The Rock Show.

[Masquerade Alistair]

// Jeg opkalder de tråde jeg laver efter den sang jeg nu lige hører, just so you know xD.//

Alistair var på vej hen ad gangen. Hun havde lige haft time, og skulle nu til at træne. Egentlig havde hun fritime nu, men hun kunne godt lide at træne. Hun gik hen til de mange røde skabe, og fandt sit eget. Hurtigt fik hun låst op, og åbnet det, hvorefter hun lagde sin taske derind. Hun var i sine egne tanker, så hun lagde ikke mærke til så meget omkring sig.
Hun fandt en rulle forbinding frem, sin mp3 afspiller og lukkede så skabet. Hun tog høretelefonerne i ørerne, tændte for musikken og begyndte at rulle forbinding omkring sine håndled, Alt imens hun begyndte at gå. Hun lagde ikke mærke til noget omkring sig, da hun havde musik i ørerne, og hun var koncentreret omkring sine håndled.

[Damien Winchester]

Nu var skolen jo også snart ovre. I hvert fald denne skoledag. Damien havde lige været til en af de timer man mødte ofte på skolen; kampsport. Inden han havde begivet sig ud på gangene, tillod han sig at snuppe et bad i sportshallens omklædningsrum. Han skulle jo nødig gå rundt og forstyrre omverdenen med sin svedighed, efter sporten.

Der var ikke særlig meget larm på gangene. og ikke særlig mange mennesker at se lige nu. Måske var de stadig til timer? eller også lavede de noget andet. Ja, muligheder var der jo altid. Damiens blik gled rundt på gangarealet, imens han tænkte på aftensmaden. Hvad havde han lyst til at spise? hvorhenne skulle han spise? ude, eller i kantinen? Det blev nok kantinen, for så mange penge havde han heller ikke lige nu, selvom han var meget god til kreditkors svindel, og al den slags. En stor saftig burger tror jeg- Han havde kigget opad imens han tænkte på sin burger, og så derfor ikke pigen der kom ham imøde, desuden gik hun også ufatteligt lydløst, i forhold til Damien der bare traskede afsted.

[Masquerade Alistair]

Alistair var helt lydløs. Hun havde trænet det i årevis, og det havde virkelig krævet al hendes tid. Nu kunne hun det, hvilket hun var ret stolt over. Hun var også blevet bedt om af Ghosts, at lære nogle af de nye det, men det var aldrig blevet til noget. Hun vidste ikke helt hvorfor, men det gjorde hende nu ikke noget. Det krævede tålmodighed, og hvis ikke man havde det, kunne man ikke lære det.
Da hun blev færdig med at vinkle det ene håndled ind, kiggede hun tilfældigt op, hvilket var lige i tide, da hun var ved at gå ind i en brute. Hun drejede, og normalt havde hun en fantastisk balance, men ikke denne gang. Hun var ikke forberedt på den pludselige drejning hun skulle lave, og snublede derfor. Ikke noget der gjorde ondt, men det fik hende alligevel til at blive siddende lidt. Selvom hun normalt var lydløs, havde man alligevel kunnet høre at hun faldt.
Hun rystede kort på hovedet og rejste sig så i én bevægelse. Hun vrikkede lidt med sit håndled, det der ikke var bundet ind, da hun havde sat hånden ned på jorden, for at afbøde faldet. Den smertede en lille smule, men ikke noget hun ikke kunne klare.
"Det må du undskylde..." sagde hun, selvom der egentlig ikke var noget at undskylde for. Hun havde jo ikke gået ind i ham, selvom det var tæt på.

[Damien Winchester]

Damien fik rettet blikket i det han så en skikkelse i øjenkrogen prøve at undslippe et hvis sammenstød imellem dem. Det fik ham til at slå øjnene forbavset op og han standsede med det samme for at se til da Alistair pludselig mistede fodfæste og landede på gulvet. Hun så ellers så selvsikker ud i sin drejning, og så alligevel ikke. Typiske ghosts, det var aldrig sket hvis hun nu ikke havde været så lydløs. Men Damien var ikke specielt anklagende lige nu, og han så det som et tilfælde af en pige i nød-situation. Dog var hun allerede kommet hurtigt op at stå, inden Damien kunne nå at sige noget. Han betragtede hende kun, og vidste skam godt hvem hun var.. de havde trods alt hilst på hinanden før, men heller ikke mere end det.

