Streets of gold. (til Fair.)

[Masquerade Alistair]

Solen stod højt på himlen og der var ingen skyer at se på den blå himmel. Det var egentlig en perfekt dag. Det blæste ikke, men det var heller ikke vildt varmt. Temperaturen var egentlig meget tilpas.
På trods af det, valgte Alistair dog alligevel at sætte sig i skyggen. Hun var ikke så meget for at være ude, hvor alle kunne se hende. Hun havde det bedste med at bevæge sig i skyggerne.
Som altid gav det ingen lyd, da hun roligt begav sig ud i skolegården. Hun kunne tydeligt høre når andre gik, også på lang afstand, men hendes egne skridt afgav ingen lyd. Det havde krævet hård træning og mange timers træning. Det havde også krævet en del stædighed, men det havde lykkedes. Hun mestrede det, hvilket hun var virkelig stolt af. Nu behøvede hun ikke længere tænke over det, det sad bare i hende. Det var som om hun nu bare vidste, hvordan hun skulle bevæge sig, uden at afgive en eneste lyd.
Hun fandt en skygge, hvor hun satte sig på asfalten. Hun havde intet imod at sidde på jorden. Hun kunne jo bare børste sit tøj af, hvis det var det, det hele handlede om.
Med et lille smil på læberne sad hun og kiggede rundt. Hun kunne godt lide at sidde og observere mennesker. Der var altid et eller andet specielt over alle mennesker, noget der gjorde dem til dem de nu var.
Hun kørte en hånd gennem sit lange hår. Håret hang løst, da hun kun satte det op når hun trænede.
ud af øjenkrogen blev hun opmærksom på guldarmbåndet omkring hendes ene håndled. Hun tog det aldrig af, da det var det eneste hun havde tilbage var sin familie. Det betød noget helt specielt for hende.

[Tomas Foster]

På en lille bænk, i hjørnet af gården, sad Foster. Hans computer var som altid på skødet af ham, men s han stirrede på den, som om den kunne forsvinde hvert sekund, det skulle være. Hans finfre kørte hurtigt over tasteturet, uden han kastede et enkelt blik på dem. Hans håndled var forbundet som altid. Kroppen havde stadig ikke accepteret det bio-metal han fik indopereret, for at styrke senerne. Den tanke mindede ham om noget. Han stak sin hånd i sin lomme, og roede lidt i den. Der efter trak han en lille plastikpose op af lommen. Vertexa. 3 gange dagligt. Det var lidt irriterende at tage medicin hele tiden, bare på grund af hans håndled ikke lige gad at virke, men han var ved at blive vant til det. Han slugte pillen uden de store problemer, og da han stak hånden ned i lommen igen, for at lægge posen, hvor den lå før, fik han øje på Alistair, og hans blik lyste pludselig op. Han havde ikke set så meget til hende, efter han var flyttet over til the Techs, da hackeren altid havde arbejde for ham. Foster mindedes de stunder, hvor Alistair var den eneste han kunne gå til, da han var hos Ghosts. Det var nogle dejlige stunder. "'EY! Ali! Herovre!"

[Masquerade Alistair]

Alistair var egentlig totalt væk i sine egne tanker. Det blev hun ret hurtigt, specielt hvis hun sad alene. Hun havde ikke altid styr på sine egne tanker, så nogle gange var det rart, bare at have tid til at sidde og tænke. Det havde hun også bare brug for nogle gange.
Hun blev dog revet ud af tankerne, da der var en der råbte på hende. Hun vidste at det var til hende, og hun vidste hvem det var. Der var kun én der kaldte hende det. Hun kiggede straks op, for at finde ud af, hvor der blev kaldt fra. Der gik ikke mange sekunder før hun opdagede det, og et smil gled over hendes læber.
I én, let og elegant bevægelse, rejste hun sig op. Med lette skridt gik hun hen til bænken, hvor foster sad.
"Tomas!" sagde hun med et smil og satte sig ved siden af ham. Hun havde ikke set ham i et stykke tid, da han havde skiftet kollegie, og de havde vel egentlig begge haft travlt med hver deres. Hun måtte dog indrømme, at hun savnede ham. Hun savnede at kunne snakke med ham hele tiden, da han var den eneste hun virkelig stolede på.
Hendes blik faldt hurtigt på hans håndled.
"Er du nu kommet til skade igen?" spurgte hun med et løftet øjenbryn. Et suk undslap hendes læber.

