Afhøring.

[Masquerade Alistair]

Alistair vidste ikke hvor hun befandt sig. Da Vagten havde slæbt hende væk fra de rum de havde været i på byggepladsen, havde han givet hende bind for øjnene.
Han havde løftet hende op, og taget hende over skulderen, som om hun var en sæk kartofler. Han havde sagt, at hun skulle lægge stille, for ellers kunne det jo være, at han ville tabe hende. Han havde været højere end hende, så det ville ikke være rart. Hun havde ligesom heller ikke andet valg. Han havde godt fat i hende.
Hun hang med hovedet nedad, og hun kunne stille mærke hvordan hun fik mere og mere kvalme. På et eller andet tidspunkt stoppede han op, og tog hende ned, og hun håbede virkelig, at hun ikke skulle videre. Hun havde svært ved at holde balancen, så vagten måtte lægge en hånd på skulderen af hende, for at få hende til at stå stille.
Han åbnede en bildør, og genede hende ind i bilen. lidt efter hørte hun ham sætte sig ind, døren blev smækket og hun hørte ham sige noget til en eller anden. kort efter kørte bilen.
Hun anede ikke hvor lagt de skulle. Hun anede ikke engang hvor hun var. Hun havde svært ved at holde styr på tiden, så hun lod være. Alligevel havde hun en fornemmelse af, at de ikke var kørt særligt langt, da bilen endelig stoppede.
Vagten steg ud, og trak hende i armen ud af bilen.
Uden at sige mere, trak han hende med sig. hun fulgte ham bare, da hun ikke rigtigt kunne gøre andet. Hun prøvede bare at holde trit med ham, da han gik ret hurtigt.
Han førte hende op og ned ad trapper. Hen ad lange gange, ind i forskellige rum, før han til sidst slap hende. de måtte have været i et rum, for døren lukkede pludselig, og hun kunne tydeligt mærke, at hun var alene.

Rummet var helt hvidt. Gulv og loftet var hvidt. Der var ikke noget vindue, og rummet var ikke særligt stort. Det lignede noget der, engang var blevet brugt som kosteskab eller sådan noget.
Hun bundet bindet for hendes øjne op, så hun kunne se igen.
Hun kiggede hen mod døren. Den var også hvid. Bare for at prøve, gik hun hen og trak i håndtaget. Der var selvfølgelig låst. De var jo ikke dumme.
Hun sukkede, og satte sig ned på gulvet. Der var ikke andet at sætte sted at sætte sig.

Hun måtte have blundet, for pludselig stod en mand og ruskede i hende. Hans grønne øjne stirrede ind i hendes, og gav hende et chok.
"Du skal med mig nu," sagde han, og han havde et nyt bind til hendes øjne i hånden. Kunne han ikke bare bruge det andet? tænkte hun.
Han gav hende bindet for øjnene, og lagde sine hænder på hendes skuldre, og fik hende til at gå foran sig og guidede hende på den måde rundt.
Hun anede ikke hvor hun satte sine fødder. Som sædvanlig gav hendes skridt kun meget lidt lyd, bestemt ikke noget soldaten kunne høre.
"Hvordan gør du det der?" spurgte han.
"Gør hvad?"
"Du skal ikke svare igen! Det der med dine fødder!" svarede han irriteret.
"Det er ikke noget jeg kan gøre for.. sådan har jeg altid gået," svarede hun bare. Hun var irriteret. HUn var også bange.
Vagten guidede hende rundt, og til sidst bad han hende om at stoppe. Han åbnede døren ind til et eller andet rum, fik hende til at gå derind, og bandt så bindet for hendes øjne op.
"bare sid pænt. Der kommer en og snakker pænt til dig om lidt," svarede han, og forlod rummet.
Ligesom før, var dette rum helt hvidt. Der var dog et stort vindue på den ene væg, og selvom hun kunne se ud, anede hun ikke hvor hun var. Hun havde aldrig været i den del før.
Hun gik hen og satte sig i en af de to hvide stole der var, og så ventede hun bare.

