[MT] Time For Some Noice

[Mission Maker]

Det var tidligt på aftenen ved Office 0. Mørket havde lagt sig på og der var en let vind i luften som var kølig og lettere fugtig. Der var vagter omkring ved indgangene til bygningen, men nogle af dem gik rundt og var småsøvnige af forskellige grunde. Nu var det jo også nat og enhver soldat var, når han gik på arbejde, nødt til at slappe af, bare en lille smule, selv på selve vagten. Det var kun de mere trænede soldater der holdt et skarpt øje rundt omkring sig.
Der var også et par projectørlys der nogle gange lyste rundt på udendørsarealet, som en slags sikkerhedforanstaltning. Det var jo Office 0, og nogle gange rendte der små lømler, også kaldet Free Runners rundt og ville lave rod og rag i sagerne. Derfor var sikkerheden altid god her.
Også inden for var der udmærket sikkerhed med de forskellige vagter der patruljerede eller blot stod ved nogle af dørene. Inden for var der lyst, både fordi lysene var tændt og fordi væggene var hvide.
Nogle af soldaterne hilste på hinanden meget kortfattet når deres veje krydsedes, men ellers var der blot den normale industrielle lyd der vel sagtens ville kunne høres i de fleste bygninger i byen.

[Damien Winchester]

Med listige skridt nærmede den mindre gruppe af frihedskæmpere sig den store bygning som tårnede sig et par høje meter op i luften. Uden et ord søgte gruppen sig bag ved et mindre areal af store tunge opbevarings containere, som skulle være deres skjul indtil videre. Hvad containerne indeholdt havde Damien ingen idé om, men det var også irrelevant for selve sagen.. og til at begynde med, var han også fuldstændig ligeglad. Lige nu var han kun sporet ind på én ting; at få Alistair ud af 'statens klør'.

Damien var virkelig bekymret for Alistair, og hvad de mon havde fundet på at gøre ved hende. Hvis de var heldige, så var Alistair kun sat under opsyn og ikke blevet pint endnu. Nu havde han jo ikke engang særlig meget kendskab til selve pigen - han havde kun snakket med hende et par gange og alligevel var han opsat på at missionen skulle lykkes. Selvfølgelig skulle den lykkes - hun var en af frikæmperne, og hun hørte til hos dem, ingen tvivl om det. Det kunne godt være at det ikke var alle som snakkede sammen på kollegierne, men Damien følte alligevel at de var en slags familie og måtte holde sammen. Sådan havde de flest det vel. Desuden så han også sig selv som en helt.. og derfor måtte denne indgriben for guds skyld ikke gå galt! Så ville han aldrig tilgive sig selv. Aldrig.

Han så på gruppen med de seriøse grønne øjne, og undslap et lille suk. Han havde skam overblik, og vidste hvad der skulle foregå. Det var simpelt, og også det han var bedst til; at lave larm. Han så hen på Emerald, og tænkte for sig selv at det var et spøjst sammentræf at komme på en mission med hende. Det var kun få dage siden at de lige havde lært hinanden at kende, og nu skulle de allerede på en mission sammen. Og det grønne hår lod sig til at blive fanget af øjenkrogen, som altid. Damiens øjne gled over på Ian. Det var rart endelig at lave noget med ham igen for en gangs skyld. Så er det snart tid..
"Okay. Så planen er at lave så meget larm som nødvendigt for at få vagternes opmærksomhed, og lede dem væk fra indgangen så France og de andre kan få fri passage til at snige sig ind." Det var med vilje at han nævnte France, til dels fordi han lige havde snakket med hende for noget tid siden, og fordi han ikke rigtig kunne huske navnene på de andre fra hendes gruppe. Hvert ord var sagt med en hvisken, men stadig så det kunne høres tydeligt for dem der sad ham nær.

"Jeg vil foreslå at man holder sig sammen to og to, eller tre sammen.. i tilfælde af at man kommer i knibe, så kan den anden være backup." Han nikkede over sine egne ord og så på sin gruppe. "Lad nu for pokker være med at komme i vanskeligheder, okay?" han smilede skævt til dem, sit lidt forudsigelige smil, og skævede ned mod indgangen hvor vagterne stod på sine pladser, standhaftige og med ære i hjertet - et projektor lys, som var med til at gøre det nemmere for soldaterne at holde øje med uvedkommende, var på vej til at glide lige forbi containeren, som Damien og de andre sad bagved, og hurtigt fik han trukket snuden til sig igen inden lyset gled forbi.

