it's gonna rain. (ÅBEN)

[Damien Winchester]

Stilhed før stormen, og det var nøjagtigt som Damien beskrev vejret i her til aften. Eller nærmere; sen eftermiddag. Det var køligt, men stille.. der var kun en svag hvislen fra træernes blade, og skyerne begyndte at samle sig i en truende grå farve. Det lignede næsten de holdt i hånd; skyerne, vandpartikler der samlede sig og knyttede et så tæt bånd at det virkede som om de aldrig ville skilles igen, indtil de så begyndte at regne og derfra forfalde fra hinanden igen.

Det var næsten ligesom mennesker; man fandt hinanden, lærte hinanden at kende og knyttede bånd. Oftest skete der bare i de fleste tilfælde at man endte med at adskilles. På grund af et skænderi, eller fordi man voksede fra hinanden eller simpelthen man bare på et eller andet tidspunkt begynder at generes og sågar hade personen man før holdt af.

Damien havde egentlig aldrig lært at knytte bånd med et andet menneske. Han turde ikke. Damien så ikke udadtil til at være en tøsedreng; det var han heller ikke. Men han var skam usikker.. inderst inde. Om Damien stolede på folk, eller om der bare var ét eller andet galt med ham, var han ikke helt sikker på. Han havde bare aldrig rigtig haft et nært forhold til et andet menneske før.. Han har haft kærester, men det varede ikke særlig længe før han var videre til den næste. Om man kunne kalde det kærester.. kunne ikke vide sig sikkert.

Uden et ord satte han sig på en bænk, stadig så han kunne se skolen ud af øjenkrogen, men som en svag antydning i det fjerne. Han tænkte ikke rigtig så på meget, imens han stadig tænkte over ting. Han kunne bare ikke finde en bane at følge. Det var et rodet puslespil, og han var ikke parat til at samle brikkerne endnu. Der var noget der generede ham, men hvad det var kunne han ikke helt gøre klart med sig selv, og han viste heller ikke udadtil at der var noget i vejen. I andres øjne var han den selv samme flabede og sarkastiske Damien. Højrøvet og selvglad.

En raslen fra det papir han nu vinklede af sin sandwich kunne høres, og det var hurtigt smidt ud i skraldespanden ved sin side. Han lænede sig tilbage i bænken og spejdede ud over plænen. Det grønne græs lignede sig selv, tænkte han og tog en bid af sin sandwich. Intet var forandret, og alt var det samme. Måske var det dét der nagede ham. Han udgjorde intet nyttigt, men sad bare tilbage og så til. Med et fjernt blik sad han bare forsat og gumlede på sin sandwich, med æg og bacon. Hans favorit. Generelt kunne han æde hvad som helst, der var intet problem i det! Jeg må nok snart gå tilbage.. inden det begynder at regne.. Han sank.

[Fransesca Tremié]

Fransesca havde forfærdeligt travlt i dag - det syntes hun i hvert fald selv. Og man kunne ikke komme udenom at hun hadede at have travlt. Enten havde hun for meget at lave, og måtte knokle huden af, bare for at nå det meste af det. Andre dage havde hun slet ikke noget at lave, og så måtte hun kede sig, eller lede efter mindre elever der skulle have en røvfuld. Ikke alle kunne jo opføre sig lige så eksemplarisk som hende.

Imens hun gik hen af stien, øvede hun en serie spar og slag, en del af en ret så indviklet serie hun skulle vise eleverne om to dage, en serie som hun skulle klare perfekt, for ellers ville der jo ikke være nogen idé til at få hende til at undervise. Hun kunne slet ikke vente til at læreren blev rask igen. Men brækede arme kunne ikke rigtigt bruges til noget, når man var lære i selvforsvar.

Hun havde lagt mærket til himlens faretruende farve, men i virkeligheden havde hun ikke noget imod det. Hun viste af og til ikke noget bedre, end luften efter et kraftigt tordenvejr. Derfor kunne hun ikke lade være med at håbe at det ikke kun blev ved regnvejr, men tog et skridt mere ud i det ekstreme. Kort sagt, hun ville ikke have noget imod et godt, gammeldags tordenvejr.

Imens hun skred hen over de asfalterede stier, var hun ved at være ret langt væk fra skolen. Hun løftede et knæ, en albue, gav den kølige luft et spark bagi, og standsede op, med brystkassen i en heftig rytme. Trods dens hurtige bevægelser, kunne man ikke synderligt høre at hun hev efter vejret - hun var en godt trænet Ghost, og det var hendes job at være diskret.
Hun kunne dog ikke lade være med at føle det stramme i musklerne, og hun trak hendes sammenkrøllede nodehæfte frem fra hendes lomme. Hun lod sig synke ned på en bænk, ved siden af en anden bænk, hvor der rent faktisk sad nogen.

