(åben)Et sjældent syn

[Philip O'hara]

Døren ind til toiletterne stod åben og gik man forbi kunne man høre lyden af en tændt håndvask, samt nogle mumlende beklagelser og diverse bandeord fra en tydeligt irriteret mand. Lænet hen over den tændte vask stod Brute og var en blanding mellem vred, irriteret og så var han skadet. Heldigvis havde han fået det meste blod væk fra ansigtet, så han ikke så decideret drabelig, men det blødte stadig fra den flænge han havde fået hen over højre øjenbryn. Den grålige tanktop han havde på havde sluppet billigt og der var kun nogle enkelt små, men dybt røde pletter på dem. Det var da utroligt så meget sådan en flænge kunne bløde.

Det var ikke tit man så Brute komme til skade på den måde, i hvertfald ikke uden for missioner, men én ting var sikkert.. Kom han til skade holdt han sig fra hospitalsfløjen hvis det var muligt. Det var faktisk kun hvis han ikke havde kræfter til at kæmpe i mod, når andre ville have ham derhen, at han rent faktisk endte der, hvilket betød at healerne kun fik ham at se, når det stod meget slemt til. Og nu havde han altså travlt med at få vasket såret.
En anden grund til, at han ikke smuttede forbi hospitalsfløjen var grunden til, at såret var kommet. Brute var sjældent uheldig og havde som oftest styr på hvad han gjorde, men det var altså gået galt. Han havde uofficielt trænet nogle kampteknikker med nogle fra sit kollegium og havde været uopmærksom. Uheldigvis var det end i, at han havde fået en afhugget sten i hovedet, da han var væltet. Udover at det var utrolig uheldigt var det også pinligt for ham.

[Juno Ghodbane]

Juno var mere eller mindre lydløs på vej ind på toilettet, undtagen den vedvarende, harmoniske nynnen der forlod hendes læber.
Hun skubbede langsom døren op med en hånd, der næsten så unaturlig slank ud i forhold til den hvide dør. Hendes ansigt blev spejlet omkring en million gange i de hvide fliser på væggene. Næsten som en elektronikafdeling i et supermarked, med tusindvis af forskellige fjernsyn der alle sammen viste det samme billede.
Hendes blå glimtede uskyldigt da hun trådte ind, og det så ud som om hendes øjne fangede hans i spejlet som det aller første. "Brute." bemærkede hun. Ikke rigtigt et overrasket udbrud eller en venlig hilsen. Måske noget imellem.
Hun betragtede ham et par øjeblikke, stod bare foran døren som en lille, yndig porcelænsdukke. Hendes øjne løb som et vandfald fra hans øjne til hans øjenbryn, og det blod der løb fra det og plettede hans ansigt og tøj.
Hendes ansigt fik et næsten bebrejdende udtryk, som om hun slet ikke viste hvem hun stod over for. "Brute!" gentog hun, med den der stemme der var en blanding af bebrejdelse og bekymring.

[Philip O'hara]

"Stopper det da aldrig,"[/color] mumlede han irriteret og kunne ikke gøre andet end at blive ved med at stå ved vasken. For det første var det meget praktisk, så han ikke fik for meget blod ud over det hele, dernæst var det også vigtigt at få det renset, da han jo ikke vidste hvor meget sand og lignende der kunne have sat sig fast i det. Selvom han hørte en eller anden komme nærmere reagerede han ikke på det, for egentlig gik han bare ud fra, at vedkommende ville passere. Han havde selv lidt for travlt med at undgå at blive alt for klam og så selvfølgelig med at være overrasket over hvor meget det kunne bløde. Endnu en gang fik han da bekræftet, at man skulle holde fokus.
"Mmm,"[/color] svarede han med en irriteret mumlen, da han hørte sin titel blive sagt, men reagerede ikke før, det blev gentaget i en mere bestemt tone og han vendte hovedet, mens han holdt en finger mod flængen. "Hvad vil du?"[/color] Spurgte han, da han havde fået bekræftet over for sig selv hvem det var. Juno Ghodbane, clerics.

