Wet August Day

[Mark Zeke Wilcox]

Mood Music: Listen while reading

---

Det havde lige regnet. Luften duftede ren, efter det sidste regnskyl, og den grå himmel så ud til at lysne op, og den blå himmel tittede frem her og der. Træerne dryppede ned i gruset og græsset i skolens park. En gråspurv sad og pussede sit fjer på en bænk der var blevet våd, og små perler af vand lå på armlænet.
Rundt i parken vandrede en i en grå hættetrøje, løse træningsbukser og slidte kondisko rundt i det våde græs. Han smilede og så rundt omkring i den smukke natur. Alt virkede så perfekt. Naturen virkede glad og fri. Den lille fugl på bænken var uden bekymringer. Den havde tid til at sidde og pudse sin fjerdragt, før den ville flyve videre, op i luften hvor vinden kunne bære dens lille krop.
Denne fyr der vandrede rundt var en Ide. Det var den der lærte de unge den sport som de skulle bruge for at bevæge sig lydløst og hurtigt gennem byen, når de skulle på missioner. En gang var det ham der stod og skulle lære det, men nu underviste han. Han havde fået sit rygte blandt eleverne, og nogle kaldte ham Panteren, for hans lydløse bevægelser og pludselig angreb.
Nu havde han fri. Han ville vandre ude i den friske natur, og han ville være ligeglad hvis det ville regne. Han ville blive der. Han ville blive våd, så han kunne mærke naturen på sin egen krop. Så han kunne føle sig som en del af den. Så han kunne være en med Moder Jord.
Han gik hen til en bænk et stykke væk fra den hvor gråspurven nu sad og så rundt. Han placerede sine hænder på ryglænet og lænede sig op af den. Han så smilende hen på fuglen. Den fløj væk, for at benytte sig af sin frihed. Det var det han selv kæmpede for, at menneskerne kunne være fri som fuglene.

[Carter Riles]

Der var sådan en dejlig duft efter der havde regnet. Der var sådan en let duft af vådt asfalt som føltes dejligt rensende, og så var der selvfølgeligt følelsen af det våde græs under fødderne og den lette kildren når en regndråbe fra træernes blade faldt ned og landede i ens hår, for derefter at glide ned på ens hovedbund og trænge ned i huden. Pyt med at mange sagde man kunne blive dødsens syg af at rende rundt i for lidt tøj på sådan et tidspunkt, specielt fordi luften stadig var mættet til bristepunktet med vand, så der skulle ikke meget til før det begyndte at regne igen. Men pyt skidt...
Det var i hvert fald disse tanker Carter Riles havde i tankerne, da hun beslutsomt havde sat sig for at gå en lang tur i den stadigt våde natur, iført en gul T-shirt, nogle blå denimshorts med seler og hele baduljen, bare tæer og gule benvarmere. Nogle ville spørge hvad pointen med benvarmere var, hvis man ikke havde sko på til at holde ens fødder varme, men Carter tænkte sjældent så langt, og hvis hun endeligt gjorde, så ignorerede hun det. Man fik mest sjov ud af bare at springe ud i tingene, og selv hvis man fik problemer ud af det, var det alligevel en oplevelse, ikke?

”Drip drap dryp, lille regnvejrsbyge,
Dig har vi savnet i vintren der gik.
Drip drap dyp lille solskinsbyge,
Jorden har godt af at få sig et bad.
Dråberne klirrer som toner,
Drip drap dryp lille forårsbyge,
Dejligt at høre lidt regnvejrsmusik.