[Tomas Foster]

Foster grinede. "Det skulle man ellers tro, men nej. GC og nogle andre clerics opererede mig, for nogle uger siden. De har givet mig noget bio-metal i senerne, som skulle fikse mit problem med håndledende, sådan permanent. Men der går nok noget tid. før den drøm går i opfyldelse." Foster smilede til Alistair, og lukkede computerskærmen. Han vidste godt at han ikke måtte vise the techs arbejde til de andre elever, indtil det blev færdigt. Bare så mulige spioner ikke kunne få sourcecode til hjernens servere og sådan. Ikke fordi han regnede med, at Alistair var spion, men regler var regler.
Han pakkede det ene håndled ud af den store forbinding, så Alistair kunne se det. Det lignede der gik et lille metalrør ind igennem Fosters håndled, og det var faktisk rigtigt nok. Det var et indførelsesrør, som GC havde kaldt det. Det blev brugt til at få bio-metallet på plads. De kunne bare ikke tage det ud, før om nogle uger, hvor bio-metallet blev accepteret af kroppen. Hvis den ikke accepterede bio-metallet, skulle de nemlig have mere ind. Det var faktisk ikke ret behageligt at e på, selvom der ikke var noget blod, men der var ikke mange der syntes et rør igennem håndledet, så så rart ud.

[Masquerade Alistair]

Alistair så overrasket på ham, da han sagde, at han ikke var kommet til skade. Det var faktisk overraskende. Han kom lidt for ofte til skade, mente hun, og hun brød sig virkelig ikke om det.
Hun kiggede lidt skeptisk på ham, da han sagde, at de havde opereret biometal ind i hans håndled. Det lød bare forkert, og det stred imod hvad hendes sunde fornuft sagde hende.
Men ikke desto mindre, fik hun det selv at se. Det så virkelig bare forkert ud. Hun havde intet imod blod, men det der.. Det så virkelig bare ikke rigtigt ud.
".. Det ser farligt ud," sagde han, og hun begyndte pludselig at lyde bekymret. Hun var altid bekymret for ham,og ofte var der altså også en god grund til det.
"Det kan ikke gå galt, vel?" spurgte hun og kiggede på ham.

Alistair havde intet imod, at hun ikke fik at se, hvad han lavede på sin computer. Det betød skam intet for hende. Hun forstod godt reglerne. Det var ligesom, at hun ikke præcist måtte fortælle alt hvad hende og Hjernen snakkede om. Det var noget han havde bestemt. Hun var også en af de få, der rent faktisk vidste hvordan han så ud. Hun snakkede med ham, og ikke bare med en computerskærm, som mange ellers gjorde. Hun kunne fortælle hvad de havde været inde og snakke om, så længe det kun omhandlede hende. Ellers måtte hun ikke sige noget, og hun gjorde det heller ikke.

"Jeg håber bare at de får det ordnet, det med dine håndled.." sagde hun så og bed sig let i underlæben.

[Tomas Foster]

"Det kan kun gå galt hvis min krops ikke acceptere metallet, og der er der kun en chance for at det er dø....ørhm....lettere skadeligt" Foster vidste godt, at det ville bekymre Alistair, så derfor skånede han hende, for de egentlige fakta. Tomas havde godt fået at vide at processen kunne dræbe ham, men han var villig til at tage chancen, for at blive den dreng, hans far altid havde ønsket sig.
"Men nok om mig, Jeg er alligevel sååå kedelig. Hvad har du lavet? Er Ghost stadig lige så ulidelig, som han plejer?" Foster grinede let. Han kunne egentlig godt lide Ghost, selvom han til tider kunne virke noget så uretfærdig, eller også var han bare for retfærdig. Hvad var forskellen egentligt?
Foster betragtede Alistair, som om hun var noget han havde tabt for længe siden, men havde fundet igen. Hun var en rigtig ghost, og det var Tomas ikke, og han ville aldrig nogle sinde blive det. En realitet, som han ofte fortrængte, da den realitet ville svigte hans fars drømme.
Foster tog computeren væk fra skødet, og satte den ved siden af sig, i stedet. Han viklede sit hånled ind igen, imens han smilede til Alistair, for nærmest at sige, at det nok skulle gå.