[Juno Ghodbane]

Junos læber blev presset sammen til en tynd streg. Hun havde lyst til at skælde ham ud, over at være kommet galt afsted. Hun viste ikke om det var en andens skyld, men hvis man kendte Brute, så ville man vide at det nok ikke var grunden. Rent faktisk, kunne hun regne den præcise grund ud. Det ville ikke undre hende hvis han havde været uforsigtig og var kommet til skade. Spørgsmålet var bare om det havde været foran eleverne, så hans ego også havde taget skade. Ét enkelt blik mere på hans ansigt bekræftede det. Og selvfølgelig var han for stolt til at gå på sygestuen.
Men hun skældte ham ikke ud. Hun svarede ham ikke engang.
Hun blev stående et par hjerteslag, og så trådte hun hen til ham, ved siden af den plettede vask. "Det der kan du ikke stoppe selv." pointerede hun, ret så uskyldigt. Det var tydeligt at hun tilbød sin hjælp. Så tydeligt som det nogensinde blev for en pige som Juno, der ikke sagde alt for meget.

[Philip O'hara]

Brute så vurderende og utålmodigt på Juno, mens hun så ud til at tænke over situationen og der gik da heller ikke lang tid, før han vendte opmærksomheden tilbage mod vasken, da det var begrænset hvor meget han kunne holde blodet fra at komme uden om hans finger. Nu havde han så også en hånd han kunne bruge tid på at vaske. Tak, Juno.. Tak, for det, tænkte han irriteret, selvom han udmærket vidste, at der ingen grund var til at give hende skylden. Der var også en grund til, at han ikke sagde det højt, for så lavt ville han alligevel ikke synke. Efter et øjeblik skævede han i mod hende, uden at flytte ansigtet for meget. "Jeg tror nu jeg klarer det fint nok,"[/color] svarede han hende, selvom han vidste, at hun nok vidste mere om det end han gjorde. Det var da også bare for dumt at være så uopmærksom og han var glad for, at det var nogle fra hans eget kollegium der havde været indblandet, så var det nemmere at forsvare sig senere hen.

[Juno Ghodbane]

Juno sagde slet ikke noget til ham, for hvis hun åbnede munden var hun bange for at bande langt væk af ham. Hun havde det gamle, islandske ord hálfviti lige på tungen, men hun sank det og gik væk fra den tårnhøje og brede skikkelse foran spejlet og de glasklare klinker.
I stedet gik hun ind i en af båsene og rullede et godt stykke toiletpapir af rullen, og futtede så godmodigt hen til ham. Hun rakte ham papiret med den ene hånd, imens hun bukkede hovedet en smule og rodede i en pung hun havde ved det nittebælte hun havde om livet, der overhovedet ikke passede til resten af hendes neutrale, pastelfarvede tøj. Lige så snart hun lukkede op for velkroet, brød en svag, krydret duft ud i rummet, og det var ikke svært at vide hvad hun gik rundt med der.
"Geraium olie." sagde hun med den der stemme, der simpelthen næsten ikke kunne være mere uskyldig og alligevel - ret så provokerende.
Hun trak en lille, gennemsigtig flaske op af pungen, der var lidt over halvt fyldt med en ravfarvet væske. Da hun trak den gammeldags korkprop op, klingede lyden ud i rummet.
"Læn dig lidt tilbage." kommanderede hun. Hvis han ikke bukkede sig en smule, ville hun aldrig kunne komme op til hans sår. Og det var nemmest hvis hun bare gav ham et lille dryp. "Hr. Brute O'Hara." tilføjede hun, inden han, forhåbentligt, kunne nå at blive sur.

