Afventende(Jacob)

[Jacob O'Conner]

Da jacob endelige var kommet op på toppen lagde han sig på midten af det hele og var total udmattede, han så slet ikke på Brute, han var gennemblødt af sved og hans muskler gjorde ekstremt ondt, han var ikke vant til at klatre, men at han havde klaret det fik ham til at smile, og så begrejsterede ud, det var tydeligt at han var glad for at være kommet op, hvis os han skulle klatre ned ville han dø, det var han helt sikker på, der var ikke noget at gøre det brute skulle bære ham ned det var han fast indstillede på. dog vendte hans sig om på ryggen og satte sig op med bukkede ben og lod armene hvile på knæene, han havde heldigvis en vandflaske i side lommen på sine bukser, yeap jacob gik ingen steder uden vand, han tog en tår af den og så op på brute.

[Philip O'hara]

Brute var et øjeblik stille, da Jacob kom op, for han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han var jo ikke ligefrem typen der roste, og specielt ikke når der var gået utroligt lang tid med at komme op på muren. Han satte sig ned, for at have bedre balance når han skulle snakke til Jacob - det gik jo ikke at han pludselig faldt ned, selvom det nok ikke ligefrem ville ske. "En anden gang går det ikke, at du bruger så lang tid.. Og slet ikke at du panikker. Tiden handler om træning, så der er i orden, men det med at panikke,"[/color] Brute pegede på Jacobs pande, "det er mentalitet."[/color]. Brute kunne ikke komme med et godt forslag til hvordan Jacob kunne ændre sin mentalitet, det handlede bare om viljestyrke.
"Tag et øjebliks pause og smut så ned igen,"[/color] sagde han koldt og blev ellers siddende. Hvis ikke Brute var nødt til at blive oppe for at løsne rebet når Jacob var nede, så var han selv smuttet ned nu. Derfor var han lidt utålmodig.

[Jacob O'Conner]

Jacob kiggede på brute og lyttede til hvad han sagde og nikkede, han tog det sig og ville huske dette. Da han havde holdt et øjebliks pause rejste han sig og gjorde sig klar til at kravle ned igen, da han var kommet ned efter noget tid, da han fandt en god måde at kravle ned på, klikkede han sig af rebet og tog klatre udstyret af og lagde det i sin taske, han kunne lægge det ordenligt ned senere, han smed det nedi tasken og da brute smed rebet ned til ham smed han det os bare ned i tasken, dog hørte han nogen stemmer og den ene stemme genkendte han lige med det samme, og det gik ham til at ville undersøge hvem det var , for han vidste han kendte den stemme, han åbnede bæltede på sine kampbukser lidt, og hev dem lidt ned på røven, hvor han som regel altid havde sine bukser, han havde nemlig fundet ud af, at det så sejt ud når kampbukserne sad lige nede på røven, han havde nemlig set nogen af de store elever går sådan, han listede sig frem og tilbage mellem ruinerne, han var god til at bevæge sig rundt og gemme sig samtidig og være helt stille i mens, da han var vidste at brute ville kunne se hvad han lavede når han var der oppe han drejede rundt om et hjørne og så mændene render rundt med våben og gå og kiggede rundt, dog stivnede jacob, og han kunne mærke vreden boble op i ham, det var hans far, hans far gik i midten af de 4 mænd, han knyttede begge hænder og hev sin kniv frem fra bæltede, han var ligeglad med de andre han ville stikke sin far ned, han kastede et hurtigt og meget vredt blik op hvor brute var men han var der ikke længere, jacob blev stående hvor han stod, han vendtede på de spredte sig så jacob kunne overfalde sine far.

