Kreative mig!

[Jacqueline Hirtius]

Ja, jeg snakkede jo noget om at jeg ikke kunne leve uden min tegneblok, også tænkte jeg at jeg vil vise jer, nogen af de billeder jeg har tegnet (: Og undskyld i forvejen, disse billeder er ikk scannet ind, men taget med mit kamera, så kvaliteten af det er nok lidt dårlig xD

Vi starter med mit hidtil bedste, syntes jeg selv ^^ Det her billede tegnede jeg, fordi jeg er/var en del af en teatergruppe i det lokale samfund, og så skulle vi bruge nogen til at tegne en plakat til stykket, så det fik jeg lov til og dette blev resultatet..

Mit næste billede er fra min praktikuge hos tattovøren, kunne faktisk godt selv finde på at lave det XD og btw Memento Mori betyder at man skal huske, at man engang vil dø.. Trist ja, but I like it xD

Det næste billede tegnede jeg i en lufthavn i Prague.. Vores fly var TO timer forsinket, plus vi ventede i over to timer derinde i forvejen, så det var en lang ventetid.. -.- som jeg brugte på at tegne xD

Og de næste to tegnede jeg bare xD Den ene har lidt med manga at gøre, så hvis der er nogen der genkender den, så vil I nok syntes den er sjov, og hvis ikk så spørg mig om hvem det er xD Men husk, jeg har en bizar humor..

Men det her er ikke min bedste, de ligger hjemme hos min far, som jeg først kommer hjem til om 2 ugers tid, så der sætter jeg dem ind (:

[Fransesca Tremié]

Den første er super flot - virkelig vild med skriften!! :3
Hånden er super flot og elegant ^^

Tatoveringen er super fed, især udskabet.

Blomsten er bare... WOW d:

Og de sidste to er seje nok XD

[Ian Treaty]

Omg, you can draw girl! XD Bliver så jaloux når jeg ser sådan noget her x3

[Kiki Way]

Wow - Du kan tegne hænder! Den hånd er bare virkelig godt tegnet Og jeg elsker dine blomster! - Sådan en tattoo vil jeg have på min skulder!!!!!! oO

[Kain Raines]

Så ville jeg også lige vise en ny kreativ side af mig (: En lille novelle, som faktisk er en opgave til et eksamenshæfte fra 2008 mener jeg xD Titlen er "Begravelsen", og vi fik et lille uddrag fra en bog, hvorefter vi selv skulle skrive videre.. Man skille fastholde jegfortælleren, handlingen skal være realistisk og der skulle være et eller flere flashback. (: Jeg fik 10/10 for opgaven, men jeg vil lige høre hvad I syntes om den (:

Uddraget:
Hun skulle begraves om lørdagen. Min mor tog valium for at komme igennem det hele. Jeg ved ikke, hvad min far gjorde, vist ikke noget. Jeg sad på mit værelse og hørte dem andre steder i huset, min far var på badeværelset, min mor i køkkenet. Jeg havde klædt om allerede og sad på min seng. Så er det sådan her, tænkte jeg. Fra nu af er det sådan her, kun mig og dem og ikke andre. Dem og mig i det her hus. Dem og mig, der skal spise sammen hver aften. Dem og mig, der skal holde fødselsdag. Dem og mig juleaften. Dem og mig. Fra nu af.
Min mor åbnede døren uden at banke på. Hun satte sig på sengen ved siden af mig og sagde ingenting, hendes kjole skinnede sort, hun kiggede rundt på mine ting og drejede en fingerring rundt og rundt. Hun blev en lille smule langsom af de valium, men man skulle vide det for at opdage det. Hun sagde: "Er du klar?" "Ja." Hun blev siddende, min far kom også ind, han satte sig ikke ned. "Skal vi køre?" spurgte han og klappede sig forsigtigt på lommen. Vi svarede ikke, rejste os bare og gik ud af mit værelse, vi stod tæt i entreen og tog overtøj på. Jeg blev overrasket, hver gang jeg så ned, jeg var ikke vant til at gå i blanke sko.

Her begynder min opgave:

Jeg kiggede atter op. Jeg kiggede på mine forældre, min fars ansigt viste stadig intet, mens min mors ansigt tydeligt strålede af ren ulykkelighed. Hun havde sin ene hånd ned i hendes lomme, hun holdt sikkert et fast greb om hendes valium. Parat til at tage det, hvis sorgen skulle blive for stor. Jeg sukkede stille, det ville kun være dem og mig nu. Jeg kiggede atter ned på mine blanke sko, jeg ville ikke kigge på mine forældre. Tanken om at det kun var dem og mig, skræmte mig fra vid og sans. Jeg ville ikke have, det kun var dem og mig. Det skulle være os alle sammen. Vi gik alle sammen stille ud af døren i stilhed, og der var en trist stemning imellem os.

Vi satte os stille ind i bilen, og min far begyndte at køre hen imod kirken. Stemningen i bilen var trist og anspændt. Ingen af os vidste, hvad vi skulle sige til hinanden, uden at det ville vække minder. Jeg kiggede på dem. Dem og mig. Det virkede stadig urealistisk, lige meget hvor mange gange jeg sagde det til mig selv. Jeg kunne heller ikke forestille mig det, det virkede alt for urealistisk alt sammen. Jeg tog mine hænder op til hovedet og bøjede mig forover. Smerten var simpelthen for stor, men jeg kunne ikke søge trøst hos mine forældre, de havde travlt nok med at trøste dem selv.