[mr. Anderson]

Mr. Anderson havde stået stort set hele dagen på sit kontor iført et gråt jakkesæt og havde kigget ud af de store vinduer og betragtede byen, mens solen var på vej ned. Han betragtede byen i alt dens pragt med et lille smil på læberne. Han var stolt af byen, han var stolt af det stykke arbejde, som den øverste havde skabt, og som ministrene sørgede for at opretholde.
En skygge gled over hans ansigt og smilet svandt ind, som solen forsvandt. Hans vidste, hvad nattetimerne betød. Samfundets fjende nummer et bevægede sig ud af deres huler og ødelagde idyllen i byen. De skabte uro. De brød ind på steder, hvor ingen måtte komme. De stjal hemmelige dataer fra statens computere. De var oven i købet mordere! Anderson lagde en hånd på ruden. ”En dag. En dag får jeg fingrene i jer! Og skal det bliver jeres undergang! I forbandede Free Runners!” Det sidste sagde han temmelig højt, mens hans slog på ruden med en knyttet hånd. Det var nemlig, hvad de var, samfundets fjende nummer et; Free Runners. Og Anderson var den, som havde fået til opgave at skaffe sig af med dem. Det var dog endnu ikke lykkedes ham at slå kløerne i en af dem. Og oftest dem, som han afhørte, de ville ikke tale. Endnu engang slog han på ruden og vendte så ryggen til byen.

Noget tid efter blev der banket på døren. Anderson så, at det var en af de drenge, som de brugte til at sende korte meddelelser med. Mundtlige selvfølgelige. Så var der mindre chancer for, at en tilfældig skulle finde ud af, hvad det handlede om. Han vinkede drengen indenfor, som lukkede døren efter sig.
”Der meddeles.. at der er blevet fanget en Free Runner, som i dette øjeblik bliver ført til et forhørslokale.”

[/color] forklarede drengen, som virkede en anelse nervøs. Alle meddeler kendte til Andersons vrede, når han fik en dårlig nyhed, men dette måtte være en god, ikke?
Anderson var straks på benene. ”Hvorfor har jeg ikke fået besked noget før?!” sagde han vredt og var på vej mod døren, dog stoppede han kort og kiggede på drengen, ”Find Arnold og bed ham møde mig der. Med det samme.” Drengen bukkede hurtigt og løb ud af døren.. meget hurtigt.
Anderson blev hilst af vagterne foran hans dør, men han anså dem ikke. Han gik i et rask tempo ned mod forhørslokalerne. En enkelt gang måtte han spørge til i hvilket lokale fangen sad.

Foran døren til forhørslokalet stod der igen vagter. De skulle selvfølgelig sørge for, at kun de rette mennesker kom ind, men også at fangen ikke løb sin vej, hvis nu denne skulle få låst døren op. Anderson ventede på Arnold, som ganske kort efter dukkede op. Arnold var en lidt ældre mand med gråsprængt hår. Han var ikke klædt i et jakkesæt, men var alligevel respektabel at se på. Han viste kort en mappe frem mod Anderson, som nikkede tilfreds. Anderson fandt en nøgle frem og åbnede døren til lokalet. Han lod Arnold komme ind, hvorefter han igen låste døren efter sig.
Arnold placeret sig i et hjørne ved vinduet, så han så fangen fra fronten. Anderson selv stillede sig med ryggen til Arnold og bag ved den ubesatte stol. Han satte hænderne på ryglænet af stolen og betragtede pigen foran ham. Der var noget bekendt ved hende, hvilket fik den ene mundvige til at bevæge sig lidt, men den faldt dog igen på plads. ”Skal vi aftale, at du sammenarbejder og gør det lettere for os alle sammen?” spurgte han ganske roligt. Og spørgsmålet var selvfølgelig til pigen.[/blockquote]

[Masquerade Alistair]

Alistair var træt af at vente. Hun var træt af ikke at vide hvor hun var. Hun ville gerne hjem. Hjem hvor hun følte sig tryg og hvor folk faktisk passede på hende. Hjem hvor hun kendte folk. Det hjem hun havde kendt hele sit liv.
Hvorfor havde hun ikke været mere påpasselig? Hun skulle aldrig have sluppet den Clerics hånd. Men vagten havde jo taget fat i hende, og hun var blevet for overrasket til at gøre noget. Hun var en Ghost. Hun skulle ikke bare følge med. Hun havde lært så meget gennem de sidste mange år, og alligevel begik hun den største fejl af alle: Hun gjorde intet, men fulgte bare med.
Der var intet spændende at se i rummet. Det var bare hvidt, der var to stole, et bord og et vindue. Dog var rummet ret stort.