[Philip O'hara]

Brute lod til at ignorere hende, selvom han da stadig var lidt opmærksom på hendes tilstedeværelse. Det var ren stædighed, der fik ham til at fortsætte sin meningsløse rensning af såret. Eller, helt meningsløs var det ikke, for det var vel altid godt nok at få renset det igennem, selvom en som Juno sikkert havde sine idéer om hvordan det burde gøres. Han bemærkede hende gå ind i en bås og komme tilbage igen, for at give ham noget papir. Uden at tænke nærmere over det skyndte han sig at holde det i mod flængen og der gik da heller ikke længe før det også var vædet godt til. Blodet var heldigvis meget tyndt, for ellers kunne han da godt komme i tvivl om han pludselig ville miste for meget blod. Det ville han nok også på længere sigt, hvis det ikke stoppede, men det, at der var kommet så meget vand til det gjorde også, at det så lidt mere voldsomt ud, end det var. Han hævede det andet øjenbryn over det hun sagde.. Selvfølgelig havde hun et eller andet på sig som kunne bruges til et eller andet. Han så overvejende på hende og var ikke helt klar over, om han ville gøre hvad hun sagde.

Det var tydeligt, at han ikke brød sig om hendes måde sådan at kommandere med ham på, for han var bestemt vant til, at det var ham der udstedte ordre, som med det samme blev fulgt. Alligevel kunne han ikke helt tillade sig at blive særlig vred over det, for hun gjorde det vel for at hjælpe. Efter et øjeblik at have kigget på hende med et trodsigt blik gjorde han dog hvad hun sagde og lænede sig lidt tilbage. ”Og hvad gør det så, om jeg må spørge?”[/color] Hans stemme var lidt vrissende, men ikke helt fjendtlig.

[Juno Ghodbane]

Hun kunne ikke lade være med at smile, dog var det kun en diskret trækning i den ene mundvig, som han højest sandsynligt ikke ville lægge mærket til. Hun regnede ikke med at Brute var den store iagttager. Måske ville hun bliver overrasket. Måske.

Da han lænede sig tilbage, fjernede hun blidt hans hånd og papiret han pressede imod ansigtet, i lang tid nok til at inspicer hans sår. Hvis der sad alt for mange småsten eller for meget grus i, ville det ikke blive særlig godt. Det så alligevel ud til at Brute havde fået det meste ud i hans vandfaldsbehandling.
"Det for blodet til at størkne hurtigere. Forhåbentligt." tilføjede hun flygtigt, med endnu et smil. Det plejede at virke, men som ung pige med en fortid som hendes, var hun nød til at være klar på det meste - også når ting gik galt, eller ting ikke virkede som de skulle. Og det skulle helst virke på Brute, for han var ikke hvem som helst.
Hun skulle lige til at sige at det godt kunne komme til at svie ret meget, men var Brute ikke hardcore? Hun måtte hellere lade være, inden han følte sig yderligere presset.
Hun dyppede behændigt fire dråber i såret, og pressede den anden halvdel af papiret imod hans flænge.
"Hold det fast, mr. Brute O'Hara." sagde hun lavt, og fjernede så sine fingre fra hans ret varme ansigt. Hun tørrede sine fingre af i de lyse bukser, så de fik mørke og brune pletter.

[Philip O'hara]

Hans blik blev holdt mod hende, selvom han helst bare ville fortsætte sit sårvaskeri i fred. Overbevist var han om, at han nok skulle få styr på det hvis bare han havde fået tid til det, men der var vel ingen grund til at forsøge at overbevise Juno om det. Hendes slags havde det med at vide bedst på det punkt også selvom en som Brute sjældent ville erkende det. Normalt fandt han sig bare i det, for der var ikke andet at gøre og ingen grund til at være fjendtlig over for de andre dele af society. Så længe hans eget kollegium kunne deres og de andre ikke ødelagde noget, så var Brute godt tilfreds. I hvertfald når han ikke stod og skulle virke ærefuld over for en healer der insisterede på at hjælpe ham med at få styr på flængen over øjenbrynet.