Damien så beslutsomt på de andre, "Nogle indvendinger?" spurgte han lavt, men med sikker klang i tonelejet. Vi slipper levende fra det her. Det skal vi.



(Jeg undskylder for det lidt snørklede svar! men håber det kan bruges )

[Beast]

Denne aften var lidt særlig. Lidt speciel på sin egen spidsfindige måde. Han kunne godt lide at det var lidt særligt. Han brød sig dog ikke om grunden til hvorfor denne aften, eller skulle man sige nat, var speciel. En han kendte var fanget af staten. Han var måske positivt anlagt for det meste, men han var dog i tvivl om hvor godt denne person havde det. De fleste blev jo bare slagtet nådesløst, så hvis hun levede var hun heldig, eller så var det en fælde. Han frygtede det sidste, men håbede det første. Det hjalp ikke altid at være negativ, så han beholdte sin positive attitude og regnede med at hun blot var meget heldig. Han befandt sig dog i en måske lidt vanskeligere situation.

Han skulle ud på en mission. Ikke med Les Coureurs som han stort set altid var hver nat for at ødelægge lidt statsarbejde hist og her, eller bare få noget information, men med folk fra Freerunners Society. Han havde set Ghost for nogle dage siden, der godt kunne have mistet livet hvis ikke han havde været der. Det havde været forfærdeligt, men det var nogle gange nødvendigt at tage nogle sikkerhedsforanstaltninger. Han var på vej mod bestemmelsesstedet gennem alle de hemmelige passager der var i byen, for at komme uset der hen. Bird og ham havde taget to forskellige veje for ikke så lang tid siden, og nu skulle han skynde sig hen til de andre der måske stod og ventede på ham, men han ville hellere komme der hen for sent og forblive uset, end at komme til tiden og tiltrække uønsket opmærksomhed. Den ønskede opmærksomhed kom først senere.

Han var klædt i et par tætte joggingbukser i en slidt sort farve og hist og her var der nogle små huller, som var kommet efter flere, måske lidt vovede, spring rundt omkring i byen. Han havde også en stram sort trøje på, der tydeliggjorde hans proportioner, selvom det var meget svært at se i dette mørke. Han havde taget nogle stofsko på, så han kunne være endnu mere lydløs og så synes han at det var meget mere behageligt at gå i sådan nogle. De lignede egentlig bare meget tykke strømper, hvilket de stort set også var, og de sad tæt til fødderne, så han ikke skøjtede rundt inde i skoene. Han elskede de sko. Han vidste godt at han skulle gøre sig selv centrum for opmærksomheden, men han ville gøre det stille. Det var jo ikke sådan at de skulle fatte mistanke med det samme. Det ville spolere hele planen!

Han kom hen til det punkt hvor de skulle mødes og han kunne se dem forude, hvor de allerede stod og snakkede stilfærdigt sammen. Der var bekendte ansigter blandt dem alle og hans flabede smil var allerede plantet på hans ansigt. Nogle vil nok mene at han ikke kunne se sagens alvor, men bare fordi man var alvorlig, så behøvede man da ikke at se ud som om man var på vej til en begravelse. Alistair var jo ikke død endnu, så kunne et par smil da godt accepteres ville han mene. Han stoppede op i skyggerne uden for deres hørevidde og stod i skyggerne hvor det sorte tøj næsten gjorde ham usynlig. Han så på de folk der var samlet. Der var Techen Mimi, Brutesne Ian og Damien og sin gamle med-Acrobat Emerald. Det så ud til at Damien skulle lede dem, hvilket han ikke havde noget imod. En skulle jo gøre det.

