Not Alone

[Mimi Walker]

Solen stod højt på himlen, mens få skyer gled forbi den og skyggede landet under sig. Der var en frisk brise, som strøg gennem landskaberne og lod træer, buske og andre planter bøje sig svagt for den. Den var dog en smule kølig, da den kom med beskeden om, at efteråret var kommet, og at vinteren var på vej.
Træerne i skoven var også ved at miste sine brune og gule blade. Dog henlå skoven i skyggerne, som træerne dannede, og da træerne stod tæt i denne del, så kom der ikke meget sollys ned til bunden af skoven, hvor der ikke voksede noget græs, men mos og små blomster voksede der. På jorden lå der også kviste og visnede blade. Der var heller ikke særlig meget fugle sang, da fuglene var fløjet sydpå.

En skikkelse gik rolig gennem skoven med de knasende blade under sin løbesko. Det lange blonde hår var opsat i en høj hestehale. Skikkelsen var klædt i et par sorte tights, som dækkede benene og sad tæt, og en grå, lukket løbejakke med lommer.
Mimi betragtede sit armbåndsur og stoppede pludselig op. Hun hoppede hurtigt hen til et træ og gemte sig bag det. Hun lyttede efter fremmede lyde, men hun af og til skævede til sit ur. Hun var ikke længere alene.

//Tag; Shanks

[Shanks]

For en gangs skyld var Shanks i dag alene. Han havde haft i sinde at tage ud i skoven for at få lidt motion på grundplan med få forhindringer frem for at skulle træne i parkour. Det var længe siden, at han sidst havde været i skoven, men han havde en rimelig god retningssans, og var derfor ikke bange for at fare vild. Det skete heller ikke, men da han løb fra vejen og havde været der i oget tid, fangede han med øjnene, en bevægelse længere væk.

Shanks stoppede derfor omgående op og stillede sig bag et træ.
Han havde to pistoler med og de sad fast i lårhylstre på hans løse og småhullede jeans. Han havde en sortT-shirt på som var dækket af hans læderjakke, som stod åben. Håret strittede som altid og han havde også et par aviatorsolbriller siddende i en af sine inerlommer til når han ville komme ud i solskinsvejret igen. I stedet for at ignorere personen længere væk, valgte han at trække en af sine pistoler, tage ladegreb på den og træde ud så han nogle meter foran vedkommende. Om personen ville opdage det, vidste han ikke, men tit var det meget lettere at modkæmpe copies eller dogs når man var åbenlys. Mange af dem forventede noget andet end det. Shanks holdt dog stadig pistolen i en afslappet hånd, ned langs siden.

[Mimi Walker]

Mimi lænede sig helt tæt op af træet. Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun var nervøs og måske også en smule bange, men hun måtte bevare overblikket, ellers vidste hun godt, at det ville ende galt for hende. Hvorfor var hun dog også taget ud i skoven i dag? Hun kunne ikke rigtig huske det mere. Hun vidste bare, at hun havde sat sig det i hovedet, og derfor var taget af sted. Hun burde se at lære noget af alle de ting, som hun glemmer. Hun bevægede svagt sine fingre, som var en smule kolde, hun burde have taget handsker på.

Pludselig hørte hun noget, og hun kiggede svagt ud fra træet og opdagede en skikkelse, som stod midt i det hele. Hun trak igen hovedet til sig. Af hvad hun havde set, så kiggede vedkommende i hendes retning, så hun gættede på, at vedkommende havde set hende. Men havde hun ikke også set et våben? Hvad skulle hun gøre? Hun mærkede, at hun blev mere nervøs. Hendes frygt slugte hun og måtte ordne den senere. Hun tog en dyb indånding og forsøgte at slappe af.
”Jeg er bevæbnet. Smid dine våben.”

[/color] sagde hun og overraskende nok, så var hendes stemme rolig og fattet. Hun forsøgte at flytte sig lidt længere rundt om træet og gemme sig for vedkommendes blik.[/blockquote]

[Shanks]

Shanks stod stille til der lød en stemme fra der hvor han havde set noget af et hoved med lyst hår. Han stod stille, og så over mod stedet med et alvorligt blik. Det var en trussel, men han havde ikke i sinde at smide noget som helst.
"Så du kan skyde mig eller hive mig med til staten? Så vil jeg hellere beholde mine våben og dø uden at give op i forvejen," forklarede han selv højt, så kvinden kunne høre det. Hans stemme var også meget rolig og han valgte lidt efter at gå et enkelt skridt tættere på.

