[MT] I Spy With My Little Eye

[Masquerade Alistair]

Alistair brød sig virkelig ikke om situationen. Konstant skulle de være på vagt for ikke at blive opdaget. Det var ikke ligesom på skolen, hvor hun rent faktisk var i sikkerhed. Her var hun ikke i sikkerhed. Hvis hun tog det forkerte skridt, kunne de blive opdaget. Hun gik forrest, så det ville faktisk være hendes skyld, hvis det gik galt. Alle lagde deres forventninger på hendes skuldre, fordi hun gik forrest. Det var hende der skulle føre dem rundt og dermed sørge for at de ikke blev opdaget. Det brød hun sig virkelig ikke om, da hun ligesom følte at det var svært at leve op til. Hun ville så gerne være alt det hun ikke var og alt det folk forventede, men når man knap nok vidste hvem man selv var, så var det altså svært.
"Du er Masquerade Alistair.."

[/b] sagde hun til sig selv i hovedet om og om igen. Det var som om det hjalp hende til tro mere på det. Hun havde flere gange tænkt, at hun kunne være hvem som helst. Det var jo Hjernen der havde sagt hvem hun var. Han kunne have sagt alt muligt, og hun ville tro på det.
Hun kiggede ud fra skyggerne, for at se om der var fri bane, så de kunne komme videre. Der var ikke noget at se, og hun vovede sig ud fra skyggerne. De andres skridt lød så højt i hendes ører, og hun havde virkelig lyst til at tysse på dem. Men det var jo ligesom ikke noget de kunne gøre ved.
Hun blev ved med at følge skyggerne, og hun kunne se at de var tættere på deres mål. Hun kunne se døren tydeligt nu, tydeligere end før, men hun så også at der var en lås på. Hun håbede virkelig, at der var en der kunne få den op, ellers ville det egentlig bare være spild tid de brugte der.
Hun fulgte skyggerne rundt. Heldigvis var det mørkt, så skyggerne var nemme at følge.
Hun kom hen og stoppede i skyggerne ved siden af døren. Vagterne holdte nok ikke synderligt øje med døren, da de nok ikke regnede med at der ville komme nogen og bryde ind. Hun kiggede på de andre, som for at sige, at de ikke kunne komme videre.

//Jeg undskylder farven, men min mini computer hader mig, og ville ikke lade mig se teksten uden.


[/color][/justify]

[Juno Ghodbane]

I modsætning til Maske-pigen, så elskede Juno at være uden for skolen. Man kunne vel ikke sige at hun kede sig som Cleric og hjælper på sygestuen i sin fritid, men hun elskede faren ved at være omringet af fjender fra Staten. Og så føltes luften altid bedre og mere ren når hun var uden for skolens tykke mure. Tykke for hende, i hvert fald.
Hun sprang frem som et lille lam, ganske upåvirket af vagterne, men alligevel forsigtig. Hun var altid forsigtig.
Da Ghosten stoppede ved døren og blendede ind, gjorde Juno det samme og kastede et hurtigt blik tilbage for at chekke om de andre stadig var lige bag dem, og ingen var blevet opdaget. Alt og alle var tilsyneladende helt okay.
Hun kastede et blik på døren, og skar ansigt. Hun håbede inderligt at Techen kunne sit kram, men ellers kunne hun da sagtens... Nej, den her lås var ret så moderne, og den kunne under ingen omstændigheder lirkes op - ikke på hendes måde, i hvert fald.

// Hvis farven var vores mindste problem.. XD

[Henrietta Belacqua]

Henrietta så efter Masquerade, og fik øje på døren. Hun så på Foster som var lige foran hende, og lavede et slags hovedkast mod døren. Hun tillod sig friheden af at snakke ganske lavt til ham, for ligesom at komme videre med det her. Henrietta havde ikke videre noget imod at være udenfor skolen, men at være på en næsten tom byggeplads midt om natten med en masse vagter, dét var ikke hendes yndlingsbeskæftigelse.
,,Foster, åben dén dør.[/color]"

[Tomas Foster]

