[MT] I Spy With My Little Eye

[Mission Maker]

Det var mørkt. Kun månen, og nogle enkelte lamper, lyste op. Byggepladsen lå øde. Der var intet liv at se, men synet narrede. Nogle få vagter gik rundt på pladsen, for at sikre, at der ikke kom hærværk på byggepladsen.

[Henrietta Belacqua]

Henrietta sad på kanten af en nærliggende bygning, og hun vrængede ansigt. Selv i dette mulm og mørke så alting så rent og sterilt ud. Hun hadede det her sted. Siden hun var kommet til skolen havde hun lært hvad ordet 'liv' virkeligt betød. Og Statens verden var blot en billig imitation. Henrietta vidste at der kom tre rekrutter under hende, om man så kunne sige. En Ghost, en Tech og, hvad var den sidste igen? En saint? Hun kunne faktisk ikke huske det. Oh well, hun ville nok finde ud af det når den tid kom. For nu sad hun i sin sorte læderdragt som var helt tæt ind til hendes krop, og bare nød at være i ét med det sparsomme mørke. Hun snoede en rød lok af hendes hår omkring hendes lange, smidige pegefinger og kæmpede imod lysten til at fløjte en munter lille tone, mens hun ventede på de andre.

RÆKKEFØLGE = Dove, Tomas, Masquerade, Juno

[Tomas Foster]

Foster dukkede op på taget, og fik øje på Dove, som måtte være deres leder. "Du kunne ikke have valgt noget højere?" sagde han, og tog sig til sine håndled. Biometallet var stadig ikke glad for ham. Det gjorde afsindigt ondt at kravle. Han havde en sort trench coat på, da han syntes det var utrolig koldt, og han vidste at det ikke var ham, der skulle kravle meget denne aften. Han gik hen, ved siden af Dove, og fik et ordenligt blik på pigen. Hun var en del yngre end ham, kunne han se, men hold kæft hun så godt ud! "Du da lidt ung af en leder at være?" Tomas rettede sig op. Nu manglede de bare resten.

[Masquerade Alistair]

Alistair havde et lidt dårligt forhold til tid. Hun var altid i god tid. Hun kom sjældent for sent, da hun simpelthen ikke brød sig om det.
derfor var Alistair også kommet i god tid. Hun havde holdt sig inde i skyggerne, hvor man ikke ville få øje på hende. Hendes sorte tøj, tætsiddende tøj gjorde, at man ville have svært at få øje på hende, og hendes lydløse skridt gjorde, at hun kunne gå rundt derinde, uden at blive opdaget. Man kunne næsten heller ikke høres hendes ånderag.
Hun kom noget nær samtidigt med Dove, men var ikke helt sikker på hvem det var, så hun blev i skyggerne. Hun følte sig ikke tryg ved at skulle på mission igen. Det var ved at være en del år siden sidst, og hun havde en knugende fornemmelse i maven.
Da hun så at Tomas ankom, blev hun dog en smule roligere og hun trådte ud fra skyggerne. Hun kravlede op på bygningen og gik hen bag ved dem.
"Hej," sagde hun en smule lavt. Hun havde godt hørt fløjtetonerne, men de havde nu ikke gjort hende noget.

[Juno Ghodbane]

Juno kom som den sidste, selvom det ikke var hende at komme for sent. De andre var måske bare lidt hurtigere til at komme op på det høje punkt missionslederen havde udpeget - altså, alle andre end Techen. Hun kendte ham godt, og hun viste at han lige var blevet koblet til noget biometal. Da hun trak sig op, kunne hun ikke lade være med at kigge på hans hænder, fordi hun havde tænkt på det hele vejen op. Når de kom tilbage, måtte hun hellere sørge for at spørge om han huskede at tage sine Vertexa...
Hun strammede lidt i armene, og tjekkede at hendes pung med medicin sad rigtigt på bæltet.
Hun var klædt i sort tøj, en top og et par knickers. Hendes hud lyste næsten op, sammen med det platinblonde hår hun havde flettet i en fransk fletning.
Hun nikkede til dem, og skiftede vægten over til hendes højre ben. Hun sagde ikke så meget.

[Henrietta Belacqua]

Doves blege, glatte pande rynkedes i lidt frustration ved lyden af den unge Techs kommentar. Ikke den første, den var bare morsom, men den anden... Hun vidste godt hvad der lå bag den. Hun så tilbage på Techen og rejste sig op, for ligesom ikke at virke alt for lille. Hun var en leder lige nu, hun var Dove og det kunne Techen nok godt mærke. Tomas Foster, ikke sandt? Jo, hun kunne huske ham fra filen.
,,Jo, jo det er jeg. Er du ikke lidt gammel af en rekrut at være?

[/color]" svarede hun tilbage. Hun så Ghosten komme tættere på og da Clericen så også kom op var de fuldtallige. Hun nikkede til dem med et venligt smil, før hun strak sig og hver af hendes lemmer gav sig for den befriende anstrengelse.

