Good Night Gaming

[Tomas Foster]

Time: 01.08 AM

For: Dove

Det var helt mørkt, og intet liv var på skolen, skulle man tro. Alle lå på deres kollegier, og sov sødt. Dog var der et spinkelt lys, der svag gik i gangene i skolebygningen. Det svage lys, kom fra et af lokalerne. I it-lokalet, sad Tomas, og skærmen lyste det ellers kulsorte lokale op. Han havde ikke kunne sove, så han havde spurgt om han måtte sidde i skolebygningen. Hjernen havde givet ham lov, så Hjernen kunne få sig noget søvn om natten, for engang skyld. Dette betyd dog også, at Tomas havde fået til opgave, at holde styr på overvågningen. Dette var grunden til, at hans egen computer stod ved siden af, og holdte styr på alle alarmer, og overvågningskamerarer. Sikkerheden var slået til på skolen, undtagen i IT-Lokalet, da Tomas ville have sat alarmerne af, så.
Han rejste sig op, og strak sig. Han fik intet søvn i nat. Med tunge skridt traskede han over til en ovn, som var installeret bagerst i lokalet. Han åbnede lugen til ovnen varme, og trak en pizza ud. Noget mad skulle man da have. Han gik over til sine 2 computere med pizzaen i hånden, og satte sig. Hvad han lavede på computeren der ikke kørte sikkerheden, var meget enkelt. Man skulle tro han programmerede, som han altid gjorde, men i nat var det specielt, for han sad og spillede et af de nyeste spil på markedet, som han havde fundet i en knap så aflåst butik, sidste gang han var på nattemission, i byen.

[Henrietta Belacqua]

,,'Ey Olding. Hvad laver du?

[/color]" var der pludselig en stemme bag Foster der udbrød, og hvis han drejede rundt ville han opdage Henrietta, lederen af Acrobats. Henrietta var en kendt nattegænger, så Hjernen havde fuldt kendskab til hendes bevægelser, eftersom ledernes kontorer var skarpt overvågede, og Henrietta havde fået forflyttet hele hendes værelse ind på hendes kontor. Hendes outfit var fuldstændigt orange, en tanktop og et par lårkorte shorts, men hun havde selvfølgeligt taget nogle lyserøde benvarmere og kondisko på før hun var gået udenfor. Ellers ville hun jo få feber, og dén ville ikke gå an, nej nej.[/blockquote]

[Tomas Foster]

Foster fløj ned af stolen. Hvordan fanden var nogen sluppet forbi sikkerheden, uden alarmerne gik, med hurtige bevægelse, svingede han benet, tæt på gulvet, og fik fældet personen bag sig. Man skulle være hurtig, når uvedkommende gæster fandt skolen, så de ikke kunne fortælle andre, om dens tilstedeværelse. Foster skulle lige til at kaste sig over personen, da det gik op for ham, hvem det var. Hurtigt rejste han sig op, og rakte en hånd ud, for at hjælpe hende op. "Dove...d..det er jeg frygtelig ked af, jeg troede at jeg var alene." Foster vidste godtat man ikke skulle prøve på noget med ledere, fordi det gik kun ud over en selv, og så ligefrem at fælde en af dem. Tomas skulle nok få ballade for det her, det var da sikkert. Han børstede en sorte T-shirt og sine jeans af for støv, der kunne have været på gulvet, og rakte så igen hånden ud.

[Henrietta Belacqua]

Henrietta blev overrasket da Tomas med det samme udviste en klarhed som hun ikke havde forventet af ham, og hun fandt sig snart fældet. Hun hamrede baghovedet ned i det hårde gulv og hun brokkede sig lavmælt, ret sikker på at hun ville få en ret fremtrædende bule lige dér. Hun åbnede langsomt de mørke øjne da Tomas sagde noget til hende, og hun blinkede forvirret med øjnene. Dove? Nå ja, han kendte hende kun som Dove. Henrietta mærkede en idé springe ud af hendes stadigt bankende hoved, og hvis det ikke var fordi hun havde god selvkontrol ville hun have grinet.
,,Dove? Hvem er Dove? Hvem er jeg? Hvem er du?