[/color][/i]”[/center]

Carter lavede et par kantede pirouetter imens, og når man siger ’kantede’ om en så cirkulær bevægelse, var der fordi hun sådan set bare brugte fodbevægelserne til at snurre rundt i cirkler mens hun gik, så det blev til meget langsomme cirkler mens hun smådansede hen af græsset. Hendes lange, brune hår krøllede på grund af luftfugtigheden, så hun havde droppet at tage en af sine loyale hatte på. De ville desuden kun have forhindret hendes glæde af regnvejrsdagen, og dét kunne hun jo ikke have, næh næh, nej nej nej.[/blockquote]

[Mark Zeke Wilcox]

Mood Music: Listen while reading

---

Han så sig omkring da han hørte en glad pigestemme der gjaldede ud i vilden sky. Det var tydeligt at hun også var glad for naturen og regnvejret. Regn var nu også noget dejligt noget. Så friskt, så nyt.
Kort efter fik han øje på den farvefulde pige. Han genkendte hende straks. Han havde mange elever, og han kunne ikke altid huske deres navne uden for timerne, da der var så mange, men det var svært at undgå at huske en pige som Carter Riles. Alle de farver blændede en stort set altid, og hendes solstråle humør var svær at overhøre. Hendes attitude var bare opmærksomhedskrævende og hendes blotte tilstedeværelse fik tit en i godt humør, undtagen når hun lige gik over og blev til en tordensky af vrede. Hun var ikke den bedste til parkour så vidt han kunne huske, men han kæmpede med andre der var meget værre end hende.
"Good afternoon ms. Riles." Han nikkede venligt til hende med et lille smil på læben. Han havde oplevet at elever så mistroisk på ham når han hilste venligt og smilende på dem, når han råbte så meget af dem til timerne. Han havde masser af øvelse af at råbe, så det tog ham lang tid at blive hæs, selvom det også hændte en gang i mellem, og så var der en del elever der var lykkelige.

[Carter Riles]

Carter havde ikke opdaget tilstedeværelsen af en anden, så da der pludselig var en stemme der hilste på hende, sprang hun op i livlig forskrækkeles, og hendes denim-beklædte buksebag kolliderede med det våde græs, hvilket fik hende til at køle ned ret effektivt. Hun lagde dog ikke mærke til det, for hun havde travlt med at grine af hendes Parkour-lære. Han var nu en flink... Ting? Hun havde hørt fra Grand Cleric at fritænkere over 25 år blev til noget andet end mennesker, men hvad kunne hun nu ikke huske. Whatever.
,,Ved Boddhisatvas lange øreflipper, forskrækker du elever som fritid, hr. Wilcox?” spurgte hun med en lys latter gemt i stemmen og hun skubbede sig selv op fra det fugtige græs, mens hun nynnende børstede sin bag lidt af for vand og fladmast græsmateriale. Hun kunne godt lide hr. Wilcox. Hun havde meget sjældent været oppe at toppes med ham, hun mindedes kun én gang hvor hun faktisk havde været ham på tværs, men der havde hun så også haft en god undskyldning. Hun blev aldrig særligt behagelig at være sammen med på pigernes dårlige tid af måneden.
Hun så lidt på den voksne Fritænkers udklædning og hun smålo lidt af det. Hun havde nu altid godt kunne lide hr. Wilcox, han havde en dejlig naturlig aura omkring sig, som appellerede til hendes hippie-jeg. Men sådan var det vel nu engang?

[Mark Zeke Wilcox]

Mood Music: Listen while reading

---

Han smilede skævt. Han kunne godt lide Carter for hendes så stålfaste tro. Der var ikke for mange troende elever, så det var kun godt med sådan en troende elev som Carter. Selvom han ville foretrække at de alle troede på at naturen var den største, at naturen var den der var guddommen, og ikke en anden kræft, da det klart nok var naturen der var den livgivende kræft. Dog var buddhismen ikke det værste valg efter hans mening.
Han morede sig lidt over hendes spørgsmål. "Ikke just ms. Riles. Kun de uopmærksomme elever der vandrer rundt og ikke ser sig for." Han smilede stadig til hende med det venlige smil. Han var i godt humør, så hvorfor blive sur over noget småt? Han brød sig ikke om at være sur, undtagen når han kunne se tydelig sløseri.
Han tog et spring over bænken som han havde lænet sig op ad, så han landede i gruset på den anden side, inden han satte sig ned på den stadige fugtige bænk, og han kunne hurtigt mærke hvordan vandet trak gennem træningsbukserne og underbukserne, hvor den kølede hans bag. Han så hen mod Carter der havde fået rejst sig op.