,,Vores mission: hacking. Tomas, din rolle er åbenlys. Vi skal ind på dén byggeplads og hacke os ind i systemet, for at få at vide hvad de har planlagt at bygge. Layoutet er besynderligt militaristisk. Alistair, det er vores opgave at sørge for vi ikke møder modstand på vejen, om det så er ved at finde den mindst befærdede vej op, eller ved at uskadeliggøre fjenderne. Juno, din opgave er ret nem at regne ud, og den kommer kun i brug hvis alting går galt, så lad os håbe du bliver et kønt vedhæng i den her mission, er du ikke enig?[/color]" Henrietta sagde dette med et lidt drilsk og godmodigt glimt i de brune øjne, og hun så sig over skulderen på den tårnende, truende konstruktion. Hun så tilbage på rekrutterne derefter.

,,Fremgangsmåden er simpel: Alistair du løber i forvejen for at finde vejen frem. Du har nemmere ved at være uset end os andre. Juno og Tomas, I følger trop når Alistair vinker jer tættere på. Jeg følger efter jer for at sikre mig at ingen følger efter os. Hvis vi bliver set er jeg hovedangriber, mens I andre spæner over stok og sten for at komme væk, forstået?[/Color]"[/blockquote]

[Tomas Foster]

Da Dove tydeligvis kunne finde ud af at svare igen, lyste Foster op i et smil. "Jo, jo det er jeg" svarede han hende, med et smil. Da alistair hilste, fik Tomas et mindre chok. Han vendte sig dog om, og smilede til Alistair. Også Clericen dukkede op. Foster kendte hende godt. Hun havde vidst været med, da hans hånled blev opereret.
Da Dove begyndte at forklare hvad de skulle, lyttede Foster koncentreret. "Spæner over stok og sten, det kan du sagtens sige" mumlede Tomas, til Doves sidste kommentar. Der var jo en grund til han ikke var ghost mere, men han skulle gøre hvad han kunne. Han knækkede stort set alle led i sin krop, for at løsne op, og for at signaler, at han var klar.

[Masquerade Alistair]

Alistair sendte Tomas et smil. Hun var glad for at han var der. Hun følte sig mere tryg ved det.
Hun sendte den nyankommne et venligt smil, hvorefter hun rettede sin opmærksomhed mod Dove, der begyndte at snakke.
Alistair lyttede grundigt til alle ordene. hun ville ikke gøre noget forkert. Hun brød sig dog ikke om det, med at uskadeliggøre fjenderne. Det lød brutalt, og hun håbede, at det ikke ville ske. Det skulle helst bare foregå stille og roligt.
Hun lyttede til den opgave Dove gav hende. Det lød nemt nok. Hun priste sig lykkelig for al den tid hun havde trænet sin lydløshed. Det kom hende virkelig til gode nu.
"Den er jeg med på," sagde hun med et smil.
Hun kiggede på Tomas, og opfangede godt hans ord.
"jeg er her, hvis du får brug for hjælp," sagde hun lavt tilbage, og forlod så lydløst bygningen. Som en kat klatrede hun smidigt ned og gik tilbage til skyggerne, hvor hun ikke kunne ses. Hendes karamelfarvede hår var sat op i en høj hestehale, men det lagde man heller ikke mærke til.
Hun gik langs murene, sørgede for at sætte fødderne korrekt og sørgede for at trække vejret på den rigtige måde. Det var alt sammen med til, at sørge for at hun var totalt lydløs.
Hun fik øje på et par vagter. Den ene gik hen imod hende, men havde vidste ikke set hende, for han gik direkte forbi hende. Alistair kunne mærke sit hjerte banke hurtigere og hurtigere. Hun blev stående komplet stille, indtil han var helt ude af syne. Derefter vinkede hun til de andre, som for at sige, at der var fri bane. Der var ingen vagter at se lige nu, de var alle et godt stykke væk. Hvis bare de holdte sig i skyggerne, skulle det nok gå.

[Juno Ghodbane]

Juno smilede skævt. Tænk engang, nu var hun også ligefrem et kønt vedhæng. Det var fantastisk at være Cleric nu om dage.
Da hun hørte Foster klage over sin tilstand, fik hun ondt af ham. Hun havde aldrig prøvet at blive klipset fast til to handsker af metal, men hun kunne levende forestille sig det. Hun havde overværet det adskillige gange, både på skolen og i hendes tidligere år. Men det kunne vel gå, nu hvor det kun var hans hænder der var skadede.
Hun lod alligevel sine lange fingerspiser glide over hans overarm, da hun gik forbi ham, og gjorde sig klar til at springe efter Alistair-pigen med det mystiske fornavn. Godt nok var hun hverken særlig hurtig eller elegant, ikke engang særlig usynlig, men hun gjorde det fint nok til ikke at blive overfaldet af Statens vagter. Hun gjorde hele tiden plads til Foster, så han havde så meget plads at bevæge sig på. Hun ville i hvert fald ikke stå i vejen for ham.
Hun trak sig op af en mur og hinkede en gang, inden hun stod ved siden af Alistair. Hun fandt et godt sted at stå, forholdsvis usynlig fra de fleste vinkler. Nu ventede hun bare på at få øje på Foster som burde være tæt på hendes ryg.