[/color]" spurgte hun forvirret, mens hun langsomt satte sig op og så omkring sig, som om hun for første gang havde set IT-lokalet. Hun blinkede et par gange for at foregive forvirring, og hun vidste at hun kunne finde ud af skuespil. Hun havde ofte skulle spille en tanketom teenager da hun og Joshua flygtede fra staten, så det var intet problem at foregive amnesia.[/blockquote]

[Tomas Foster]

Panik blegnede Fosters ansigt. Dove havde slået hovedet alvorligt. "Fuck, fuck, fuck. Hjerne! GC. En eller anden!" Råbte han op, og røb rundt, og vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv. Det var også alt sammen hans skyld. Nu blev han sikkert smidt ud af sit kollegium, hvis ikke skolen, og han ville blive endnu mere en skamplet på familiens ære, end han havde været før. Han græd ikke, men tanken strejfede ham, adskillige gange. "Hvorfor sker det her også for mig?!" Han løb over til Dove. "Dove! kan du hører mig?"
Han mindede virkelig om en høne, der havde fået hukket hovedet af.

[Henrietta Belacqua]

Henry havde godt nok regnet med en panisk reaktion, og en reaktion hun sikkert ville grine noget så frygteligt af, men dét der havde hun godt nok IKKE forventet. Hun stirrede efter Foster mens han løb rundt som en eller anden kylling, og hun mærkede hendes selvkontrol langsomt vige for morskaben. Han nåede hen til hende og stirrede på hende med et vildt, uvidende udtryk i ansigtet og da han kaldte på Dove, i et desperat forsøg på at få den 'hukommelsesfortabte' Doves minder tilbage, kunne Henry ikke lade være. Hun måtte grine. Det skete gradvist. Langsomt blev de let rosa læber spredt i et smil og det smil voksede sig større og større, indtil det dominerede hendes feminine ansigt. Derefter spredtes de for at afsløre to rækker lige, okay hvide tænder og derefter splittes også tandrækkerne for at gøre plads til den buldrende latter som undslap den unge, slanke kvindekrop. Hun kunne ikke lade være, det var en fuldstændig himmelsk reaktion han havde haft. Dét trick burde hun lave noget oftere, resultatet var meget morsommeligt.

[Tomas Foster]

Foster fornemmede Dove's ansigt forandre sig, og i takt med det, ændrede Tomas' ansigt sig også, til meget, meget vred mine. Hans øjne flammede op. Sådan en nummer var bare IKKE okay. Da Dove begyndte at grine, var der ikke andet end reflekser og instinkt tilbage, i Tomas' krop. Det endte med at han med et hårdt skub, skuppede Dove ned i gulvet igen. Han rejste sig og beherskede sig for, ikke at sparke til hende. Tankerne var der, men han var ikke psykopatisk nok, til faktisk at gøre det, selvom det var fristende, at sparke hovedet af hende. "Det der er bare IKKE i orden!" Hans øjne var stadig i flammer, men hans kropsbevægelser, var mindre aggressive, end før.
Det var utroligt, at en leder kunne opføre sig sådan. Måske havde Ghost haft ret, da han havde sagt, at de andre ledere, var nogle skvat, som kun var til skade, for skolen. Tomas havde absolut ikke forventet denne opførsel, for en, der ledte et kollegium.

[Henrietta Belacqua]

Henry smilede op til Foster da han skubbede hende ned igen. Hun kunne godt se han var noget kun sur på hende, men bevares, hun måtte vel også have det lidt sjovt? Det besluttede hun sig for at hun kunne, og da han, meget surt, påpegede at det lille nummer ikke havde været i orden trak Henry på skuldrene med et grin.
,,Måske ikke, men det var sjovt. Desuden har jeg fri nu, så jeg kan opføre mig som jeg vil. Hvilket leder mig til en lille rettelse af dine udbrud: Mit navn er Henry, ikke Dove.