Foster nikkede kort, som en soldat der lige havde modtaget en ordre. Foster slidede hen af jorden, som en anden rockstjerne for at bevæge sig hurtigt og uset. Han nåede hen til døren, og så lidt på låsen. "Kodelås med fingeraftrykimprenering" sagde han meget stille, for sig selv. Foster satte sig på hug,foran låsen, og trak noget der lignede en metal pind, med en masse knapper, og af lommen. Han følte kort på siden af låsen, for at finde en indgang. Han fandt en, og satte metalpinden ind i indgangen. Knapperne begyndte at blinke, i mange forskellige farver. "kode afbrud, klargør impreneringsdekryptering" Tomas snakkede næsten som en robot. Når han rodede med sådan noget teknologi, skulle intet gå galt. Alt skulle gå til punkt og prikke. Foster trykkede på nogle af knapperne på metalpinden, og pludselig, i stedet for teksten Code pending som stod på skærmen, kom der nu en masse 0'er og 1'er. *Mainframe er nede, starter dekryptering.* Fosters fingre rørte låsens taster med perfekt hastighed og præcision. Koden på skærmen ændrede sig hver gang, at han rørte en tast. Pludselig rev han næsten metalpinden ud af indgangen, og døren gav en lille kliklyd fra sig. "Efter de damer."

[Masquerade Alistair]

Alistair blev ved med at gå og fortælle sig selv, at det nok skulle gå godt. At de ikke ville blive opdaget. At de ville komme helskindet hjem til skolen igen.
Hun kunne svagt mærke sine hænder ryste, og hun tog en dyb indånding. Hun kom aldrig på missioner, så hun var ikke vant til det, ligesom så mange andre var.
Ud af øjenkrogen så hun en vagt, der var på vej hen mod dem, og hun knyttede hænderne og håbede inderligt på, at vagten ville vende om, og lade dem være. Det var jo ikke ligefrem fordi de havde larmet, men det var selvfølgelig vagtens arbejde at gå rundt her.
Det var som om en eller anden hørte hendes bønner, fordi vagten drejede væk fra dem, uden at have lagt mærke til dem.
Alistair åndede lettet op, men hendes hænder rystede stadig. Hun prøvede at skjule det så meget som overhovedet muligt.
Hun fulgte Fosters arbejde med låsen. Det så besværligt ud, men hun vidste, at han var god til det.
Hun var glad for at skyggerne var der, da hun følte sig mere sikker i dem. Hun var vant til at arbejde med skyggerne. Nogle fandt dem skræmmende, men hun fandt dem nyttige. Hvis man kunne finde ud af det, var det nemt at gemme sig i dem. Det var noget alle Ghosts lærte før eller siden.
Da Tomas endelig fik låsen op gled hun i skyggerne taknemmeligt ind i rummet.
Nogle computere stod og blinkede med små lamper. Hun anede ikke hvad det hele betød, og hun blev ude ved væggen, hvor hun var sikker på, at skyggerne skjulte hende.

[Juno Ghodbane]

Juno lagde nysgerrigt hovedet på skrå og holdte øje med Fosters bevægelser. IT havde altid interesseret hende, men langt fra så meget at det kunne overtage hendes job som cleric. Selv hvis det havde, så manglede hun stadig det tekniske talent langt de fleste techs havde. Hun var håbløs med det meste avancerede teknologi.

Juno holdte øje med både Belacqua og Maske-pigen imens Foster tastede, og det var svært at overse ghostens nervøsitet. Hun fulgte hurtigt efter hende ind af døren Foster havde låst op, og lod sine slanke fingre glide ind i Maske-pigens hånd. Hun anstrengte sig for at være så beroligende som muligt, hvilket ikke var særlig svært. Hun var ikke bange, men måske skyldtes det mangel på fornuft. Men på den anden side var hun ikke cleric for ingenting. Hun kunne ikke kun lege sygeplejerske, men havde også siddet ved syge elevers side, mange gange. Til det, hjalp det ikke at være nervøs på deres veje.
Hun holdte sig i kanten af rummet sammen med Maske-pigen, og anstrengte sig for ikke at springe frem i lyset fra computerne og maskineriet og begynde at trykke på alle de knapper hun kunne nå.