[Damien Winchester]

Damien havde ikke siddet der særlig længe før der kom en anden person til stedet, ganske diskret og stilfuldt. Hendes skridt var nærmest lydløse, og det mindede ham om en hvis anden person han havde stødt ind i tidligere; Alistair. En Ghost vel og mærke, og det samme gættede han om hende han sad og kiggede på nu. Egentlig anede det ham godt at Francesca var en Ghost, så der var ikke særlig meget gætteleg i det - nu havde han jo været her ret længe hvis man talte det i dage, men han havde alligevel aldrig rigtig talt specielt meget med andre folk på skolen, end sine Brutes "artsfæller".

Hans blik var stadigvæk fastholdt på Francesca. Hver en krog der kunne blive udforsket, blev udforsket med blikket. Hendes ansigt, læber, det sorte bløde hår (han havde aldrig mærket på hendes hår, men han forestillede sig at hun brugte godt med balsam, og derfor ville det blive forfærdeligt blødt, ligesom silke.) Hun lignede nærmest en porcelænsdukke, spinkel og skrøbelig. Men han havde da hørt fra et par stykker at hun kunne slå fra sig, og så var det vist også noget med.. at hun underviste engang imellem, hvis da ikke hele tiden. Damien havde ikke helt styr på det basiske omkring pigen, men umiddelbart interesserede det ham heller ikke synderligt meget, ikke fordi han var ligeglad, han tænkte bare ikke altid over det grundlæggende (ikke altid når det gjaldt piger).

Hans grønne og bedårende øjne fjernede sig ikke fra hende igen, og det var ikke rigtig med vilje - faktisk tænkte han slet ikke over hvor han kiggede hen. Han var gået i en form for 'black out' hvor han bare sad og stirrede på alt og ingenting, og gumlede på sin sandwich for sig selv. Man fandt næsten altid Damien i færd med at spise et eller andet, uanset hvad.



((Jeg undskylder for det mærkeligt formulerede svar XD))

[Fransesca Tremié]

// Ingen grund til at undskylde xD

Fransesca kunne mærke øjne i nakken, og hun lod nodehæftet synke ned under næsen så hun kunne se. Hun drejede hovedet en smule, og mødte et par flotte, grønne øjne. Hun lod ikke til at være genert over at stirre på ham, eller at han så på hende. Hun sad bare, med nodehæftet under næsen, og betragtede den muskuløse skikkelse. Der gik et par øjeblikke, inden hun lagde hovedet på skrå, og smilede skævt. Hun viste godt hvem den her kønne fyr var. Damien Winchester. Brute.

Hun lod hæftet synke ned i skødet, og sugede underlæben ind i munden. Hun måtte indrømme at der var grobund i al den opmærksomhed han fik fra nogen af de kvindelige elever på skolen. Han var en af de kønneste brutes hun i sit liv havde set. Det var nok mest hans øjne, men han så også velplejet ud - og selvfølgelig var han også ret pæn af muskulatur. Men det var de fleste brutes.
Hun betragtede hans kæbe arbejde imens han spiste. Hun kunne ikke lige sætte fingeren på noget, der ødelagde hans udseende.

Hun lod nodearket glide tilbage i hendes lomme, og rejste sig fra bænken. Hun tøvede kun et øjeblik, inden hun satte sig ved siden af ham på hans bænk. Hun lænede sig en smule tilbage og hvilede sin albue på ryglænet, imens hun nu åbenlyst betragtede ham.

"Tidlig aftensmad?" spurgte hun og snurrede en lok af sit sorte hår om sin ene, lange pegefinger, imens hun kiggede på ham med sine mørke øjne. De var en smule svære at læse i den begrænsede belysning.

[Damien Winchester]

Damien, havde en afslappet hvid skjorte på, og et par slidte cowboybukser, han havde haft i noget tid. Han kunne lide dem, fordi de var ganske behagelige og klædte ham særligt godt. Håret var også sat, det var ret sjældent at man så ham gå ud fra en dør uden at have sat hår, men det var jo bare en del af ham. Han skulle altid se godt ud i sine omgivelser. Maleriets midtpunkt, hvis han selv skulle sige det.
Han kunne mærke den kølige blæst der tog til og ruskede blidt i ham, men han tog sig ikke af den.. kulde var ikke rigtig noget der generede ham, medmindre det var VILDT koldt, og sådan var det jo ikke rigtig i dag. Damiens krops temperatur var nærmest som en radiator, så derfor kunne kulde ikke nå ham så let (Der var dog undtagelser hvor han sagtens kunne fryse).