[Philip O'hara]

Det gik heldigvis bedre for Jacob da han begav sig ned ad. Alligevel gik Brute meget op i, at være opmærksom på hvordan drengen bevægede sig. Det gik stadig for langsomt til, at Brute var tilfreds, men han kunne ikke forlange mere af Jacob selvom han gerne ville. Det gik et øjeblik fra Jacob var kommet helt ned på jorden til, at Brute gav sig til at løsne rebet. Det tog lidt tid eftersom han jo havde hæftet det godt fast. Han kunne jo ikke risikerer at noget gik galt. "Pas på,"[/color] sagde han højt og tydeligt, da han slap rebet og lod det falde ned. Han gik ud fra, at Jacob nok ville opdage det, men han sagde det alligevel for at være på den sikre side.
Efter at have sikret sig, at Jacob ikke var blevet ramt af rebet så han sig omkring og stivnede et øjeblik, da han anede nogle skikkelser et stykke væk. Ikke nu, tænkte han og kneb øjnene lidt sammen. Det kunne næppe være nogle fra Society.

I hurtige bevægelser bevægede han sig ned ad og han havde mere fokus på at komme hurtigt ned end, at det var korrekt og helt sikkert. Han landede en anelse hårdt på jorden, men uden at tage det mindste skade, han var trods alt trænet til den slags. Blikket blev hurtigt vendt mod Jacob, som stod med en kniv klar og Brute var hurtigt henne ved ham. "Jacob, du bliver her. Forstået? Lige her,"[/color][/i] sagde han som en hvisken og sendte Jacob et kommanderende blik, mens han langsomt bevægede sig fremad langs muren, tættere på de fremmede, men stadig skjult. Kunne det være nogle fra det såkaldte Project Icaros, som der havde været noget snak om?

[Jacob O'Conner]

jacob blev en lille smule forskrækket da brute kom over til ham, hvordan vidste hana t jacob var der? Han var jo efter hånden kommet nogen meter væk fra brute, men han trak bare på skulderne og rystede på hoved og fadt hurtigt sin blog frem og skrev ”min far er der, han er skyld i jeg ikke taler og han vil slå mig ihjel hvis han får fingerne i ham og jeg vil have hævn” han vidste det hurtigt til brute inden han smuttede, jacob ville ikke blive der, lige meget hvad han sagde, da brute var væk fra ham, fulgte han efter ham, jacob var god til at bevæge sig rundt og være stille, men han fik sparkede til en sten som larmede rimeligt meget, mændene vente sig rundt og jacob nåede ikke helt at komme i skjul før mændene fik øje på ham, og ja som jacob ikke havde håbet på så genkendte hans far ham i det jacob løb tværs over vejen for at gemme sig, hørte han hans far stemme råbe ”JACOB O’CONNER SMITH min dreng, hvor har jeg dog savnet dig, kom til far her, vi skal lige snakke jacob var sur, godt nok var han ikke god til at klatre men han var bange og adrenalinen pumpede i ham, han løb og sprang alt hvad han kunne for at komme væk. Men hans far og de 2 andre mænd satte i løb efter jacob.

[Philip O'hara]

Brutes eneste svar til hvad Jacob skrev var en alvorlig rysten på hovedet. Ikke tale om, at Jacob skulle nærme sig. For det første ville han ikke kunne forsvare sig selv og desuden var det Brutes ansvar, at der ikke skete ham noget. Det største problem ved, at de var kommet nu var, at Brute ikke havde et våben på sig. Det eneste eventuelle forsvar han kunne have, udover sin styrke og gode kampteknik, var de sten, som lå rundt omkring. Han vidste ikke hvor stærkt bevæbnet de var, og måtte derfor passe på. Han havde ikke tid til at holde øje med Jacob, før han bemærkede, at den ene af mændende råbte hans navn. Far?. Pludselig blev Brute en anelse mere usikker på hvad han skulle gøre, men var nødt til at handle hurtigt, da Jacob løb og mændende satte efter, for de var hurtigere end drengen. Uden at tøve smed han en sten efter den forreste og skyndte sig at fylde hullet mellem Jacob og dem ud. Derefter fortsatte hen hen i mod mændende, for var de i besiddelse af skydevåben, var det bedre for ham at være tæt på.