[Henrietta Belacqua]

Henrietta kunne ikke lide det her. Der var noget... Noget ildevarslende over måden skyggerne faldt på, og over hvor få vagter de var stødt ind i. Henrietta følte sig en smule paranoid, men better safe than sorry, ikke sandt? Hun så sig omkring, før hun vinkede af Foster.
,,Få hacket den computer hurtigt, Foster. Jeg vil helst væk herfra hurtigst muligt. Hold jeres øjne og ører åbne. Ting kan stadig gå galt." Denne påmindelse var lige så meget til rekrutterne som til Henrietta selv. Henrietta havde virkeligt lyst til at kaste al forsigtighed overbord og bare slæbe hele computeren med hende, så de kunne slippe væk. Men hun måtte være forsigtig og tålmodighed.

[Tomas Foster]

Foster nikkede, og med hastige skridt gik han over mod computeren. Af hvad Tomas kunne se, var det en simpel mainframe. Det ville være barnemad at hacke systemet. Han trykkede hurtigt på nogle taster og så ca. 20 sekunder, begyndte computeren at arbejde. Han vendte sig mod holdet og smilede kækt. "Intet problem. Bare giv den nogle få sekunder." Pludselig tændte alle andre computere i lokalet, og man kunne hurtigt se panikken blive malet, i Fosters ansigt. "SHIT! Den var der ikke før!" Med de ord, gik en ørepircende alarm. En alarm som kunne høres over hele byen sikkert. Foster smed hurtigt en USB i computeren, og fik overført det data, de skulle have med. "Tid til at komme langt væk herfra, meget hurtigt" sagde han, da han gik meget hurtigt forbi Dove, og hev hende meget hårdt i armen.

[Masquerade Alistair]

Alistair blev en smule beroliget, da hun mærkede Junos hånd i sin. Det var med til at gøre, at hun ikke var helt så nervøs. hun fik ligesom en følelse af, at det nok skulle gå godt. Et lille smil kom frem på hendes læber, selvom det nok ikke var tydeligt når de stod i skyggerne.
Alligevel blev hun ved med at skæve hen til døren, af frygt for, at der hvert øjeblik kunne komme en vagt ind. Det ville være det sidste de havde brug for.
Hun kiggede hen på Foster, der var ved at ordne computerne. Det måtte gerne gå noget stærkere.
Lige da hun var sikker på, at de var ved at være færdige, gik det galt. Selvfølgelig gjorde det, da det.
Alistair fik et mindre chok da computernet tændte, og et mindre, forskrækket skrig undslap hendes læber, da Alarmen gik i gang.
En trampen af fødder kunne høres udenfor, og der gik faktisk ikke lang tid, før der var vagter inde i rummet. Alistair blev en smule forvirret, og hun blev nødt til at slippe Junos hånd. Hun vidste at hun var sikrest hvor der stadig var skygge, selvom der ikke var meget af det, så hun blev der, mens hun prøvede at komme hen til døren.
Pludselig tog en eller anden fat i hendes arm, og hun prøvede at komme fri, men personen tog hårdere fat, og hun kiggede tilbage, og så, at dte var en vagt. Hun gjorde virkelig hvad hun kunne for at komme fri, men han havde godt fat, og han trak hende ind til sig, og lagde en hånden for munden af hende, så hun ikke kunne sige noget. han trak hende til den anden ende af rummet, væk fra forvirringen. Alistair vidste godt at hun ikke kunne gøre noget, og hun var bange. Hun havde ligesom ikke forventet dette. Det var slet ikke meningen af det skulle ske, og selvfølgelig skete det for hende.
Vagten åbnede en eller anden bagdør, og trak hende med ud af den, og hun kunne ikke gøre andet, end at følge med.