De havde øjenkontakt, Francesca og Damien, og jo mere han kiggede på hende, og hun på ham, kom han mere til sig selv (før stirrede han jo bare, for at stirre). Han blinkede kort med øjnene for at komme ud af sin trance, og afslørede et skævt selvsikkert smil til hende inden han betragtede sin mad endnu engang og hapsede en bid af den. Han så ikke ud til at det havde gået ham på at han stirrede på den sorthårede der sad på den anden bænk, tværtimod morede det ham bare at de havde haft øjenkontakt - men nu var det jo heller ikke så slemt, de kendte jo godt hinanden; som en slags bekendte. Hun var skam sød, måtte han indrømme.

Uden at se hundrede procent på hende, kunne han se hende gå mod hans bænk, og derefter sætte sig ved hans side. Lige så snart hun havde sat sig, hævede han blikket og lod det falde endnu engang på Francesca, denne gang var de mere opmærksomme og muntre. Og yep, hendes ansigt er stadig kønt. blev han enig med sig selv om.

"Det kan man vel godt sige." sagde han med et uundgåeligt smil, og kiggede fra hende og derefter på sin mad igen, inden han tog den sidste bid, og alt var væk. "Men det var egentlig kun en forret." han blinkede til hende. Den evigt madglade Damien, og man kunne ikke engang se på ham, at han spiste meget. Han var veltrænet, og intet tydeligt fedt sad på hans krop - der var egentlig kun pæne muskler at skue.

"Såeh.. læste du noget interessant?" han bemærkede hende læse et eller andet.

[Valerio Cruz Aiza]

//Så kommer jeg lige og crasher jeres tråd

Hen over græsset gik en skikkelse... rettelse to skikkelser. Den ene var en sorthåret gut med en hvid t-shirt og grå jeans, og på hans ryg sad en lille pige, på de omkring 9 år, med langt rødt hår sat op i nogle fine fletninger, og hun havde en sød lille hvid kjole på og fine røde sko. Hun havde slynget sine arme om halsen på ham, så hun kunne føle sig sikker på at hun ikke faldt ned, mens han holdt fast i hende så hun netop ikke faldt ned.

De smilede begge to, men pigen så op på himlen med undrende øjne. "Hvorfor er himlen grå?" Den sorthårede gut, også kendt som Saint, Cross eller Valerio Cruz Aiza, så på pigen med et lille smil. "Det er fordi himlen er ked af det, og snart vil den også begynde at græde." Hans ord lød meget overbevisende og den lille pige virkede også overbevist om at det var rigtigt. Hun så på ham igen. "Jamen, hvorfor er himlen ked af det?" Han havde allerede et svar klar til hende, fordi han havde givet denne forklaring mange gange til andre af de små. "Det er fordi den har set noget trist. Himlen ser meget, og derfor bliver den ked af det." Pigen så op på himlen endnu en gang. "Jeg synes himlen skal være glad hele tiden. Fordi så er der solskin, og det kan jeg godt lide!" Hun strakte hænderne mod himlen, som om hun prøvede på at skille skyerne ad, og Valerio grinede lidt. Pigen slyngede armene om ham igen, da hun følte sig mere tryg ved det.

De fortsatte lidt i stilhed, indtil de så to personer der sad ved en bænk. Valerio tænkte at det kunne være rart at sætte sig ned, så han gik hen til en bænk overfor de to, og lod pigen glide ned fra sin ryg, inden han satte sig. Hun satte sig i hans skød. "Savner du nogensinde din mor og far Saint?" Valerio så ned på pigen med et lille smil. Det var derfor han var gået herned. Pigen havde haft hjemve igen, så han ville tage en tur med hende, så hun kunne blive glad igen. "Jo. En gang i mellem savner jeg dem." Pigen trykkede sig ind til ham. "Jeg savner dem meget, men de blev så sure på mig da jeg begyndte at tegne." Valerio lagde sine arme om hende. Han vidste godt at det kunne være hårdt at forsvinde fra sine forældre i en ung alder, da han selv kom til skolen som otteårig. "Du ved godt jeg ikke bliver sur når du tegner." Pigen så op på ham med et lille smil. "Det er fordi du også tegner." Han grinede og aede hende i håret, som en af de andre Saints havde sat for hende. Han synes det var meget kunstfærdigt, og det klædte den lille pige.

