i hans adrenalin, så han følte ikke rigtig for, at slappe af længere.

[Beast]

Han grinede lidt for sig selv og lagde sig helt ned på taget og så op i den blå himmel. Hvor var vejret dog skønt! Han kløede sig fornøjet på maven og vred sig en smule til venstre og landte på sin højre sidde så hans ryg var ret bøjet og måske en smule meget for et almindeligt menneske, men han var jo meget smidig, så det var helt naturligt for ham. Han elskede at ligge og vride sig i solen. "Take a chill pill kill bill" Han så på Jeremy med et lille smil igen. Han var ikke ligefrem paranoid kunne man sige.

Han rettede sig ud igen og støttede sig igen på sine albuer. "Siden jeg forlod Freerunners Society er jeg ikke lagt under dets regler, og derfor behøves jeg ikke at kalde dig Ghost, fordi for mig er du kun Jeremy. Du bliver nu nød til at kalde mig Beast, fordi her er du underlagt nogle andre 'love'" Han havde stadig sin skæve smil på læben, men han virkede en smule mere seriøs, fordi det var vigtigt at han holdte sig inden for navnet Beast.

"Tja, jeg gør kun de folk paranoide, som jeg kender. Ellers lister jeg rundt i ruinerne og slår nogle Copies og Dogs ihjel, sådan lidt hist og pist. Meget hyggeligt." Han blinkede lidt og satte sig helt op og lagde sine ben over kors og sine hænder i skødet.

[Jeremy Isaac Merrick]

Jeremy's smil falmede da Beast først bad ham slappe af og derefter forklarede at han kun var Jeremy. Ikke at det som sådan direkte ødelagde hans stolthed, han var nu mere lidt irriteret over måden Beast forklarede det. Og så de "regler" han åbenbart var underlagt. For Jeremy var de eneste regler dem han var underlagt på Free Runner's Society, da han jo som sagt havde været der i over 13 år. Han kunne slet ikke håndtere Beasts tone og skæve smil ved dette faktum.Det var som om at Beast pissede ham i hovedet og kaldte det for støvregn.

"Jamen det lyder jo hyggeligt. Men du må have mig undskyldt så. Jeg har det ikke godt med at blive talt ned til på den måde, selv underlagt de regler du så konkret talte om. Så har jeg det egentlig lidt bedre der hvor jeg ved at jeg hører til," forklarede han i en meget følelsesforladt tone. Jeremy gik ikke endnu, men valgte blot at stirre lidt mere på Beast.
"Og jeg som troede at man kunne tale med andre gamle elever fra Society," mumlede han med en hovedrysten. Beast var tydeligvis vokset fra det hele, drilleriet fra Acrobats og alt det. Men det betød ikke at Jeremy fandt sig i den tone der var lige nu.

[Beast]

Hvornår var Jeremy blevet så nærtagende? Det lignede ham ikke, men måske havde de bare ændret sig meget på det år de har været adskilt. Beast var blevet mere vild, eller hvad man skulle kalde det. Han befandt sig ikke længere i de trygge rammer, men var i konstant fare. Det havde ændret ham lidt, men han huskede ikke Jeremy som nærtagende.

Han rejste sig op og gik hen til Jeremy med en enorm elegance, at det nærmest virkede surrealistisk. Han smilede stadig, bare venlig i stedet for drillende. Han prikkede Jeremy på skulderen. "Ikke så nærtagende "Ghost". Det er jo ikke fordi jeg taler ned til dig. Herude er du på ligefod med mig. Jeg er ikke hævet over dig, men her ude gælder der bare nogle andre regler, nogle som jeg eller andre ikke laver. Det er naturens love." Han smilede stadig til ham, for at opmuntre ham.

Pludselig dukkede der en lyd op fra ruinerne, som fik Beast til at sætte sig på hug og han gjorde tegn til Jeremy at gøre det samme. Det lød som en due, men alligevel en smule falsk. Det var andre Freebees, som han havde lært at sige som en due, men de mestrede det ikke på samme måde som ham, men han fangede budskabet. Det betød: Mulig fare, søg dækning. Han så sig omkring meget stille, for at finde et sted hvor de hurtigt kunne komme ud af syne. Et af de nærmeste tage havde et hul, hvor de let kunne smutte ned i og være godt skjult, indtil en anden meddelelse blev sendt ud.

Han signalerede til Jeremy om at følge med og det skulle være lydløst, selvom det nok ikke ville være et problem, men der måtte ikke undslippe en lyd fra ham, om det så var fra fødderne eller fra struben var ligegyldigt. Der skulle være tyst. Beast satte i løb og sprang til det beskadigede tag og endnu et spring og han landede ned i hullet, hvor han lod sig rulle hen ad gulvet, så han hurtigt kom væk, når Jeremy forhåbentligt fulgte efter, for ellers ville han være i største fare. Han trådte også et skridt til siden, hvis Jeremy nu fik den samme idé til at lave et rullefald. Beast trykkede sig ind til væggen og så ud gennem et af de huller i væggen gennem øjenkrogen, for at se om faren lurede der.

