|
|
Post by Jacob O'Conner on Jul 20, 2011 6:35:02 GMT -5
jacob kigede på ham og nikkede til det han sagde, gid der fandtes et kollegium for de svage og dårlige elever som bare kunne gemme sig væk og der ikke blev sat store forventninger til dem, da jacob skulle til atp akke alle sine skole ting ned i tasken igen faldt der et billede ud af stakken og landte på gulvet jacob så det og tog det op og lagde en finger på hans mor, det var etbilleder af ham og hans mor og far, et meget lille lavt ” mor” kom fra jacob og så kom tårerne de trillede stille ned af kinderne på jacob, han stod bare og så på billede og huskede tilbage til dengang han var hos min mor som havde taget jacob med sig da de flygtede fra hans far. Jacob tørte sine øjne i sin trøje og lagde billede på computeren og puttede resten ned i hans taske.
|
|
|
|
Post by Tomas Foster on Jul 20, 2011 10:12:52 GMT -5
Foster fik et lille chok, da et ord kom ud af lille Jacobs mund. Så han var altså ikke stum? "Er det din mor? Hun er en pæn kvinde" Smilede Foster venligt. Han så på billedet, og så den voksne mand på billedet. Var det Jacobs far? han valgte ikke at spørge ind til det, siden Jacob ikke også havde nævnt faren.
"Er der sket noget med hende?" Fosters øjne var rolige, og venlige. Han var på ingen måder vant til at snakke med børn, mest fordi der ikke rigtig var nogle børn på techkollegiet, og da Foster var ghost holdte han sig mest for sig selv, på grund af skam over, at han ikke kunne være mere som sin far.
|
|
|
|
Post by Jacob O'Conner on Jul 20, 2011 10:37:06 GMT -5
Jacob kiggede på ham og da han spurgte om det var hans mor nikkede og han lagede igen forsigtigt en finger på hendes kind på billede og så lidt på det og kiggede så ned i gulvet, han kunne ikke klare at se for længe på billede af gangen, mest fordi hans far var på billede, men os fordi han savnede hans mor noget så kraftigt, han nåede ikke engang at sige farvel til hende, for han var gået ud for at gå en tur alene og så kom der to piger og havde taget ham med sig, hvorfor han tog med vidste han stadigvæk ikke, og hvorfor løb han ikke bare hjem til sin mor, eller skreg på hjælp det hele var så uklart for ham, da trillede der igen en tårere ned af kinden på ham, han kiggede op på Foster og trak på skulderne og pegede på hans mor på billede og tog begge hænder op til hans hjerte, for at fortælle ham at hans mor altid ville være i hans hjerte, og så pegede han på hans far og hans blik med is koldt og hårdt og han rystede voldsomt på hoved, han turde ikke fortælle hvad der rigtigt var sket mellem ham og hans far, han viste bare foster at han hadede ham så godt han nu kunne gøre det med armbevægelser.
|
|
|
|
Post by Tomas Foster on Jul 21, 2011 2:19:30 GMT -5
Foster så tydeligt hadet, i Jacobs øjne. at aflæse mennesker, var noget Foster nu engang var god til. Han valgte dog bare, at nikke kortfattet. Foster mente ikke der var brug for, at uddybe noget som helst. Foster studsede lidt over at Jacob trak på skulderne da Foster spurgte til hans mor. Vidste drengen ikke, om der var sket hans mor noget? Det lød ret så mystisk, og Foster ville gerne hører hele episoden omkring, hvordan Jacob var kommet til skolen, men han kunne nok ikke få noget ud af Jacob. Ikke meget i hvert fald. Foster kunne bare på en eller anden måde mærke, at noget ved Jacobs fortid, ikke var som det skulle være. Der var noget helt galt. Det kunne være Foster skulle kræve en samtale med Hjernen selv, selvom Foster faktisk var en smule utryk, ved den store computer, men Hjernen måtte da vide et eller andet om Jacob. Det var da hans job.
|
|
|
|
Post by Jacob O'Conner on Jul 21, 2011 4:59:16 GMT -5
jacob kunne godt aflæse foster, han tænkte, men hvad han tænkte på kunne jacob så ikke vide, men han ville gerne vide det, måske det var noget om ham? hvad hvis han havde onde planer om ham? hvis han ikke ville se ham igen? hvad nu hvis han kendte hans far og foster havde jo hørt ham sige ondt, jacob blev bange han trådte skridt væk fra foster, han var helt sikker på den her drenge kendte jacobs far, hvad nu hvis jacobs far var her på skolen, han ville jo slå jacob ihjel, jacob kiggede bange rundt og så hele tiden fra foster mod døren, han ventede barep å hans far kom ind, det måtte var sådan det var, det var nu tiden var kommet jacobs far havde fundet ham og fået foster til at holde ham tilbage så han ikke forlod hospitalet. Prøvede at ryste på hoved for at få det ud af hoved, men kunne ikke, kan kom til at tænkte på mimi’s ord hun havde fortalt ham at skolen her var det sikkerste sted at være og at hans far ikke kunne komme her, jacob faldt ned på knæ og tog og holdte sig for ørerne for at stoppe hans tanker, han skreg højt og græd.
|
|
