Prowlin' the school yard

[Jeremy Isaac Merrick]

Det var sen eftermiddag og hvad der før havde været en meget travl dag var nu begyndt at blive mere afslappende.
Der havde været mange timer lige på denne dag og de fleste af dem havde været af den mentalt udfordrende, samt obligatoriske slags. Ikke at Jeremy brokkede sig over det, med de tretten år han havde gået på skolen. Han havde intet imod at lære, men havde lige i dag været lidt træt efter en nat hvor det bare havde virket som at der havde været nogen ude på gangene. Ikke at han regnede sikkerheden for svag, men for ham var det lige lidt anderledes. Han kunne slet ikke greje når en dør knagede. Eller, bare når noget knagede..

Klokken var cirka 16:15 og det var faktisk ret godt vejr uden for, til trods for at solen stod lavt på himlen. Jeremy havde et behov for at være ude i det vejr, såefter en langvarende IT-time havde han været meget hurtigt til at komme ud af lokalet og gik ud efter en udgang, i et mere slentrende tempo mens han forsøgte at skjule et par gab.
Efter nogle minutters gang var han ved en dør, som han gik ud af. Han havde det ikke varmt da han endelig kom uden for, da han for en gangs skyld havde ramt plet med beklædningen der var i form af et par praktiske jeans, nogle sorte sneakers og en grå T-Shirt, samt den sædvanlige hat.
Jeremy gik egentlig bare, uden at have noget rigtigt mål.

[Sophie Ashworth]

Fies sidste undervisningstime havde handlet om menneskekroppen og dens forskellige bestanddele. Det var en af de ting, som hun skulle lære om, da hun jo trods alt var en cleric. Og clerics var dem, som behandlede andre, når de kom alvorlig til skade. Hun var dog endnu ikke en af dem, som skulle foretage nogen operationer, hun tog sig i stedet af de andre opgaver, når der var brug for hende. Da time havde været færdig, havde hun pakket sine ting sammen, hvorefter hun var gået over til kollegiet, hvor hun havde byttet taske, hvorefter hun igen var gået, så hun kunne finde sig et sted at læse.

Hun var i dag klædt i par tykke, lilla jeans, en hvid kondisko, en sort kondisko og en tyk, grøn hættetrøje med en lomme på maven. Hætten var slået ned, så det afslørede hendes udslået, røde hår. I ørerne havde hun høretelefoner, som gik under trøjen og var koblet til en Ipod, som var gemt i hendes forlomme i hendes jeans.
Hun havde fundet sig en bænk, som hun havde slået sig ned på. Der var ganske roligt her, hvilket hun var glad for. Hun sad i skrædderstilling og sad med en bog i skødet, hvorpå hun havde en lille notesblok med noter skrevet på latinsk, og i hånden havde hun en kuglepen. Hun sad og læste og var i sin egen lille verden. Så hun lagde ikke mærke til særlig meget.

[Jeremy Isaac Merrick]

Jeremy fadt snart et mål at gå til. Sophie Ashworth. Hun var en cleric i en alder af 17 og hun havde været der, dengang, for to år siden. I hvert fald noget af tiden. Og Jeremy kedede sig nu alligevel lidt. Desuden vidste han at hun ikk talte med så mange, så han havde i lang tid haft i sinde at få hende til at blive lidt mere social. Ikke at hn skulle bestemme hvad hun gik og lavede, men det måtte sgu da stadig være kedeligt uden særlig mange venner. Specielt nu hvor hun havde gået på skolen i så lang tid.

Derfor gik han hen mod hende og lagde senere mærke til at hun - igen - sad med en bog. Denne gang også med høretelefoner, så det ville nok ikke blive let at få kontakt. Derfor gik han direkte mod hende, forfra, så han forhåbentlig ikke ville forskrække hende. Han vidste alt for godt selv hvor irriterende sådan noget var. Heldigvis faldt hans skygge først på hende og den bog hun sad og læste i og derefter satte han sig ved side af hende og gav hende et klap på skulderen. Hun ville alligevel ikke høre det hvis han sagde hej.