"Ser I selv grunden til at rende efter en forsvarsløs dreng?"[/color] Hvad Brute håbede på var at vinde tid til Jacob, så han kunne nå væk. Det var vigtigt, at han ville komme i sikkerhed og Brute var overbevist om, at han nok skulle klare sig. Ellers kunne han jo håbe på, at Jacob ville løbe tilbage efter hjælp. Det kunne gå hen og blive nødvendigt.

[Jacob O'Conner]

Jacob kiggede sig hele tiden bag over for at se hvor tætte de var på ham, men før han fik set sig om var der kun to mænd bag ham, hvor var den tredje, han så det var has far der manglede, men da kom brute og afbryd de mænd der jagtede jacob, hvilket gav jacob tid til af løbe, men han blev ved med at kiggede sig bagover og havde derfor ikke set at han løb lige ind i sin far, der stod med en kniv i hånden, og den kniv løb jacob lige ind i, han stivnede og så sin far i øjne, han slap bare kniven, og jacob faldt ned på knæ han græd, hun kunne intet sige eller skrige, smerten var forstor, kniven sad i maven, dog havde den ikke ramt nogen livnødvendige organer, men dette vidste jacob ikke, smerten var bare voldsom, han lagde begge hænder rundt om kniven der stak ud af maven på ham, blodet løb ned af hans tøj. Jacobs bar råbte noget til de to andre mænd det var et kodesprog, og mændene kiggede brute og løb væk, jacobs far håbede at jacob ville dø af dette. Jacob fik rejst sig op og støttede sig op af ruinerne og holdte den frie hånd ved maven, hvor kniven stak ud, han ville tilbage til brute, han var bange for at dø.

[Philip O'hara]

"Hvorfor forsvare ham,"[/i] blev der svaret til Brutes spørgsmål og havde det ikke været fordi, han ikke havde hørt nogle lyde bag sig, havde han ikke holdt sig tilbage fra at gå på dem. Han kunne ikke bare se bagud, så i stedet gik han alligvel frem mod de to. Var der ikke 3?. Det gik op for Brute hvad der måtte være hændt og vidste, at han var nødt til at handle hurtigt. I en hurtig bevægelse brød han ind mellem de to og greb fat i den enes skulder, for ligesom at bruge ham som skjold mod den anden. Var de bevæbnet ville han ikke risikerer noget. Ganske rigtigt fik han øje på den 3. som stod henne ved Jacob. Alt for tæt på. Han skubbede manden fra sig og satte i løb hen i mod Jacob og den 3., som vidst nok var ham der havde omtalt sig selv som far til Jacob. Det måtte være ham Jacob ville hævne sig over, selvom det ikke så ud til at ville lykkes. Inden Brute var nået hen til Jacob, som støttede sig i mod ruinerne, sagde hans far noget til de andre. Brute så sig tilbage og var klar til af afværge et angreb, men heldigvis forsvandt de bare. Han skyndte sig hen til Jacob og greb fat i hans skuldre, for at støtte ham. "Kan du se?"[/color] Det var nemt at se, hvad der var sket og Brute var bekymret for Jacobs helbred, ja faktisk hans liv lige i øjeblikket. Det var vigtigt for Brute at vide om Jacobs syn var sløret og i så fald hvor meget. Havde han svært ved at se skulle det gå hurtigt.

[Jacob O'Conner]

I det brute kom hen til jacob var han lige ved at bukket sammen, smerten var stor han havde aldrig før oplevet sådan en smerte, den var så meget værrere end den smerte han havde da han blev misbrugt af sin far, meget værere, der var ikke noget han kunne sammenligne med den smerte han havde nu. Han så op på brute og støttede sig ind til ham, da brute spurgte om han kunne se, forsvandt rædsel for at tale fra ham, han tænkte ikke på andet end at hvis han ikke talte så vilel han måske dø og så ville hans far vinde, og det ville jacob ikke gå på til på nogen som helst måde. Jacob kæmpede med at få orderne frem og det lykkes ham os efter et kort øje blik ” ja sagde han stille og kiggede op på brute, han havde allermest lyst til at hive kniven ud af maven på ham, men vidste det sikker ville gøre det hele væere. Han kiggede igen op på brute og sagde lavt ” jeg vil ikke dø han græd stadigvæk og det gjorde ondt.