[Masquerade Alistair]

Alistair var ikke dum. Hun kunne vel egentlig godt regne ud, at der var en chance for at dø, men hun var glad for at han omformulerede sig. Hun havde ikke lyst til at høre det. Det var slemt nok, at hendes tanker skulle fortælle hende det. Bare det at være på skolen, gjorde at de havde en chance for at dø, hver eneste dag. De kunne blive opdaget på et tidspunkt og så ville ingen af dem overleve, det var hun ret sikker på.
På missioner var chance for at dø endnu større. Man udsatte sig selv for fare. Dog havde Alistair ikke været på missioner i en del år. Hun anede ikke hvorfor, og hun havde opgivet at spørge. Men hun var glad for at være hjemme på skolen, der følte hun sig tryg. Det havde været hendes hjem så længe hun kunne huske, og hun følte sig virkelig tryg der. Det burde hun vel også, da det var noget nær det sikreste sted at opholde sig, så længe det ikke blev opdaget.
"Jeg synes ikke at du er kedelig," sagde hun med et lille grin.
"Han er ikke ulidelig. Han lader mig træne når jeg vil, da han ved at jeg ikke kan træne med de andre.. så der er der ikke sket noget.." sagde hun med et skævt smil. Hun var glad for at Ghost havde givet hende lov til at træne alene. Han havde vel set, at det gik galt hvis hun trænede med de andre. Men det gjorde hende jo ikke til en dårligere Ghost. Hun havde bare brug for det på den måde, og hun var ligeså god som de andre, det vidste hun.
"Men det er faktisk ikke sket det helt store. Jeg var inde og snakke med Hjernen igen i går.. Ligesom jeg har været de sidste tretten år af mit liv," sagde hun med et lille smil.

[Tomas Foster]

Tomas smilede til Alistair. Det undrede ham ikke, at Ghost kollegiet stod stille. Det havde det jo altid gjort, eller det vil sige, sådan så det ud. Foster kunne huske nogle gange, hvor Ghost havde bedt ham om, at hacke nogle af elevernes computere, og samle oplysninger. Ikke mange vidste at Ghost vidste en hel del om alle, og Foster var en af dem, der havde hjulpet ham med det.
Tomas rystede svagt på hovedet ved tanken. Det var mere stille og roligt i the techs. Ikke lige så hemmelighedsfuldt og mystisk. Tomas var gået hen og blevet glad for the techs, selvom hackeren tog lidt hårdt på dem, engang imellem. Men det at altid at have et projekt at arbejde på. Det altid at komme med nye ideer og løsninger, det var noget Foster elskede.
"Hvad snakker i egentlig om i to? Der er ikke mange som taler med hjernen, som du gør" Spørgsmålet blev stillet, som om at det ikke skulle blive svaret. Det var nærmere en konklusion formet som et spørgsmål, end et spørgsmål i sig selv.

[Masquerade Alistair]

Alistair var glad for det stille og rolige miljø, der var i Ghost kollegiet. Desuden var de fantastiske til at sætte en facade op, så folk bare så ud til at de gik stille og roligt for sig. Alistair kendte ikke til, hvad Ghost gik og lavede. Hun var også ret ligeglad. Bare hun fik lov til at træne når hun ville, så det var det fint nok. Der var dog også nogle ting hun blev nødt til at gøre som præfekt, så som at hjælpe, hvis folk havde brug for det. Det gjorde hende dog intet, så længe det ikke var i større forsamlinger.
Hun måtte indrømme, at hun var en smule ked af, at Tomas havde forladt Ghost kollegiet. Han havde altid været der når hun havde brug for det, og hun kunne snakke med ham når som helst. Det kunne selvfølgelig også nu, det var bare svære, da de ikke altid havde tid på samme tidspunkt. Så hun var bare glad, når hun endelig fik lov til at snakke med ham. Det fik hende til at slappe af og smile endnu mere.
Det vigtigste for hende, var dog at han var glad. Hun vidste hvad han gik med, blandt andet det, at han ville være den søn hans forældre havde ønsket sig. Hun var sikker på at han var det, og flere gange havde hun forklaret ham, at han ikke skulle lave om på sig selv. Det så bare ikke altid ud til at virke, og det bekymrede hende, at han var så opsat på at gøre sine forældre stolte. Nu vidste hun heller ikke hvordan det var, at have nogle forældre der nærmest så ned på en. Hun kunne ikke huske sine. Hun kunne genkalde deres stemme i sit hoved, hvis det skulle være, men ikke mere end det. Hun anede ikke hvordan de havde set ud eller hvordan de havde været. Hun anede ikke engang om de var i live.
"Jeg er også meget beæret over det," sagde hun med et grin, da han sagde, at der ikke var mange der snakkede med ham som hun gjorde. Hun tænkte dig ikke så meget over det, for sådan havde det altid været. Hun huskede stadig den første gang, da det ligesom havde sat skub i hendes liv. Det var noget hun bare altid skulle gøre, og hun følte sig tryg ved det. Det var en rutine der ikke var blevet lavet om i tretten år.
"Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle dig alt.. men det må jeg ikke. Vi snakker dog mest bare om mig. Hvad jeg går og laver, tænker på og hvordan jeg har det. Så spørger jeg normalt ind til min familie, men får intet svar," sagde hun med et skævt smil. Hun gav aldrig op på at spørge om sin familie. Hun fik altid det samme svar, men nu blev hun ikke længere skuffet over det.