Allerede inden nøglen blev sat i låsen, hørte hun stemmer udenfor. Hun kunne ikke høre hvad der blev sagt, hun kunne bare høre at der blev snakket. Hun kunne også høre skridt.
Alle på Ghost kollegiet blev trænet i, at høre hver eneste lille lyd. Så det kom ikke bag på hende, da døren blev åbnet. Hun blev dog bare siddende og kiggede bare fremfor sig. Hun hørte at der kom til folk ind i rummet. Hun lagde mærke til manden med det grå hår, og løftede det ene øjenbryn.
Kort efter stod Anderson foran hende.
"neej, min fangevogter." mumlede hun irriteret og kiggede bare trodsigt på ham. Han skulle ikke tro, at han bare kunne få hende til at tale.
Alistair kunne være ekstremt stædig, når først hun havde sat sig noget i hovedet.
Hun måtte dog indrømme, at han ikke så ud, som hun egentlig havde regnet med. Han så rimelig ung ud, og et eller andet sted, så han ikke så frygtindgydende ud, som hun havde regnet med. Han lignede faktiske et menneske med følelser.
"Du kan jo starte med at fortælle mig hvad du vil med mig. Så kan vi diskutere om samarbejdet," svarede hun trodsigt.
Ubevidst begyndt hun at pille ved det guldarmbånd hun havde fået af sin mor. Hjernen havde fortalt hende, at moderen altid havde haft det på.
Det lavede en fin, lille, ringende lyd, når de forskellige led ramte hinanden.

[mr. Anderson]

Anderson forblev upåvirket af pigens korte udbrud med, at han var hendes fangevogter. Han sørgede bare for, at samfundet fungerede, og disse forbandede Free Runners gjorde alting meget sværere og mere kompliceret, fordi de ikke ville indfinde sig under statens regler, som sørgede for ro og orden. Men nej nej, de skulle selvfølgelig skabe uorden og uro i gaderne, så folk blev bange for deres sikkerhed. Og så var de bare en torn i øjet, som de skulle have fjernet. Han forblev roligt stående bag stolen.
Arnold havde åbnet den mappe, som han stod med. Og det virkede til, at han var ved at læse noget. Han betragtede også kort pigen skrev en note, som han gik hen og afleverede til Anderson, hvorefter han igen gik hen til sit hjørne.
Anderson så kort på papiret, hvorefter han puttede den i lommen. Hans ansigt var forblevet neutral, men beskeden havde bekræftet hans mistanke. Han ville dog bruge det senere hen i forhøret, da det ikke var nødvendig endnu. Endnu. Han lyttede til hende, og det trak svagt i hans mundvige igen. Han valgte derefter at sætte sig på stolen, inden han ville svare hende. Hans albuer støttede af på bordpladen, mens hans fingerspidser hvilede mod hinanden. ”Der er ikke så meget at diskutere, fordi her bestemmer jeg. Det eneste, som jeg interesserede i at vide, der er, hvor jeres beliggenhed er, og hvor hver eneste free runner befinder sig.” forklarede han ganske roligt og betragtede pigen. Og jo længere han betragtede hende, jo mere blev han sikker i sin sag. Han havde endnu ikke glemt et ansigt. Han følte allerede, hvordan tingene faldt til hans fordel, men han havde endnu ikke vundet, så intet var sikkert.

[Masquerade Alistair]

Der var en meget stor, delt mening om, hvordan samfundet skulle styres. Selvfølgelig mente Anderson og resten af de forbandede folk der arbejdede for statsmanden, at de kun gjorde det bedste for folket. Men var det okay at lave så mange regler? At bestemme hvordan folk skulle tænke? Det var jo helt forkert!
Alisatair havde aldrig selv haft valget om, hvilket side hun ville være på, men hun ville aldrig nogensinde lytte til noget af de ting statsmanden sad og dikterede fra sin stol som en anden diktator.
Hun forstod ikke, hvordan han kunne få folk til at lytte til ham på den måde. Folk måtte vel have en eller anden form for fornuft? Men måske turde de ikke andet? Hun vidste ikke, men fandt folk dumme. Folk skulle gøre mere oprør.

Ud af øjenkrogen, fulgte Alidtair den gråhårede mand. Hvordan han åbnede mappen, skrev noget ned, og viste det til Anderson. Hun blev nysgerrig. Hvad havde han skrevet derpå? Noget om hende? Det var sikkert noget om hende, hvad ellers?

Det kom ikke bag på hende, hvad han ville have af vide. Selvfølgelig ville han havde de ting af vide.
"Jeg kan ikke fortælle dig noget af det. Det ved du sikkert allerede," svarede hun og trak på skuldrene.
Hvis hun skulle være ærlig, så vidste hun ikke hvor skolen lå. Hun vidste ikke i hvilken retning, hvilket bydel eller noget. Hun vidste hvad der lå i nærheden, men det behøvede hun vel ikke at fortælle. Hun havde sjældent været udenfor skolen, så faktisk vidste hun ikke særligt meget. Han ville sikker ikke tro på hend,e hvis hun kom og sagde det. Men det ville ikke være løgn.
"Jeg aner heller ikke hvor de andre befinder sig. jeg er ikke en radar eller sådan noget," svarede hun så.