[Carter Riles]

Carter trak lidt på smilebåndet ved de tanker der gik igennem hendes hoved. Hun mindedes alle de utallige gange hun havde set hr. Wilcox råbe og skråle af de mere tungnemme elever, og hun og nogle af hendes Cleric-venner havde ret ofte prist sig lykkelige for at de ikke var fangede under hans nåde. Carter kunne forestille sig at hr. Wilcox virkede meget mere frygtindgydende når hans vrede var rettet mod én, end som han for eksempel var lige da, med hans buksebag rimeligt gennemblødt fordi han satte sig på en våd bænk.
,,’Ey, I resent that! Jeg er skam meget opmærksom!

[/color]” Carters store, brune øjne gled rundt mens hun så sig omkring, før hun listede på tæer hen til hr. Wilcox og smilede, mens hun hviskede en yderst skattet hemmelighed til ham.
,,Bare ikke opmærksom på mennesker.[/color]” Hun lod sine ben springe et par skridt tilbage, for at lægge afstand mellem hende og læreren, og hun smålo glad af hendes små finurligheder. Det gjorde altid livet lidt gladere. Hun slog sig ned ved siden af hr. Wilcox. Lidt mere vand gjorde ingen skade på hendes allerede be-fugtigede denimshorts. Hun hev lidt i hendes ene sele, og smilede til hr. Wilcox.
,,Og du kan ikke forvente at man altid lægger mærke til dig. Du kan være meget stille, når det passer dig.[/color]”[/blockquote]

[Mark Zeke Wilcox]

Mood Music: Listen while reading

---

Han vendte sig lidt hen mod hende med et lidt undrende udtryk i øjnene da hun viskede til ham. Hvad skulle det nu til for? Der var jo ikke en gang nogen i parken udover dem to i ret stor afstand, og hvis det var så hemmeligt at hun ikke var opmærksom på mennesker, hvorfor så gøre et så stort nummer ud af at han skulle have det at vide, og så ham af alle mennesker.
Han holdt stadig øje med hende om hun havde flere af sine finurligheder i ærmet, men det så dog ud til at hun var færdig indtil videre med alt sit spas, så han smilede igen til hende.
Det næste hun sagde fik ham til at grine en smule. "Tja, selv en gammel Ghost har svært ved at vende sig af med sine gamle vaner." Han nød dog at være lydløs, da det gav ham sådan en fordel, især når han skulle tage uopmærksomme elever på fersk gerning, og de kunne så godt hoppe når han 'sneg' sig ind på dem. Der var mange elever der havde fået sin del af overraskelser i hans timer, men det var jo også dem der ikke var opmærksomme nok der havnede hos staten.

[Carter Riles]

Carter grinede lidt af det undrende udtryk i hr. Wilcox ansigt. Hun havde aldrig set ham med dén slags udtryk i ansigtet. Det klædte ham faktisk at se uvidende ud, for en gangs skyld. Det udtryk burde han bruge noget oftere. Da han smilede til hende, endda grinede, var Carter parat til at tabe kæben af forbløffelse. Hun havde det indtryk at alle idéer var mere eller mindre humørforladte, men det så da ikke ud til at være sådan. Da han indrømmede at han var forhenværende Ghost kunne Carter ikke lade være med at grine lavt.
,,Det er dér din naturlige karisma kommer fra! Og din lille leg med at skræmme folk, men karismaen er mere Ghost-ish,

[/color]" drillede Carter muntert. Alle Ghost-elever havde den der mystiske, mørke mystik omkring sig, og hr. Wilcox havde vel en form for afart af mystikken over sig, som forhenværende Ghost. Ikke fordi Idéer var mindre mystiske, måske var de endda mere mystiske?[/blockquote]

[Mark Zeke Wilcox]

