Afhøring.

[mr. Anderson]

”Nej, det gør jeg ikke, fordi det er ikke mit job at tvinge en, som dig, til at sige noget. Det har jeg andre til at gøre for mig.” svarede Anderson bare med et lidt skummelt smil på læberne. Dog blev hans neutralt igen kort efter, han ville jo nødig skræmme sin fange yderligere. Han kendte til få af de metoder, som der blev brugt til at få folk til at tale, men han var aldrig med til det. Der var en enkelt gang en, som var blevet overbevist om, at han var den gode mand her på stedet, hvorefter han havde fået forklaret nogle ting omkring disse free runners. Det var ikke meget, men det var nok. Hvad der så blev gjort af fangerne bagefter, når der ikke var flere informationer, som der kunne hentes, vidste han ikke, fordi det var ikke hans afdeling. Han havde forsøgt at blande sig, men havde opgivet det igen. Han synes næsten, at det var synd, at hende her skulle sendes af sted, når han var færdig med hende, fordi de kunne jo bruge hende til nogle andre ting.

”Frygt siger du.” sagde Anderson og forklarede roligt videre, ”Samfundet frygter jer. De er bange for, at I ødelægger den fred, som der blevet bygget op gennem den sidste tid. I myrder hjerteløst folk, som intet har gjort jer. Det gør vi i det mindste ikke.” Anderson så afventede på hende. Hvordan ville hun reagere på anklagen for mord?

Anderson kunne ikke lade være med at smile skævt. ”Hvem vil du ellers tro på? Hvor mange kan fortælle dig noget om din familie? Hvor meget kender du overhovedet til din familie? Ved du overhovedet, hvem der er din familie?” spurgte han, og han stillede med vilje alle de spørgsmål. Han havde fået det indtryk, at hun ikke kendte til sin familie, ellers havde hun nu råbt højt om, hvem der var hendes familie, og hun havde måske stået mere fast ved sine meninger. Han havde ikke selv det problem, fordi hans familie var kendt for deres loyalitet mod staten, alle vidste, hvem han var. Og alle vidste, at man ikke stod i hans vej.
”Vi kan godt tage en DNA-prøve fra dig og sammenligne den med disse menneskers.” sagde han og løftede billedet op fra bordet med den ene hånd og viftede lidt med det, ”Så kan du få sandheden at vide, om det er dine forældre eller ej.” Han tilbød hende faktisk noget hjælp her, men igen noget, som gav ham en fordel. Han ville ikke hjælpe andre, medmindre det også gavnede ham.
Anderson frydede sig indvendig over, at pigen nu sad og græd. Han burde have haft medlidenhed med hende, men det havde han ikke. Hun var sårbar, hvilket han havde tænkt sig at udnytte. ”Din mor forrådte dit lille samfund, så hun kunne være sammen med din far. Din far var en af de bedste mænd. Indtil løgnene optog dem begge to og forrådte os alle.” forklarede han. Og hvis han ikke huskede forkert, så var der et billede et sted af Todd, hvor han gav ham hånden.

[Masquerade Alistair]