[Tomas Foster]

"I lyder helt, som en familie" Foster grinede, men inden i sank han lidt sammen. En familie som han aldrig havde fået. Hver gang hans familie åbnede munden, var det kun for at diskutere. Tomas sukkede lavmeldt, men lyste så igen op, i sit velkendte smil. "I det mindste er hjernen ikke Ghost's forgænger, som min familie" Tomas smilede blidt til hende. Han vidste godt at familie var et sårbart emne, for Alistair. "Du er heldigere end du aner, Ali" sagde han, og tjattede lidt til hende, med skulderen.
Foster havde dog altid undrede sig over, hvorfor Alistair ikke måtte fortælle det hele. Hvad var det egentlig de snakkede om, det ville Tomas gerne vide. Han var nysgerrig.
Computeren bibede pludseligt, og man kunne se at Foster straks blev opmærksom. Han åbnede computeren, og straks dukkede en besked op på skærmen. Det var Hackeren der gav ham mere arbejde. Projekt Eagle Eye var snart færdig, de manglede kun de ekstrating, som Foster havde forslået, og det havde Hackeren åbenbart bestemt, at Tomas selv skulle sørge for. I beskeden stod der, at han fik spicialtilladelse til om en uge, at kommandere med the techs, så han kunne få indopereret sine tilføjelser. Midlertidigt lederskab, havde Hackeren kaldt det.

[Masquerade Alistair]

"Det gør vi faktisk," sagde hun og grinede med. Hun kunne godt selv høre at det lød helt familieagtigt. Noget i hende begyndte at gøre ondt, da ordet familie blev nævnt. Hun var glad for at hun ikke behøvede at forklare Tomas det. Han forstod det. Hun havde bare altid syntes at han var heldig, fordi han rent faktisk havde en familie.
"Men til gengæld er Hjernen overhovedet for al det her. Jeg tror lidt han forventer noget af mig, noget jeg ikke kan finde ud af.." sagde hun med et skævt smil.
"Jeg er vel heldig. Men jeg vil nu hellere vide at jeg har en familie, end at gå i uvidenhed som jeg gør nu. Du har kendt din familie, det har jeg ikke. Jeg ville gøre alt for at være i dine sko på det punkt," sagde hun og kiggede på ham. Tomas var den eneste hun kunne snakke med det om. Han var den eneste der forstod hende. Han var den eneste der virkelig kendte hende. Hun kunne fortælle ham alt, hvilket hun var meget glad for.
Hun hørte at computeren bippede, og et skævt smil kom frem på hendes læber. Hun ville gerne vide hvad han lavede på den computer, men hun ville ikke spørge ind til det, da hun vidste at han ikke kunne fortælle hende det. Det havde hun ligesom opgivet.
"Hjernen bliver dog ved med at spørge om jeg kan huske noget.." sagde hun og rynkede øjenbrynene. "Som om han tror jeg kan huske mere og mere jo flere år der gør.. Jeg kan bare ikke forstå det," sagde hun, tydeligvis undrende. Hun kunne ikke forstå hvorfor hun ikke måtte fortælle Tomas hvad de snakkede om. Hjernen havde altid sagt at det var deres lille hemmelighed, og i starten havde det været sjovt at have sådan en hemmelighed. Men nu, hvor der var gået flere og flere år, havde hun ligesom bare brug for at tale om det, og hun vidste, at hun kunne stole på Tomas.
"Jeg tror faktisk at dine forældre ville være stolte af dig, hvis de så dig," sagde hun så og sendte ham et smil.