Mood Music: Listen while reading

---

Han havde selv troet det samme som så mange andre at Idéerne var humørforladte og underlige indtil han selv var blevet en. De var egentlig ret normale, selvom de var en smule mere fanatiske, og en smule hemlighedsfulde, men sådan var deres natur jo bare, fordi de skulle jo inspirere de unge, så det var ikke godt nok kun at gøre en halvhjertet indsats. Det skulle gøres helhjertet og så blev man også selv lidt revet med, og så ender man med at få den samme personlighed som alle de andre Idéer.
Han så hen på hende med et skævt smil. "Jeg skræmmer ikke folk, jeg gør dem bare opmærksomme på min tilstedeværelse, hvilket godt kan komme som en overraskelse på grund af deres manglende opmærksomhed, hvilket kan betyde at de ikke kan vende tilbage til skolen, fordi staten har haft fat i dem." Han dukkede aldrig uset op, hvis folk var opmærksomme på ham, og det var især de nye elever der tit fik sig en forskrækkelse, især fordi deres klassekammerater så en smule bekymrede hen mod de stykker som han havde valgt at give en lærestreg. Han nød en gang imellem deres ansigtsudtryk, fordi de kunne være noget så underholdende, men han sørgede for at holden en professionel maske, så han grinede aldrig i timerne, undtagen hvis det var meningen, og det var det yderst sjældent.

[Carter Riles]

Carter rynkede på næsen af hr. Wilcox' forklaring. Sådan som hun så det undveg han bare sandheden. Enten for bare at diskutere med hende, hvilket helt sikkert ikke var god karma, eller for at virke uskyldig. Der var selvfølgelig også den mulighed at han rent faktisk sagde sandheden, men den valgte Carter at se væk fra. Det ville ikke være så godt hvis Buddha fangede hende, i gang med at diskutere sandhedens betydning med en mentor. Uha da da, nej, dét ville slet ikke gå!
,,Dine ofrer er typisk små nyfødte unger, som ikke har haft mulighed for at at forstå alvoren af verdens situation, så selvfølgelig bliver de skræmt, når en skræmmende udseende mand som dig pludselig træder ud af skyggen![/color]" påpegede hun med et grin, og hun klappede sine hænder ind på hendes kinder, og trykkede hårdt ind på dem. Hendes ansigt blev forvandlet til fishface, og hun lavede små bevægelser med munden, som på grund af hendes nuværende ansigtsudtryk, blev lidt overdrevede og tossede at se på.
,,Du 'ør dem 'ange fthor deres egn sky'e.[/color]" Det Carter sagde blev godt og grundigt forvrænget af hendes fiskeansigt, men hun håbede da, at meningen var nogenlunde let af opfange.

[Mark Zeke Wilcox]

Han var altid seriøs omkring sit arbejde. Der var ikke plads til pjat der. Det var enormt vigtigt at de havde en god selvdisciplin, hvilket der desværre var nogle der ikke havde, og det var dem han ville komme til at miste i fremtiden. Sørgeligt sådan noget, men verden udenfor Freerunner Societys trygge mure var ond og kold. Alt liv og glæde blev kvalt der. Der var ikke plads til sjov og spas.
"Det er også dem der skal have det at vide. Jo hurtigere de forstår alvoren, jo sikrere vil det være for dem. Ikke at det er sikkert på nogen måde, men hvis deres opmærksomhed er skarp nok, så vil de komme til at leve længere. Selv nogle af de helt gamle er ikke opmærksomme nok!" Hans ansigt var lagt i kolde, og en smule hårde folder, fordi han var meget seriøs omkring det. Det burde Carter vide, og det vidste hun nok også.