Han så hen på de to andre der så ud til at være ret opslugte af hinanden. Han vidste godt hvem de to var, og de vidste nok også hvem han var. Den ene var en Brute, Damien, en lidt svær person at håndtere og ikke den mest troende, hvilket var lidt ærgerligt. Han kom til for fire år siden, mens han stadig var den foregående Saints lærling. Den anden var en Ghost, Francesca. Hun havde jo taget over for kampsportslæreren det sidste stykke tid. Han havde hørt hende spille klaver før, og så vidste han også at hun kunne godt blive panisk i forskellige situationer. Hun var vist ret bange for en god bunke ting. En ting de to havde til fældes var deres forældres fritænkning. Det havde han ikke.
Han havde styr på ret mange af de ældre elever, selvom det tit kunne være svært at huske, men Francesca som kampsportsvikar og Damien som en ret opmærksomhedskrævende gut, så var de to ikke dem der var sværest at huske.

[Fransesca Tremié]

Fransesca skuttede sig svagt ved det brise der pludselig syntes at det kunne være sjovt at overfalde dem, og hun overdyngede sig selv med franske forbandelser et kort øjeblik, for at hun ikke havde taget en jakke med. Især til senere, hvor helvede kunne bryde fri. Hun syntes ikke just særlig meget om regn. Når det var på en mission havde hun ikke noget imod det, for så var hun meget optaget af noget andet, og lagde ikke rigtigt mærket til at hun blev våd. Alle andre gange - var det noget andet. Men hun foretrak altid vand i forhold til ild.

Selvom hun aldrig ville indrømme det over for en levende sjæl, nød hun et øjeblik den måde han så på hende på. Hun havde glemt for godt det føltes at være sammen med elever på hendes alder. Og gerne af det modsatte køn.
"Skal du ind og nyde din hovedret sammen med os andre?" spurgte hun, med en klar, munter tone.

Da han hentydede til hendes læseri, så hun et øjeblik forvirret ud, hvilket gav hende en lille rynke imellem hendes to mørke øjenbryn. Så lyste hun op, i et af sine smil, som havde været ret sjældne på det seneste. Hun løftede arket og blottede det derfor et par sekunder, inden hun igen lod det falde ned i skødet. "Noder. Jeg er ved at øve mig på en specielt svær, engelsk sonet." Hun skar ansigt, og sendte ham bagefter et lidt opgivende smil. "Det er totalt indviklet. Meget hurtige takter." Sandheden var at hun godt kunne lide lidt adspredelse med musikken, når hun også havde gang i så meget andet fysisk træning.

Fransesca skulle lige til at klage noget mere om klavermusik i højere niveau, da hun opfangede nogen tale, og vendte hovedet efter det. En af de ældre elever satte sig på en af de andre bænke, sammen med en lille pige. Hun lagde med det samme mærket til pigens karakteristiske hår, og blev lettet da hun opdagede at det ikke havde været den lille møgunge hun havde frygtet.
Hun genkendte til gengæld fyren. Cross, som de kaldte ham. Hun syntes det var uhøfligt, når han nu hed Cruz til mellemnavn. Langt fra det samme. Havde de overhovedet spurgt ham om han syntes om at blive kaldet Cross? Hun var blevet pænt tosset, da nogle af de yngre Ghosts var begyndt at kalde hende for Flagermusen. Den forskruede idé havde hun hurtigt banket ud af dem.

[Damien Winchester]

Ligesom Francesca, skuttede han sig også en smule da den lidt køligere brise strøg forbi ham og aede ham på kinden. Skyerne havde samlet sig mere og mere, og det så ud til at de snart ville lade vandet falde. Regn, regn og atter regn. Der har næsten ikke vejret andet end regnvejr hele denne uge, en kende sørgeligt - men nu var Damien ikke den største regnhader, bortset fra at det godt kunne gå ud over hans hår - det kunne jo blive vådt. Dog generede det ikke altid Damien, han var ikke rigtig en sart type.