[mr. Anderson]

Anderson forblev uforandret udadtil, da pigen ikke ville give ham det svar, som han ønskede. Indvendig blev han en smule irritabel, men det blev han jo altid, derfor valgte han at skjule det. ”Et ventet svar.” svarede han bare. Alle andre, som han havde fået chancen for at afhøre, havde alle sammen sagt noget i stil med det, som hun havde sagt. Enten, fordi de ikke kendte noget til stedet, fordi de holdte til i byen, eller fordi de ikke ville forråde deres venner, som de så pænt forklarede det. Hvilke venner? De venner, som vendte dem mod staten? Det ville ikke overraske ham, hvis det var det. Han gad vide, hvem der stod bag alt dette. Bag disse oprører. Disse Free Runners.

Han lod pigen igen tale. Hans mund blev en smule smallere ved hendes ord. Enten var hendes udtalelse sand, og så havde de fået fingre i en af de forkerte.. ellers også var det en løgn, som hun smurte på ærmet af dem, fordi hun ville beskytte hendes venner. Måske skulle han gå anderledes til værks?
Han valgte at læne sig tilbage i stolen. Han betragtede pigen. Hun lignede skam Andorra. Han lod stilheden hænge mellem dem et stykke tid. Han havde intet i mod den, han var vant til den, men der var jo folk, som ikke kunne lide stilheden. Han vendte sig ikke om, men han vidste, at vejret var en smule overskyet. Det havde han tilfældigt set, da han var gået forbi et vindue, inden han var kommet herind.
”Det skam nogle kønne venner, som du har dig. Stikker af og lader dig i stikken.” sagde han så og var ganske rolig og virkede til, at han slet ikke var berørt af noget af det, som hun havde sagt tidligere.

[Masquerade Alistair]

Alistair vidste godt, at statsmanden ikke var dum, men hun håbede sandeligt ikke, at han havde forventet at få et svar han kunne bruge til noget. Hun var jo ikke dum. Han var fjenden, og ville ikke røbe noget som helst overfor ham.
Hun fulgte ham hele tiden med øjnene. Som Ghost lærte man at man hele tiden skulle være opmærksom og intet måtte gå forbi dem. Hun havde øvet sin koncentration i så mange år, at hun lagde mærke til hver eneste bevægelse han lavede.
"Hvis det var hvad du havde ventet, hvorfor spurgte du så? Du ser mig måske ligefrem som en der er dum?" spurgte hun lidt irriteret. Han irriterede hende virkelig. Hun vidste at hun skulle passe på sit temperament, men han bad altså næsten om det!

Alistair kunne ikke finde ud af, hvad han sad og tænkte på. Men hun var nysgerrig, og ville egentlig gerne vide det. Hvad gik igennem hans hoved? Sad han og tænkte på hvad han næste gang skulle spørge om?
Alisatair anede intet om sine forældre. Hun huskede ikke hvordan de så ud, og hun havde ingen billeder. Hun havde bare deres stemmer. Og så havde hun Hjernens ord på, at hun lignede sin mor temmelig meget. Men hvad kunne hun bruge det til? Hun anede jo ikke om det var godt eller skidt.
Alistair havde intet imod stilhed. Hun elskede stilheden, så hun følte sig ganske godt tilpas i den.
Hun rettede sin fulde opmærksomhed mod ham, da han begyndte at tale igen. Hans grimme ord kunne forgifte hendes sind, det vidste hun. Hun lyttede til hvad han sagde, og et lille smil kom frem på hendes læber.
"De kommer efter mig. De har ikke ladt mig i stikken," svarede hun bare. Hans omvendte psykologi virkede ikke på hende. HUn var ikke så nem at knække.

[mr. Anderson]

”Nej, jeg ser dig ikke, som en af de dumme.. men jeg ser dig hellere ikke, som en af de kloge.” sagde Anderson ganske roligt. Han så hende mere, som en torn i øjet, men det ville han jo ikke fortælle hende. Han fortsatte kort efter, at han havde holdt en pause, ”Det kunne jo være, at der var en af jer, som ville dele nogle informationer ud. Men det virker til, at I alle sammen er lige stædige.” Han vidste, at det ville blive en kamp at få noget ud af de folk, som de fangede ind. Mange af dem forholdte sig stille under forhøret eller så fortalte de om ting, som ikke havde noget med tingene at gøre, men nogen uddelte også gerne falske informationer. Der var ikke mange overlevende tilbage af deres fanger, han vidste ikke, hvor mange, fordi han havde ikke ansvaret for dem. Han følte lidt, at han spildte sin tid på alle disse afhøringer, men han ville heller ikke miste chancen for at få nogle informationer, som han kunne bruge.

