|
|
Post by Alexander Valentin Silver on Jul 21, 2011 7:00:01 GMT -5
Det var langt fra første, og langt fra sidste, gang Valentin var kommet for sent til en af de obligatoriske undervisningstimer. Han havde rent faktisk haft planer om at deltage netop denne dag, men det blev så ikke til noget, for han have ingen intentioner om at gå ind i klasselokalet efter timen var gået i gang. Desuden var det også lang tid siden døren blev lukket, så der var vel ingen pointe i rent faktisk at gå ind. Valentin vidste godt, at han ikke ville nå det, men han havde altså haft travlt med at være vred over at blive afbrudt i sine tanker tidligere på dagen og havde derfor brugt en del tid på bare at gå rundt for sig selv. Nu gik han rundt på gangen og prøvede at få tiden til at gå, han var nemlig nået et punkt hvor selskab ville være godt og så alligevel. Han frygtede lidt at de eneste han ville møde var folk der ville bebrejde ham for ikke at deltage i undervisningen. Han var træt af, at alle hele tiden skulle prøve at bestemme over ham, som om han ikke var et selvstændigt individ. Var det ikke det alt der her handlede om? Selvstændighed.
Valentin havde en af de dage hvor han egentlig var i dårligt humør, men prøvede at skubbe det væk. Selvom han naturligvis altid var i mod systemet på Society, så var der dage der var værre end andre. Det havde typisk noget at gøre med diskussioner han ikke havde fået ret i.. Det var i hvertfald tilfældet nu hvor han gik rundt for sig selv.
|
|
|
|
Post by Artemis Varyn on Jul 21, 2011 7:08:42 GMT -5
Artemis havde været uinteresseret i at komme til denne bestemte time. Det var ikke faget han ikke kunne lide, eller læreren, eller klassen… Artemis kunne kun tænke sig til at det bare var en dårlig dag for ham, og han havde bedre ting at tage sig til, end at spilde sin tid til en eller anden ligegyldig lektion. Eller måske kom han bare for sent og var for ugidelig til at ville gå ind efter timen var gået i gang? Artemis var ligeglad med hvad grunden var. Pointen var at han ikke gad, og så måtte det blive sådan. Så måtte hans vejledere, lærere eller leder eller hvem der nu end blev irriterede over det finde noget andet at spilde deres tid på, for Artemis ville være ligeglad med om han blev skældt ud.
Det var disse harmefulde tanker der gik igennem det unge hoved på den unge dreng som stod udenfor klassen. Hans sjaskede sorte hår sad fast på hans hoved og kom tit og ofte i vejen for de mørkeblå øjne som gemte sig bag hans briller. Hans øjne åbnede og lukkede sig i den trækning der kaldtes blinken, og de mørke øjenvipper afbrød hans ufejlbarlige udsyn til gangens meget uinteressante udsmykning. Artemis kunne se en anden person stå udenfor lokalet, som åbenbart også var kommet for sent. Artemis rådførte sig kort med hans hjerne, og nåede frem til at det var en anden Ghost-elev. Han havde aldrig snakket med denne person før, men han huskede at se ham i kollegiet. Han hed vist Alex eller Valentin, eller noget i den retning. Det var i hvert fald hvad Artemis kunne huske at have overhørt fra forskellige samtaler med denne dreng involveret. Snart mistede Artemis interessen for drengen, og vendte tilbage til hans pointeløse scannen af gangen.
Word Count: 298
|
|
|
|
Post by Alexander Valentin Silver on Jul 21, 2011 7:17:17 GMT -5
Havde han bare haft nogle spillekort. Gode gammeldags spillekort. Valentin vidste, at der lå nogle på hans værelse, der lå faktisk en del sæt, men han havde selvfølgelig ikke taget nogle af dem med. Det var blevet en god vane for ham, at bruge de stille stunder på at tælle kort, et gammelt trick til at kunne vinde stort i Blackjack. Spillet syntes at være for længst uddødt, men derfor kunne man jo godt træne det op alligevel, hvis det ellers ikke var fordi Valentin havde så pokkers nemt ved det. Det var simpelt og enhver kunne vel lægge små tal sammen og trække dem fra hinanden. Udfordringen var at gøre det hurtigt, længe og uden at blive bemærket. Det var selvfølgelig svært ikke at blive bemærket, når man nu selv sad og vendte kortene og hvis man bare kendte lidt til ham, ville man vide at han bare plejede sit matematiske talent.