Damien kunne ikke lade være med at smile bredere da Francesca muntert spurgte ham om han så skulle ind og spise hovedretten sammen med de andre. Selvfølgelig skulle han da det! Den dreng kunne spise og spise og spise...
"Det kan du lige bande på!" sagde han med et glimt i øjet og et stort smil. Gad vide hvad hovedretten er.. han kiggede op mod skyerne igen, og derefter mod Francesca endnu engang da hun viste ham nodepapiret.
Han lignede et kæmpe spørgsmålstegn da han så alle stregerne, og de mystiske tegn plus alle de tal, som han mente var akavet placeret ind på papiret. Det lignede matematik og så alligevel ikke.. Det var alt for forvirrende for sådan en som ham at læse det. Dog elskede han at lytte til musik, men han kunne ikke spille det (selvom han selv syntes at det kunne være cool, hvis han kunne) . "Altså jeg er fuldstændig lost med det der.. så hvor svær du end siger den er, så klarer du den helt sikkert bedre end jeg." Han spærrede øjnene imponeret op, og løftede øjenbrynene ligeså. Noder..

Et par meter derfra hørte han en munter latter, og en pige stemme. En børnestemme. Nogle gange glemte Damien helt at der var børn på instituttet, eller skolen.. men han havde nu heller ikke noget imod det - han kunne godt lide børn! Så længe de ikke var irriterende.
Hans blik var vendt i retningen mod manden der stod sammen med pigen, og betragtede dem. Selvom de ikke stod alt for tæt på, kunne Damien stadigvæk genkende personen - det var en Saint ved navn Valerio, en af de mange religiøse fjollehoveder, som Damien nu kaldte dem. Damien havde skam intet imod dem, han kunne bare ikke lade være med at vende øjne hver eneste gang de såkaldte Saints begyndte at snakke om at tro, og gud i himlen - sågar engle. Basil, hans lillebror var jo selv en Saint.. så det accepterede han da (selvom han godt kunne finde på at drille ham alligevel) - den dreng var jo også lige så uskyldig, som en killing der ikke havde fået øjne endnu. Men i hvert fald.. Damien havde støt på Valerio et par gange, og hørt få ting om ham fra Basil.

Damien kunne ikke lade være med at trække et lille skævt smil på læberne da Valerio aede den lille pige i håret. Hun så ud til at være en god unge. Damien bemærkede at Sainten også kiggede hen mod dem, hvilket fik ham til at nikke som hilsen - istedet for at vende hovedet væk. Det var lige i samme sekund, at den første regndråbe faldt fra himlen og landede på hans kind. Han kiggede mod himlen, "Det ser ud til at det begynder at regne nu.." påpegede han.

[Valerio Cruz Aiza]

Den lille pige med det røde hår så op på Valerio igen. "Jeg er glad for du er Saint. Ikke en gang mor var så god til at trøste mig." Valerio var meget rørt af hendes ord. Der var da i det mindste en der var tilfredse med hans regime på kollegiet. Han havde jo ikke været Saint i længere tid end nogle måneder, faktisk uger. Han havde lige overtaget rollen, og det gik egentlig ret godt, men han skulle også finde sig en lærling, som han kunne opdrage.
"Men jeg skal ind og lege sammen med Anna. Det har jeg lovet hende." Pigen rejste sig fra hans skød og stilte sig ned på jorden. "Men så må du jo hellere komme af sted, hvis du har lovet det." Valerio smilede stadig til hende, og hun begyndte så at løbe hen mod Saint-kollegiet. Hun stoppede kort op og vendte rundt for at vinke til Valerio. "Farvel Saint!" Så løb hun videre.

Han vendte sit blik igen mod de to andre, og nåede lige at få set et sæt noder der blev holdt op. Det fangede lige hans nysgerrighed, da han elskede noder. Han så også det nik der kom fra Bruten, og sendte et venligt nik og et smil tilbage. Han rejste sig op fra bænken og bevægede sig hen til deres bænk for at inspicere Francescas noder en gang. Det kunne være han selv havde prøvet på at spille det samme stykke.
Han kom hen til dem og stod lidt tættere på Francesca, fordi hun jo havde det han gerne ville se på. "Hej." Et bredt og varmt, imødekommende smil lyste op i hans ansigt. "Må jeg prøve at se de noder? Jeg kunne ikke undgå at høre at i snakkede om musik, så jeg ville lige se hvad det er du prøver at spille, hvis jeg må?" Han så på de noder hun havde lagt med det første blad øverst på stakken med noderne op, så han kunne se hvilket stykke det er. Han nikkede anerkendende til hende. "Det er et svært stykke du har valgt, selvom det er meget smukt. Det tog mig et godt stykke tid før jeg kunne spille det uden for mange fejl." Han genkendte hurtigt de noder, fordi han havde virkelig kæmpet meget med dem, men han havde da formået at spille stykket igennem med måske kun 2-3 fejl, men det havde taget sin tid, og han havde brugt al sin stædighed til at blive ved, og det havde til sidst båret frugt. Nu er det mere et stykke han tager frem, hvis han vil opfriske sin hukommelse og se om han stadig kan spille det. Der er stadig fejl i stykket hos ham, men det er aldrig den samme fejl to gange i træk, så det er han meget tilfreds med. For tiden prøver han mere at komponere musik selv.