"Er du okay?" sagde han i munden på Alistairs ord, hvilket fik ham til at smile lige så stille, så der blev vist en svag antydning af hans smilehuller i kinderne. "Der er da intet at undskylde for?" Han gav hende elevator blikket, "Og smuk som altid, kan jeg se." han blinkede charmerende til hende. Damien flirtede altid åbenlyst med pigerne, også selvom han måske ikke altid mente noget med det. Det lå bare til hans natur at lægge an på hunkøns væsener.

[Masquerade Alistair]

Normalt mistede Alistair aldrig fodfæste. Hendes balance var perfekt, men lige på dette tidspunkt, valgte den at forråde hende. Det irriterede hende, og det var ydmygende.
Hun ville ikke ligefrem give sin lydløshed skylden. Det var da ikke hendes skyld at han gik, så det kunne høres i miles omkreds. Hun var dog glad for, at han ikke sagde noget om det. I modsætning til så mange andre, vidste Alistair, at det var en god evne at have, at kunne være lydløs. Det var der ikke mange der kunne, og man kunne komme ind steder, som man ellers ikke kunne.
Alistair huskede ikke brutens navn. Hun kunne godt genkende ham, men hans navn huskede hun altså ikke.
Alistair ville klart have benægtet det, hvis han sagde, at hun var en pige i nød. Det var hun aldeles ikke, og hun kunne sagtens klare sig selv, hvis det skulle være.
"Jeg er okay.. Bare en smule overrasket. jeg havde ikke lige set at du var der," svarede hun, og et lille smil kom frem på hendes læber.
Hun svarede ikke, da han sagde at der ikke var noget at undskylde for. Det vidste hun godt, men det var vel bare en ting der bare lå i hende.
Hun løftede det ene øjenbryn, da han gav hende elevatorblikket. Hun satte den ene hånd i siden og kiggede på ham.
"jeg siger mange tak for komplimenten, Brute" sagde hun så og sendte ham et smil. Hans charme virkede ikke. Han måtte diske op med noget mere, hvis han skulle charmere hende.

[Damien Winchester]

"I lige måde." svarede Damien med et lille skuldertræk til det Alistair sagde. Han kunne kun huske hendes navn, fordi det lød så specielt. Noget man ikke lige hørte hver dag. Men, for at komme tilbage til emnet, så var de begge to vel udenom ikke at have set hinanden, for de havde tilsyneladende ikke fokus det sted hvor de gik. Heldigvis var der da ingen der var kommet til skade under scenen.

"Damien." præsenterede han sig hurtigt, efter hun havde kaldt ham Brute. Det lød så fjendtligt, når man brugte kollegiernes navne til at kalde hinanden med. Eller nærmere.. formelt. Og Damien hadede formalitet. Det kunne være ligegyldigt at bruge i en verden som denne. Damien forsatte dog bare med at smile ubekymret da hun havde sagt tak for komplimenten. "Du var Alistair, ikke?" han lagde hovedet på skrå.

[Masquerade Alistair]

Alistair kunne godt se, at det hele lød lidt formelt, når man kaldte hinanden efter hvilket kollegie de gik på, men ofte var det faktisk det nemmeste. Specielt når man ikke kendte hinandens navne. Det hjalp dog en smule, da han præsenterede sig.
"Hej Damien," sagde hun med et skævt smil. Hun ville nok ikke kunne huske hans navn, medmindre de kom til at snakke igen. Hun havde lidt for mange ting at gå og tænke på nogle gange, så hun huskede altså ikke altid folks navne.
"Mit navn er Alistair, ja" sagde hun. Det var egentligt det de fleste kaldte hende. Eller så var det ofte en forkortelse af det eller sådan noget. Der var kun én person der kaldte hende Masquerade, og det var Hjernen. Hun anede ikke hvorfor hun havde fået så specielt navn, men hun kunne huske at det var ham der havde fortalt hende, at det var det hun hed. Han kaldte hende ikke Alistair eller noget i den stil, men Masquerade. Det lød underligt når folk kaldte hende det, for det var ikke noget hun var vant til.
"Plejer I brutes ikke at have time nu?" spurgte hun Damien og kiggede på ham. Det var for at få en samtale i gang, så det ikke skulle blive akavet.