I sin søgen efter noget at lave fik han øje på en anden person på gangen. Han kunne godt genkendte ghosteleven og huskede også navnet Artemis. Grunden til dette var vel, at det var et lidt specielt navn, for han mindedes ikke at have snakket med ham.. Så var det i hvertfald ikke meget. Det meste af Valentins tid gik også med at være alene, eller sidde i diskussioner med de overordnede. Ikke at han slet ikke havde tid til andet, han brugte bare lang tid på det. Han bemærkede Artemis' korte blik på ham og besluttede sig for at gå hen og hilse. Så måtte han jo finde ud af, om Artemis var snaksagelig eller ej.
"Har man misset undervisningen?"
|
|
|
|
Post by Artemis Varyn on Jul 21, 2011 8:01:22 GMT -5
Artemis var skyldig i at stirre lidt på Valentin da denne trådte hen til ham. Det nonchalante spørgsmål der fulgte gjorde det tydeligt overfor Artemis hvad Valentins formål var. Pointeløs chit-chat, for at få tiden til at gå indtil timen var passeret. Denne måde at få tiden til at gå var ikke uvant for Artemis, men det havde ikke vist sig særligt vellykket i tidligere tilfælde, grundet Artemis’ attitude og kolde måde at besvare spørgsmål. Dette fik ofte samtalepartneren til at opgive at have en samtale kørende, og for Artemis var det godt det samme. Artemis var fuldstændig ligeglad med om tiden skulle gå på den ene eller den anden måde. De eneste som egentligt kunne holde ham ud i længere tid var dem som Artemis havde et bizart forhold med, noget a la rivaler, bare i form af at de fornærmede hinanden i stedet for at småsnakke. Men Artemis kunne da godt lege med for en stund, finde ud af hvad Valentin var for en fisk.
,,Kan man vel godt sige. Og du er vel i samme situation?” spurgte Artemis med et hævet, sort øjenbryn og han skubbede de tynde, cirkulære briller lidt længere op af næsen, så der ikke var en irriterende kant som delte hans allerede formindskede syn op i to og forskød billedet. Det var da frustrerende at skulle bruge briller, men det var vel bedre end at rende rundt helt blind? Eller måske ikke... Artemis måtte lige tænke på det.
Word Count: 273
|
|
|
|
Post by Alexander Valentin Silver on Jul 21, 2011 9:15:41 GMT -5
Der var noget ved Artemis' attitude der irriterede Valentin en anelse, men han kunne ikke helt sætte en finger på det og kom frem til, at han næppe burde snakke om folks attitude. Han var ikke altid selv for god til at give andre en chance, men det kom an på hvem det var han snakkede med. Kollegieledere og præfekter fik sjældent en chance, det samme galt undervisere, Idéer. Ellers var det ofte til at snakke med ham, hvis ellers ikke han var i alt for dårligt humør. Det var han ikke nu, så Artemis ville rent faktisk have en mulighed for at kunne snakke ordentligt med ham, hvis ellers han lod være med et virke så.. Arrogant?
"Det har du ret i, at jeg gør, ja," kommenterede han og trak på skuldrene, "men det kan være godt det samme, undervisningen gør ikke den store forskel." Valentin gjorde ikke det mindste for at holde sin mening skjult. Desuden ville Artemis næppe begynde at gøre det store ud af den udtalelse, for Valentin var af den opfattelse at det kun var de mere vigtige personer der gjorde det... Med vigtige mente Valentin naturligvis højere stillede.. Ledere. Han så dem ikke selv som mere vigtige end alle andre, men han vidste at nogle gjorde.
|
|
|
|
Post by Artemis Varyn on Oct 1, 2011 3:14:56 GMT -5
Artemis smilede et pointeløst, ret koldt, smil til Valentin, og han trak på skuldrene ved Valentins forklaring. Han kunne jo kun have ret. Artemis følte heller ikke at han mistede en hel del ved at skippe lektionerne. Kun parkour-lektionerne var han håbløs til, mens han kedede sig i resten af timerne. Artemis var ikke nogen god løber eller udøver af parkour, og han var egentlig heller ikke særligt lydløs for en Ghost at være, og det eneste han egentlig havde af gode punkter, var hans hukommelse. Han sugede tingene til sig som en svamp, og derfor var han lærenem i ren teori. Artemis vidste utroligt meget omkring teknikken af parkour, men han kunne aldrig gøre det selv.
,,Det kan du have ret i. Men hvad kan man gøre? Obligatoriske timer er ikke lige sådan at boycutte helt," pointerede han med et suk gemt i sin hæse stemme, som var fanget på et eller andet plan mellem barndom og teenageårene, så den var ikke helt gået i overgang endnu, men var ved at være der.
|
|