Et lille smil viste sig kort på Andersons læber, da pigen mente, at hendes venner ville komme og hente hende. Det var lige det, som han ønskede at høre fra hende. Noget havde han lært gennem de år, hvor han havde bekæmpet free runners. De kæmpede altid i grupper. De tog hævn. Og de reddede altid deres medsammensvorende, hvis det ikke var for sent. ”I mister aldrig håbet. I tror altid på, at I bliver reddet.” sagde Anderson og det lød til, at han faktisk morede sig lidt over det. ”Er du interesserede i at vide, hvor mange vi enlig har hentet ind, som aldrig er blevet reddet af deres venner?” spurgte han og vinkede Arnold frem.
Arnold trådte frem og stoppede bag ved Anderson, han rakte ham mappen.
Anderson tog i mod mappen, men gjorde intet, da han ventede på et svar.

[Masquerade Alistair]

Alistair vidste godt, at hun var en torn i hans øje. Hun havde ødelagt hans planer, og hun nægtede at sige noget. Uanset hvad han gjorde, ville han ikke få hende til at snakke, det var hun helt sikker på. han irriterede hende, og hun ønskede ikke at være der.
Hun kunne mærke hvordan vreden kom op i hende, og for at berolige sig selv, pillede hun ved guldarmbåndet. Det havde ligesom en beroligende følelse i hende. Det havde det altid gjort, siden hun var helt lille. Hun havde altid haft armbåndet omkring håndledet, og hun havde aldrig taget det af, og hun ville heller ikke. Det var det eneste hun havde tilbage fra den familie hun ikke kendte til. Det var det eneste hun havde at holde fast i, og derfor betød det så meget forhende.
"Det er jeg ked af at høre. Jeg anser ellers mig selv som rimelig klog," svarede hun bare roligt. Han kunne ikke hyle hende ud af den så let. Hun ville kæmpe imod.

Alistair vidste, at de ville komme og hente hende. Man lod ingen i stikken, no matter what. Hun vidste, at de ville gøre deres bedste, for at komme og hente hende, uden at hun skulle sidde der i for lang tid.
Hun lyttede til hvad han sagde, og et lille smil kom frem på hendes læber.
"Selvfølgelig mister vi ikke håbet. Vi ved mere end du nogensinde kommer til." svarede hun bare og sendte ham et selvtilfreds smil.
Hun lyttede til det næste han sagde. Hun var sikker på, at han kun sagde det, for at få hende til at tvivle.
"Nej. Jeg er ret ligeglad, og jeg ved at de vil komme efter mig. Du ved ikke hvem jeg er, så du ved ikke om de vil komme eller ej." svarede hun bare.

[mr. Anderson]

Anderson lagde godt mærke til, hvordan pigen begyndte at fumle ved noget, det måtte være et armbånd eller noget. Så hun havde følelser og var ikke lavet af sten. Det kunne give ham en fordel eller to, eller måske ikke. Det kom skam helt an på, hvordan dette udviklede sig, og hvordan han greb tingene an.
Et lille smil viste sig på hans læber. ”Og jeg er selvfølgelig den onde og dumme mand, som alle hader, fordi han ødelægger verden, selvom han forsøger at gøre den til et bedre sted. Er det ikke det, som I tænker?” spurgte han og virkede faktisk nysgerrig omkring svaret. Det var hvert fald nogen af de ord, som han havde fået slynget i hovedet af nogle af de andre, som han havde forhørt. Altid de samme ord. Der var sågar en enkel, som havde forsøgt at slå ham. Han gned sin hage ved mindet. Det havde han også lært, en free runner kunne slå hårdt.

”Hvor interessant.” mumlede Anderson bare ved, at pigen mente, at de vidste mere, end han gjorde. Han var skam interesserede i, hvad de vidste, som han ikke gjorde? Men han vidste også, at de havde en del af informationerne fra statens computersystem. Om muligt, at de vidste mere, han havde en del flere år i ryggen, som de havde.
Anderson kunne ikke lade være med at smile, da pigen mente, at han ikke vidste, hvem hun var. ”Jeg ved faktisk godt, hvem du er, frk. Fletcher.” sagde han. Han beholdte mappen i hånden. Han vidste, hvad den indeholdte. Han betragtede pigen og ventede på en hvilken, som helst, reaktion, selv den mindste.