//Det er aftalt med Fair.. og jeg undskylder mig lousy svar, men nu er det altså ikke hver dag jeg går rundt og bliver taget til fange.... xD

[Juno Ghodbane]

Juno holdte fast i hendes rolige attitude, trods de andres rastløshed. Det var ikke helt naivitet der holdte hende rolig, det handlede mere om god aura. Der var ingen grund til at være den urolige pige, når hun lige så godt kunne være nem at have med at gøre. Hun trippede dog stadig på stedet, imens Foster begyndte at pille ved computerne.
Det var som om hun blev trukket ud af sine tanker, da lyset fra computerskærmene oplyste rummet, og Foster bandede højt - dog var det intet imod den alarm der fik hende til at fare sammen og gå i øjeblikkelig defensiv.
Hun var ikke sikker på om det var hende selv eller maskepigen, hun stod ved siden af, der kom med et lille, overrasket skrig. Hun ville følge sit instinkt og trække maskepigen væk fra døren og tættere på computerne der sikkert kunne bruges som skjold et par øjeblikke, men hun mistede taget om hendes hånd. Hun knyttede den uhjælpeligt, spærrede øjnene op og trådte forskrækket tilbage da noget greb fat i Alistair bagfra - noget der var stærkt nok til at holde hende godt fat.
Det var ikke til at fatte. Det var svært nok at få ind i knolden at det for en gangs skyld var ved at gå grueligt galt, men det glimt af rædsel hun så i maskepigens øjne, var nok til at få hende til at stivne totalt, et sted imellem døren og computerne.
Hun tog instinktivt ned til den pung der var spændt fast i hendes bælte, men ikke engang den medicin der var blevet snuppet fra Statens lagre kunne hjælpe hende i den her situation. Hvad ville hun kunne gøre med det? Hælde brintoverilte i øjnene på dem? Hvor tamt...

[Henrietta Belacqua]

Henrietta gik med det samme i Dove-mode, da alarmen gik og hun skyndte sig at rive sin arm ud af Fosters greb, da han forsøgte at slæbe hende væk. Det skulle fandme være løgn skulle det. Juno og Alistair var omringet, og selvom der var meget forvirring, kunne Dove ikke bare gå. Dove var ingen kamp-mester, granted, men noget kunne hun. Juno stod i hendes umiddelbare synsvidde, og derfor var det Juno, som Dove reddede først. En vagt var på vej over mod hende. I det mindste så det ikke ud til at disse vagter var udstyrede med pistoler. Dove brugte den smidighed hun havde som Acrobat, til at sætte af fra jorden, støtte på nogle af vagternes hoveder med hænderne, og landede på skuldrene af den vagt der stod foran Juno, med et ben på hver side. Med en hurtigt piruet på stedet havde Dove brækket nakken på vagten, og hun lavede en form for rullefald for at komme ned, samtidig med at hun sparkede det stadig stående lig af vagten ind imod de andre vagter.
Dove var glad for at mange af Statens vagter var store brød. De faldt meget tungt. Dove havde mistet Alistair af syne, og hun vidste at det bestemt ikke var en god ting, og hun havde mest af alt lyst til at endevende hele bygningen efter Alistair, men hun vidste at det ville sætte både missionen og de to andre i stor fare, så derfor skubbede hun til Juno.
,,Kom ud herfra, begge to! Jeg køber jer tid![/color]" Dove kunne ikke gøre meget, men hun var godt forsikret. Hun kunne i hvert fald forsinke vagterne til Foster og Juno var kommet langt nok væk. Det var vigtigst at Foster kom tilbage til skolen, han havde USB-nøglen, men Juno var en værdifuld Cleric, så hun skulle helst tilbage til skolen i god behold også.

[Tomas Foster]

Foster nåede at skimte en vagt, der tog fat i Alistair, og blev splittet. Han ville meget gerne rede sit eget skind, meget gerne endda, men han kunne ikke bare svigte Alistair, kunne han? Nej det kunne han ikke. Han fik hurtigt sine N-Bone handsker på, og satte dem til max styrke, og lige da han ville løbe efter den vagt, der havde Alistair, rev en vagt fat i ham. Med det samme Foster mærkede berøringen svag han armen, og med et jerngreb hev han fat, i vagtens hals. Hvis det ikke var for handskerne, ville dette ikke have gjort noget, med få sekunder efter Foster havde grebet, faldt vagten til jorden, med en brækket hals. Ikke så svært at forstå at disse handsker, også var til militært brug. Han hørte pludselig Dove råbe, og som altid adlød han lederen, uanset hvor meget han havde lyst til, at få fat i Alistair. Med et satte han i spurt, men så sig over skulderen for at se om Juno, var med. Han havde påtaget sig jobbet, at få denne cleric sikkert tilbage på skolen.

