My Hands Are Tied

[Tomas Foster]

Det var ret tidligt om morgenen, klokken 8 af dømme efter lyset. Hospitalet lå mere eller mindre øde. Der sad kun en dreng, med en computer på skøddet. Rundt om håndledende havde han, en slags forbindinger.
Foster sad, med noget problematisk kode. Han havde været i hospitalet i omkring 24 timer, fordi de skulle tjekke op på hans håndled. De var blevet skadet, af alt det computerbrug, i så mange år, så nu skulle de tjekkes hver anden måned. Det irriterede dog ikke Foster, da han kunne tage arbejdet med sig.
"Forbandet lort." Fosters kolde, næsten døde blik, var stadig fastlåst på skærmen, og hans fingre stryg hen over tasteturet. "Gør nu som jeg siger....sådan." Han havde endelig fundet fejlen i koden, og man kunne se, at han var dejlig tilfreds.

[Jacob O'Conner]

Jacob havde været ude på hård morgen træning som straf for at havde pjækket 4 gange for selvforsvars træning, og det var ikke lige frem fordi at det var gået særligt godt fra Jacob, han var kommet til skade flere gange, dog ikke noget alvorligt sådan at straffen skulle afbrydes mente hans lære, men alligevel da de var færdig, blev han sendt op på skolehospitalet sådan at han kunen blive tjekket fra de fleste skader, han havde ondt i sin ene fod og ene håndled, og så havde han fået en lille flænge i læben, som var komemt fordi han ikke havde reaget hurtigt nok. Da han kom op på skole hospitalet og lægen der arbejde der kom hen til ham begyndte lægen at undersøge ham, han havde forstuvet den ene fod og ene håndled, samt fået en mindre hjernrystelse, og derfor ville de gerne beholde ham på hospitaltet til dagen efter, det var noget jacob kunne lide, så slap han for at komme i skole og lave lektier. Jacob smed sig på den seng han fik, dog havde han hovedpine så det var nu os meget rat at få en fri dag, mente han, men efter at havde lægget lidt på sengen fik han øje på en anden dreng som talte med sig selv, han kiggede op og så en dreng som var noget ældre end jacob selv sidde med en computer, lige nu var de to drengene alene i rummet, han kravlede derfor forsigitgt ud af sengen og listede over til drengen, han stillede sig ved siden af ham og pegede på hans computer skærm og kiggede spørgende på ham.

[Tomas Foster]

Foster kiggede op, da en lille dreng kom hen til ham. "Godmorgen." Foster smilede venligt, til den lille dreng, som så ud som om, at han var utrolig genert. Dog kiggede han lidt undrene på drengens finger. "Du har vel set sådan en før, har du ikke?" Foster løftede lidt i computeren, så drengen vidste, at det var den Foster talte om. Foster ville blive overrasket hvis drengen ikke havde set en computer før. Alle voksede da op med sådan en, nu om dage. Selv vagabonderne under jorden, gik rundt med en.

[Jacob O'Conner]

jacob kiggede på drengen og nikkede stille da han sagde godmorgen, der kom intet godmorgen fra jacob, han så på drengen og ned på computeren da han løftede den lidt for at vise at det var den han talte om, da rystede jacob stille på hoved, nej han havde aldrig set sådan en før, hans forældre havde aldrig haft sådan en og slet ikke engang tænkte på dette, hans forældre var meget fattige og levede derfor i det miljø hvor folk ike havde sådan en, han vidste så derfor heller ikke hvad det var for noget, men det så sjovt, ud , han trykkede forsigtigt på en af knapperne der var på tasterturet for at se hvad den kunne, han smilede lidt da han trykkede på knappen og havde nu lyst til at trykke på flere det var sjovt at de sådan kunne bevæge sig når man trykkede på dem, han trykkede på en mere og kiggede så på drengen og tog hurtigt sin hånd til sig.

[Tomas Foster]

Foster skulle lige til at trække computeren til sig, da den lille dreng trykkede på knapperne, men da drengen selv trak hånden til sig, smilede Foster bare. Han slettede hurtigt det drengen var kommet til at skrive, og lukkede programeringsmiljøet. "Man skal vide hvad man trykker på, hvis man skal trykke lille ven. Ellers kan en hel del gå meget galt" Foster smilede venligt til drengen.
Foster fik nu en go idé. Med lidt besvær på grund af håndledne, fik han åbnet et meget simpelt spil. Pinball, og satte computeren lidt tættere på drengen, så han vidste, at nu måtte han trykke. Foster havde selvfølgelig låst det meste af tasteturet, så drengen kun kunne trykke på det, der fik spillet til at kører. "Vil du prøve?"