[Masquerade Alistair]

Alistair havde masser af følelser, men det var ikke følelser hun ønskede at han skulle se. Han ville bruge det imod hende, det var hun ret sikker på. Hun ville ikke give ham noget som helst som han kunne bruge. Hvis det var nødvendigt, ville hun bare holde mund.
Hun kiggede ikke engang på ham. Hun havde sænket blikket ned til hendes håndled, hvor det fine, guldbelagte armbånd hang. Det var for stort til hendes slanke håndled, men hun havde fået det lavet en smule om, så det ikke faldt af, hver gang hun bevægede hånden.

"Nu hvor du selv siger det, vil jeg da gerne give dig ret," svarede hun bare, og kiggede på ham igen, da han spurgte om han var den store stygge fjende. men det var han jo. Det var ham der ødelagde folks sind og tvang dem til alt muligt de ikke havde lyst til.
Skolen gav folk håb og gav dem lov til tænke frit og gøre hvad man egentlig havde lyst til. men hun havde jo boet der hele sit liv. Selvfølgelig havde hun de samme meninger, som dem på skolen. Hun var vokset op i det miljø.

"Det er faktisk meget interessante ting jeg ved. Ting du ikke ved noget om," svarede hun bare, og sendte ham lidt et flabet smil. Hun var ude på at irritere ham. Selvfølgelig var hun det. Hun havde ikke tænkt sig at gøre det nemt for ham på nogen som helst måde.
Hun løftede interesseret det ene øjenbryn, da han sagde, at han vidste hvem hun var.
Da han kaldte hende Fletcher, fik hun en underlig følelse i kroppen. Som om det var et velkendt navn, men hun havde jo aldrig hørt det før? Hun gemte følelsen væk, da den ikke var særlig stærk og kiggede roligt på Anderson.
"Jeg er ked af at skuffe dig. mit navn er ikke Fletcher. mit navn er Alistair," svarede hun bare.

[mr. Anderson]

Anderson kunne ikke lade være med at smile en smule, da pigen valgte at give ham ret. Det var nu et meget kønt billede, som de havde af ham, når man nu tænkte på, at de aldrig havde set ham før. Men han skulle nok få dem til at ændre mening en dag. En dag. Men lige nu havde han hende pigen at koncentrerer sig om, og det kunne jo være, at han skulle starte med hende? Et sted skulle han jo starte, og hun virkede, som det bedste valg lige nu, da de andre sikkert var mere modvillige, som hun var.

Indvendig skar Anderson en grimasse over pigen. Hun gjorde ham nysgerrig og irriteret, fordi han vidste, at han ikke ville få et svar ud af hende. Hvorfor skulle de alle sammen være så stædige? Hvorfor kunne de for en gangs skyld ikke krympe sammen og sætte sig grædende ned i det ene hjørne og fortælle ham i håb om, at de vil komme væk fra dette sted. ”Det er nok ting, som ikke interesserer mig, men måske en af vores andre mænd.” sagde Anderson i en ligegyldig tone og rettede lidt på sig. Han var ikke vant til at sidde ned så længe ad gangen. Han var mere manden, som stod op. Men hvad gjorde man ikke for at være høflig overfor sine fanger?

Anderson kunne ikke lade være med at smile lidt. ”Det var det, som din mor hed. Din far hed Fletcher.” sagde Anderson. Han åbnede mappen og bladrede lidt rundt, hvorefter han fandt det, som han skulle bruge og tog det ud. Han burde sorterer mappen lidt mere, eller bare lægge det hele over på en computer. Mappen afleverede han til Arnold, som stadig stod ved hans side. Derefter lagde han et billede på bordet, som han skubbede over til pigen. ”Dine forældre.” sagde han og pegede på billedet og trak sig igen tilbage i stolen, ”Begge døde. Forræder af staten. Jeg havde faktisk troet, at informationerne om, at de havde en datter, var falske, men det viste sig, at de var ganske rigtige.” Han var skam meget overbevist om, at han havde ret, fordi pigen lignede meget kvinden på billedet. Hans ansigt forblev neutralt, selvom han havde lyst til at smile smørret. Igen ventede han på en reaktion.