[Masquerade Alistair]

Alistair vidste ikke helt hvad der skete, men hun var helt sikker på, at det ikke var noget godt. Det hele gik sådan lidt stærkt. Hun hørte hvordan Dove råbte at de skulle komme ud, og hun ville frygteligt gerne med dem, men vagten havde godt fat i hende, og havde en hånd foran munden på hende, og hendes arme blev holdt fast, så hun ikke kunne prøve på noget, alligevel sagde vagten: "Hvis du prøver på noget, slår jeg dig ihjel." selvom hans stemme var sammenbidt, var hun helt sikker på, at han rent faktisk mente det, så derfor fulgte hun bare lydigt med, som en hund der følger sin ejer.
Hendes øjne var fyldte med tårer, så hun havde svært ved at se hvor hun gik, men det var egentlig også vagten der trak hende med sig.
Alistair var virkelig skræmt. Det var jo ikke sådan det hele skulle ende. De skulle bare have nogle data og så væk igen. Hun håbede bare på, at de andre fik dataerne, og kom væk derfra uden at der skete dem noget.
Hun anede ikke hvad der ske, eller hvor hun ville blive taget hen. Hun fulgte bare vagten, og prøvede at lade være med at snuble.

[Juno Ghodbane]

Selvom alt gik meget stærkt (Juno var vant til hurtige og pressede situationer, dem havde de hele tiden på sygetuen, men ikke dem her der var rendyrket aktion) kunne Juno ikke lade være med at nikke anerkendende til det rene knæk Belaqua fik frembragt. Hun kunne ikke have gjort det meget bedre selv. Hun var så optaget af det fine stykke arbejde, at hun næsten ikke lade mærket til det tunge lig der landede lige foran næsen på hende. Hun kom til sig selv da hun blev skubbet hårdt i ryggen. Beskeden var klar, men hun tøvede alligevel. Det strittede simpelthen imod alle hendes principper, at efterlade nogen. Det gjorde næsten fysisk ondt på hende da hun elegant smøg sig ud af gruppen af vagter, og sprang hurtigt imod det sted hun sidst havde set Foster. Han var allerede begyndt at løbe, og hun knyttede næverne så hårdt at hun kunne mærke sine negle prikke hul i den tynde og slidte hud i hendes håndflader. Hun havde lyst til at skrige, vende sig om og banke alle vagterne og få maske-pigen tilbage, men det kunne hun ikke. Det var en fysisk umulighed. På den anden side var hun også meget glad for at hun nu var på vej væk fra det her sted. Hendes instinkter var lige så effektive som Belaqua. Flygt for helvede!

// OUT

[Henrietta Belacqua]

Henrietta gjorde sig helt sikker at Foster og Ghodbane var kommet på sikker afstand, og at vagternes fokus kun lå på hende. Hun sendte et velrettet spark på en af vagternes brystkasser, hvilket fik ham til at snuble tilbage, og da hun med det samme var fløjet i knæ og sparket hans ben væk under ham, så faldt han ret tungt. Henrietta så hurtigt i den retning Juno havde set i noget så febrilsk, og hun så en dør. Hun var sikker på at Alistair stadig var i nærheden.
,,Vi kommer og redder dig, Alistair! Bare hold ud![/color]" Dette var den afskedshilsen hun gav Alistair, før hun fløj hen af gulvet, stadig med bøjede knæ, hvilket gjorde at vagterne ikke rigtigt kunne få fat i hende. Hun fløj efter de to rekrutter, med Henry der var vild efter at komme tilbage og vriste Alistair ud af grebet på den nar der havde snuppet hende. Men Dove vidste at det var det værste hun kunne gøre. Lige nu skulle hun formindske det der gik galt, hvilket betød at efterlade Alistair for at få Ghodbane og Foster tilbage til Free Runners Society. Og først derefter kunne en redningsaktion blive sat i værk.

//Out