[Tomas Foster]

"Mine forældre, ser mig som en svækling. Hvis jeg ikke kan være en ghost, er jeg ingenting. Du ved hvordan jeres ledere ser på mennesker, som ikke er deres egne." Foster sukkede, idet han igen skrev på computeren, for at svarer på Hackerens besked. Det var sjælendt en mening, fik lov til at overtage styringen af et kollegium, så Tomas' ideer til projektet, måtte være gode. Foster kiggede på Alistair. Han fiskede ned i sin skjortelomme, og træk noget, der lignede helt almindelige solbriller op. "Projekt Eagle Eye...prototypen. Det bliver noget af det bedste udstyr Free Runners har." Han gav dem til Alistair. "Der er infrarød, og ultraviolet syn. Distansemål til det objekt man ser på. Den kan analysere objektet, og den kommunikere med hjernens servere, og kan give en alle facts free runners har om objektet." Foster havde tilfældigvis haft en prototype på sig, og han syntes at Alistair skulle se den.

[Masquerade Alistair]

Alistair nikkede. Hun vidste hvordan Ghost så på andre Free runners. Det var en af de ting, hun ikke var enig med ham i. Folk var ikke dårligere, bare fordi de ikke kom fra Ghosts. Det havde bare nogle andre kvalifikationer der kunne bruges til andre ting.
"Det er fordi de ikke har set alt det du udretter," sagde hun med et smil.
Alistair var selvfølgelig stolt over at være kommet på Ghost kollegiet. Men som sådan betød det intet for hende. Hun følte bare at hun passede ind der, og det var vel egentlig også det vigtigste.

Alistair spidsede ører, da han tog solbrillerne op ad lommen. Det lignede virkelig bare helt almindelige solbriller, men hun kunne godt høre, at det var det ikke. Hendes øjne blev store da hun fik solbrillerne i hænderne og hun sad og kiggede på dem. Drejede dem rundt og undersøgte dem. Hun mindede om et barn juleaften.
"Det er jo.. genialt!" sagde hun og et stort smil kom frem på hendes læber. Nysgerrigt tog hun dem på, og smilet blev bare endnu større.

[Tomas Foster]

"De er dog ikke helt færdige" sagde Foster og grinede, da han så Alistairs ansigtsudtryk. "Der skal tilføjes en sikkerhedsmekanisme, som egentlig var min idé. Vi skal have lavet en lille springladning i brillerne, og en DNA og irisskanner. Hvis nogle andre end free runners tager rundt om dem, eller tager dem på, vil skannerne udløse springladning, som udsletter alt hardwaren, så fjenden ikke kan hacke sig ind på hjernens servere, fra brillerne" Foster lød stolt, da han fortalte om hans idé. Han syntes selv, at han var noget så genial, og det havde Hackeren åbenbart også syntes, da Foster fik lederskab over techs, for at indbygge det, i den færdige model. "Men hjernen siger, at vi kun skal lave nogle til lederne, og præfekterne. Han mener at vi ikke kan stolte på de andre, til at holde informationen der er i brillerne, for dem selv." Foster grinede lidt for sig selv. "Og så er det sjovt, at det er mig som har stået for det meste af kodningen. Jeg kunne komme ind på hjernens servere uden problemer, hvis jeg ville" Det var egentlig mystisk, at Tomas var blevet sat på opgaven, eftersom at han bare var en menig tech. Måske kunne man lugte en forfremmelse i kollegiet?

[Masquerade Alistair]

Alistair kunne ikke komme sig over, hvor geniale de briller var. Hun havde aldrig forstået særligt meget elektronik, og det forekom hende som et fremmedsprog. Alligevel lyttede hun til hvad Tomas sagde, og hun forstod i hvert fald meningen af det.
"Det er ret genialt fundet på," sagde hun med et smil. Hun kunne godt høre at han var stolt, hvilket hun godt kunne forstå. Hun ville aldrig nogensinde kunne komme på noget der mindede om dette. Hendes speciale lå så heldigvis heller ikke indenfor elektronik. Det ville bare gå galt, hvis folk spurgte hende ud om det. Hun var en katastrofe i nærheden af det. Derfor gjorde hun også hvad hun kunne, for at passe på brillerne. De måtte ikke gå i stykker, det ville hun ikke kunne bære. Ikke når han havde arbejdet på dem så længe.
"Det er smart at fjenderne ikke kan få fat i dem så," svarede hun så.
Da han nævnte det med lederne og præfekterne, blev hun pludselig glad for, at hun var præfekt. Hun ville så gerne have et par af de briller.
"Hjernen stoler vel på dig. Han ved at du ikke ville gøre det, tænker jeg," sagde hun med et lille smil på læberne.
"Det er et flot stykke arbejde, noget du virkelig kan være stolt af," sagde hun og rakte ham forsigtigt brillerne igen.