[Masquerade Alistair]

Selvfølgelig havde alle free-runners det samme billede af statsmanden. Han var jo den store, stygge ulv. Han gjorde livet surt for dem, og for alle de andre folk i byen. Det var forfærdeligt, og hun kunne ikke forstå, at de ikke selv kunne se det. Hvorfor var de så forbandet stivnakkede? De burde da kunne se, at de smadrede samfundet med deres latterlige regler og forbud. Det eneste free runner gjorde, var at hjælpe folkene. Men det kunne staten selvfølgelig ikke se. De blev bare ved med at jagte alle dem fra skolen. Hun forstod ikke, hvorfor de ikke snart gav op. De havde jo ikke de samme færdigheder, som Free Runners blev trænet i, hver dag, år for år.

Det var Alistairs fulde intention, at gøre ham irriteret. hun ville gerne se ham tabe den ellers så perfekte maske. Hun kunne godt se det sjove ved det. Så ville han også være meget nemmere at snakke med, det var hun helt sikker på.
"Det har du sikkert ret i. Men de får det aldrig af vide. men jeg har en hemmelighed jeg er villig til at fortælle dig," sagde hun med et smil på læberne. Hun ville gerne se hvordan, han reagere på det.

Hun kiggede lidt på ham, da han begyndte at snakke om hendes forældre. Hun lukkede øjnene lidt i. Hvordan kunne han sidde og sige sådan noget?! Han kendte ikke hendes forældre!
"min fars navn var ikke Fletcher. De var gift, de havde samme efternavn - Alistair." svarede hun bare. Hun hadede når folk snakkede om hendes forældre. Hun anede jo intet om dem. Det hele var ren gætteri fra hendes side. Hjernen ville ikke fortælle hende noget som helst.
Hun kiggede på billedet han skubbede hen til hende.
På billedet stod en mand og en kvinde. De smilede begge og kvinden så gravid ud. Kvinden lignede.. det kunne ikke passe. Det kunne ikke være hendes forældre. Hun genkendte ikke personerne på billedet. Hun anede ikke hvem de var, men en følelse af, at det var nogen hun burde kende, kom op hende, og følelsen ville ikke gå væk. Hun fik et skræmt blik i øjnene, og skubbede papiret væk.
"I ser jo os alle som forrædere af staten, ikke sandt? jeg tror ikke på at det der var mine forældre. Og hvorfor skulle du lige have billeder af dem? I har jo ikke billeder af alle os." svarede hun bare, men det var tydeligt at høre på hende, at hun ikke selv troede på sine ord.

[mr. Anderson]

Anderson havde ingen intentioner om at tabe sin maske uanset, hvor irriteret han blev. Den ære var der, kun meget få mennesker, der fik. Og den ene af dem var hans kone. Men hun havde for længe siden gennemskuet ham og ville ikke tale med ham, så længe han havde en facade på, så derfor opgav han at prøve det overfor hende igen.
”Jeg forhindre dig ikke i at tale.” sagde Anderson bare og trak på skuldrene. At få hende til at fortælle om Free Runners havde han opgivet, så han ville nok snart overlade hende til nogen, som måske kunne få hendes tunge på det rette led, så hun ville tale.

”Din fars navn var Fletcher.” gentog Anderson bare og lød meget sikker, lidt for sikker, men han ville bare fortælle, at han havde ret i sin sag, og der var intet, hun kunne ændre ved den. Om hendes forældre så havde været gift, det vidste han ikke noget om. Han vidste bare, at de blevet hentet ind og henrettet efter et forhør om den ukendte datter, men ingen af dem havde selvfølgelig sagt noget. Ingen free runner ville sige noget omkring en free runner, men de ville gerne fortælle, hvordan de syntes samfundet skulle fungere, eller hvad de tænkte om ham eller selve statsmanden. Det kunne de, men ikke det andet.
Anderson forholdte sig stille, da hun skubbede billedet fra sig. ”I er i sandheden forræder af staten. I ødelægger den fred, som vi har oprettet.” forklarede han roligt og tog billedet. Han lod det ligge foran sig med en hånd hvilende på det. Han betragtede pigen og spurgte, ”Hvis de ikke er dine forældre, hvordan vil du så forklare ligheden mellem kvinden på billedet og dig?”
”Vi har skam også et billed af dig nu. Og vi har billeder af nogle andre, som du måske har lyst til at se? Og vi har et billed af dine forældre, fordi din far arbejdede for staten. Han var en af os.” forklarede han og sagde den sidste sætning ekstra tydelig, så hun ikke misforstod den. Han var stadig fast overbevist om, at det var hendes forældre på billedet, og at hun var Todd og Andorras datter. Og det ville han forblive medmindre noget andet blev bevist. Han begyndte at overveje, hvor meget hun kendte til hende forældre, og om hun overhovedet vidste, hvem der var hendes familie. Fordi så var hun jo også i teorien også en af dem.