Da Damien udtrykte sig om at det nok ville begynde at regne nu, så fortrød han også lidt over at han ikke havde taget en jakke med, selvom han nød den lettere afkølede luft som kendetegnede det kommende efterår, og at sensommeren var ved at slutte, og så ville det begive sig tættere på vinteren, og tættere på en af hans yndlingstider, nemlig den måned hvor man i hans tro forberedte sig til Jesu fødsel. Han havde hørt at inden denne mand havde overtaget magten i verden var det man kalder for Julen den hyggeligste tid, men nu hvor fritænkning var forbudt, så var Julen ikke længere eksisterende. Ikke i samme omfang, og det var de færreste elever der var med til at pynte op til denne højtid, selvom der begyndte at komme mere og mere opbakning på Saint-kollegiet. Sidste år var der en fin lille bunke gået med til at prøve at pynte op. Valerio havde læst om det i forskellige bøget som man kunne få lov til at låne. Det havde været meget spændende.

[Fransesca Tremié]

Det var svært ikke at smile tilbage til Damien. Han havde et kønt smil, og hun løj absolut hvis hun sagde at det ikke smittede. Og hun var ret sikker på at hele skolen viste at Damien Winchester var vild med mad. Ikke at man kunne se det på nogen måde - hvilket hun som kvinde misundende dybt.
Hun kunne til gengæld ikke lade være med at grine da han prøvede at sætte sig ind i noderne på arket. "Det tror jeg gerne. Jeg er skidegod." grinede hun og strøg en tot mørkt hår om bag øret, med et tonefald der var langt fra ydmygt. Hun viste at hun var god, og der var ikke nogen grund til at dysse det ned. Hun havde aldrig fundet glæde i ydmyghed. Hun havde ikke noget imod at være et idol, så længe det ikke tog overhånd. "Det tog også mange år at lære de fleste noder-" Hun stoppede sig selv, da Damien kiggede imod Sainten og den lille pige, og fulgte hans blik.

Hun betragtede diskret Damiens smil, og kunne ikke lade være med at gentage det på sine egne læber. "Lad det regne." svarede hun, og mødte de brune øjne fra den anden side af stien, da han lod pigen smutte.

Hun blinkede en enkelt gang, da Saint rejste sig og gik over imod dem. Og hun blinkede en ekstra gang, da han satte sig ved siden af hende. Hun sendte ham et svagt, men venligt smil, der blev en smule bredere da hun fik et smil af ham. Hun viste godt at Saints jo var meget karakteristiske, og især Saint, men det gjorde det ikke mindre virkningsfuldt. Hun skubbede sit nodeark en smule hen imod ham, så han bedre kunne se. "Jeg viste ikke at du spillede. Klaver?" spurgte hun nysgerrigt, og med en helt igennem sand entusiasme.
Hendes opmærksomhed på Saint blev fjernet et par øjeblikke, da hun tørrede et par regndråber af sin underarm.

[Damien Winchester]

Damiens ansigt blev til dels mildere, og lyste tydeligere op i et moret smil da Francesca begyndte at grine. Han kunne ikke lade være med at komme med et par tilbageholdte kluk selv, og smilede bare bredere da hun strøg noget hår om bag sit øre. Han kunne lide hendes selvsikkerhed, med ydmyghed kom man ikke altid langt.. og han selv var heller ikke særlig kendt for at være ydmyg - nok nærmere det stik modsatte. Som sagt var hans opmærksomhed rettet et kort øjeblik mod Sainten og den lille pige, men han holdt aldrig op med at lytte til hendes ord. Han nikkede for at vise at han hørte efter, "Helt klart.. Det er jo det rene helvede af streger, tal og bogstaver!" Han kiggede tilbage på Francesca og smilede afslappet.

Nu bemærkede Damien at Valerio var begyndt at bevæge sig hen i deres retning. Han gjorde ikke noget udtryk for at rykke på sig, men beholdte stadig opmærksomheden mod Francesca, indtil den kristne tosse stod foran dem og sagde hej.
"Heej." Han smilede lettere mærkeligt, og tonefaldet kunne antydes at være en smule barnligt- men han virkede da glad og positiv. Nu havde han bare ikke så meget at sige imens Sainten gav opmærksomheden til Francesca, hvilket fik ham til at bide sig svagt i underlæben og skæve ned mod sine fødder et par sekunder - hørte dem snakke og overvejede sit næste træk.