[Jacob O'Conner]

jacob kiggede på Foster og så undskyldende på ham, da han hørte hvad han sagde, men smilede igen da han så foster smile venligt til ham, han virkede rigtigt flink og venlig, måske de kunne blive venner? Eller måske ikke for han vidste at denne dreng var noget ældre en ham selv og hvem ville være venner med en der ikke engang var buksemyndig endnu. Jacob fulgte med på hvad han lavede på computeren, da han så han åbnede et spil og satte computeren lidt tættere på jacob smilede han og nikkede ivrigt, han ville gerne prøve, han syntes jo det var sjovt at trykke på knapperne, da han havde forsøgt nogen gange med at finde de knapper han skulle trykke på fandt ham dem, og spillede lidt han var ikke særlig god men det var jo os første gang, jacob så op på foster et par gange men var ellers dybt koncenterede over spillet.

[Tomas Foster]

Foster smilede, da han så hvor koncentreret drengen var. "Skulle vi ikke få bygget sådan en her til dig, på et tidspunkt?" Fosters øjne var varme, og venlige. Han kunne bygge en rigtig fed computer til drengen, hvis han ville have en.
Foster havde bygget mange computere før, så det var intet problem at bygge en til ham. Foster sad bare og kiggede på drengen, og nød at drengen hyggede sig, med spillet. Imens drengen sad med computeren, ømmede Foster sig lidt over sine håndled. De havde åbnet dem, og set om det kunne reparere senerne. Det kunne de ikke endnu, men de havde sat en lille metalklemme ind, som skulle mindste smerterne, og styrke ledende. Han skulle dog tage nogle piller i nogle dage, så hans krop ikke ville frastøde det specielle biometal, som de kaldte det. Derfor havde Foster et langt ar, på hver af hans håndled, men de var dog fækket, af forbindingen.

[Jacob O'Conner]

jacob kigede på ham og gik helt i stå i spillet, da foster spurgte om de ikke skulle få bygget sådan en computer til ham, han stod bare og stirrede på foster men så blev hans smil til et kæmpe smil der fyldte hele hoved, og hans øjne lyste at glæde, ja han ville os have sådan en, selvom han ikke engang vidste hvad det hed, men den var sej men kunne spille på den og trykke på knapper det var sjovt, han hoppede lidt op og ned på gulvet men stoppede hurtigt da det gjorde ondt i hans forstuvet fod, men den og de andre skader havde han glemt alt om fordi han var så glad, Jacob nikkede ivrigt og smilede til foster. Han havde lyst til at kramme ham men lod være.

[Tomas Foster]

Foster smilede, da hans så drengens udtryk, dog undrede han sig i sit indre, over at drengen overhovedet intet sagde. "De må vi se på, når mine arme har fået det lidt bedre, så jeg kan løfte på noget igen" Foster smilede igen. En cleric elev som havde vagten på hospitalet havde Foster fået overtalt til at hente hans computer i Techs laboratorium. Hun havde med meget overtalelse, fået lov af Tech, at komme ind for deres kollegiums grænser. Foster havde derfor ikke selv løftet computeren, andet end den smule, som drengen havde set, men der havde han også ømmet sig bagefter. Han kunne overhovedet ikke arbejde, som han før havde gjort, idtil hans håndled, havde fået det bedre.

[Jacob O'Conner]

jacob vidste udmærket godt at han villle undre sig over hvorfor at jacob ikke sagde noget, men han ville os gerne forklare hvorfor men kunne ikke, han prøvede virkelig at få ord ud af munden det var os tydeligt at se for foster athan prøvede at sige noget men der kom ingen ting ud af hans mund andet end et opgivende suk. Han kiggede ned på fosters arme og vidste ikek hvad der var sket men turde heller ikke spørge ind til det, hvis det nu var noget hemmeligt. Han lagde forsigtigt sin lille blødt hånd på en af fosters hænder og ae’ede forsigtigt hans hånd og så op på ham, og pegede der efter på skærmen og ned på tasterturet og prøvede at forklare ham at han ville skrive noget, godt nok var jacob meget dårlig til at skrive og læse menhan ville jo prøve sig frem,d er var jo ikke andet at gøre end at prøve, hvis foster overhoved forstod hvad han prøvede at forklare med sine hånd bevægelser.