På sine stille poter gik han hen mod dem med sin meget elegante gang hanhavde opnået på det sidste. Nogen havde påstået at han var bøsse fordi han gik så 'kattet'. Han kunne godt se at han måske havde en lidt svanset personlighed, men der var alligevel langt fra at have en speciel personlighed til at kunne føle sig tiltrukket af det samme køn, men han lod folk bare komme med alle de fordomme de havde om ham. At han var blevet Acrobat havde ikke ligefrem hjulpet på drillerierne, men han havde klaret sig. Hvis de ønskede at komme med spydige kommentarer nu, så ville han bare ignorere det, fordi det her var alvorligt, og der var ikke tid til at komme med smarte svar tilbage i hovedet på den der sendte beskyldningerne mod ham.

Han trådte tæt nok på dem og så på dem med et smil. "God aften. Så er Beast ankommet og til tjeneste" Han talte lidt højere end han måske burde, men han holdte stadig sin stemme afdæmpet, og et lille skævt smil var placeret på hans læber og et blink i øjet der kunne få folk til at fornemme at han kunne være op til narrestreger. Han elskede narrestreger, men det var hverken det rigtige sted eller tidspunkt at lave sjov med sine kammerater.

[Mimi Walker]

Mimi betragtede den samlede gruppe og tog nogle dybe vejrtrækninger. Hun mindes ikke, at hun havde været så tæt på denne bygning før, selvom hun nu alligevel kunne huske nogle enkelte ting. Der var dengang, hvor hendes bror havde været ved at føre hende indenfor de døre, men hun var blevet reddet af en flok free runners, som havde hentet hende til skolen. Hun var dem taknemlig og var også meget glad for, hvordan tingene havde udviklet sig for hende.

Hun så endnu engang rundt på flokken, det var første gang, at hun skulle være så mange på en mission. Og så var der også den anden gruppe, hvor Foster skulle være en af dem. Hun håbede, at det ville gå godt for dem. Hun håbede også, at det ville gå godt for denne gruppe. Hun ville nødig skulle efterlade nogen døde eller levende. Skader kunne næsten ikke undgås, men hun håbede selvfølgelig, at det ikke ville blive så slemt, som hun kunne forestille sig.

Da Damien havde talt, kiggede hun på ham og forsøgte at få hans opmærksomhed, da hun gerne lige ville veksle nogle ord med ham, inden de begyndte. Hun havde et forslag, som hun gerne ville fremlægge for ham og et spørgsmål. Hun ventede roligt.

[Emerald Moonbow]

Smilet var forsvundet fra Emeralds læber. Selv smilet fra hendes øjne var forsvundet. Hun var ikke glad. Hadet mod staten boblede i hendes indre og truede med at sprænge hvert øjeblik, det skulle være. Staten havde taget mange af hendes familie medlemmer.. og kort efter hun var kommet til skolen, havde de taget hendes mor fra hende. Hun tænkte stadig en del på sin familie, som levede. Dog stammede hadet også fra, at de havde taget en ghost elev, Alistair hed hun vist. Emerald kunne umiddelbart ikke huske hende, men hun ville alligevel gøre sin indsats for at redde pigen, da hun ikke ønskede, at pigen skulle lide samme skæbne, som hendes mor og de andre familie medlemmer. Og så ville hun elske at dele nogle tæsk ud til nogle af alle vagterne. Hun knyttede svagt hænderne.

Emerald lyttede til Damien og ville sagtens kunne komme med en mild joke. Igen med Damiens højde, hvor hun ville sige, at hun nok skulle passe den lille fyr. Men ingen jokes røg over hendes læber, hun syntes, at situationen var lidt for alvor til den slags lige nu. Selvom hun normalt godt kunne komme med en joke, når stemningen var lidt anspændt. Det ville nok komme senere, når hun ikke helt var så nervøs, som hun var nu. Hun håbede, at det ville lykkedes for. Hun kunne nemt forstille sig, at hvis det ville mislykkedes, så ville de have endnu flere fanget hos staten.
Emerald var mere eller mindre ligeglad med, hvem hun endte på hold med, selvom hun kunne se det sjove i, at hun endte med Damien. Men et sted ville det måske være mere strategisk at sætte folk sammen efter, at nogen af de ”svage” kom på hold med nogen, som var lidt ”stærkere”. Men hun var ikke den, som havde lederrollen, så hun overlod den beslutning til Damien. Hun ventede roligt på, at de andre ville reagere.