[Philip O'hara]

Brute fik det dårligt med sig selv, ja, faktisk helt elendigt. Det var ene og alene hans fejl, at Jacob ikke var nået i sikkerhed. Han skulle have undersøgt området bedre, været mere opmærksom. Det var simpelthen ikke fair, at det var Jacob det skulle gå ud over, at han havde passet sit job dårligt. Brute så det nemlig som en del af lederopgaven, at holde øje med den slags. Han var i forvejen ikke så velset af de andre og dette ville næppe gøre det bedre. Alle tankerne blev revet fra hinanden, da han pludselig hørte Jacob tale og selvom han undrede sig, havde han ikke tid til at stille spørgsmål ved det. Først nu bemærkede han, at kniven stadig sad i Jacob og han overvejede kort situationen. "Der sker dig ikke noget. Bare rolig."[/color] Brute vidste ikke noget om Jacobs tilstand, men vidste at det ville være dumt at sige andet og han virkede da også overbevisende. Hans stemme var ikke mere venlig end normalt og faktisk lød han heller ikke så bekymret, selvom man tydeligt kunne se på ham, at han var det. Han måtte få fjernet kniven og så få Jacob til hospitalsfløjen. "Læg dig ned, forsigtigt. Der sker ikke noget."[/color] Det var vigtigt for Brute at få overbevist Jacob om, at det ikke var alvorligt.

[Jacob O'Conner]

Jacob kunne ikke gå længere, han stoppede og så på brute og sagde ” jeg kan ikke gå længere hans ben knækkede sammen under ham, han sad nu på knæ, men da brute sagde der ikke ville ske ham noget troede han selvfølgelig på dette. Han var dog stadigvæk bange, han havde efter hånden mistede en del blod, hans tøj var smurt ind i blod. Da Brute sagde han skulle lægge sig ned, lagde han forsigtigt ned på ryggen og kneb øjne hårdt sammen og sagde ” hvis jeg dør så vil du ikke find min mor og sig jeg elsker hende han tog forsigtigt brute’s hånd med sin egen der var smurt ind i blod. Han syn ændrede sig ikke, han så stadigvæk klart som var der intet sket, men jacob begyndte at ryste stille, han frys og lagde sig om på siden og kryp så meget sammen han kunne

[Philip O'hara]

Brute nikkede bare, da Jacob sagde han ikke kunne gå længere og det gik da heldigvis fint for ham, med at ligge sig ned. Det var helt uhyggeligt, at se drengen fyldt med sit eget blod, men Brute holdt hovedet koldt - det var han nødt til og det var heldigvis ikke et problem for ham. Han satte sig på hug ved siden af Jacob og lod ham bare tage fat i hans hånd. "Det bliver slet ikke aktuelt,"[/color] sagde han i samme neutrale toneføring, da det ganske enkelt ikke lå til ham at lyde det mindste sentimental. Da Jacob begyndte at vende sig om på siden, var Brute nødt til at stoppe ham, for at få ham tilbage til at ligge på ryggen. "Luk øjnene og hold dem lukkede indtil jeg siger andet. Forstået?"[/color] Selv i sådanne situationer var han kommanderende, men det var selvfølgelig også nødvendigt. Han var nødt til at fjerne kniven og vidste at det ville være ubehageligt for drengen at se ham gøre det. Men før han overhovedet skulle tænke over at få kniven væk, var han nødt til at finde noget han kunne stoppe blødningen med, for det blødte allerede meget nu og hvis Jacob ikke skulle gå hen og dø af blodtab var han nødt til at gøre noget ved det når kniven var væk. I mangel på bedre måtte han ofre sin trøje, for hellere det end lade Jacob forbløde.