”Det skulle det gerne,”[/color] mumlede han og gjorde hvad han kunne for ikke at lyde det mindste truende, som han havde en tendens til, i hvertfald når han sagde vigtige ting til andre brutes. I det øjeblik hun dryppede noget af væsken ned i flængen kneb han øjnene sammen, men sagde ellers ikke noget til det. Han havde oplevet værre smerte i sit liv, men måtte da erkende, at det sviede. Hans ansigsmuskler slappede af igen og han gjorde endnu engang som hun sagde og holdt papiret i mod såret, mens hans blik stadig var vendt i mod hende. ”Og hvad så nu? Skal jeg bare stå her og vente hele dagen?”[/color]

[Juno Ghodbane]

Hun havde svært ved ikke at smile da han kneb øjnene sammen. Brute var i det mindste et menneske, det var da godt at vide. Af og til kunne andre elever godt blive ret så bange over for Brute, men som Leder for et sådan kollegium kunne vel ikke være særlig meget anderledes?
Hun trådte umærkeligt et skridt væk fra ham, så der kom ret lang distance imellem dem. Det var et karakteristisk træk for Juno, som de fleste nok hurtigt ville lægge mærket til. Hun stod ikke særlig tit tæt på folk.
"Det ville være godt for såret hvis du slappede af et stykke tid, for det kan stadig godt springe op. Men nej, du behøver ikke."
Hun lagde hovedet på skrå, og strøg ikke engang det blonde hår væk som faldt ned over hendes pande. Han så en smule bleg ud, men det kunne skylde så mange ting. "Chokolade, hvis du får det dårligt." Denne gang udtrykkede hun sin begrænsede bekymring, over for det bjerg af en mand der stod foran hende. Men på den anden side var han vel ikke så meget ældre end hende. Ikke ti år, i hvert fald. Men det var lidt svært at fokusere på den tanke, når han var så højere end hende selv.

[Philip O'hara]

Selvom han hørte efter gjorde Brute det bestemt ikke tydeligt, da han egentlig havde travlt med stadig at virke en smule overlegen og selvsikker, da han selv syntes han havde en vis mængde ære at forsvare. Han kunne ikke helt blive enig med sig selv om det var godt eller skidt, at det var en almindelig elev, der havde afsløret ham. Havde det været en anden leder havde det nok været sværere at overbevise dem om, at han ikke var faldet i ære, for det var i bund og grund hvad Brutes verden drejede sig om.. Ære. Medmindre Juno skyndte sig tilbage til sin leder for at sige hvad hun havde oplevet ville det nok ikke være et problem. Det ville faktisk undre ham hvis det viste sig at hun gjorde det, men han måtte vel alligevel lige finde på en god forklaring.
"Og hvor længe er et stykke tid så?"[/color] Brute var ofte meget utålmodigt anlagt og han havde sådan set også planer om at komme ud og løbe en tur på et tidspunkt og havde ingen intentioner om at vente til næste dag.
Han så skeptisk på hende, da hun foreslog chokolade.. Som om han ville få det dårligt. I følge Brute var det bare en lille skramme, som godt nok blødte en del, men som ikke var til stor skade. Han havde prøvet en del der var langt værre.

[Juno Ghodbane]

Juno så lidt betænkeligt på Brute, og tvivlede kraftigt på at han ville indrømme hvis han fik det dårligt. Om han så var ved at besvime, ville ingen finde ud af det før det skete. Stædige bæst. Men sådan var de fleste brutes vel. De fleste freerunners, måske.
"Et kvarter. En halv time, hvis du virkelig har lyst til at anstrenge dig for dit helbred." dristede hun sig til at sige. Hun kastede et enkelt blik på ham, imens hun pakkede den lille flaske tilbage ned i hendes pung med en klirrende lyd. Hun regnede ikke et øjeblik med at Brute ville holde sig med nogenlunde ro en halv time. "Har du noget du skal, eller..?"
Hun kunne ikke helt forstå ham. Men det var jo en kendsgerning at Clerics ikke var helt så aktive som nogen af de andre kollegier. Techs og Saints var nok heller ikke så aktive, men... Clerics havde jo også en masse andre ting at tænke på end hvordan man nemt kunne hoppe fra tag til tag og trække sig op over en gavl. For Clerics var, hvordan man fik knækkede knogler til at hele rent, mindst lige så vigtigt. Ingen andre kunne jo klare det.