[Sophie Ashworth]

Fie havde været ved at notere noget, da en skygge faldt over bogen og notesblokken. Hun så ikke op, men skrev bare videre. Det kunne jo være, at det var nogen, som bare gik forbi hende, selvom det ikke helt virkede sådan på skyggen, da den var kommet forfra. Men man vidste aldrig med mennesker. Kunne jo være, at vedkommende bare var nysgerrig og ville se, hvad hun lavede og så gå igen. Kunne også være, at vedkommende ville se, hvem hun var, for derefter at gå videre. Eller det kunne være, at det var, som trængte til et hvil og ville sidde på bænken.

Det var den sidste overvejelse, som skete, men hun blev også klappet på skulderen, så det var en, som ville sidde på bænken, men gerne ville hilse på hende. Hun afsluttede sin notat, hvorefter hun lukkede bogen, men lod den blive i skødet. Den handlede om anatomy. Hun satte kuglepennen fast til notesblokken, som hun lod ligge oven på bogen. Hun fandt det nemlig ikke nødvendig at pakke væk. Og notaterne var på latinsk, så der var intet at finde der.
Hun rettede sig rigtigt op og tog høretelefonerne ud af ørerne, hvorefter hun slukkede sin Ipod. Hun tog de naturlige lyde til sig. Hun betragtede nu vedkommende, som havde klappet hende på skulderen. Det var selveste mr. Ghost, Jeremy Isaac Merrick. ”Hvordan går det?”

[/color] spurgte og et lille smil prydede hendes læber.[/blockquote]

[Jeremy Isaac Merrick]

Jeremy ventede tålmodigt, mens Sophie gjorde sit notat færdigt. Han så ikke på notatet eller bogen for den sags skyld. Han holdt faktisk blikket på hendes ansigt, for det var når hun vendte øjnene mod ham ville han vide om hun var interesseret i at tale. Lidt efter pillede hun høretelefonerne ud af ørerne og så på ham med et smil og et spørgsmål der fik ham til, uvilkårligt at gabe meget pludseligt. Han holdt selvfølgelig en hånd for munden, da han ikke var et uhøfligt menneske.

"Jo tak, det går fint. Hvad med dig, hvad går du og laver?" Spurgte han med oprigtig nysgerrighed. Han holdt nu god fokus på ikke at gabe på trods af mangelen på ilt i hjernen, som tit var et resultat af søvnløshed.

[Sophie Ashworth]

Fie så meget undrende på Jeremy. Hun havde knap nok sagt noget, før han begyndte at gabe. Selvfølgelig kunne det igen være af flere årsager; han kunne være træt, eller mangle ilt til hjernen. Han kunne også bare kede sig, men gjorde han det, så ville han nok finde bedre selskab. Han var trods alt mr. Ghost, som kunne gøre, som det passede ham.. eller det var, hvad hun havde hørt. Hun følte, hvordan hans gaben smittede af på hende, men hun undertrykkede den. Hun skubbede hendes hår om bag hendes øre, men noget af håret var stridig og gled igen frem.

Fie smilede, som svar til, at Jeremy havde det godt. ”Jeg laver det, som jeg plejer. Nyder stilheden med en bog.”

[/color] svarede hun på hans spørgsmål, hvorefter hun åbnede sin taske og pakkede bogen og notesblokken ned i den, hvorefter hun lukkede den igen. Hun vendte sin opmærksomhed mod Jeremy.[/blockquote]

[Jeremy Isaac Merrick]

Jeremy havde godt set det undrende blik fra Sophie ved hans gab og så derfor mere grund til, ikke at gabe flere gange. Nogle gange blev det misforstået, og det gjorde det sikkert også her. Han gav sig i stedet for til, at holde fokus på Sophie da han jo som sagt selv havde valgt at tale med hende. Så ville det jo være lidt dumt at give sig til det hvis man endte med at falde i søvn.

Han lagde derfor også mærke til at hun pakkede sine ting sammen og vendte sin fulde opmærksomhed mod ham. Jeremy kunne ikke lade være med at hæve et øjenbryn.
"Well, fair nok. Så kom jeg vidst til at ødelægge den lidt, den stilhed dér," svarede han med e hetydning af drilleri i stemmen. Det var langt fra mobning, som nogle folk kunne finde på at udsætte andre for, da han havde en del respekt for clerics. Havde de ikke været her, så ville det have været svært at for resten at overleve så længe som nu uden permanente skavanker.