[Jacob O'Conner]

Jacob mærkede hvordan brute stoppede ham i at lægge sig på siden, han ville lægge på siden så gjorde det ikke lige så ondt, han lagde sig dog tilbage på ryggen og slap brute hånd, da han bad jacob om at lukke øjnene og holde dem lukkede, lagde han sine hænder for øjnene og bed sig i læben, da mærkede han kniven bevæge sig, han knyttede sine hænder og ville krympe sig sammen men kunne ikke, da mærkede han så brute hive kniven op, han skreg alt hvad han kunne og tårerne løb ned af hans kinder, det var ikke fordi kniven var særlig lang. Jacob sparkede med begge føder og ville igen lægge sig på siden og krympe sammen, han tog sine hændern ed til maven. Da jacob havde skreget, havde der været nogen elever der havde været i nærheden, som hørte, hans skrig, de kom løbende, og fik øje på brute og jacob, de løb alt hvad de kunne der ned og stoppede lige foran jacob og så på brute ” hvad der sker, hvor alvorligt er det, sagde den ene af de to elever der var kommet, det var begge to drenge, der havde været ude og træne.

[Philip O'hara]

Brute lod Jacob skrige, da han næppe kunne tillade sig at nægte ham det. Det måtte gøre helt ufatteligt ondt.. Brute kendte selv følelsen, ikke lige med en kniv, men fra da han fik trukket patroner ud fra hans skulderblad. Det var selvfølgelig ikke lige så slemt, langt fra, i følge Brutes mening. Godt nok havde de knust skulderbladet, men det var da helet godt nok alligevel. Det eneste tegn der var på det, var arene bag på skulderen og selvom de var bemærkelsesværdige, var det ikke nødvendigvis noget andre fik øje på som det første. Han lagde forsigtigt kniven ved siden af sig, skyndte sig at tage trøjen af, for at presse den mod det åbne sår og derved stoppe noget af blodstrømmen. Det varede ikke længe før der kom hjælp. Nogle måtte have hørt Jacobs skrig.
"Han overlever,"[/color] var umiddelbart det eneste Brute sagde til de to. Det var ikke nogle fra hans eget kollegium, men det ville jo heller ikke have gjort en større forskel hvis de var. "Hjælp mig med at få ham op at sidde,"[/color] sagde han og trak forsigtigt i Jacob for at få ham lidt op. Trøjen ville godt kunne nå rundt og blive bundet på ryggen, så det ikke var nødvendigt selv at holde på såret. Brute var efterhånden også smurt ind i Jacobs blod, men havde ikke tid til at tænke over det.

[Jacob O'Conner]

jacob græd og græd, det ville ikke stoppe smerten var større nu, men det spændte ikke lige så meget i kroppen som det havde gjort da han havde kniven siddende i maven, da der kom to andre hen til dem, stoppede jacob med at ville sige noget, han for blev tavs. Den ene af drengene hjælp brute med at få ham op og sidde, jacob lukkede øjne og skreg da de satte ham op. Men der de fik trøjen bunder stramt fast om livet på ham, stoppede blødningen lidt dog ikke helt. ” vi nødtil at få ham op på hospitalet” sagde den ene og lagde sin ene arm under hans ben og den anden unders hans arme og løftede ham . og ville gå, han var e pumpet ung elev, og det var ikke lige frem fordi at jacob vejede så meget at han var tung. De begyndte derefter at gå op mod skolen, . jacob begyndte at blive mere og mere stille og svag, han var os begyndt at blive forholdsvis bleg ” vi nødtil at skynde os, han mister snart bevidst heden, og han er meget bleg ssagde ham der havde båret ham.