Det kom ikke bag på hende, at han havde folk til at gøre alt muligt for ham. Han sad højt i det samfund de selv havde bygget, så selvfølgelig havde han det. Derfor svarede hun heller ikke på det, for hun så virkelig ingen grund til det.
Hendes øjne var fyldte med tårer, men hun tørrede dem væk med en hidsig håndbevægelse. Det virkede bare ikke særligt længe, for tårerne blev ved med at komme frem, truede med at lave lange, våde striber på hendes kinder.
Hun havde altid sagt til sig selv, at hun ikke var bange for dem. Hun ville ikke være bange for statsmændene. Der var ingen grund til det. Men det denne statsmand gjorde, skræmte hende virkelig. Han gik ind i hendes sind, trak ting frem hun gerne ville glemme, ting hun ikke ville tænke på. Hvordan kunne han vide at hun ikke anede hvem forældrene var? Han skræmte hende virkelig, og det kom bag på hende. Hun havde altid set sig selv som stærk. Hun havde altid fået af vide at hun havde et stærkt sind, men nu var det som om hun knækkede som en tør kvist. Han ramte hendes svage sider, de ting hun gerne ville gemme væk. Det var en forfærdelig følelse, og hun ville bare have det til at stoppe. Hun følte sig lille og ubetydelig, og det havde hun aldrig følt før.
"Folk frygter ikke os. De frygter jer.. De tør ikke gå ud om aften, de tør ikke tænke deres egne tanker!" svarede hun arrigt tilbage. Hun var gal på ham. Han sad og løj hende direkte op i ansigtet. Hun hadede det.
"Og jeg er ikke en morder!" sagde hun, men hun vidste at det var løgn. Tårerne begyndte da også langsomt at trille ned ad hendes kinder. Hun ville så gerne holde dem inde, men hun kunne ikke. Han fik hende til at tænke på dengang på engen, dengang med France, hvor de havde slået en hel lejr med soldater ihjel. De havde jo ikke gjort noget. De havde været uskyldige, og hun havde slået dem ihjel. Det gjorde ondt af tænke på, og det blev endnu værre af, at han sad og havde ret. Hun var en morder, selvom hun ikke ville være det. Hun havde prøvet at benægte det. Folk havde sagt at det var okay. Men hvornår var det nogensinde okay at slå ihjel? Det var jo ikke okay. Hun var en morder, og det gjorde ondt at indse det.
Hun lukkede øjnene, da der igen kom noget om hendes familie. Ville han dog ikke snart holde op? Det var slemt nok at hun ikke vidste noget om dem, men hvorfor skulle han absolut sidde og sige det højt? Det fik bare savnet til at svige endnu mere.
"Jeg kender deres stemmer.." hviskede hun med bævrende stemme. Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder, selvom hun sad med lukkede øjne.
Efter lidt tid åbnede hun øjnene igen, tørrede tårerne væk, men der gik ikke mange sekunder, før der igen var tårer i øjnene. Det fik alt til at se slørret og gråt ud.
"Du ved ikke hvem de er. Du sidder og lyver overfor mig. Lad være med det! Du kendte dem ikke! Du er fjenden!" sagde hun højt, men med rystende stemme. Hun prøvede at lukke ham ud fra sit sind, hun prøvede at få ham væk. Han skulle ikke komme ind i hendes sind på den måde. Det var helt igennem forkert, og hun hadede det. Hun havde aldrig oplevet nogen, der gjorde det han gjorde.
"Du skal ikke tage nogen som helst prøve på mig!" sagde hun. Men et eller andet sted, var hun jo nysgerrig. Hun ville gerne have af vide hvem hendes familie var. Hun havde gået i uvidenhed hele sit liv. Så et eller andet sted, ville hun gerne have, at han tog testen, men noget i hende råbte, at det var forkert. Han var fjenden. Man kunne aldrig vide hvad han kunne finde på, og da slet ikke med en DNA prøve fra hende.
"Du kender ikke sandheden..Det kan du ikke.." sagde hun, denne gang lavt, men stadig med rystende stemme.
Hun kunne ikke forstå hvor han havde billederne fra. Der måtte være noget fusk i det. Hendes forældre var fra skolen. Det havde hun altid regnet med. Hun kunne jo ikke være der, hvis ikke de havde været der, så han kunne kun sidde og lyve overfor hende.
"mine forældre forrådte ingen! Lad være med at lyve overfor mig!" svarede hun og lukkede endnu engang øjnene, og prøvede at stoppe den strøm af tårer, der trillede ned ad hendes kinder.

[mr. Anderson]

Anderson sad og lod, som om, at han ikke lagde mærke til, at pigen græd. Han var vant til lidt af hvert. Det havde været både grædende, skrigende, bandende, forbandende, rasende, truende og nedgørende mennesker, som han havde forhørt. Så intet af det var nyt. Han sad bare der med sin neutrale facade og blev ved med at udspørge dem, hvilket havde gjort en del af dem endnu mere rasende. Men der var endnu ikke nogen, som havde fået ødelagt hans neutrale facade. Han var blevet irriteret og havde hævet stemmen, men heller ikke mere end det.

”De er bange for at gå ud om aftenen, fordi de ved, at I skjuler jer derude. De er bange for, at I også dræber dem. Og de tænker skam deres egne tanker. Deres tanker er bare mere simple og ikke fyldt med det purre opspind, som jeres små hjerner er.” forklarede Anderson bare igen. Befolkningen var bange for free runners. De var kommet med deres klager og bekymringer til staten. Og de havde selvfølgelig lovet dem, at der ville komme en ende på problemerne, men det ville tage tid.
”Morder.” gentog Anderson med et lille tryk på ordet bare overfor pigen. Han havde aldrig selv løftet et våben mod et andet menneske, fordi det havde ikke været nødvendig, fordi han havde mere brugt sine ord og den magt, som han havde. Men det ville den lille pige jo ikke kunne forstå, fordi hun var jo en morder sammen med alle andre free runners. Uskyldige mennesker døde, uskyldige politi folk, som sørgede for samfundets sikkerhed, men hvor var sikkerheden, når de døde?

Anderson lod pigen rase ud. Og lod hende sige, hvad hun nu havde lyst til at sige, før han igen ville sige noget. Det virkede til, at hun havde brug for det. Han rystede dog på hovedet. Det var dog utrolig, som hun ikke ville tro på, hvad han sagde. Men han vidste jo ikke, hvad der var blevet puttet ind i hovedet på pigen, fordi han havde jo først lige mdt hende, men det virkede hvert fald til, at hun var overbevist om, at begge hendes forældre havde været free runners, hvilket jo kun var den halve sandhed. Og hun var overbevist om, at han var en løgner.
Han trak på skuldrene, da hun var færdig med at tale. ”Jeg kan fortæller dig, at jeg er mange ting, men jeg har aldrig været en løgner.. men du vil jo aldrig få sandheden at vide uden en prøve. Så..” Han blev afbrudt i sin sætning, da der kom en underlig lyd fra hans armbåndsur. Han betragtede pigen og sagde, ”Undskyld mig.”
Han rejste sig fra stolen og trykkede på en knap på uret og sagde, ”Anderson.”
”Anderson Meld dig på mit kontor. Nu!”