[Sophie Ashworth]

Fie kunne ikke lade være med at smile, da Jeremy mente, at han ødelagde stilheden for hende. Det gjorde han på ingen måde, fordi hun havde valgt, at lade ham forstyrre hende. Der var dog alligevel en del ting, som kunne forstyrre hende, men det også meget an hendes omgivelser og, hvordan hun havde det. Så til tider var der meget lidt, der skulle til, andre gange ville hun måske slet ikke lægge mærke til det. ”Du har ikke ødelagt stilheden. Du ændrede den bare.”

[/color] sagde hun med et lille smil.

Hun følte sig ret social. Hun havde overskuden til det, så hun så ingen mening i, at hun skulle gå. Og desuden var hun ret nysgerrig omkring Jeremy, fordi der var ikke rigtig nogen, som vidste noget om fyren. Det hun personligt selv vidste var, at han for to år siden var blevet skudt. Hun havde været en af de tilstedeværende, man kunne jo lære noget nyt hele tiden og hun havde fået til ansvar at klare efterbehandlingen. Hvordan det så ellers var gået vidste hun kun svagt. Jeremy var et mysterium.[/blockquote]

[Jeremy Isaac Merrick]

Hvis Jeremy havde haft noget med sig havde han siddet og pillet lettere fraværende ved det nu, men i stedet for valgte han at sidde og trille tommelfingre. Det udviklede jo også koordination på fingrene, så hvorfor ikke? Han blev lettere forvirret da Sophie forklarede at han kun havde ændret stilheden. Han forstod den ikke helt, men så var det jo meget godt at han kunne spørge. Det var måske meget godt i det hele taget at han kunne tale...

"Ændret den? Men stilheden stopper jo så snart der kommer lyde?" Sagde han spørgende mens han kløede sig selv i håret. For ham var det ret simpelt når han var en del af Ghost kollegiet. Enten var man stille eller også larmede man. Der var ikke rigtig noget midt imellem for Jeremy, men det betød ikke at han ikke var blevet nysgerrig over Sophies påfund omkring hvordan stilhed kunn ændre sig.

[Mimi Walker]

Fie smilede lidt, da Jeremy stillede hende et spørgsmål omkring den ændrede stilhed. Hun trak sine fødder længere ind til sig og tænkte lidt over, hvordan hun skulle svare på det. Fordi stilheden var nok til tider noget andet for hende, som den var for andre. Hun skubbede hendes hår bag øret, hvor igen noget af det gled frem igen. Hun burde virkelig overveje, at glatte hendes hår noget oftere, men hun kunne lide hendes krøller. Kunne også være, at hun bare skulle overveje at sætte det i en hestehale? Så var det også mindre i vejen.

”Der er stilhed på flere måder for mig. Der er stilhed, og der er støj. Stilhed kan jeg tænke i, mens støjen forstyrrer mine tanker. Jeg har ikke rigtig det, som der ligger mellem stilhed og støj. Og du ændrede på stilheden, fordi du snakker til mig, og jeg kan stadig tænke klart.”

[/color] forsøgte hun at forklare, for mange ville hendes tankegang ikke give mening, men det gav mening for hende. Hvis hun ikke havde været en cleric, så var hun nok blevet sat på saint kollegiet for hendes ulogiske tænke måde.
Det eneste tidspunkt, hvor omgivelserne kunne støje, men hun kunne være koncentreret og have tankerne under kontrol, det var, når der var nogen, som var kommet til skade og trængte til noget hjælp.[/blockquote]


//Opdager først nu, at jeg har svaret med den forkerte char.. fail.. beklager fejlen.. men den er selvfølgelig fra Sophie.//

[Jeremy Isaac Merrick]

Da der gik tid, lod Jeremy Sophie tage sig den tid som hun ville. Hun skulle vel sikkert lige tænke den igennem, for han regnede ikke med at det var et særlig simpelt spørgsmål han havde stillet. Han forstod det knapt selv, men nu var hans speciale så heller ikke på det mentale basis. Det var at kunne være så lydløs som overhovedet muligt. Han havde sjældent tid til at stoppe op og tænke over ting som Sophie blandt andet gjorde.