[Tomas Foster]

Foster smilede stille da drengen nussede hans hånd. "Det er intet alvorligt lille ven, men jeg kan nok ikke komme på missioner, den næste uge." Da den lille dreng pegede på skærmen, og så tasteturen, prøvede Foster at opfange, hvad han ville. Noget med tasteturet. "Nårh, du vil skrive" sagde Foster, da det gik op for ham. Med nogle lynhurtige tryk, kom Foster ind i et simpelt skriveprogram. "sådan der" Sagde Foster, og klappede drengen let, på hovedet.

[Jacob O'Conner]

Da foster fortalte at det ikke var noget der ar alvorligt kiggede han bare på ham længe og nikkede så. Da han oopfattede hvad det egentligt var at jacob gerne ville, nemlig skrive. Da han havde gjort sådan at jacob kunne få lov at skrive så han lidt længe på foster, han havde jo set der var bogstaver og tal på tasterturet så kunne man vel os skrive på den. Da foster klappede ham let på hoved, smilede han og grinte lidt, han kiggede på tasterturet og måtte koncentere sig han havde aldrig nogen sinde gået i skole før han kom her til og derfor det med at skrive og læse var han rigtig dårlig til. Men han havde fået nogen lette øvelser af en af hans lære som han skulle øve sig på hver dag, dog kunne han godt skrive sit navn, han skrev ”jacobjegerbangfårogtale” han vidste ikke om det var rigtigt men sætning så forkert ud der manglede mellemrum men hvordan kunne man lave det på sådan en computer her? Han kiggede på foster og vendte computer mod ham så han kunne se det han havde skrevet

[Tomas Foster]

Foster smilede, og pegede på den aflange tast, i bunden af tasteturet, men skrev så for ham, for der var også nogle stavefejl, af hvad Foster kunne se. ”jacob. Jeg er bange, for at tale” skrev Foster, og viste drengen det. "Så dit navn er Jacob?" spurgte Foster, og smilede til den lille dreng.
Var drengen mon stum, eller hvad var det der var galt med ham? "Hvilket kollegium er du fra, lille Jacob?" Foster havde godt sine anelser, hvad svaret til dette spørgsmål kunne være, men han ville lige sikre sig. Jacob var i hvert fald ikke en saint. Så meget kunne Foster regne ud, og en brute, virkede han heller ikke til at være.

[Jacob O'Conner]

jacob kiggede på hvordan foster rettede stavefejlede og gjorde så det så rigtigt ud, dette fik dog jacob til at blive lidt usikker, han var jo ikke god til at skrive og at han rettede ham troede han jo at drengen ville være sur på ham, men da han så hans smil forsvandtusikkerheden , Jacob nikkede da han spurgte om hans navn var jacob, han hed jacob og ja det var en underligt navn han ville hellere hedder noget andet, men han accepterede dog hans navn, da foster spurgte hvor kollegium han var fra, stod han lidt og tænke han kunne i hvertfald ikke stave til det han lagde sin pege finger mod sine læber og tænkte, hvor efter han kom i tanke om han havde noget papir hvor der stod ghost på, han humpede over til sin skole taske og tog den med over til foster’s seng, han fandt sinde ting sammen, og der var intet orden i hans taske tingene var bare smidt ned i, da han tog alle sine ting op og lagde på sengen hvor foster ikke lå med kroppen, lå der en masse prøver som han var dumpet og skole iopgaver der ikke engang var halvt lavet færdig, og øvelser som man normalt havde de første år når man gik i almindelig skole, men dem fik jacob os fordi han aldrig før havde gået i skole. Han fandt lidt efter et stykke papir hvor Ghost logoet var på han vidste ham det og pegede på logoet.

[Tomas Foster]

Foster smilede. "Det tænkte jeg nok. Jeg har også været en ghost engang, men jeg fik lov til at træde af, for et par år siden." Fosters håndled havde ikke kunne holde til Ghost's hårde træning. Ikke selv med han N-Bone handsker. Det var nogle robotteknologiske handsker, der blev styret af kroppens nervebaner. De skulle styrke brækket knogler, eller skadet led, en betydelig grad, men det havde ikke været nok for Fosters behov. Han havde altid haft utroligt ondt i hele kroppen, men specielt i håndledende, efter Ghosttræningen. Foster brugte dog stadig handskerne på missioner, når han ikke kunne komme uden om, at dyrke parkour. Han var bare glad for, at være på the Techs nu. Der tog man tingene langt mere stille og roligt, og man fokuserede på sin videnskab.

//N-bone handsker