Streets of gold. (til Fair.)

[Tomas Foster]

"Hvorfor skulle hjernen stole på mig? jeg har på ingen måder gjort noget, for at få den tillid" Foster smilede og tog imod brillerne. Han håbede virkelig, at de andre elever, ville tage lige så godt imod projektet, som Alistair gjorde. Techs havde arbejdet meget hårdt på det, og det ville være en skam, hvis det bare gik i vasken.
Tomas lukkede igen computeren, og satte den til side. Han ville ikke stirre ind i en computerskærm, mens Alistair var her. Han havde ikke set hende i lang tid, så det ville han ikke byde hende.
Foster kiggede op mod solen, og først der bemærkede han egentlig, hvor godt vejr det var. Solen skinnede og der var dejligt varmt. en rigtig dejlig dag. Han studerede eleverne, der kom ud fra hovedbygningen af. Tomas havde en sport med at sidde og analysere mennesker. Dels fordi han gjorde det ubevidst, men også fordi han fandt stor morskab i det.

[Masquerade Alistair]

Alistair sad og tænkte lidt før hun talte.
"I bund og grund har han ingen grund til at stole på nogen her på skolen. Alle kunne stikke ham i ryggen. Men jeg tror han stoler på vores frygt.. Ingen af os vil fanges af statsmanden. Vi vil ikke have at han skal styre det hele.. Han må stole på at vi følger ham, fordi han kan føre os ud af det," sagde hun og sendte ham et skævt smil.
Hun vidste ikke, om hjernen overhovedet stolede på nogen. Han havde jo ingen grund til det.
"Jeg kunne ligeså godt være en spion der kom og sagde at jeg ikke anede hvem jeg var, bare for at han skulle tage mig ind i varmen," sagde hun så, og et grin undslap hendes læber. Det var tydeligt hun gjorde grin med det.
Tomas var den eneste hun virkelig kunne sidde og grine sammen med, netop fordi hun følte sig tryg i nærheden af ham.
Alistair kunne også godt lide at observere folk. Der var noget spændende ved det. Alle folk var forskellige. Der var ikke nogen der var helt identiske, og derfor var det spændende at observere dem.