[/color] lød der en stemme, som strømmede ud af armbåndsuret.
”Skal ske straks.” svarede Anderson og trykkede på endnu en knap, og stemmen forsvandt. Han nikkede til Albert, hvorefter han gik hen til døren og gik ud. Han beordrede vagterne til, at de skulle blive stående, og at der ikke var nogen, som måtte komme ind eller ud af lokalet, før han kom tilbage igen. Derefter gik han med raske skridt op til statsmandens kontor, da det var ham, som kontaktet ham.[/blockquote]

[Masquerade Alistair]

Alistair vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hendes facade var totalt væltet, og hun kunne ikke holde tårerne inde. Hun blev ved med at sige til sig selv, at hun skulle tage sig sammen og lade være med at være sådan et barn, men han havde ramt noget i hende, noget hun havde holdt skjult for alle andre. Det havde selvfølgelig fået boblen til at springe. Alt hvad hun havde gået og troet hele sit liv, var en stor løgn. Det var mere end hun lige kunne klare. At hendes forældre havde været med staten, havde været helt forfærdeligt at få af vide. Hvorfor havde Hjernen ikke fortalt hende det?! Det var ikke fair, at han skjulte oplysninger for hende på den måde. Hun havde ret til at vide sådan noget! Hun havde ret til at vide hvem hendes forældre var og hvor hun kom fra. Hun havde altid troet, at hun altid havde boet på skolen, men hvis hendes forældre havde fulgt staten, så kunne det vel ikke passe?
Selvom hun havde fået så meget af vide, var der intet der faldt på plads. Hendes tanker var et rod, og hun kunne virkelig ikke finde hoved og hale på dem. Hun havde det som om hendes hoved skulle sprænges.
"Det er ikke fair..slet ikke fair.." hulkede hun og prøvede at lukke det hele ude. Hun ville tilbage til skolen, hvor hun var i sikkerhed. Hun ville væk fra statsmanden.
Hun vidste at han havde ret. Hun vidste, at det var dem, folket var bange for. Der var jo skabt en form for fred. Dog var det med frygt, men der var fred. De ødelagde freden. hun kunne godt se det, men hun ville ikke indrømme det. Hun ville ikke indrømme noget overfor ham, men hun svarede ham heller ikke igen. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, og hun ville ikke sige noget forkert. Desuden havde han jo ret. Hun ville ikke sige det direkte til ham, for han skulle ikke se at hun var knækket så meget.
Knækket... Hun var knækket. Han havde knækket hende. Uden at gøre andet end at gå ind og pille ved hendes mest sårbare sted: Hendes familie. Det havde fyldt så meget af hendes liv, at hun ikke vidste hvem de var. Det havde gjort så ondt ikke at kende til dem, men nu hvor hun vidste hvem de havde været, gjorde det bare endnu mere ondt. Hun fik det ikke bedre af at vide det, tvært imod.
"Nogle gange er det bedst at leve i uvidenhed," havde Hjernen sagt, engang hvor hun havde spurgt til sine forældre. Hun havde hadet ham for det og havde været vred på ham i flere uger, men nu kunne hun se hvad han mente. At hendes forældre havde været med staten, havde været den værste nyhed hun nogensinde havde kunnet få af vide.
"Jeg er ikke en morder.." hviskede hun. Men det var tydeligt at hun ikke selv troede på det. Hun var en moder. Hun hadede at han havde ret på den måde. Det var ikke fair. Det var forkert.
Hun nægtede at se på ham. Det ville bare gøre alt værre. Dog kunne hun forestille ham, sidde med et totalt stenansigt, som om han var ligeglad med, at hun var helt knækket sammen. det morede ham sikkert, at han havde fået knækket endnu en Free Runner, så let som at stjæle slik fra et barn.
"Du lyver. I fordrejer vores sind! Det er det i gør!" sagde hun med rystende stemme. Hun ville bare gerne overbevise sig selv om, at han løj, selvom det var for sent. Han havde vundet. Hans løgne havde trængt ind i hendes sind og forgiftet det. Hun troede på ham.
Hun kiggede stadig ikke på, ham selvom han undskyldte sig. men da stemmen fra uret kunne høres, kiggede hun straks op. Hun kunne genkende stemmen! Det var... det kunne ikke passe!
"Far!" sagde hun højt uden at tænke sig om. Hun havde jo genkendt stemmen. Men hendes far var død! Det fik bare tårerne til at trille endnu hurtigere ned af hendes kinder. Hun kunne ikke tage mere. Det var alt for meget på en gang.
Hun kiggede ned igen, prøvede at tørre tårerne væk, men det hjalp ikke det mindste. Hun kiggede ikke op, da han forlod rummet. Hun hørte ham lukke døren, men hun var ligeglad. Hun sad bare og mumlede "far", for sig selv. Hun havde hørt hans stemme, selvom det var helt forkert. Det var uvirkeligt.