[Damien Winchester]

Der var dage hvor Damien og andre kom helt skævt ind på hinanden, men i dag var han meget fredsommelig og imødekommende, ikke mindst træt og sulten. Han havde jo sådan set været til 'træning' i dag. Men nu var det heller ikke altid piger, at han virkede som en opblæst nar, selvom man stadig kunne mærke på ham at han havde selvtillid, i hvert fald udadtil.

Smilet sad stadig om hans læber da Alistair bekræftede at det var hendes navn. Det var jo godt, for så havde Damien da ikke gået helt galt i byen. Han var ikke i det største score humør, og kommentaren fra tidligere var egentlig bare en vane.
Selvom det kunne da være fedt at prøve at score hende, hun så da godt ud.. men på den anden side, ville Damien heller ikke have noget seriøst.. han kunne ikke finde ud af at binde sig, det kunne han bare ikke. Og, så var han heller ikke forberedt i dag på at skulle charmere sig ind på pigerne, han ville egentlig bare have mad.

Han hævede et øjenbryn med et skævt smil da Alistair spurgte ind til om de ikke havde timer nu. "Jeg kommer faktisk lige fra time. Kampsport, men det er ovre nu." Han smilede afslappet, "Og er egentlig på vej ned for at finde et eller andet at spise." han gjorde et kort nik, "Hvor er du på vej hen?"

[Masquerade Alistair]

Alistair var heller ikke altid imødekommende. Men denne dag var hun, da der næsten ingen mennesker var på gangen. Hun kunne slappe af, og det hjalp altså til at hun kunne være imødekommende.
Hun kunne godt se at han havde selvtillid, det var da virkelig ikke noget at tage fejl af.
Hun havde intet imod folk med selvtillid, da det var godt at have. Hun brød sig bare ikke om folk, der mente at de var en gave til folket, det bedste menneske på jorden. Sådanne folk kunne virkelig bare irritere hende. Dog virkede Damien ikke til at være sådan. I hvert fald ikke lige nu.

Alistair var glad for, at han ikke var i sit score humør. Hun havde ikke ligefrem brug for en der prøvede at score hende. Hun var ikke lige i det humør. Desuden skulle der andet til, end bare komplimenter om hendes udseende. Dem fik hun faktisk ret tit.

Hun lyttede til hvad Damien sagde.
"jeg er på vej ud til parkourbanen," svarede hun og sendte ham et smil.

[Damien Winchester]

Det kom helt an på hvilke mennesker Damien omgik, for tit og ofte kunne han godt virke som en gave til folket, men Damien vidste godt at han ikke var det bedste menneske på jorden. Og han betvivlede virkelig stærkt om der var et menneske der virkelig var det 'bedste', for alle havde fejl, på den ene eller den anden måde.

Selvom Damien ikke var i score humør, kunne han dog stadig ikke lade være med at beundre hende, eller.. i al diskrethed betragte hende, selvom man stadig kunne se at han kiggede på hende - det var ikke så skjult. Drengerøv var han dog, og hun var en pige der havde udseendet med sig. Og det var vel heller ikke forbudt at kigge, vel?

"Aah, Parkour." han smilede lidt og dinglede svagt med hovedet fra side til side, en smule pjattende, men uden at leve sig forfærdelig meget ind i det, "Skal du have time? eller er det bare frivillig træning?" spurgte han interesseret og kiggede opmærksomt på hende, han prøvede dog at holde blikket ved hendes ansigt, selvom det i ny og næ gerne ville glide længere ned.

[Masquerade Alistair]

Alistair vidste, at alle havde fejl. Men alle var perfekte. Selvom man havde fejl, kunne man sagtens være perfekt. Det kom an på hvilket perspektiv man så det hele fra. Hun syntes heller ikke selv, at hun var perfekt. Det havde hun aldrig syntes. Man kunne være heldig, og hun havde været så heldig, at hun havde fået et pænt ydre. Hun kunne dog godt finde fejl ved det. Hun brød sig ikke om sin hårfarve, hun syntes at hendes fingre så underlige ud.. Ting alla det. Men alle kunne vel altid finde fejl ved sig selv.
Hun havde intet imod at Damien kiggede på hende. Det fik hende egentlig bare til at smile. Det beærede hende da, at han ville kigge på hende. Det ville alle kvinder vel syntes var rart.