"Men det betyder jo så, at vi begge er bevæbnede og tilsyneladende begge ønsker hinanden døde. I det mindste vil jeg i så fald dø som en fritænker og ikke et statsrøvhul," konstaterede han, stadig roligt, men også meget koldt. Han trak egentlig tiden ud, men håbede på, at kunne skræmme statskvinden væk med ord. Hvis ikke, så måtte det jo ende galt en eller anden dag. Han havde givet Bird sit lederskab, så hvis han gik tabt, så ville gruppen i det mindste ikke blive splittet. Men han måtte stadig indrømme over for sig selv, at han ikke brød sig om, at Bird nu også ville komme til at være virkende leder i officielle situationer. Eller for den sags skyld det faktum at han ikke længere kunne sætte hende på plads når hun overvejede at gå i fuld kamp mod staten. Men sådan var det jo bare.

[Mimi Walker]

Mimi var på ingen måde bevæbnet, hun brød ikke rigtig om det med at have et våben i hånden, så det var noget, som hun havde sagt i håb om, at det ville virke, men det virkede til, at det ikke gjorde. Hun lukkede øjne og tog igen en dyb indånding. Hun knyttede sine hænder. Det virkede til, at dette skulle være enden, og hun havde ikke engang rigtig fået udrettet de store ting mod staten. Hun hadede staten for, hvad den havde gjort ved sine indbygger, at den havde hjernevasket hvert eneste menneske. Der var dog de få, som var sluppet ud af statens greb, og kæmpede nu mod den. Hun var en af dem. Fritænkere. Free Runners.

”Vent. Hvad?”

[/color] udbrød Mimi lidt overrasket, men hun forblev ved træet, da hun ikke ville tage nogle chancer. Da vedkommende havde talt for anden gang, havde hun endelig fanget, hvad personen sagde. Som var en mand, som hun kunne vurderer ud fra stemmen. Statsrøvhul? Fritænker? De var på samme side. Eller sådan virkede det, men nogen ting var ikke altid, hvad man troede. Hun håbede, at hun havde ret i sin konklusion.
”Jeg tror, at vi er på samme side.”[/color] sagde hun så endelig. Hvor vidt hun dig skulle træde frem fra træet eller ej, det vidste hun ikke. Derfor valgte hun at blive stående, da hun følte, at det var det sikreste i øjeblikket. Hun begyndte svagt at bede til, at de faktisk stod på samme side.. men hvem hun bedte til, det vidste hun ikke.
Mens der herskede lidt stilhed, var der noget, som slog hende, men hun kastede det igen bort. Det var noget, som hun havde opgivet for længe siden, dengang hun stadig havde været et barn. Men alligevel følte hun, hvordan tårerne pressede på. Hun holdte dem stædigt tilbage.[/blockquote]

[Shanks]

Shanks lagde mærke til overraskelsen i kvindens stemme da hun spurgte i forvirring. Lidt efter fortalte hun ham at hun troede de var på samme side. Forhåbentlig havde hun ikke løjet.
"Hvordan kan jeg være sikker på det? Hvor kommer du fra?" Spurgte han. Han håbede dybt på, at hun ville nævne en delegation eller Free Runners Society.

Igen gik han længere frem, uden at hæve sin pistol. Han var nu kun et par meter fra træet. Her stoppede han og holdt godt øje.
"Er du fra en delegation eller hvad?" Spurgte han kort efter, lidt lavere.

[Mimi Walker]

Mimi ventede roligt, så roligt, som det nu kunne lade gøre, når man havde fornemmelsen af, at ens hjerte var på vej ud af brystet på en. Hendes fingre var også ved at blive varme, fordi nervøsiteten fik blodet til at pumpe rundt i kroppen hende.
Hun lyttede, da der igen blev talt til hende. ”Jeg kunne stille de samme spørgsmål.”

[/color] svarede hun igen, fordi hun stolede ikke fuldstændig på den ukendte, fremmed mand, som stod et sted på den anden side af træet.

Hun havde lyst til at bede vedkommende om at blive stående, da hun hørte, hvordan bladene svagt knasede, da der blev trådt på dem, og det var skam temmelig tæt på hende. ”Free Runner Society.”[/color] svarede hun dog på spørgsmålet, ”Og dig?”[/color] Hun ville ikke træde frem, før hun havde fået et svar, fordi det kunne jo stadig være en af statens folk. Den største sikkerhed de havde, var deres frie tanker og navnene på de forskellige delegationer og skolen. Hun overvejede et øjeblik og løbe hen bag det næste træ, men valgte at blive stående, selvom det nok kunne være noget af det dummeste at gøre, hvis det var en af statens mænd.[/blockquote]

[Shanks]

Et skævt smil sneg sig frem på Shanks læber da kvinden rapt svarede igen. Han havde både regnet og ikke regnet med, at hun ville svare på denne manér, men det var godt ifølge hans hoved, at hun ikke bare dumt gav op som nogle folk gjorde. Han nikkede for sig selv og blev stående.
Lidt efter nævnte hun præcis hvad han ville høre og han valgte at stikke pistolen tilbage i dens hylster. Hvis hun ville have skudt så havde hun gjort det for længe siden, og pistolen var heller ikke knappet fast.