Det var sommer. Der var varme i luften, og der var ingen hvide skyer. En let kølig brise bragte duften af blomster mod mig. Ved siden af mig lå hun. Vores forældre var et andet sted, endnu en dag uden dem. Hun lå ved siden af mig og læste en bog i sommervarmen. Hun kiggede på mig, da hun opdagede jeg iagttog hende. ”Hvad så brormand? Har du ikke bedre at tage dig til, end at iagttage din storesøster?” Hun smilede hendes sædvanlig, varme smil. Jeg lagde mig ned på ryg-gen og kiggede op på himlen, og en lille, hvid, ensom sky gled langsomt foran solen.

Tårerne pressede sig på. Mine øjne søgte mod de blanke sko, men det varede ikke længe før de blanke sko blev sløret, af de tårer i mine øjne der var parat til at falde. Jeg lukkede mine øjne, håbede på at tårerne ikke vil falde. Hun ville ikke have at jeg græd, hun ville have jeg havde det godt, og at jeg var i godt humør. Det var sådan hun ville havde det. Tårerne faldt stille, og de trillede langsomt ned af min kolde kind. Sorgen overtog mig, jeg kunne ikke længere holde det tilbage. Dem og mig. De havde for travlt til at tage sig af mig, så nu ville det bare være mig. Ikke længere hende og mig, når de var væk. Gråden tog til. Flere tårer faldt. De eneste lyde i bilen, var bilens brummen og min hulken.

Bilen stoppede stille, vi var ankommet til vores destination, kirken. Jeg tørrede stille mine øjne, prøvede at fjerne de tårer der var på vej. Jeg tog en dyb indånding, og jeg prøvede at få styr på mine følelser igen. Ikke et ord var blevet ytret i bilen, og ligeså da vi steg ud af bilen. En kold brise kom mod os, og den skar lige gennem marv og ben. Det hjalp ikke at man i forvejen frøs af sorgen der lå gemt dybt inde i mit indre. Jeg kiggede hen imod kirken, og jeg kunne mærke et stik af smerte i mit hjerte ved synet. Jeg kiggede på mine forældre, som allerede var på vej op mod kirken. Min mor tog en pille valium, for at glemme sorgen. Men helt glemt blev den ikke, idet hun lidt senere tog endnu en.

Jeg gik stille imod kirken med små skridt. Jeg ville ikke gå derop. Begravelsen ville få mig til at indse, at hun virkelig var død. Jeg vidste hun var død, Men det var som om at jeg stadig ikke helt forstod det, som om at dybt inde i mig selv, var hun stadig i live. Jeg stoppede brat op, og jeg kiggede op mod kirken endnu en gang. Jeg kiggede bittert på kirken, og jeg kom til at tænke på Gud. Hvis Gud virkelig fandtes, ville han ikke have været så ubarmhjertig, at lade mig være alene med de to. Han ville ikke have været så ond, at tage min eneste søster fra mig, min eneste ven. Jeg lukkede mine øjne, og tårer strømmede ned af mine kinder.

Jeg hører nogen råbe. Jeg har mine hænder ved mine ører, jeg ville ikke høre hvad der bliver råbt. Min søster holder om mig, og hun prøver at trøste mig. Jeg græder, og jeg kan mærke, at min søster ryster. Jeg lægger stille mine arme om hende, og jeg prøver også at trøste hende. Jeg kan høre nogen blive slået, og derefter nogen der græder. Jeg lukker mine øjne og prøver at lukke lydene ude. Min søster og jeg falder stille i søvn ved siden af hinanden. Næste dag havde min mor et blåt øje.

Jeg sparkede trodsigt til en sten. Jeg hadede min far for at slå min mor, og jeg hadede min mor fordi hun ikke gjorde noget ved det. Det eneste de gjorde var at arbejde hele tiden, mens min søster og jeg var alene hjemme. Men nu hvor hun er væk, er jeg alene. Og når min mor endelig er hjemme, er det valiumen der tager alt hendes opmærksomhed. Jeg knyttede stille mine hænder. Gud, hvor jeg hadede mine forældre. Jeg kiggede ned på de blanke sko, og jeg så hvordan mine tårer faldt ned på dem. En mand jeg ikke genkendte, kom hen til mig. ”Ked af det med din søster,” sagde han til mig, og han lagde en hånd på min skulder. Jeg mumlede et ”tak,” hvorefter han gik videre.

Jeg satte mig stille ind i kirken, og begravelsen begyndte. Under det hele kiggede jeg ned på mine blanke sko. Min mor græd ved siden af mig, mens min far bare sad med et tomt ansigtsudtryk. Jeg knyttede mine hænder, det var også deres skyld alt sammen. Hvis bare de havde været der for os, ville de havde opdaget at hun var syg, også ville hun kunne nå at få en behandling, også ville hun stadig være sammen med os, og hun vil være i live. Jeg rejste mig brat op under begravelsen og styrtede ud af kirken, og ikke en gang kiggede jeg tilbage.

Hun ligger der på sengen, bleg og kold. Man kan tydeligt se hvor syg hun er. Jeg tager stille hendes hånd, og jeg græder. ”Du må ikke dø! Jeg vil ikke være alene,” hun smiler stille til mig, og med stor anstrengelse fra hendes side af, ligger hun en hånd på min kind. ”Du vil aldrig være alene! Jeg vil altid være sammen med dig. I dit hjerte,” hun smilede sit varme smil, og det samme gjorde jeg. Næste morgen da jeg kom for at se til hende var hun død. Jeg var alene, og de blanke sko stod inde i mit skab, parat til at blive brugt.

[Carter Riles]

Thumbs up girl O.O Du blærer dig en hel del, gør du ikke? Ej driller bare xD Men du er jo rollespiller, så det er ingen overraskelse at der er en lille forfatter gemt i dig ^^