[/color]" Henry rakte tunge ad Foster med rynket pande, før hun smilede og rejste sig op. Henry var godt ligeglad med andres mening om hende. Det var lang tid siden hun var holdt op med at lede efter andres accept. Hun havde opdaget at hun ikke var der for at imponere andre, hun var der for at holde styr på Acrobats. Og kun dét. Hvad Brute, Ghost eller nogen anden leder måtte tænke om hende var fuldstændigt ligemeget.
,,For at vende tilbage til mit spørgsmål fra før du fældede mig første gang, hvad laver du så her?[/color]" spurgte hun nysgerrigt, med et venligt smil.[/blockquote]

[Tomas Foster]

Da Dove blev ved med at være flabet, blev flammerne i hans øjne endnu kraftigere. Han havde virkelig sådan lyst til bare at pande hende ned, og slå hende, til hun blødte, men han bed aggressionerne i ham, og det kunne tydeligt ses, da hans sammenknyttede hænder, blev helt blege, af at han knyttede dem, og det var lige stadiet før, at han knyttede dem til blod. En mere irriterende kommentar fra den så kaldte leder, og han ville ikke svare for følgerne.
"Jeg....Det kan du da for helvede se!" Tomas pegede på skærmbilledet, med spillet på. Han var stadig ret aggressiv, hvilket var grunden til, at man ikke skulle drille han mere. Hvorfor han flippede sådan ud på Dove vidste han ikke. Måske lukkede han bare sine aggressioner inde, og så lade den eksplodere på et tidspunkt. Han forholdte sig dog stille. Han stod bare og stirrede på Dove, mens han prøvede at æde aggressionen.

[Henrietta Belacqua]

Henry så op på Foster ved hans raserianfald og hun fulgte hans pegende finger med de store, brune øjne. Et spil? Han sad og gamede? Hun havde lyst til at påpege at hun ikke havde nået at se hvad han lavede før han fældede hende, men hun tænkte det måske ikke var den bedste idé på dét tidspunkt, så hun holdt bare sin kæft og klatrede op at stå. Hun gik tættere på computeren og så på skærmen. Computerspil var ret meget væk i Statens verden, da de fleste havde elementer af vold i dem, og derfor havde hun ikke stort kendskab til dem. Hun lod blikket glide hen over skærmen for at opfange spillets grafik, og hun smilede langsomt. Computerspil, hm? Hun måtte indrømme at det lød meget Foster-ish.
,,Hvad handler det om?

[/Color]"[/blockquote]

[Tomas Foster]

"skyd,skyd,dræb,dræb. Sådan lidt ligesom i vores virkelighed" sagde han, med en sur mine. Hvorfor kunne denne nat ikke være det eneste tidpunkt, hvor han ikke blev nød til at tænke på at præstere? Han var blevet sur på Henry, men hvad kunne han gøre ved det? Hun var leder. Foster følte sig lidt indespærret, som når alle lemmer bliver holdt fast af noget, og alt hvad man ville var, at bevæge dem. Foster sukkede dybt, så man næsten ligefrem kunne se alt aggression forlade hans krop, i en ond sort ryg. "Jeg undskylder min opførsel overfor dem Dove. Det skal ikke gentage sig" sagde han, næsten som var det en remse han havde lært, før han overhovedet kunne gå. Hvis hans far fandt ud af, at han havde været aggressiv overfor en leder, ville det nok ikke blive et kønt syn.