"Coureurs. Jeg er leder af en delegation," forklarede han lige ud. Han blev stadig stående.
"Jeg har selv været på Free Runners Society. En del af Brutes," ved at forklare dette burde kvinden være klar over hvor begrænset viden dette var og derved ikke have helt så stor mistanke. Det var ikke alle og enhver af statens mænd der lige gik og vidste sådan noget.

[Mimi Walker]

Mimi åndede lettet op, da hun fik et svar. Coureurs havde hun hørt om før, det var en af delegationerne, som de arbejdede sammen med, når der var brug for det. Hun vidste dog endnu ikke selv, hvilket delegation hun ville melde sig ind i, når tiden var inde til, at hun skulle forlade skolen. Hun var dog enlig ikke meget for, at hun skulle forlade skolen, måske skulle hun blive på skolen i stedet for? Hun var ikke, men hun havde stadig nogle år, som hun kunne overveje tingene i.

Hun var enlig blevet overrasket over de ekstra infos, som hun havde fået, men hvor mange af statens mænd var klar over disse informationer? ”Jeg er en tech.”

[/color] valgte hun at fortælle, da hun lige skulle have de sidste nerver på plads igen, før hun ville træde frem. Hun ville jo ikke, som en, som man kunne skræmme. Og vedkommende ville nok opdage, at hun ikke var bevæbnet, som hun havde påstået.
”Mit...”[/color] Mimi nåede aldrig længere end til det første ord, fordi hun tabte sin underkæben, da hun så vedkommende. ”Jason?”[/color] spurgte hun temmelig betuttet, ”Er det virkelig dig?”[/color] Gråden havde fundet vej til hendes hals, samtidig med, at tårerne igen fandt vej frem.[/blockquote]

[Shanks]

Shanks gav sig til at knappe pistolen helt fast da kvinden nævnte at hun var en tech. Det var nok konfirmation for ham og da hn trådte frem og skulle til at forklare sig men gik i stå, så han på hende med et hævet øjenbryn.
Lidt efter nævnte hun hans navn. Hans rigtige navn. Han stirrede på hende i overraskelse og følte sig lettere paranoid ved det faktum at hun direkte kendte ham ved sit fødselsnavn. De måtte have kendt hinanden på skolen. Hun måtte have været en af dem der havde kendt ham, ellers ville hun ikke vide hvad han hed.


"Jason. Ja, det var det jeg blev kaldt i hvert fald," mumlede han forvirret mens han kløede sig let i nakken. Han kendte dog kun få der havde været blonde dengang, og havde en fornemmelse. Måske kunne hun være en han havde kendt, men han kunne bare ikke rigtig huske hende.
"Hvem er du? Jeg... Øh, undskyld, men jeg kanikke huske hvem du er. Men du kender mig ved et navn jeg ikke har brugt i over otte år," forklarede han en smule usikkert og forvirret.

[Mimi Walker]

Da fyren havde talt ud, gjorde Mimi sig faktisk ingen betænknings tid. Hun henlagde den korte afstand, der var mellem dem, og lagde armene om Jason. "Jason."

[/color] mumlede hun og begravede hendes ansigt i hans skulder. "Jeg har savnet dig."[/color]
Hun kunne ikke helt forstå, om det virkeligt eller ej. Hun havde jo for mange år siden opgivet at vente på, at hun ville se Jason igen. Hun havde jo dengang troet, hvor han havde forladt skolen, at han aldrig ville vende tilbage. Han var så heller ikke vendt tilbage, men alligevel. Selvom hun havde bildt sig selv ind, at hun havde glemt ham, så havde hun alligevel tit sendt ham en tanke. Hun havde måske heller aldrig opgivet håbet, selvom hun havde følt det.

"Det er mig.. Mimi."[/color] sagde hun så, da hun endelig kom i tanke om, at han ikke havde kendt hende, men dengang, hvor han havde forladt skolen, der havde hun også kun været 11 år. Et barn. Men det var noget andet nu. Hun mærkede svagt, hvordan nogle tårer trillede ned ad hendes kinder. Hun havde ikke vidst, at hun havde savnet ham så meget. Hun måtte havde fortrængt det.[/blockquote]

[Shanks]

Jason blev forskrækket da den umiddelbart fremmede kvinde pludselig gik i spåner og valgte at kramme sig ind til ham. Han stod akavet i et kort øjeblik, men valgte så, instinktivt, også at lægge armene om hende. "Jeg har savnet alle på Free Runners Society," konstaterede han, allermest for at kunne sige noget han var sikker på, så det heller ikke var en løgn. Det tvivlede han så også på, at det var. Han var meget sikker på, at han i hvert fald savnede de fleste fra Tech kollegiet.