Han vidste godt at nogen gange gik han over stregen, men det var da godt at han kunne anerkende at han nogen gange var lidt for voldsom. Det var oftest når han kom til at skræmme de mindste hvor de var ved at græde. Det var aldrig meningen at få dem til at græde, men det skete nu en gang i mellem, og så skiftede han emne, så de kom til at tænke på noget andet, fordi de var jo kun små børn. De skulle nogen gange virkelig behandles meget blidt og omsorgsfuldt. Pædagogik var nok ikke hans største styrke, men han fik skam sine budskaber frem. "Når de holder øje med deres skygge af ren automatik, så er jeg ved at være tilfreds, fordi den må ikke tage for meget af opmærksomheden, så de ikke lægger mærke til et frontal angreb." Han havde før taget en elev i at holde så meget øje med sin ryg, at han gav ham sådan et chok ved at lande lige foran den uvidende elev. Ikke noget han havde forventet og det fik han også fået at høre. Han skulle vente det uventede. Sådan var det. Verden var nogen gange nådesløs. Naturen var nogen gange hård, men staten var hårdere. Naturen kunne virke kold, men den var retfærdig. Staten var en snylte!

[Carter Riles]

Carter trak på skuldrene af Wilcox' meget seriøse forklaring, og selvom hun hørte efter, havde hun mest lyst til at glemme det igen. Hvis Carter var paranoid inde i Free Runners Society, så havde hun ikke nogle steder hun kunne føle sig sikker, og det var vigtigt for hende. Hun skulle nok være på vagt på missioner, men hun ville ikke holde øje med sin egen skygge på skolen. Det nægtede hun. Carter sad stille i et par sekunder, før hun rystede kraftigt på hovedet for at slippe af med den dårlige stemning der havde lagt sig over hende, og så så hun tilbage på Wilcox.
,,Tja, du har din måde, og hvis den virker for dig, hvem skal så sige dig imod? Ikke mig i hvert fald, nul,[/color]" sagde hun med et grin.

[Mark Zeke Wilcox]

Han smilede skævt til hende. Hvorfor egentlig diskutere hans undervisningsmetoder? Det var da egentlig fuldstændigt ligegyldige. Han underviste nu en gang som han gjorde, og han ville nok først ændre på undervisningen, hvis der kom for mange til skade under undervisningen eller under missionerne. Indtil da ville han fortsætte som han havde gjort det sidste år. Han var jo på en måde lidt af en grønskolling i faget, og han havde meget at lære. Det kunne jo altid blive bedre.

Han så lidt rundt i parken. Det hele glinsede stadigvæk af det sidste skyld, og det så ud til at der snart ville falde mere regn. "Men du må nyde din fritid ms. Riles. Det var nu hyggeligt at snakke med dig uden for undervisningen." Han rejste sig op og smilede kort og venligt til hende inden han med hænderne begravet i lommerne gik videre gennem parken. "Vi ses til næste time, og pas på din skygge." Han grinede lidt, da han synes det var lidt ironisk. De havde lige snakket om det.

Pludselig faldt regnen kraftigt igen, og Mark stoppede op på plænen og løftede sit blik, og lukkede øjnene med et tilfreds smil på læberne. Han trak sin hættetrøje af, så regnen kunne nå hans hud, så han kunne blive gennemblødt på hele kroppen. Han smilede for sig selv, da hans hud blev våd, og håret begyndte at dryppe og hang slasket ned langs hans hovede. Han rullede sin våde trøje lidt sammen og holdte den i sin højre hånd, hvorefter han fortsatte sin tur gennem regnen i parken, hvor han kunne nyde naturen og den friske luft, som blev skyllet ren af regnen. Han følte som om hans egen sjæl blev skyllet ren af regnen.

//Out

[Carter Riles]

Carter så lidt efter Wilcox, og lagde hovedet på skrå, med et grin da han påmindede hende at holde øje med hendes skygge. Hun blinkede uskyldigt med øjnene da han hev trøjen af, og hun piftede lidt efter ham. Ja, i dårlig stand var han i hvert fald ikke. Men det kom vel som parkour-lærer? Carter grinede lidt forfjamsket, før hun sprang op at stå, og hun gik i den modsatte retning af Wilcox. Oh well, det havde været hyggeligt. Hvad skulle hun nu lave?

//Out