[Tomas Foster]

Da Juno rørte ham, stivnede Foster. Berøringen var blid, og Tomas var slet ikke vant til at omgås piger særligt meget, og da slet ikke, at de rørte ham.
Tomas så Juno sætte igang, rystede han stivheden af sig og tog så sine N-bone handsker op af lommen, og klikkede dem på det bilmetalrør, der sad ind igennem hans håndled. Han nikkede en gang til Dove, og derefter satte han af. Selvom han ikke var god til parkour, var han bestemt ikke bange af sig. Han sprang direkte fra taget, ned på et tag der var meget tættere på jorden. Man kunne se, hvordan handskerne tog af fra faldet, da han satte hænderne i jorden, og derefter skød han frem, i den bedste fart han kunne præstere. Han så hvordan Juno gav ham plads, og det irriterede ham lidt. Han ville ikke behandles som en handicappet. Muren Juno så fint kom over, ville Tomas have haft besvær med, hvis ikke han havde handskerne, men handskerne tog godt fat i muren, og fik ham op, næsten ligeså elegant, som alle andre elever. Han stod nu ved siden af Juno, og kiggede med skjulte øjne på hende. Hvad havde den berøring været godt for?

[Henrietta Belacqua]

Dove så efter de tre rekrutter og hun satte af fra taget med letheden af mange års øvelse. Hun fulgte, næsten lige så lydløst som Alistair, med de andre, og hun nåede hurtigt hen til Tomas og Juno. Hun stillede sig nogenlunde tæt ind til dem, for det var begrænset med plads til at være ude af syne, så hun brugte hovedet til at sende Alistair videre. Hun kunne høre trin bag sig, så hun ville gerne have de andre videre så hurtigt som muligt. Selv trykkede hun sig så tæt ind til væggen hun kunne, for at forsvinde mere ud af syne, da hun skulle blive tilbage i længere tid end de andre.

[Masquerade Alistair]

Alistair kunnede tydeligt høre de andres skridt. Det rungede i hendes hoved, fordi alt andet ligesom var helt stille. Hun bed sig let i læben.
Hun kiggede tilbage og fik hurtigt øje på Dove, der sendte hende videre. Hun havde selv hørt de andre skridt, og hun begyndte at følge skyggerne. Hun ville ikke ud, hvor de kunne ses. Det var hurtigere på den måde, men det var også farligere. De måtte følge skyggerne rundt, for at komme til deres mål.
Alistair koncentrerede sig virkelig. Hun beherskede sin vejrtrækning og hun sørgede hele tiden for, at sætte foden korrekt.

[Juno Ghodbane]

Juno lod ikke til at lægge mærket til Fosters diskrete stirren, og i stedet snerpede hun læberne sammen da den kønne og talentfulde Ghost sprang videre frem imod deres bestemmelsessted, hvor Techen skulle fingerere lidt ved deres netværk.
Hun ventede et par få sekunder, inden hun sprang videre, sammen med Ghosten. Da det så ud som om Foster havde klaret det okay, tog hun lidt mindre hensyn til ham end før, så hun kunne koncentrere sig om ikke at blive opdaget, og lave mindre larm i hendes friløb. Selvom det ikke så sådan ud i starten, var der faktisk mange vagter rundt omkring bygningen, og det var nu det gjaldt. Selvom hun lyste op i mørket hvis lyset ramte uheldigt, var hendes lille størrelse et tydeligt plus.

[Tomas Foster]

Foster bemærkede at Alistair sprang videre. Han tog sig lidt til håndledene. Måske skulle han ikke have ydet så meget med dem, som han lige havde gjort. Det gjorde ondt, men han prøvede at bide smerten i sig. Da clericen sprang efter Alistair, sukkede han lydløst, og fulgte efter. Han var træt af sat være den, alle skulle tage hensyn til. Den der altid skulle have hjælp på missioner. Det var ikke fordi han ikke værtsatte hjælpen, det var bare, at han ikke kunne lide at føle sig mindre end andre.
Han holdte meget øje med sine omgivelser. Han skulle ikke nyde noget af, at støde ind i en vagt, selvom han godt kunne forsvare sig selv mere end rigeligt, nu hvor han havde handskerne på. Han så efter Dove, for at sikre sig, at hun var med. Selv en leder kunne vel lave fejl?

[Henrietta Belacqua]

Dove havde mere end travlt med at gøre sig selv så lille og lydløs som muligt, så hun lagde ikke mærke til at Foster så på hende. Hun så i den generelle retning af de fodtrin der virkede til at følge efter dem, før hun hastigt så tilbage mod de andre. Hun så Fosters blik på hende og lavede et hovedkast for at sende ham videre, før hun vendte tilbage til at lytte efter mulige fjender, og samtidig følge med gruppen. Hun håbede bare de snart var der, Dove kunne ikke lide det her sted. Hun havde en nagende følelse i mellemgulvet, som sagde at det her var en virkeligt dum idé.