[Jeremy Isaac Merrick]

Jeremy gav sig til at trække lidt på smilebåndet idet, han fik hvad han selv anså som en ubevidst undskyldning efter et prik på skulderen hvor han havde måttet stoppe sig selv i at bakke væk eller ty til selvforsvar. Det var blot et instinkt efter skudepisoden hvor han var blevet så fandens paranoid.
"Fair nok. Men Ghost er mit kælenavn, og du ønsker selv at være på det navnebasis, sagde han med et dårligt skjult hint.

Selvfølgelig lagde han ikke fuldt bevidst mærke til lyden af fuglefløjt, da det var normalt for ham. Men da Beast satte sig på hug med et ansigtsudtryk der sagde alvorlighed frem for sjov og afslapning samt et signal om at han skulle sætte sig med ned, gjorde han det uden tøven.
Igen blev der signaleret at han skulle gøre noget. Denne gang følge med, mens Beast målrettet og lydløst løb hen mod et andet tag. Instinktivt fulgte Jeremy efter i samme, dg på egen lydløse manér.

Da Beast hoppede over på det næste tag fulgte Jeremy efter i et agilt hop hvor han landede på tæerne (som dog var dækker af blødt skomateriale), så det ikke larmede.
I stedet for at lave et rullefald, gav Jeremy sig til at hejse sig hurtigt og langt nok ned til at det ike ville larme overhovedet. Han landede igen på fødderne og gav sig til at se sig omkring efter at have bevæget sig ind til muren ligesom Beast.
Jeremy trak også sin pistol, eftersom at han var ret sikker på at der var fare. Han lod være med at lade den, da det ville larme, og holdt sikringen slået til, mens han fosøgte at fange øjenkontakt med Beast, så han kunne se spørgende på ham.

[Beast]

Lige inden at duekaldet ramte hans øregang, nåede han lige at svare Jeremy. "Det er mit navn Jeremy. Beast er ikke bare et dumt kælenavn." Hans mine var alvorlig for en gangs skyld. Han var død alvorlig omkring det, fordi det var meget vigtigt, da det afhang af hans sikkerhed.

Da de så stod inde i ruinerne, og Jeremy trak sin pistol, så Beast lidt bebrejdende på Jeremy. Han lagde en hånd på hans pistol og trykkede den ned ad. "Den larmer for meget. Vi bruger kun pistoler hvis der er en hel deling. Hvis der er fare, så skal vi nok få det at vide." Han vendte sig væk fra Jeremy, og ud mod resten af ruinerne, hvor han spejdede efter mulige fjender. Han så nogle af de andre der var skjult i ruinerne, men kun fordi han vidste hvor de var, og de fleste skulle være heldige at få et glimt af dem. De havde en del øvelse i at skjule sig i ruinerne, og man skulle tro at Freebees var utrolig paranoide, men de var bare opmærksomme, og deres sanser arbejdede på højtryk hele tiden. I starten blev man også let paranoid, men det ændrede sig til opmærksomhed.

Han kunne ikke få øje på noget, så han spidsede sine læber og begyndte at efterligne en rødkælks sang. Det var et tegn på at han ikke havde set noget farligt. Hist og her kunne man høre andre efterligninger, dog ikke alle lige så gode som Beasts, men det var nu også en af hans specielle talenter, som dog også var meget nyttigt at kunne som en Freebee, hvis man ville kommunikere upåvirket på lang afstand, uden at andre forstod det, og så var budskabet altid godt skjult. Beast sad og talte lydløst inde i sit hovede mens han så ud over ruinerne. Jo flere af det samme kald dukkede op, desto mere slappede han af. 7, 8, 9, 10... Det begyndte at være ret sikkert igen. Man skulle dog stadig være opmærksom, fordi der vil altid være fare for statens soldater ville prøve at dukke op. 14, 15, 16, 17... Nu smilede han. Hvis de var kommet så langt, så var der stor sandsynlighed for fri bane.

"Du kan godt slappe af nu. Der er ingen umiddelbar fare." Han var rolig igen, og trådte væk fra vinduet og længere ind i rummets mørke, som kun oplystes af lyset gennem vindueshullet og hullet i loftet. Han ville ikke kunne ses fra gaderne nede mellem ruinerne, og de Freebees der opholdte sig omkring dem, vidste også at der var en fremmed med Beast, så de vidste at han måske vil have svært ved at holde øje med fare, samtidig med at den fremmede ikke lavede noget dumt. "Så, sker der noget spændende på Freerunners Society?" Tilbage til hverdagssnakken.