[Philip O'hara]

Et øjeblik overvejede han hvad hun sagde og måtte erkende, at han nok godt kunne klare at vente en halv times tid, selvom han faktisk var en anelse skeptisk over det. Det var trods alt en halv time i ro og normalt var Brute kun helt rolig når han sov. Selv til ledermøderne havde han en tendens til at rejse sig og gå lidt rundt i lokalet, dog kun hvis stemningen var til det. Snakkede de om noget meget sårbart gjorde han det normalt ikke, men var der bare det mindste opspind til diskussion så man ham i bevægelse. Grunden var naturligvis også, at han havde et vis temperament og det var altså nemmere at styre hvis han ikke var tvunget til at sidde stille. Det, at han nu følte sig tvunget til at skulle holde sig i ro i, i hvertfald, et kvarter gjorde ham en anelse trodsig, men han lod være med at sige noget til det, selvom trodsigheden godt nok stod malet på ham.
”Et sted som her er der altid noget at lave, det burde du også vide,”[/color] sagde han tørt og trak dernæst på skuldrene, mens han naturligvis stadig holdt papiret mod såret. Han kunne godt mærke, at han havde mistet noget blod, men heldigvis ikke mere end, at han havde lidt ondt i hovedet og det kunne sådan set ligeså godt bare være slaget.

[Juno Ghodbane]

Hun fulgte hans skuldre med øjnene, da han løftede dem og talte. "Du har ret. Der er mange andre elever der kommer til skade, og det er altid os der sørger for at alt forbliver... rent og helt." Trods ordene lød hun ikke hadefuld eller skuffet over hendes plads på Freerunner Society, hun lød faktisk bare som en ung kvinde der talte om vejret eller noget andet som ikke rigtigt betød noget for hende. I virkeligheden havde hun det faktisk ret godt med sin plads på Society, men nogen gange følte hun sig ret overflødig, især til træning når de andre fritænkeren satte fart på deres parkour og gav de fleste Clerics baghjuls. Clerics ligesom hende, der gjorde mere ud af healingen end at løbe op af mure.
Hun vendte sig om imod ham igen, som om der var noget hun havde glemt. "Hvordan slog du egentligt hul? Tror du at du har fået en mild form for hjernerystelse eller... Sådan noget?" Hun valgte at holde sine fornemme fortegnelse for sig selv, for det ville nok ikke højne Brutes respekt for hende.

[Philip O'hara]

Brute var enig med hende og han havde ikke planer om at skjule det. Det var Clerics der sørede for, at sårene blev helet når det skete noget og han kunne ikke være andet end taknemmelig for, at der var nogle til at stå for det. Til tider nægtede han godt nok at indrømme det, da han også nogle gange følte, at de overdrev det. Han havde i hvertfald tit tænkt, at der ikke var grund til at gøre meget ud af en skade, hvor nogle fra Cleric-kollegiet havde insisteret. Lige nu var han dog tilfreds nok, i hvertfald nok til ikke at brokke sig mere over det.
Hans blik blev en smule irriteret ved hendes spørgsmål og så i et øjeblik på hende, som var det hende der havde slået hovedet. ”Ligner jeg en der har fået en hjernerystelse?”[/color] I det samme sekund som han havde udtalt det sidste ord, fik han et neutralt udtryk igen og rystede så let på hovedet. Han regnede ikke med, at der var sket andet end den flænge, men han vidste heller intet om den slags og ville aldrig erkende, heller ikke overfor sig selv, hvis der var sket noget.