Snakke.. snakke snakke...
"Der kan man bare se, så du er også musikalsk?" han hævede et opmærksomt øjenbryn og smilede henrykt, "Men jeg kan gætte mig til at de fleste sange handler om gud og kærlighed, ikke sandt?" han kunne ikke lade være med at drille og kom til at lyde en smule højrøvet, eller.. hvad man nu ville kalde det han lige gjorde - men han mente intet personligt med det overhovedet! Damien var bare typen der udtrykkede sig som det passede ham. Han vidste dog godt at det de snakkede om var noget instrumentalt, eller..det gik han da i hvert fald ud fra at det var.

At Francesca sagde at hun bare ville have det til at regne fik ham til at trække skævt på smilebåndet. En pige der var glad for regn - tja, det var der ikke mange der var.
Mhm.. lad det dét.. Et par dråber ramte ham igen. Han var sikker på at det snart ville øsregne.

[Valerio Cruz Aiza]

Han var en hyppig besøgende i skolens musikrum, hvor han tit sad og spillede klaver og guitar, og forsøgt sig en gang i mellem med forskellige instrumenter, og han bliver hele tiden fascineret over hvor fantastisk musik er, og hvor meget man kan med musikken, og der var da mange der vidste at han spillede musik, så tit som han spillede, så det overraskede ham lidt at en så musikalsk som Francesca ikke vidste at han spillede musik. "Ja, jeg spiller klaver og guitar og forsøger mig lidt med alt mulig andet." Han smilede tilfreds og rodede op i sit hår, og han kunne mærke dråberne mod sin hud på armen da han kørte hånden igennem håret, og han vendte kort ansigtet opad og en dråbe faldt i øjet på ham, så han blinkede lige, og tørrede dråben væk der begyndte at køre ned ad kinden. Det havde ikke gjort ondt, men det var irriterende.

Han så hen på Damien med et lidt bebrejdende blik over den generalisering. Hvorfor troede ureligiøse at alt som religiøse lavede handlede om deres tro? Jo det var tit at tro var en stor del, men det var jo ikke alt, og så kom det jo an på hvordan man definerede kærlighed, fordi han spillede ikke stykker der handlede om klistrende kærlighed, men mere kærlighed til livet. "Musik kan meget mere end fortælle om tro og kærlighed, min kære Damien. At generalisere omkring hvilke temaer musik spilles over er nærmest en grov fornærmelse, mod musikkens magi og ynde, som så lidt kan indeholde i sin blotte tilstedeværelse. Tro og musik behøves ikke at hænge sammen som en organisme, men det gør ingen skade at blande sådanne to fantastiske ting sammen til en stor skønhed." Han elskede at belære folk med mange flotte ord, som Saints var så kendte for. Det fik hylet mange ud af det, og det virkede tit på nogle som Brutes. Det var ikke for at nedgøre Damien at han brugte mange ord, men det var bare en vane han havde fået. Om den vane så var god eller dårlig kunne så diskuteres.

[Fransesca Tremié]

Fransesca lagde ikke skjult på at hun kiggede tilbage på Damien med et lidt snerpet udtryk. Han havde sikkert ikke ment noget ondt med den bemærkning, men han lød ret så ufølsom når han snakkede om Saints på den måde. Hun forstod dem heller ikke hele tiden, men de var stadig en del af fritænkerne. En meget vigtig del. Hendes røv var tit blevet redet af de mystiske, karismatiske væsner.
Hun vendte blikket tilbage imod Saint, imens hun strøg nogle dråber væk fra kinden. Hun betragtede ham imens han tørrede dråben væk. Så smilede hun fjoget og trak sit knæ op til hagen med en smidig bevægelse. "Jeg troede ikke at det var dig. Helt ærligt, det er en smule pinligt, men der er jo så mange på skolen med mørkt hår."
Fransescas ellers så mørke øjne lyste næsten som julelys da Saint forklarede en ting eller to om musik over for Damien. Saint havde lige vundet en god portion af Fransescas respekt. Hun kunne ikke have gjort det meget bedre. Fine ord, præcise vendinger og en god portion kærlighed til musikken. Det var sikkert gået igennem hos Damien.
Hun vendte sig afventende om imod Damiens kønne, unge ansigt. Hun strøg hurtigt et par dråber af sit håndled. Himlen rumlede faretruende, og hun smilede skævt. Gad vide hvad den diskussion ville nede med. Bruten ville sikkert ikke give sig så let.