Da hun nævnte sit navn, gik det op for ham hvem hun var. Mimi Walker, den eneste pige, udover hans bror, der i sin tid havde været i stand til at få hans temperament i skak og rent faktisk kunne gøre ham glad igen når han var rasende.
"Er det virkelig dig?" Spurgte han målløst mens han holdt hende frem foran sig.
"Du er godt nok blevet ældre siden sidst," mumlede han en smule nervøst med et lille smil på læberne. Det nåede også op til hans øjne denne gang.

[Mimi Walker]

Mimi smilede skævt til Jason og lod en skosnude skrabe jorden lidt. Hun tørrede hurtigt de tårer væk, som der havde fundet vej ud og var begyndt at trille ned ad hendes kinder. ”Det er mig. Dog lidt mere glemsom.”

[/color] svarede hun bare og grinede. Og det var skam sandheden, hun havde det altid med at glemme de mindre vigtige ting, så folk dukkede altid op og stak nogle af hendes ting i hånden på hende. Hvilket oftest enlig bare gjorde, at hun blev endnu mere forvirret.

”Nu er det også... 8 år siden?”[/color] det sidste var spørgende, da hun ikke helt var sikker på tallet, men hun mente, at det var så længe siden. Hun var nu ret imponeret over, at hun faktisk kunne huske, hvor længe siden det var, at Jason havde forladt skolen, og det virkede stadig meget uvirkelig, at han stod her foran hende i levende live. Fordi hun var nu ret sikker på, at han ikke var spøgelse.. men det kunne jo også være en drøm? Hun nev sig selv i armen og konstaterede til sin lettelse, at det ikke var nogen drøm, det var virkeligheden. Det var virkelig Jason.[/blockquote]


//Beklager, at jeg først svarer nu.//

[Shanks]

Shanks smil blev større da Mimi gav ham ret og tilføjede at hun bare var blevet lidt mere glemsom. Han vidste endnu ikke om han kunne give hende ret, for han havde ikke set hende i forbandet lang tid. Men én ting var sikker; Hun var gået hen og blevet smuk med tiden. Altså, virkelig pæn. Tankerne fik Shanks til at se ned i jorden, dog stadig smilende.

Idet hun nævnte årsantallet, så han op igen. Han havde ingen idé om hvorfor han ikke havde opsøgt hende i al den tid, men det kunne nok have meget at gøre med Simon og det faktum at han endnu ikke havde kunnet få sig selv til at træde inden for dørene på Free Runners Society. Det gjorde det stadig lidt for ondt til.
"8 år.. Det er mange år," mumlede han eftertænksomt, før det gik op for ham, at hun kunne have gået med de værste tanker. Der kunne være sket alt muligt siden han var stukket af. Og så havde han ikke engang bedt Ian om at sende besked videre til Mimi. "Jeg er meget ked af, at jeg ikke sagde noget," undskyldte han skamfuldt.

[Mimi Walker]

Mimi lagde hovedet på skrå og fik et undrende blik, da Jason kiggede ned i jorden. Hvorfor gjorde han nu det? Det forvirrede hende en smule og kløede sig i nakken. Hun er jo ikke så lille igen, at han er nød til at sætte sig i hug eller kigge ned på hende. Hun lod igen sin hånd falde, men sagde ikke noget til ham, fordi hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige, som ville gøre hende mindre forvirret.

Hun nikkede bekræftende og smilede svagt, da Jason gentog årene. Det var meget land tid. Det var faktisk stort set alle hendes teenage år, selvom hun et enkelt år tilbage endnu. Dog virkede det ikke altid til, at hun var 19 år, mange påstod, at hun en gang i mellem virkede, som om, at hun stadig kun var et barn. Hun kunne måske bare ikke lide tanken om, at man skulle være voksen hele tiden?
Hun blev igen nærværende, da Jason igen sagde noget. Hendes ansigt fik et lidt barnligt surmulende ansigtsudtryk. ”Du kunne godt have givet lyd fra dig.. eller sendt et brev.. eller bare vist et mindre livstegn fra dig.”

[/color] begyndte hun, mens hendes surmulende ansigtsudtryk blev erstattet af et mindre trist udtryk, ”Jeg ventende hver dag i over en uge på, at du skulle vende tilbage til skolen. Efter et år opgav jeg endelig tanken om, at du ville vende tilbage til skolen.”[/color] Hun havde mere, men måtte holde inde, da gråden kvalte hende ord. Hun lagde armene over kors og holdte stædigt tårerne tilbage, men hun kunne ikke undgå, at hendes læbe bævrede lidt. Hun overvejede et øjeblik at vende ryggen til Jason. Hun ville ikke flæbe. Hun havde grædt tårer over ham for mange år siden, og hun skulle ikke til at begynde igen.[/blockquote]