Da hun forklarede sig, gik det op som et lys for Jeremy, præcist hvad hun mente og han kunne ikke lade være med at smile.
"Jamen, så er jeg da glad for at jeg ændrede på stilheden for dig. Støj er også nedern at forsøge på at koncentrere sig i," svarede han. Jeremy havde oplevet det flere gange i dag. Med søvnmangel og støj var det pisse træls at komme igennem de timer han ikke var helt så god til.

[Sophie Ashworth]

Fie lagde hovedet en smule på skrå og så undrende på Jeremy, da han talte. Hvordan kunne man ligefrem glæde sig over, at man ændrede på stilheden? Men måske mente han, at han var glad for, at han ændrede stilheden i stedet for, at han skabte støj? Så havde hun nok pænt bedt ham om at forlade hende, eller hun havde forladt ham. Hun brød sig ikke om støj, fordi så kunne hun ikke tænke. Og hun var et tænkende menneske, så hvis hun ikke kunne tænke, så ville un nok blive lidt irriteret.. bare lidt.

”Nu, hvor du er selveste Ghost, så tror jeg, at du skaber mere stilhed, som støj.”

[/color] sagde Fie, ”Og i nogen tilfælde er man nød til at koncentrerer sig, når der er støj.”[/color] Og det var, når var på mission og alarmen gik, eller.. for hendes vedkommende.. når folk kom til skade og skulle have livsnødvendig første hjælp.[/blockquote]

[Jeremy Isaac Merrick]

Jeremy kunne ikke lade være med at smile lidt da Sophie spillede "Du er en af de store" kortet. Han viftede lidt med hånden og rystede på hovedet.
"Jeg kan godt gå med til at jeg er lydløs, det er jo nogle af kravene hos Ghosts, men at jeg ligefrem er selveste godt er en overvurdering. Jo, jeg er godt nok Ghost nu, men så mægtig er jeg da heller ikke," svarede han med et let grin.
Han anede ikke om han undervurderede sig selv eller gjorde det modsatte lige nu, for på trods af at han mente, han var en dygtig leder for sit kollegie, så var han desværre leder for et kollegie fyldt med folk der havde en tendens til at holde sig for sig selv. Det var nu lidt en skam, men det gik nok. Det gik heller ikke, sådan at rende rundt og forsøge at ændre på folks natur.
"Og ja, det er korrekt. Med mindre ens evner lægger i spænd med støj. Når der støjer mere, kan jeg jo komme uhørt tættere på, men stadig er der et hvis pres alligevel," forklarede han idet Sophie nævnte at man var nødt til at arbejde i larm en gang imellem.

[Sophie Ashworth]

Fie kunne ikke lade være med at smile lidt, da Jeremy kom ind på kravene til at være ghost. Hun ville nok ikke selv passe ind til stedet med det prangende tøj, som hun til tider havde på, men hun kunne skam også finde på at klæde sig i sort eller gråt tøj, hvis det var mere passende til situationen. ”Du må da have gjort noget for at blive the Ghost. Ikke alle og enhver bliver valgt, som leder for sit kollegium. Det er jo ikke for ingenting, at I sidder, hvor I gør.”

[/color] sagde Fie og så på Jeremy med et lettere hævet øjenbryn, som stillede det ustillede spørgsmål: Og du har måske ikke gjort noget udsædvanlig?
”Vi ville alle kunne komme fjenden til livs, hvis det støjede ualmindelig meget. Selv jeg ville klare den opgave.”[/color] sagde Fie og kunne ikke rigtig lade være at grine. Men det var jo sandheden. Og det var engang lykkedes hende at snige sig ind på en fjende, hvorefter hun havde ramt den rigtige nerve, så han var faldet bevidstløs sammen. Og hun gjorde det igen, hvis det var nødvendigt.[/blockquote]