[Masquerade Alistair]

Alistair ville aldrig med sin gode vilje, fortælle noget som helst til staten. De var fjenden, og hun ville ikke røbe noget som helst for dem. Desuden vidste hun faktisk ikke ret meget. Det meste af hendes dag foregik inde på skolen. Hun kendte nogle få steder tæt på, men det behøvede hun jo ikke ligefrem at fortælle.
Egentlig var hun ikke meget udenfor skolens murer. Hun havde kun været meget sjældent på mission, for af en eller anden grund, ville Hjernen ikke lade hende tage af sted. Dog indenfor det sidste år, var det som om, han havde givet hende lov. Ghost havde bedt hende om at træne nogle lidt flere ting, ting man trænede inden man skulle på mission. Hun satte dog ikke spørgsmålstegn ved det, da hun gerne ville af sted. Hun var glad for, endelig at komme ud fra skolen og se lidt andre ting. Dog tog hun det i sig igen. Nu ville hun bare gerne tilbage til skolen, det sted hun følte sig allermest tryg. Det sted hun kendte bedre end sin egen bukselomme. Det sted hun altid havde været. Det sted der var hendes hjem.
"Nej, men du gør heller ikke noget for at tvinge mig til det," svarede hun, og trak på skuldrene.
Hun var ikke glad for at være i hans selskab. Han vidste tydeligvis noget, hun ikke vidste. Ting om hendes familie. Hun vidste dog ikke om hun skulle tro på ham. Han gjorde det vel bare for at hyle hende ud af den, gjorde han ikke? Hun gjorde sit bedste for at forholde sig roligt, men det var svært. Hun ville så gerne være stærk, og vise at hun virkelig havde lært noget, men hun havde aldrig i sin vildeste fantasi troet, eller håbet, at nogen kunne fortælle hende noget om hendes familie. På et hvert andet tidspunkt, ville det havde været fantastisk. Hun havde gået i så mange år og håbet på, at få noget af vide, men nu, hvor der faktisk var en, der ville fortælle hende det, vidste hun ikke helt om hun skulle stole på ham. Han var trods alt fra staten og hendes fangevogter.
"Jeg tror ikke på dig," svarede hun, da han sagde, at hendes navn var Fletcher.
Free runners havde selvfølgelig deres mening om samfundet. Det var ligesom det de arbejdede efter. De satte deres eget liv på spil, for at kunne ændre det staten gjorde.
"Vi ødelægger ikke nogen fred. Der er ikke fred. Det eneste der er, er frygt. I prøver at styre folks tanker, som om det er det rigtige at gøre," svarede hun roligt og koldt. Han irriterede hende noget som grusomt, og hun hadede ham. Hun hadede at se på ham, hun hadede at være i rum med ham, hun hadede ham bare. Han fyldte hendes hoved med løgne, og hun kunne ikke rigtigt gøre andre end at tro på dem.
Hun kunne ikke få billedet ud af hovedet. Det blev ikke bedre af, at han blev ved med at have det liggende foran hende.
Hun vidste, at hun blev nødt til at styre sine følelser, men hun kunne ikke. Hun fik tårer i øjnene, men hun prøvede at holde dem inde.
"Det er en tilfældighed.." hviskede hun. Hun vidste godt, at det ikke passede. Hun vidste, at han havde ret, men hun ville ikke indse det. Det kunne ikke passe, at han havde et billede. Der var ingen billeder, havde hun altid fået af vide.
Det var forkert, og han gjorde det kun, for at lege med hendes tanker. Han var grusom, og hun ønskede sig virkelig væk med det samme.
"Han.. han arbejdede ikke for staten. jeg tror ikke på dig. Han boede på skolen. Det ved jeg. Du lyver. Lad være med det!" svarede hun, og tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder. Det var så forkert. Hendes forældre kunne ikke have arbejdet for staten. De var ikke forrædere. Det kunne de ikke have været. Det ville bare være forkert.
Hun begyndte at ryste på hovedet. Hun ville have hans tanker ud af hovedet. Hun lukkede øjnene. hun ville ikke se på billedet foran ham.
Hun ville så gerne være rolig og kold, men hun kunne ikke. Hun havde drømt om at få af vide hvem hendes forældre var, i rigtig mange år. Nu fik hun det af vide, og hun ville bare ønske, at han ville holde mund. Hun ville ikke høre mere.