"Det er frivillig træning," sagde hun med et skævt smil. Hun trænede for det meste frivilligt, da hun havde fri når de andre trænede. Hun kunne også godt lide at træne. Det gav hende en følelse af indre ro.
Hun lagde godt mærke til hans blik, hvilket egentlig bare fik hendes skæve smil til at blive en smule bredere.

[Damien Winchester]

Damien var træt, det kunne han godt mærke på sig selv, eller nok nærmere udmattet. Han havde stået op tidligt, og havde været i gang hele dagen. Så i aften kunne han godt mærke at det blev det helt store ædegille og så i seng. Han anede ikke rigtig hvad hans bror lavede på nuværende tidspunkt, men han orkede heller ikke at finde ud af det. På visse dage, var Damien ret så doven, så han måtte vel finde ham imorgen.

Der var ikke så meget at sige i samtalen, men nu havde Alistair og Damien jo heller ikke snakket sammen før, så det var begrænset hvor meget de kunne sige til hinanden. De første møder var vel altid en smule akavet, og hvis ikke det her var akavet, ja så vidste han da ikke hvad var. Okay, det her er en smule akavet.. tænkte han for sig selv og smilede skævt.

"Ah, great. Det er godt, ikke bare at drive den af." han blinkede til hende og smilede bare, hvorefter han rømmede sig en smule og strammede grebet om sin idrætstaske.

[Masquerade Alistair]

Alistair var ikke typen der ved god til at starte en samtale. Det var hun virkelig ikke. Hun var ikke vant til at skulle holde en samtale i gang. Det var ikke noget hun tænkte over når hun snakkede med Tomas, og hvis det var hjernen hun snakkede med, stillede han bare spørgsmål, så hun ikke behøvede at skulle holde en samtale i gang. Det var så let.
Hun bed sig let i læben, og kunne godt mærke at det hele var en smule akavet. Et næsten uhørlig suk undslap hendes læber.
Et lille smil formede sig derpå, da han sagde at hun ikke skulle drive den af.
"Jeg må nok hellere komme videre," sagde hun med et skævt smil.
"Men det var rart at hilse på dig, Damien," sagde hun så, sendte ham et lille smil og satte høretelefonerne tilbage i ørerne og forlod med lydløse skridt gangen.

//out.
Sorry jeg outede den, men Alistair er ikke god i akavede situationer xD//

[Damien Winchester]

(Helt iorden, Damien ville nok også selv have undslippet før eller senere.. haha XD)

Damien kunne godt mærke at rastløsheden prikkede til ham, imens han stod overfor Alistair. Han ville have beskrevet det som; stod og snakkede med Alistair, men de bevægede knapt nok munden. Hans blik forholdte sig dog ved hendes kønne ansigt, ikke fordi hun var vildt speciel eller noget i den dur, for efter Damiens mening, kunne han have mødt en hvilken som helst anden pige, som sikkert ville minde om hende. Mange piger lignede hinanden, syntes han.. der var dog undtagelser og for det meste lagde han ikke altid mærke til forskelle på piger, medmindre det var nogen han virkelig var interesseret i. Men Alistair var pæn, ingen tvivl om det.

Nu begyndte hans blik dog at søge efter et ur, som muligvis hang i nærheden, efter hvad han kunne skimte.. fandt han intet, og hvis der havde været et ur nær dem, ville man helt sikkert kunne have hørt den uendelig tik-takken der fremhævede den akavede stemning imellem dem. Den fremkom oftest når Damien ikke var fokuseret, eller modparten simpelthen ikke var interesseret i at snakke. Sørgeligt.

"Du har ret, samme her." Han trak skævt på smilebåndet, men forstående over Alistairs beslutning. Hvis hun ikke havde sagt noget, havde Damien nok gjort det før eller senere. Desuden var der jo også den Burger som han havde en aftale med. Mad var altid godt efter træning. "I lige måde, Vi ses jo nok." Han løftede hånden og blinkede til hende med sit charmerende smil, fulgte hende kort med blikket imens hun gik ned ad gangen, og smuttede derefter selv. Buuurgeeeer!

//out