[Henrietta Belacqua]

Henry vendte sig om mod Foster med et martyrs ansigt. Dove, Dove, Dove, Dove. Det var fuldstændigt VANVITTIGT! Hvis Henry havde vidst at hele skolen ville behandle hende sådan efter hun havde overtaget kollegiet, så ville hun have nægtet dengang hun fik det tilbudt. Henry sukkede dybt og dramatisk, før hun åbnede øjnene og stirrede direkte ind i Fosters øjne, med et stålfast udtryk i øjnene.
,,Tomas Foster, mit navn er Henrietta Belacqua, og ikke Dove. Du må kalde mig hvad du vil, så længe det ikke er Dove. Jeg afskyr det navn, og jeg sværger, at jeg knækker nakken på den næste person, som kalder mig det! Eller vil du gerne blive kaldt 'Rookie' resten af dit liv!?

[/color]" spurgte Henry med vrede i stemmen.[/blockquote]

[Tomas Foster]

"well min titel kommer nok til at ændre sig med tiden. Jeg kan ikke være rookie hele mit liv." Foster satte sig ned på stolen foran skærmen. "En leder burde respektere sin post, ikke vise svaghed. En svaghed hos en leder, kan splitte tropper, uanset størelsen på disse. En leder der ikke anderkender sig selv, kan kun skabe kaos. Han fik pludselig et blik i øjnene. Et blik som alle Ghostledere havde haft. Et blik der skabte forståelse, respekt og frygt. Fosters far, skinnede igennem ham. Faren der gav op på sit kollegium, da Saint havde spredt splid i tropperne. En far, som havde lært sin dreng alt om, hvordan han skulle undgå sin fars nederlag. Stol ikke på nogen, lad intet røre dig, respekter dine omgivelser og sæt dig i respekt. Foster vidste også det ikke var i hans ret, at rette ledere, men en leder der socialiseret sig med menige på den måde, kunne ikke lede, kunne de?

[Henrietta Belacqua]

Henrietta hørte skam efter hvad Foster sagde til hende, men hun havde nu mest lyst til at glemme det igen. Hvad ledte alt det her til? ,,Okay, lad os lige tage det én gang til: Hvem anerkender ikke sig selv? Og bare lige for god ordens skyld, du er ikke Ghost, lad være med at kigge sådan på mig! Gives me the creeps![/color]" Henry skar ansigt mens hun sagde den sidste sætning. Hun hadede det blik som Ghosts en gang imellem sendte folk. Det lagde ligesom op til den der stemning: 'Jeg-er-fucking-epic,-don't-mess-with-me'. Pisse frustrerende!
,,Whatever... Ghost styrer Ghosts på hans måde og jeg styrer Acrobats på min måde. Jeg har ikke tænkt mig at blive en kontrolmaniac, uanset hvor meget I andre undervurderer mig.[/color]" Dette var en mumlen fra Henriettas læber, og hun strak sig med en non-chalant attitude.

[Tomas Foster]

Foster kiggede hårdt ned i jorden. Dove havde helt ret. Det var Foster der ikke anderkendte sig selv, men han var, som Dove selv sagde, bare en rookie. Han vågnede dog op, da hun snakkede om Ghostblikket. Hvad for et blik? Foster havde overhovedet ikke selv opfanget det blik, han havde sendt hende. "Det handler ikke om at have kontrol" Foster rystede på hovedet. Noget som ikke engang hans egen far, havde forstået. "Det er ikke kontrol en leder skal søge. Det er styrken, som alle leder efter i en leder, som gør ledelsen stræk. Man skal ikke styrer med frygt, eller med respekt. Tropperne skal se op til en. Vide at uanset hvor slemt tingene står til, står lederen stadig lige så stærk som altid. Derfor må en leder ikke vise svaghed. Det sår tvivl om lederens styrke hos alle, og hvis der er tvivl om denne, kollapser alt under en." Dette var ikke Ghosthjernevaskning, det kunne enhver høre. Det kom direkte fra hjertet. Det var disse ord, han savnede at sige til sin far, og bryde hans kontrol over Foster.