// ↑ Manglende kreativitet XD

[Damien Winchester]

Damien sad bare med foldede hænder i sit skød, imens han kiggede op på Valerio med et ulæseligt smil, men han så da ud til at more sig over den andens ord. Han lyttede opmærksomt til hver sætning og for hver gang blev smilet bare større, og han nikkede ganske svagt som konstatering på at han havde hørt helt efter. Det var ikke altid at Damien var god til at diskutere, og tit når han blev konfronteret imens han ikke var på vagt, kunne hans mund godt gå på gled engang imellem, på den forstand at hans comeback ikke altid var de bedste, men ret latterlige og svage.

At Francesca sendte ham et snerpet udtryk, opdagede han ikke sådan lige med det samme. Det var først da han skævede over imod hende at han så det. Han blinkede bare til hende og tog sig ikke rigtig af det. Han kunne ikke rigtig forstår hvorfor hun skulle sende ham sådan et blik; Han gjorde ikke noget galt - han stillede bare den anden person et spørgsmål om musik.

Damien måtte indrømme at Saintens ord var godt gennemtænkt, og som altid lød deres ord så æstetiske. Men det var jo også et af deres talenter; ellers ville de jo ikke være Saints.
"Meget poetisk, bravo. Hvis du havde skrevet en bog ville jeg helt klart læse den hele." han blinkede til Valerio og smilede dumt, men rystede så kort på hovedet som et slags; spøg til side. Han kiggede mod Francesca med et afslappet blik, men det drillende smil hang ved, og han kiggede mod den religiøse endnu engang, "Men det er vel smag og behag." konstaterede han og lænede sig tilbage.

Regnen tog til, og snart var vejene og græsset vådet til - det samme med de andres tøj hvis de ikke snart gik indenfor. "Så er der regn." han kiggede op mod de grå skyer.

[Valerio Cruz Aiza]

Han smilede stort. Selvfølgelig kunne det svært at se hvem det var der altid sad inde i musiklokalet ved tangenterne, fordi han var vel ikke den eneste mørkhårede fyr der sad og spillede klaver eller guitar. Han havde jo ikke ligefrem vinger eller en glorie der kunne kendetegne ham som en Saint, eller blot som Saint, men han var vandt til at alle ikke kunne genkende ham som Saint endnu. Det var jo ikke forfærdeligt lang tid siden han havde overtaget posten. "Jeg overlever vel at du ikke troede at det var mig." sagde han med et stor smil til Francesca, fordi værre var det heller ikke.

Han kunne sagtens fornemme på Damien at hans kommentar var ret ironisk, men nok ikke det man skulle sige til en som Valerio, hvis man ikke mente det. Ikke fordi han ikke kunne forstå ironi, men fordi han var kunstner, en Saint. Han kunne det med ord. "Jamen, du kan da få lov til at vælge mellem dem. Jeg har et fint arsenal, både af eventyr, digte og noveller. Du skal bare sige til og jeg skal sørge for at du får leveret det læsestof du har behov for." Han smilede drillende til Damien. Det var ikke tit man havde muligheden på at tage en person på ordet, når de mente det ironisk, og når man kunne, så skulle man gribe muligheden, fordi det skulle nok blive underholdende. Jo, Valerio var kunstnerisk. Han spillede ikke kun musik, men komponerede og digtede sange. Han kunne male og tegne, og tit illustrerede han sine egne godnathistorier, han kreerede for de små triste Saints der savnede deres hjem. Så havde han også skrevet mange af dem ned, og digte- og novelleskrivning var så heller ikke så fjern, når man allerede skrev eventyrene ned. Han havde en fin lille hylde med nogle af hans noveller som han havde fået indbundet, og så havde han små stakke af papir med digte, sange og ufærdige noveller hist og pist. Jo, kreativitet var noget der kendetegnede ham. Ikke alt var godt det han lavede, men det var heller ikke helt håbløst.

Så faldt regnen stødt ned fra himlen. Han havde et eller andet sted forventet en isnende fornemmelse på sin hud, og i starten da hans tøj begyndte at klistre sig til hans krop, var fornemmelsen også ubehagelig, men regnen var lun, og luften var varm, så det var ikke det værste at blive skyllet af. I starten så han lidt misfornøjet ud, men kort efter var hans smil tilbage, fordi han synes det var blevet behageligt. Hans hår der normalt var en fyldig bunke på hans hovede hang vådt ned langs hans kinder og ned i panden.