it's gonna rain. (ÅBEN)

[Fransesca Tremié]

Fransescas snerpede udtryk glattede sig hurtigt ud til et smil. Det var svært at være sur på Damien, lige meget hvor dum han havde været. Hans uskyldige udtryk var bare afvæbnende. Hvis hun ikke havde vist bedre, ville hun næsten tro at han prøvede at imponere hende. Men det lå vist til de fleste brutes.
Hun kommenterede ikke bruten da han gjorde det klart at nu kom vandet. Hun trak bare hætten på hendes træningstrøje på. Det ville være nok for at rede hendes hår.
Snart løb vandet af hendes underarme, og de korte træningsbukserne klistrede til benene. Hun trak ærmerne ned til håndledet og prøvede at ryste lidt af vandet ud af dem.

Et svagt, lettet smil skilte hendes læber. Det ville have været et minus hvis Saint var blevet sur på hende - men hvad var chancen lige for det? Var det ikke meningen at kristne mennesker skulle være tilgivende?
Hun begyndte straks at forestille sig Saint som en ung familiefar som tegnede med de små elever og fortalte dem opdigtede godnathistorier om aftenen. Det bragte et kærligt smil frem. Der var klart nogle kollegier hvor de mindre elever blev hilst bedre velkommen end på ghostkollegiet. Det var lige på og hårdt, gerne koldt og brutalt for at hærde eleverne fra starten. Men det kunne være hårdt. Det viste hun af erfaring.

[Damien Winchester]

Damien havde ikke regnet med at få den slags comeback fra sin Saint ’ven’, men han havde vel selv bedt om det, nu hvor han havde sagt som han havde gjort. Han kiggede forsat op på Valerio og det dumme smil sad stadigvæk fast om hans læber, som hvis han var gået i stå i et kort øjeblik imens hans tanker fór afsted for at finde på noget at sige.
”Så har det også bare at være en rigtig neglebider.” han blinkede til Valerio og gengældte det lettere drillende smil til ham, hvorefter han smilede ganske kort til Fransesca.

Han håbede lidt at Valerio ville se igennem fingre med det, og opfatte det hele som én stor joke, så manden pludselig ikke kom rendende med tusindvis af bøger som Damien skulle læse. At læse, var ikke lige just Damiens stærkeste side, mest af alt fordi det kedede ham, men også fordi han aldrig rigtig havde haft tid til at lære det ordentligt. Men han var ikke ordblind, og heller ikke dum.

Nu hvor Sainten var ankommet, var det lidt som om han havde stjålet Fransescas opmærksomhed fra Damien, og det gjorde ham halvt utilpas, hvor den anden halvdel var nærmere ligeglad. Selvom det kunne have været hyggeligt at forsætte snakken med den kønne pige. Men poesi og kunstnerisk attitude var vel mere hendes smag, og det kunne Damien i hvert fald ikke hamle op med lige nu. Så derfor endte han bare med at sidde og smile for sig selv.

De alle sammen var blevet godt dynget af regn i det næste nu, og tilsidst besluttede Damien sig for at gå indenfor. At sidde udenfor i regnvejr var ikke lige just noget han holdt synderligt meget af. Derfor rejste han sig og så på begge personer med et typisk Damien smil.
”Så, jeg vil komme indenfor, og kigge efter noget mad.” Han blinkede til Fransesca, ”Pas nu på at du ikke bliver forkølet.” han smilede sødt til hende og skævede derefter mod Valerio inden han gav ham et nik som en slags hilsen – og med det, vendte han rundt på hælen og gik mod indgangen af skolen for at komme ind og tage sig et varmt bad, og derefter for at finde sig noget mad. Damien løftede hånden som et slags vink (uden at vende sig om) til de to personer bag sig, og forsvandt indendøre.

//out